Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Taler man uforbeholdent til vor tids mennesker om, at en lærer med aktivt kosmisk storsyn befinder sig midt iblandt dem for at udpege den fremtidige evolutionsretning og belære dem om vejen, de skal følge, vil en sådan åben og sand erklæring vække mere forargelse, end dersom man offentligt manifesterer brutalitet, vold, perversitet og sadisme som underholdning og laver kæmpeforretning på masseforførelse og massefordærvelse af ungdommen og af primitivt indstillede medborgere. Således er nutidens etiske standard, at alt hvad der tidligere af menneskene blev dyrket som rent, helligt og ophøjet, nu med larmende materielle manifester og under samfundets stiltiende accept drages ned på det snavsede og lave vulgaritetens plan.

Men der er ikke noget nyt under solen! Eksempler kendes gennem historiske og esoteriske overleveringer fra de store kulturelle omlejringsfaser, hvor nyt og gammelt har taget livtag på liv og død, og hvor de nye kosmiske strømninger af evolutionær kraft har fostret kimærer af Gud være lovet relativt kortlivede anarkistiske samfundsrørelser. Et "nærliggende" eksempel er fra Jesu samtid, der netop udgjorde skillelinjen mellem to mentale vækstperioder af enorm udstrækning i tid, nemlig på den ene side den patriarkalske autoritets så at sige dresserende opdragelse af folkemasserne, der i den vestlige verdens bibel er repræsenteret ved "Det gamle Testamente" inklusive det store Moselovskompleks; og på den anden side det individuelle gudsforholds og den samfundsmæssige selvansvarligheds aktiveringsperiode, der i samme bibel er repræsenteret ved "Det nye Testamente": "... den som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd, og den som ikke tager sit kors op og følger efter mig, er mig ikke værd..." (Matt. 10.37-38). Det sidste store udødelighedsmarkerede navn i det gamle testamente var således Moses, medens det første store udødelige navn i det nye testamente var Jesus med den meget sigende tilføjelse "Kristus" ("Herrens salvede" eller "Forløseren"), som Moses netop ikke var forlenet med.

Det var gennem årtusinder knæsatte samfunds- og omgangsformer, der således ved de klare kosmiske fakta i Jesu forkyndelse blev varslet endelig dom over. Intet under at der opstod splittelse, strid og blodrøde hvirvler omkring et sådant markant opbrud fra det gamle og vedtagne. Jesus var sig denne konsekvens klart bevidst: "I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd. Thi jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder - og en mand skal få sine husfolk til fjender..." (Matt. 10.34-36).

Men den klare forkyndelse, det med alle profetier helt analoge hændelsesforløb og de utallige undergerninger til trods, havde man i Jesu samtid fra de intellektuelles side kun foragt og indignation tilovers for hans vidunderlige manifestationer af Guds ånds kraft. Man kaldte ham troldmand og satte hans evner og undere i forbindelse med universets sataniske principper: "Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder" (Matt. 12.24).

Men "visdommen er retfærdiggjort ved sine gerninger", og helt frem til vor tid har kristendommen båret frugter af nøjagtig den struktur, som Jesus havde forudset, nemlig en tiltagende individualisering og øget selvbevidsthed såvel hvad nationer som hvad mennesker angår. Parallelt med denne udvikling er det flokbevidste religiøse instinkt afgået ved døden, medens det individuelle gudsforhold endnu ikke er så langt fremme i vækst, at det kan tøjle de således frigivne mentale kræfter. Det er netop denne situation, der afføder vor tids etiske dekadence, men det er samtidig denne dekadente moral, der råber til himlen om nye tegn og nye retningslinjer for sinds og samfunds fortsatte evolution.

Og endnu før dette råb er kommet over de moralsk hungrendes læber har Forsynet ladet det regne med "himmelsk manna" i form af højere mentale energiimpulser, der indstrømmer i den jordiske sfære og oplader den med næring for nye tanke- og kulturformer, der i princippet vil komme til at udgøre en videre rodfæstelse og vækst af det kristne verdenstræ.

