Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Sygeplejerske fru Sonja Christensen har arbejdet som u-landsfrivilllg udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke til Tanzania og Uganda. Under tjenesten skrev hun nedenstående:

Kære ven!

Åh du, hvor vi kender det hele, de støvede veje i tørtiden, de smattede striber i regntiden, småbyer og pladser, der alle synes ens. Selvfølgelig er min by lidt anderledes, ja, du kender den fra selvsyn, de mange småshops, der alle rummer de samme stoffer, sække med lokalt korn og gryn, hotellerne, hvis navne kan få selv Hollywood til at blegne. River Mood, Lucky Corner, ja, der er musik i de navne, og ofte må vi forbavses over det sparsomme indre, hvor facaderne lyder så tillokkende.

Main Road, Transport Road, liv og farver - her hvor kontrasterne er så store og fængslende - nubiske kvinder overhængt med stoffer så farverige, at det næsten gør ondt, til Eva kostumet - nøgne unger med store maver og tindrende øjne.

Travle asiater, der altid for denne gang vil give din købelyst et formidabelt nedslag fra 50 cents til to shilling.

Min arbejdsplads er lige så overfyldt, som da du var her sidst - hospitalet normeret til 160 patienter, men hvor der altid er mere end overbelagt - for selvfølgelig er medicinen lige effektiv, om du ligger i en seng eller på gulvet.

Jeg forbavses ikke mere over spisevaner, forstår endog flerkoneriet, skælder kun svagt ud, hvis der er for mange besøgende ved sygesengen. I starten var jeg meget rask til at sende ungerne hjem, men nu, da jeg ved, at de ofte må gå mange miles for at nå hytten, ved hvor mørk den afrikanske nat er - åh! man forandres, er på mange måder ikke så effektiv som før -

Stadig gør det ondt at se de mange svage unger, der bringes ind, høj malariafeber, men i løbet af kort tid finder du også ud af, at det sjældent kun er malariaparasitten, der herser i den lille krop. Lungebetændelse, fejlernæring, orm og dermed også blodmangel - fire-fem sygdomme er normalt for hvert enkelt barn - ja, det rammer dig hver gang.

Dog alt dette får dig til at huske, hvor godt vi er hjulpet hjemme og giver dig lyst til at tage et ekstra nap - der er langt igen, men det går dog fremad. På et punkt står jeg dog ganske målløs og magtesløs. Du forlader din afdeling, vel vidende at der er et meget sygt barn i seng nr. 15. Tilstanden er kritisk, men alt, hvad der kan gøres, er gjort, kun tiden vil vise os, om barnet vil overleve. På den sene aftenrunde finder du, at sengen er tom, vi mistede ham, tænker jeg. På spørgsmålet til den vagthavende sygeplejerske får du så at vide, at barnet er taget hjem af forældrene. Skæld ud, ras, græd om du vil, det hjælper intet. Sister, du må forstå, der er så mange ting at tage hensyn til. Ser du, forældrene var overbeviste om, at barnet ville dø, og du skal vide, at de bor 70 miles herfra. Det koster 10 cent pr. mile med taxi for levende og 1 shilling pr. mile, hvis patienten er død, og Sister, 1 shilling pr. mile er for meget.

Du tumler ud, glad for at det er mørkt, ser op og ånder ud - møder en ven, der med et glad tilråb spørger: How is life!

Kilde: tidsskrift for Dansk Røde Kors, 3/70.