Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I et par tidligere numre af dette blad (KOSMOS nr. 10 og 11, 1969) beskæftigede jeg mig med de muligheder, mennesker har for - gennem et nærmere studium af det perspektiv, som Martinus åndsvidenskab opruller - at nå frem til at betragte hver dag som en "lykkens hverdag". Jeg gik ud fra et japansk ordsprog fra 1100-tallet, der forekom mig at være "en visdommens muslingeskal", der indeholdt en "sandhedsperle", i al fald hvis man gav sig til at betragte den gennem de "kosmiske briller", som Martinus udstyrer den søgende med.

Det var mit ønske at vise, at Martinus åndsvidenskab, som den nu fremtræder i hans hovedværk LIVETS BOG samt i en hel række andre værker fra hans hånd, ikke bare er en slags "skrivebordsfilosofi", et puslespil for kloge hoveder - men et livsmønster, der i lige grad appellerer til vor følelse og vor intelligens, og som samtidigt kræver en aktiv medvirken, for at man virkelig kan få øje på dette mønsters finere tråde og sindrige symbolik.

Man taler i vor tid så meget om betydningen af, at man før tilrettelægningen af et studium eller påbegyndelsen af en planlægning gør sig helt klart, hvad det egentlig er, man vil opnå; ordet målsætning er næsten blevet et nøgleord i tidens sprog, når der tales om undervisning, opdragelse og uddannelse. - En sådan målsætning viste der sig også at være bag den aktive medvirken, idet målet for denne var at blive livskunster, og det ville sige et menneske, der gennem sin måde at blande energierne på og i kraft af sit særligt udviklede talent for at elske alle udstrålede det, man kalder charme. Og jeg fastslog også, at dette talent, som alle andre talenter, krævede lang tids opøvelse; der skulle disciplin, koncentration og tålmodighed til, især fordi vi i os stadig har en god portion af dyrets natur. Vi er endnu i alt for høj grad dræbere af natur, i det store såvel som i det små.

Jeg vil gerne uddybe disse tanker lidt nærmere, dels i tilknytning til mine tidligere artikler, og dels inspireret af Erik Gerner Larssons artikel "Drømmen om Fred" og Per Bruus-Jensens leder om "Det dræbende Princip" i KOSMOS nr. 5 fra i år.

En og anden vil nemlig måske nok ved læsningen af disse og lignende artikler i dette blad sige: "Ja, det er meget godt. Vi har i tidens løb hørt så mange kloge ord om moral og menneskelykke, om fremskridt og udvikling, men når man studerer verdenshistorien, ser man jo, at ufred har der altid hersket, både de enkelte mennesker imellem og nationerne imellem. Det er, som om vi mennesker ikke har lært det mindste af alle de krige, der har været; tværtimod ser det ud, som om menneskene bliver mere og mere onde! - Og er det daglige liv ikke - så langt fra at være nogen "lykkens hverdag" - snarere en ørkenvandring, hvor alting gentager sig i trøstesløs ensformighed og kedsommelighed? Synes det ikke, som om jo flere goder vi får, des mindre tilfredse bliver vi? Og er vi - set i et lidt større perspektiv - ikke netop som ørkenvandrere, hvis spor i tidens sand forbavsende hurtigt udslettes af glemselens sandstorme? Selv de største navnes glans blegner hurtigt, når vi har tabt deres indehavere af syne... det er, som om de fortoner sig i den tomme luft. Eller er det måske bare vore øjne, der er blevet blændede og svage af at stirre imod horisonten efter bare så meget som skyggen af et enkelt træ?"

Det vil være for letkøbt at afvise sådanne indvendinger og spørgsmål som udslag af en overdreven pessimisme eller almindelig "Weltschmerz". Mange nøgternt tænkende mennesker er i dag inde på lignende tanker. Fire faktorer, der ofte har en vis indbyrdes sammenhæng, bidrager til at underbygge en sådan negativ opfattelse af tilværelsen: alderdom, sygdom, ensomhed og kedsomhed.

Alderdom? vil man muligvis sige - jamen det er jo noget, der er en del af naturens orden; det er da noget, der altid har eksisteret, og hvorfor skulle det særlig i vor tid være medvirkende til at nedbryde et positivt livssyn, at man bliver gammel? Svaret er ganske enkelt det, at i vor materialistisk indstillede samfundsorden synes der mindre og mindre at være plads for gamle mennesker. Ingen har vel skildret det mere rystende og levende end Simone de Beauvoir i hendes nyeste bog: "La vieillesse" (Alderdommen), som anmeldtes af Henrik Stangerup i en kronik i Politiken den 7. marts. Den franske forfatterinde mener, at netop i vort forhold til de gamle afslører hele vor civilisations fiasko sig.

