Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Begrebet "kvinden i mandssamfundet" er begyndt at blive lidt af et problem i den vestlige verden. Stort set har det hidtil været manden, der har domineret på jorden, men hvorfor det egentlig er sådan, står vel næppe klart for ret mange mennesker. Manden har været den førende og ledende, og kvinden har været den underlegne, og det har været ganske naturligt for begge parter. Hvorfor det har været sådan - og stadig er det for den største part af jordens befolkning - giver Martinus forklaringen på i fjerde bind af "Livets Bog", stk. 1182-99.

Der står i Bibelens skabelsesberetning, at "det er ikke godt for "Adam" at være for sig selv alene". Men på dette sted i skabelsesberetningen er "Adam" ifølge Martinus ikke en mand, dvs. et enkeltpolet væsen. Vi træffer her "Adam" som det dobbeltpolede væsen, der fra den forrige spirals guddommelige verden og salighedsriget nu er nået frem til den næste spirals planterige. "Adam" er her et dobbeltpolet plantevæsen, som er på vej henimod denne ny spirals dyrerige. Men for at kunne komme til at opleve mørket, altså kontrasten til det lys, "Adam" gennem sin passage af den forrige spirals høje åndelige verdener er blevet mæt af, må han fra at have været et væsen, der kun kunne elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting, omdannes til et væsen med den modsatte indstilling. Martinus gør jo overalt i sine analyser rede for kontrastprincippet: uden kontraster ingen livsoplevelse. Derfor er det nødvendigt for "Adam" at stige 'ned' i mørket for atter at komme til at længes efter lyset. Og som et enkeltpolet væsen kommer "Adam" til at opleve mørket.

Denne første Adam, som vi møder i skabelsesberetningen, er altså et væsen, der har været så længe i lyset, at lysets foreteelse er gået ud af den vågne dagsbevidsthed og for længst omdannet til C-viden eller automatfunktion, dvs. Adam er blevet et instinktvæsen med en meget lille vågen dagsbevidsthed på det fysiske plan. Instinktet er "kosmisk bevidsthed" omsat til automatfunktion. Plantevæsenet er således Adam i sin første spæde fysiske, jordiske fremtræden, det er ikke et specielt hunvæsen eller et specielt hanvæsen, men et dobbeltpolet væsen. Endnu eksisterer "Eva" ikke.

Ifølge Bibelens beretning kom Eva ud af Adams ribben, hun blev med andre ord skabt ud af Adams allerede eksisterende organisme. Vi ser således, at Evas tilblivelse var forskellig fra Adams. Adam er det dobbeltpolede instinktvæsen, et plantevæsen, der i Bibelen udtrykkes som et sovende væsen. Men et sovende væsen har ikke megen fysisk livsoplevelse. Derfor sagde Gud: "Det er ikke godt, at mennesket er for sig selv alene, jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham". Og han lod Adam falde i en dyb søvn. Dette er Adam på plantestadiet, og dette stadium symboliseres af Adams dybe søvn.

Medens Adam var på plantestadiet, skabte Gud Eva. Adam var blevet "skabt af leret", som udtrykker "jordbunden", hvilket igen vil sige mineralsk materie. Da det var et væsen, i hvem den feminine og den maskuline pol var i balance, var det således et selvbefrugtende væsen, og det vil igen sige, at det var et væsen, der var uafhængigt af medvæsener. Men under Adams "dybe søvn" eller mentale mindsteudfoldelse bliver Eva skabt ud af dette væsens organisme, af dets ribben. Det er i virkeligheden en spaltning af Adam, der finder sted. Den fortidige Adam eksisterer ikke mere, 'han' har mistet et "ribben" og er ikke længere dobbeltpolet, men enten et "hanvæsen" eller et "hunvæsen", dvs. en "Eva". Det levende væsen var blevet afhængig af en medhjælp. Det der skete var, at i nogle Adam'er degenererede den feminine pol, som havde været den førende i den foregående spirals plante- og dyrerige, og den maskuline pol tog føringen, hvorved disse væsener blev til hankønsvæsener. I andre væsener sker det omvendte. Her degenererede den maskuline pol, som havde været den førende i den foregående spirals plante- og dyrerige, og den feminine pol tog føringen, hvorved disse væsener blev til hunkønsvæsener. Der er selvfølgelig her tale om en udvikling, der foregår gradvis og over et uendeligt langt tidsrum.