Det er nu atter tiden omkring årsdagen for Martinus fødsel. Og samtidig er det tid at erindre sig det store religiøst kulturelle faseskifte, som Martinus på så forunderlig måde skulle blive talsmand for. Thi hvad ville det gavne en menneskehed som denne klodes, at det ganske firmament åbnede sin visdoms bogruller, dersom ikke der blandt samme menneskehed befandt sig én, der kunne tyde disse bogrullers indhold. Netop til en sådan fortolkningsopgave blev Martinus født på denne planet. Ligesom Jesu indvielse eller "forklarelse på bjerget" betød en kursændring for den jordiske menneskeheds evolution og forlenede Jesunavnet med undergørende kristuskraft, således skal det verdensbillede, der i sekunder eksponeredes i Martinus bevidsthed, medens han med tanken vendt mod Gud dvælede i sin kurvestol i et lille sparsomt udstyret kammer på Nørrebro i København, engang som en levendegjort virkelighed favne Jorden og få menneskene til at lovprise disse hellige sekunder som det største der blev dem givet.

Den "farisæiske" foragt for alt, hvad der ikke har et prangende ydre, og for alle, der yder andet end verdslig magt og glans sin reverens, har naturligvis intet øje for, at de i Martinus verdensbillede er stedet over for det "sennepskorn", der trods sit diminutive ydre rummer hele den kristne evolutionskraft, og som alt efter Guds love og tider for vækster af denne art vil slå rod, vokse til og som et mægtigt verdenstræ brede sin skærmende krone over den ganske planet. Himlens fugle skal komme og bygge rede i dets krone, og menneskenes børn skal vandre i dets bladfangs skygger og tilegne sig dets lysbærende kraft, hvilket vil sige, at store talenter for politisk, økonomisk og kulturel organisation skal inkarnere på jorden for til menneskenes gavn at lede virkeliggørelsen af det jordiske gudsrige, hvis psykiske og planetære organisatoriske natur Martinus i detaljer har planeret.

Ja, der findes ingen anden "Kristi genkomst" end dette "sennepskorn"s rodfæstelse og vækst i den jordiske menneskeheds mentale sfære, vækst til verdenstræ med livsfrugt i hvert menneskes psyke. Det at personen Jesus skulle komme igen i himlens skyer kan vel med vore dages atmosfæriske sonderinger in mente ikke forventes at skulle foregå eller ske fyldest som et meteorologisk fænomen. En sådan "Kristi genkomst" ville intet gavne. Det er inden i hvert enkelt menneske, at kristusbevidstheden skal vokse og overtage herredømmet. Men ifølge Martinus kosmiske analyser udgør menneskets indre jo ligefuldt himlen som det ydre rum, der blånende og beskyttende udgør planeten Jordens kosmiske tumleplads.

Kun få mennesker af vor tid, som præsenteres for organisationsplanen for denne nye verdenskultur, således som den er udformet i Livets Bogs fjerde kapitel, er i stand til at se andet for sig end en politisk rødfarvet himmel hvælvende sig over en ulykkelig menneskeslægt, der har mistet sine privilegier, mistet hvad den fornemmede som frihed, mistet drømmen om at få andre til at arbejde for sig, mistet drømmen om at komme til at bo i slotte omgivet af hytter for tjenerskab. Kun få kan i denne klart videnskabelige verdensplan genkende kristendommens grundtræk og se dens realisation som eneste mulige samfundsstrukturelle alternativ til vore dages globale kaos og kroniske krisetilstand.

Men hvem kan betragte Martinus symbol "Nationalisme" uden at komme på tankelængde med kaos og forvirring? Hvem kan intenst meditere foran dette symbol uden at fatte det håbløse i at søge løsningen på nationernes aktuelle problemer efter den metode, symbolet repræsenterer? Og dog er der mange, der ligesom den rige yndling konfronteret med Jesu klare belæring vender sig om og går bedrøvet bort. - Så længe der er to mennesker på Jorden, vil der være krig - ræsonnerer de med et suk. - Så hvorfor ikke bygge fæstningsværker? Hvorfor ikke armere sig, så man kan være parat til at give enhver fjende, hvad denne fjende har fortjent?