Hør selv, hvad hun skriver:

"Alderdommen er livets vrængbillede, dets parodi - i hvert fald for det alt overvejende antal mennesker. Det er en sandhed, vi dagligt lever med - og dagligt fortrænger; det er altid de andre, der bliver gamle, ikke mig. Tyve år og hvalpet, tredive år og allerede med en karriere bag sig og en endnu større karriere foran sig, fyrre år og midt i det hele, moden, familie og følelse af at trække i vigtige tråde, halvtreds år og stadig midt i det hele, følelse af magt, overblik, "midtvejs på livets bane", tres år, børnene fløjet fra reden, gråt hår ganske vist, men ro og mag og tilfreds indian summer.

Den ene dag er vi midt i samfundet, den næste får vi at vide, at nu er der ikke længere brug for os. Vi får en takketale og personalet bliver samlet over et glas sherry, og vi går hjem med en vase fra den kongelige porcelænsfabrik. De af os, der er økonomisk velbjærgede, kan få lov til at blive boende, hvor vi hele tiden har boet; de andre, de fleste kommer på plejehjem og bliver sat til at flette peddigrør, mens en venlig og aldeles uinteresseret plejerske fortæller os, hvor "dygtige" vi er. Dygtige til at føre skeen lige til munden, dygtige til at flette en stråmåtte. Men ingen gør noget ved det. Ingen drømmer om at indrette samfundet på en sådan måde, at det at blive gammel ikke er ensbetydende med at blive sat til side. Alderdommen er omgivet af tavshed, og alderdommen afslører hele vores civilisations fiasko". Og hun fortsætter:

"Det er hele mennesket, det er nødvendigt at genskabe, alle forhold menneskene imellem, hvis man ønsker, at de gamles betingelser skal blive acceptable. Et menneske bør ikke indtræde i sit livs slutning med tomme hænder, ensom."

Det er Simone de Beauvoirs konklusion, jeg i det foregående har citeret; den kommer som en afslutning, efter at hun i sin 600 sider store bog har skildret problemets forskellige aspekter i mange forskellige lande og til forskellige tider, og naturligvis kommer begrebet sygdom også ind i billedet: Hun ridser med nogle få dristige streger situationen op, som den i hendes øjne tager sig ud:

"De lister forbi os som skygger på gadehjørnerne, en gammel kone med overskæg, krumbøjet, lukket inde i sin lilleverden af gigtsmerter og medikamenter og brokker fra et for længst overstået liv - en gammel mand, som ingen gider hjælpe over gaden og som undrende, som kom han fra en fremmed klode, opfanger signaler fra livet omkring sig - livet lig med travlhed, produktion, effektivitet, vitalitetsdyrkelse, potensdyrkelse, ungomskult...."

Ingen steder ser man vel mere tydeligt den materialistiske livsanskuelses bitre frugter komme til syne end netop blandt velfærdssamfundets gamle, og selv om jeg regner med, at en del læsere vil mene, at slet så galt kan det nu ikke stå til, og at der er lande, hvor de gamle bliver behandlet lidt bedre, bl. a. Skandinavien, så ved jeg af egen erfaring, hvordan tusindvis af gamle mænd og kvinder sidder bag vinduet i deres lille stue og venter... på det besøg, de måske to gange om året får af en søn eller en datter, nemlig ved juletid og på fars dag eller mors dag. For dem føles tilværelsen i al fald som en ørkenvandring, hvor kedsomheden og ensomheden er de eneste ledsagere på deres vej.

Men kedsomhed og ensomhed er ikke blot de gamles eller ældres trofaste følgesvende; også i den anden ende af vort jordelivs kredsløb begynder disse nu tidligt at kunne mærkes. Titusinder af unge i den vestlige verden vender velfærdsstaten ryggen i dag. I det moderne, mekaniserede samfund føler de sig ensomme, usikre, svigtede. Også de er på deres vis ørkenvandrere på flugt, drevet fremad skiftevis af håb og af frygt, af denne længsel, dette urbegær efter livet, denne uudslukkelige tørst efter oplevelse, der er alt livs sikreste kendetegn. De stirrer imod himlen, men føler sig blot mere ensomme ved at betragte nattens kolde stjerner, og om dagen forvirres deres syn af illusionernes luftspejlinger. Selv de fjerne, skønne egne i horisonten, som de synes at øjne i en kort ekstatisk rus, er et fata morgana.

Jamen så de voksne unge da, dem, om hvem man med Simone de Beauvoir kan sige, at de burde have "den livgivende nysgerrighed, livsfylden" i behold? Den modne unge mand og kvinde i det nye ønskehus med alle de moderne statussymboler. - Også her møder vi ensomheden midt i den dyrtkøbte overflod og kedsomhedens grå spøgelse.