I "Livets Bog", bind IV, stk. 1193 skriver Martinus videre: "Når det "maskuline" væsen i overleveringen stadig blev betegnet som "Adam", medens det "feminine" væsen blev betragtet som det "nye" væsen og fik navnet "Eva", markerer dette jo kun, at det "maskuline" væsen foreløbig på en måde bevarede den fortidige "Adam"s ydre skin. Det "maskuline" princip i væsenet åbner jo grundlaget for væsenets rent ydre materielle overlegenhed eller selvstændige ansigt og forhold til deri ydre verden. Og derved havde denne "nye Adam" stor ydre lighed med den tidligere "Adam", der i allerhøjeste grad ikke blot havde et selvstændigt ansigt til den ydre verden, men i virkeligheden var selve inkarnationen af selvstændighed i kraft af sin "selvbefrugtningsevne". Her var det, at den "nye Adam" måtte afvige fra den foregående ved at være afhængig af et andet væsen. Medens "hanvæsenet" således stadig bevarede et skin af den forrige "Adam"s lystilstand, var "hunvæsenet" anderledes stillet. Da det "feminine" princip i det enpolede væsen betinger underlegenhed eller en uselvstændighed, der lige akkurat kan passe ind i det "maskuline" væsens overlegenhed og selvstændighed, får det derved brug for dette væsen som "beskytter" og afviger således meget fra den fortidige "Adam", ja, var endog i stor udstrækning dennes materielle kontrast eller modsætning. Det var derfor ikke så mærkeligt, at "hunvæsenet" straks blev markeret ved et andet navn, medens "hanvæsenet" i overleveringen beholdt det levende væsens oprindelige betegnelse eller navnet "Adam"."

Martinus taler her om en "ny Adam", et enkeltpolet væsen, til forskel fra den oprindelige Adam, som var et dobbeltpolet væsen. Begreberne "Adam" og "Eva" er ikke i sin kosmiske analyse udtryk for "manden" og "kvinden". I absolut forstand er "Adam" altså i virkeligheden betegnelsen for det dobbeltpolede væsen, hvoraf "Eva", det enkeltpolede væsen, skabes. "Eva" er således i absolut forstand betegnelsen for alle enkeltpolede væsener, hankønsvæsener såvel som hunkønsvæsener. "Eva" skabes i planteriget, her begynder enpoletheden og den kulminerer i den dyriske parringsdrift. Når den modsatte pol i det enkeltpolede væsen "Eva" begynder at gøre sig gældende, indledes "Evas død" - og samtidig begynder "Adam"s fødsel - og denne død slutter først, når mennesket får kosmisk bevidsthed. "Eva" dør, og "Adam", det dobbeltpolede væsen, fødes.

Det er således en stor sandhed og et yderst vigtigt princip, Martinus gør rede for i sin analyse, og vi ser, at mandens overlegenhed i forhold til kvinden, hans suverænitet, hans besiddelse af magten i verden simpelt hen beror på en evig kosmisk lovmæssighed. Nu kunne det måske se ud, som om der ikke var retfærdighed til i verden. Men i en anden analyse gør Martinus rede for det seksuelle dobbeltkredsløb. Det væsen, der i den ene spirals plante- og dyrerige fremtræder som et hankønsvæsen, bliver i næste spirals plante- og dyrerige et hunkønsvæsen og omvendt. Væsenerne skifter altså ikke køn inden for den samme spirals fysiske verdener, men kun fra spiralafsnit til spiralafsnit, og dermed er også inden for dette område retfærdighed tilvejebragt. Det skal lige nævnes, at Martinus også gør rede for, at der findes syv forskellige organismeprincipper, dvs. der er syv forskellige spiralafsnit, hver repræsenterende sin specielle organismeform, og da der er et ulige antal, vil man se, at der også her hersker absolut balance og retfærdighed, selv om det selvfølgelig tager et anseligt antal spiralafsnit at nå frem til den, men det er jo ens for alle væsener.