Hvem kan på den anden side være stedet over for Martinus symbol over det planetære brodersamfund, symbolet for verdens forenede stater, uden at føle en skælven af ærefrygt for denne enkle, og for menneskene dog så skjulte løsning på den jordiske elendighed? Hvem kan med hjertet åbent for sandhed og ret påstå, at der findes noget alternativ til dette symbols princip, når det drejer sig om at indføre den højt besungne politiske etik: frihed, lighed, broderskab, samhørighed, sanddruhed, gudsfrygt og retfærd på Jorden? Findes der i det hele taget nogen anden mellemfolkelig samhørighedsformel end formlen: Ét folk - én Gud?

Nej, der manglede en kompletterende komponent til den vestlige verdens to store religions- og kulturkilder: Biblens to testamenter. Denne manglende komponent udgør "Livets Bog" med analyser og symboler. Martinus omtaler selv sit værk som "Guds tredje testamente" og véd, at det er Forsynets direkte videreførelse af den evige verdensplans åbenbaring for Jordens menneskehed. De hemmelige religiøse sekters og samfunds årtusindlange epoke er ved at ebbe ud og vil blive efterfulgt af en religiøs, politisk og mellemfolkelig åbenhedens æra. Her skal "sennepskornet" i al sin lidenhed nok få lov at udfolde sin iboende kærlighedskraft, styrke sit rodnet og sin stamme og udbrede sin krone, hvorunder de, som nu forarges, engang skal søge ly, vederkvægelse og hvile. De esoteriske sandheder, der i aftnernes stilhed i lundene omkring Jerusalem meddeltes lavmælt over Jesu læber til hans nærmeste disciple og senere gennem tidsaldre lå gemt og bevogtet i klostres og templers allerhelligste samt i højtudviklede menneskers sjæledyb, skal nu belyst og genbelivet af Martinus åndsvidenskabelige værker afsløres for enhver der har aktiverede sanser derfor, som dybe uforgængelige livsværdier og evige kosmiske facitter. De skal "prædikes fra tagene", og de skal doceres på universiteter og læreanstalter.

Hyrdedrengen fra Sindal bakker, født under beskedne kår omkring midnatten til den 11te august 1890, fattig af ydre, men med en umådelig klar Jesusvision og med himmeriges rige som et levende og spiredygtigt "sennepskorn" i dybet af sin sjæl, "forklaret" i kammeret på Nørrebro og derigennem forlenet med suverænt kosmisk udsyn: "Tak, underfulde Fader, fordi du gennem denne min personlige oplevelse af dig har gjort mig til genstand for en bevidsthedsudfoldelse, der i form af inkarnationen af klodens vordende idealisme lader mig komme til syne som en åben kanal for din evige visdom, gennem hvis guddommelige altgennemtrængende sollyse stråler du vil give alle Jordens slægter et nyt vidunderligt klarsyn på tilværelsens mægtige kombinationer og derved indgyde dem tillid til dine loves uendelige fuldkommenhed og retfærdighed, føre dem frem til forening med og kendskab til din umådelige, ophøjede natur og vise dem, hvorledes du i kærlighedens stråleglans evigt står smilende og med åbne arme for at omfavne hvert eneste eksisterende væsen, lade dem blive vidne til, at der aldrig nogensinde er gået noget væsen fri af dette guddommelige favntag, og at aldrig nogensinde noget væsen vil komme til at gå fri deraf" (Livets Bog VII, side 2906-07) - et uafviseligt mirakel der er "retfærdiggjort ved sine gerninger" - og dog vil "farisæerne" knurre og bagatellisere: ... det er ved Beelzebub han gør alt dette ...