Under følgende overskrift: "En amerikansk undersøgelse viser, at jo bedre mennesker materielt engageres og etablerer sig - jo dårligere trives de rent psykisk" stod der i Århusavisen 'Demokraten' dette lille stykke den 22.8.1968:

"Hvor er søndagene dog lange og triste! Det er jo heller ikke let selv at skulle finde på, hvad vi skal lave hele dagen, når man nu er vant til at blive beskæftiget ugen igennem.

Vi hader søndagene. Ungerne er besværlige, fordi de venter, vi skal tage os specielt af dem - bare fordi det nu er fridag. Men vi har altså ikke energi til det.

Hva' skal vi lave? Nej, det bli'r nok regnvejr. Alle de andre sidder jo også inde i deres stuer og bare venter - venter på, at der skal ske noget.

Vi kan jo også gå ud i haven og slå græsset. Feje de fliser og luge de bede, der trænger så hårdt - men vi er så uoplagte. Det havde vi nu ikke troet, da vi flyttede uden for byen - at det skulle ende på denne måde. Hverdagene er gode nok, vi skal jo til byen for at arbejde fra morgen til aften - men så kommer søndagen med alle de muligheder, man bli'r træt af bare at tænke på.

De andre kunne da også ringe og invitere på en bajer. Vi gider ikke have dem med alle deres unger rendende herovre og svine hele huset til. Her skal jo se ordentligt ud - og de andres børn larmer så meget.

Vi kunne jo også sætte os til at regne ud på, hvordan vi skal klare afdragene på huset næste termin - men det bliver jo ikke bedre af, at vi regner det hele om igen.

Måske skulle vi flytte tilbage til byen til en lejlighed i stedet for at bo her i det flade, pæne nye kvarter. Vi havde det nu rart derinde - men børnene har jo så godt af at kunne lege udenfor, uden hele tiden at skulle passe på bilerne.

Og hvad vil folk ikke sige, hvis vi sælger vores hus igen? De vil jo tro, vi ikke har råd til at bo i det".

Ja, det er et lille stykke Danmark, vi her præsenteres for! Journalisten har truffet søndagsstemningen på kornet. Og det er jo ikke bare søndagen, det gælder, for med den støt voksende fritid bliver der mange andre dage at udfylde. Og her må man faktisk indrømme, at i mange henseender er vort nuværende liv - trods al dets tekniske komfort, trods de goder, vi vitterligt - i al fald for en stor del af menneskehedens vedkommende - har tilkæmpet os, en ørkenvandring.

Og hvad er det så, der gør vor tilværelse så gold og glædesfattig? Hvorfor kan alverdens underholdning tilsyneladende ikke fylde det tomrum i vor tanke- og følelsesverden, der føles som en sult i sjælen, et nagende savn af noget, vi engang har ejet, men har mistet, og som vi ikke rigtigt ved hvad er? Og hvad er det, der gør, at vi er blevet så "åndeligt nærsynede", at vi virkelig tror, at krig kan afskaffe krig? - Ja, vi formulerer det måske ikke lige netop sådan; vi taler om, at det er nødvendigt, at der er en vis magtbalance i verden. Det lyder jo også meget pænere på den måde. Vi er jo blevet mestre i at dække virkeligheden med formildende udtryk, der ligesom slører de faktiske kendsgerninger. Men ingen kan vel være i tvivl om, at netop i kampen for at bevare denne magtbalance bringes den sokkel, det kulturgrundlag, på hvilket vor verden hidtil har hvilet, til at vakle. Hvordan vil det i det hele taget være muligt at komme denne krigsmentalitet til livs, så længe det for en meget stor del af menneskeheden står som en uafviselig kendsgerning, ja, næsten som et religiøst-politisk dogme, at "krig har der altid været, og krig vil der altid være"?

Alle disse spørgsmål, som tidens problemer rejser, besvarer Martinus i den strålende række kosmiske analyser, hvorigennem han kortlægger tilværelsens inderste struktur, og han illustrerer sine tanker ikke blot gennem ord, men også ved tegninger, som han kalder symboler, og som genialt underbygger hans tankers klarhed i deres strenge geometriske skønhed. Jeg skal i en følgende artikel forsøge at vise, netop ud fra et af Martinus symboler, hvordan man gennem et studium af hans kosmologi kan få svar på det, som jeg allerede i denne artikels overskrift har antydet, og som på en måde sammenfatter alle de spørgsmål, jeg har strejfet: Hvorfor er tilværelsen for så mange en ørkenvandring, behøver den vedblivende at være det, eller kan den måske forvandles til en ørneflugt?

(Fortsættes).