Det tog fart i slutningen af det forrige århundrede med, at kvinderne begyndte at stille krav om "kvinderettigheder", dog var enkelte kvinder allerede begyndt at stille krav i slutningen af det attende århundrede. I 1869 gav staten Wyoming i USA som den første i verden sine kvinder valgret og valgbarhed. Omkring 1850 begyndte forskellige skandinaviske forfatterinder at slå til lyd for kvindens adgang til oplysning, erhverv og stillinger. I dag har kvinden i Danmark mange rettigheder, rent juridisk, men fuld ligeberettigelse i praksis er der dog endnu ikke tale om.

Ønsket om at opnå denne ligeberettigelse har altså sin rod i polforvandlingen. Når den latente pol i kvinden - den maskuline pol - begynder at gøre sig gældende, føles hendes underlegne stilling i forhold til manden ikke mere helt naturlig, hun begynder selv at blive et suverænt væsen, dvs. hun begynder at blive mandens ligestillede.

Der har i længere tid været diskussioner i dagspressen om kvindens stilling i mandssamfundet, og mange forskellige meninger er kommet til orde. Vi skal nu se lidt på, hvordan kvinden selv opgør sin stilling, hvordan hun føler sig til rette i dette mandssamfund i dag, og hvad hun kunne ønske, skulle være anderledes.

"Kønsrollemønstret på arbejdspladserne ligger fast, de overordnede stillinger bestrides af mændene, de underordnede af kvinderne, undtagelserne er så få, at de dårligt bekræfter reglen".

I henhold til den foranstående analyse må vi altså tage dette som noget ganske naturligt i dag.

Professor, dr. phil. Lise Østergaard havde den 27.2.65 en kronik i Politiken, som hun kaldte "De mange muligheder, der bliver et onde for kvinden". Hun indleder sin kronik således: "Vi kvinder har i dag langt mere end for 50 år siden mulighed for frit at vælge den livsform, vi foretrækker. Vore livsmuligheder er ikke længere begrænsede til forsørgelse gennem ægteskab eller til at tjene til føden ved husligt arbejde. Vi kan vælge disse livsformer, når vi ønsker det, men vi har tillige adskillige hundrede andre muligheder at vælge imellem, alt efter evne og tilbøjelighed. Vi har i dag reel frihed til at vælge, til at søge at give det den form, som vi finder lykkeligst og mest værdifuld, alt i modsætning til den situation, vore mødre og bedstemødre befandt sig i". Lise Østergaard fortsætter med at gøre rede for, hvor svært det kan være at vælge, for mange kvinder vil helst have både mand, børn og hjem samtidig med, at de har en stilling ude, og så opstår problemerne, for det er vist ikke muligt for ret mange kvinder at bestride begge stillinger på en for hende selv fuldt tilfredsstillende måde, og resultatet bliver nemt neuroser. Lise Østergaard slutter sin kronik med ordene:

"Den udvikling, der vil ske med kvindens stilling i de kommende 50 år, bliver ikke alene bestemt af ændringer i de ydre sociale og økonomiske vilkår. Den vil i lige så høj grad være afhængig af, om det lykkes at ændre den vanetænkning, der skaber og opretholder stereotype forestillinger om, hvorledes mennesker skal være, og hvorledes de bør leve deres liv. Kun dersom indre frihed udvikles i takt med den ydre, vil der blive tale om virkelige fremskridt".

Netop dette bekræftes af Martinus analyser; menneskets udvikling sker i takt med polforvandlingen. Når den feminine pol i manden tager til i vækst, vil manden se anderledes på kvinden, og han vil da som en naturlig ting ønske hende en plads ved sin side.

Den norske sociolog Harriet Holter udtaler til Politiken: "Hvis opdragelse og fremtidsperspektiver for drenge og piger blev mere lige, ville det også bidrage til en vis personlighedsmæssig lighed - enten den så blev mest som det nuværende feminine ideal eller som det maskuline eller en blanding af begge dele".

Uden kendskab til Martinus verdensbillede er det svært at gisne rigtigt om fremtiden. Det logiske, "en blanding af begge dele", er også det, fremtiden vil bringe, blot er det ikke gjort med opdragelse, det vil komme som en naturlig udvikling.

