Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lad os standse lidt op og se på den spændende tid, vi befinder os i, for det bliver mere og mere nødvendigt at standse op og tænke over, hvad det egentlig er, der foregår på kloden i øjeblikket. - Som vi alle ved, koger det hele mere eller mindre, og hvor der ikke er direkte krig, kæmper man med alle slags tilpasningsvanskeligheder, og det må jo igen sige det samme som, at menneskene er ved at få en ny mentalitet, der står og vakler mellem det nye og det gamle. Lad os prøve at finde en rimelig løsning, så overgangsskærene klares, om end ikke med glans, så dog tåleligt. Mange er uheldigvis fastgroede i vanens magt, og det er der i og for sig ikke noget at sige til. Det er sådanne vanemennesker, der mange gange er imod folk - især unge - som har helt nye ideer, som de prøver at realisere på alle mulige faconer. "Disse folk må være syge, siden de ikke kan tilpasse sig det nuværende samfund", siger de "fastgroede" sjæle. - Men er det nu rigtigt? --- Egentlig er det jo omvendt: samfundet er sygt. Jeg synes, målet må være, at ethvert menneske lærer at styre sig selv. Men for at nå dertil må hvert enkelt menneske være sig selv og sine muligheder bevidst, ligesom det må gøre sig klart, at dets horisont med hensyn til åndelige facitter må udvides, da mennesket aldrig vil føle sig sikkert og frit uden kendskab til livets love.

Mon det ikke også i dag i ethvert menneskesind står indprentet med syvtommersøm, hvordan det nuværende samfund afskærer det enkelte menneske fra en hel masse ting? Det er ikke et frit individ. - Det er klæbet fast til en masse (samfundet). - Kære medborger, gør dig fri af disse sorgen medførende ting! - Jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal gøre sig fri ved at flygte via alkohol, hash osv., som så mange tyer til i dag. Derved kan man jo ikke være med til at skabe et bedre samfund, som vi alle med længsel imødeser.

Det kan heller ikke nytte, at vi sætter os på vor dertil indrettede og kradser en ny "grundlov" ned, såsom: 1) Militæret, statskirken og kongedømmet afskaffes 2) Alle fængsler omdannes til hospitaler 3) Skattelovene laves, så skatteyderne selv får indflydelse på, hvilke formål deres skat skal gå til 4) Politiet afskaffes og erstattes af psykologer osv. osv.

Dette og meget mere vil måske engang blive en realitet, men det kan jo ikke hjælpe os nu. Lad os prøve at se helt logisk på de nuværende forhold:

For mig synes det, som om den eneste løsning for tiden er at være frit indstillet over for alle nye forsøg og forslag, der gøres og fremsættes, også selv om de mange gange virker skøre. Hvem ved, måske bliver de en dag løsningen på et bedre og mere harmonisk samfund? Intet er jo fuldendt på de første famlende trin! Selvfølgelig skal der lidt fornuft med ind i billedet. Vore forsøg skulle jo helst ikke gå ud over andre levende væsener. Vi skulle også nødigt true vor egen mulighed for eksistens. Men her tror jeg personligt, at vi får hjælp af højere magter. Mange mennesker, især unge, bryder sig ikke meget om ordet "højere magter", da det er noget temmelig uhåndgribeligt. Men da vi endnu ikke er nået så langt på det åndelige område, må vi jo give vore fornemmelser om en større logiks eksistens, end vi kan fatte, et navn.

Nu kunne jeg godt tænke mig at skrive et par ord om fremtidens familieliv, da det dog er de unge, der forhåbentlig skal skabe en bedre verden end verden i dag. Derfor er det også nødvendigt, at børn og unge får en harmonisk opvækst. - Bliver der i det hele taget brug for familien - inden for 70-80ernes samfund? Svaret må blive ja, men kun hvis vi lærer at leve med hinanden, at holde af hinanden.

For kunsten at leve i en familie - hvad enten det drejer sig om en gruppefamilie eller et såkaldt frit ægteskab mellem to - skal læres som ethvert andet "håndværk". - Men svaret må blive nej, hvis folk ikke lærer at lade være med at knytte sig til hinanden på romantik. Mange tror jo stadig, at det har noget med virkelig kærlighed at gøre. Det har det ikke. Fra Martinus ved vi, at romantik i bund og grund er noget egoistisk, altså noget fra dyreriget stammende, og at det ikke er nogen forudsætning for et lykkeligt samliv.

Kærlighed derimod er uselvisk. Dér tæller andres glæde mere end ens egen. Personligt tror jeg også, at kirke- og rådhusægteskaber bliver afskaffet, da der simpelt hen ikke er den ringeste brug for dem, måske lige i disse årtier, hvor de fleste samfundslove er indrettet på det. Men jeg tror ikke, det vil vare længe, før man indser umuligheden af dette foretagende.

Børn og unge har ikke brug for et par gnavne, ægteviede forældre, men for et hjemsted, hvor de kan få trøst og råd. De har heller ikke brug for at eje en far og mor, for tilværelsen vil lære dem, at man ikke kan eje andre mennesker uden at tage skade af det. Børn har brug for at omgås voksne, der kan lære dem kunsten at blive menneske.

Behøvede vi et samliv, hvis man tænkte sig, at børn kunne fremstilles ad kemisk vej? spørger mange mennesker i dag. Svaret må absolut blive ja. For endnu er vi ikke blevet så modne, at vi kan "underholde" os selv. Mennesker har stadig et stort behov for hinanden, behov for at fungere sammen med dem, de elsker. Naturligvis er alle behov ikke ens, men nogle få behov kan kaldes menneskenes grundbehov. Dertil hører: hengivenhed, ømhed, kærlighed, tryghed og sammenhold. Og det er netop disse grundbehov, der er problemet og mange gange spærrer for de nye behov som frihed og selvstændighed.

Folk klamrer sig krampagtigt fast i de én gang vedtagne rammer og tør ikke se en millimeter ud over deres egen cirkel. Sådanne mennesker kan være farlige for helheden, for en sådan indstilling bærer kimen til intolerance over for anderledes tænkende, racediskrimination m.m.

Jeg tror bestemt ikke, at nogen form for "samlivsmønstre" vil holde evigt - så blev vi jo aldrig selvstændigt tænkende og handlende væsener. - Men samlivet kan hjælpe os over en svær mellemtid, hvis vi lærer at forstå, at netop samlivet har de største chancer for at lære os at forstå samspillet mellem frihed og fællesskab, selvstændighed og tolerance.

I et sådant miljø vil børnene vokse op til at forstå, at selv om man måske ikke ser ens på tingene og måske mundhugges lidt, så har man en dyb forståelse og respekt for hinanden, som giver børnene en usigelig tryghed, så de kan vokse op med en virkelig sund grobund for deres sjæl. Thi at tage skade på sin sjæl må være det værste, der kan hænde for et menneske.

Hvis bare mennesket standsede op noget tiere og trængte ind bag de mange forvrængede forestillinger, der findes, ville vi allerede være nået et godt stykke videre i teksten.

Jeg synes, den bedste livsfilosofi må være at leve i nuet og ikke sætte sin bevidsthed ind på langtidskontrakter. Og så dernæst at sætte sig ud over vanetænkning og samfundsfordomme. På den måde får man udviklet sin personlighed og kærlighed til alt og alle og har derved størst mulighed for at tilpasse sig samfundet under de skiftende forhold. Da kærlighed er den største åbenhed, man kan præstere, er den nok et mål, der er værd at stile imod, men der skal så sandelig også arbejdes for at skabe et talent for kærlighed. Kærlighed kan ikke købes, den kan skænkes som en dyrebar gave, som er vidunderlig at modtage.