Programredaktør ved Danmarks Radio, Inga Dahlsgaard, havde den 16.1.66 en kronik i Politiken med titlen: "De fastlagte kønsroller og fremtiden", som hun indleder på følgende måde: "Blandt folketingets medlemmer findes for tiden ikke mindre end fire "professorinder" - sådan betegnes jo damer, der er eller har været gift med professorer. Naturligvis er det en tilfældighed, at der netop er fire - og det vil sige mere end 25% af de kvindelige folketingsmedlemmer - men helt tilfældig er denne kendsgerning ikke, og den kan belyse en side af vort gængse kønsrollemønster. Professorer er ikke, som folk er flest, og må anses for personer med høj grad af saglig indstilling over for tilværelsen. De pågældende fire har ikke direkte eller indirekte modvirket, at deres koner tog del i politik, og de føler det ikke diskriminerende at være gift med "offentlige" kvinder. Det er der ellers kun få mænd, som bryder sig om, og heri ligger en af grundene til, at 50 års politiske rettigheder ikke har ført til særlig stor kvinderepræsentation".

Vi ser, at manden stadig føler sig som den overlegne, og kvinden må derfor være ham underlegen. Vi ser også, at kvinderne nu er opmærksomme på problemet og gerne ser det ændret. Og Inga Dahlsgaard slutter:

"Men kønsrollernes udjævning betyder jo ikke, at vi går hen og bliver ens ..... men vi skal søge at udvikle de slumrende menneskelige anlæg for dermed at skabe en rigere verden, hvori enhver menneskelig begavelse kan komme til sin ret, uanset kønnet".

Og dette sidste er jo ganske rigtigt. Men så længe menneskene ikke har kendskab til Martinus analyse af polprincippet, er det ikke let at sige noget om fremtiden. At fremtiden netop bliver sådan, som Martinus har givet udtryk for, er der vel næppe mange mennesker på jorden i dag, der har tilstrækkelig intuition til at kunne afgøre.

I dag kan den kvinde, som ønsker at leve ugift, føre en tilværelse nøjagtig lige så fri og lige så fuld af rettigheder, som den ugifte mand. Problemerne opstår, når kvinden ønsker at være både gift og have en stilling. Det er løsningen af ligestillingen inden for ægteskabets rammer, der er det egentlige problem, og det er endnu ikke løst på tilfredsstillende måde. Adjunkt Højmark foreslår, at mand og kone er fælles om alt: begge har arbejde ude, således at de deler den økonomiske byrde imellem sig. De er fælles om alt arbejde i hjemmet. Manden skal tage aktiv del i det huslige arbejde, de skal også dele dette arbejde, ligesom pasningen af børnene bliver et fælles anliggende. Dersom økonomien kan klares ved, at begge har halvdagsstilling, anser han dette for det mest ideelle. Det vil sige, at både mand og kone ved siden af alle slags arbejdsforpligtelser også vil få store muligheder for at dyrke egne interesser, interesser, som de måske ikke har fælles.

Her kommer en mand med et forslag, som vel nok alle de kvinder, som foretrækker at leve i ægteskab samtidig med, at de har udearbejde, vil kunne ikke alene acceptere, men sikkert også betragte som noget meget ideelt. Her har manden konsekvent stillet kvinden ved sin side.

Adjunkt Højmark giver også udtryk for, at han mener, at mandens deltagelse i det huslige arbejde vil betyde en væsentlig udvidelse af hans sind, en åbning af følelseslivet, som jo endnu i dag er en forbudt ting hos både drenge og mænd. Men det vigtigste vil dog være, "at manden ved sin stræben efter at indfri kravet om deltagelse i alt husligt arbejde - måske især ved at være lige så krævende engageret i alle problemer omkring børnenes pasning og opdragelse som kvinden - med et slag vil blive fyldt af beundring for og værdsættelse af det hverv, husmoderen til daglig udfører". - Han mener, at talen om kvindens ligeberettigelse har overlevet sig selv. Der kan nu kun være tale om mandens og kvindens ligeberettigelse og forpligtelse, dvs. den menneskelige ligeberettigelse. Det er selvfølgelig den, man engang vil nå frem til. Og det er jo rart at se, at en mand kan komme til dette resultat.

"Da "Herren" af Salome blev spurgt, når hans rige skulle komme, svarede han: når I har aflagt blufærdighedens skjul, når de to bliver til et, når udvortes bliver indvortes, når mand bliver kvinde, så der længer hverken er mand eller kvinde".