Kosmos 1964/Årsskrift side 44
Ib Schleicher:
LIVSOPFATTELSE OG VIDENSKAB
Vi fødes alle uden nogen form for bevidst livsopfattelse. Først lidt efter lidt lærer vi at skelne nogle svage konturer i tågen, men også kun til en vis grad, for livsopfattelsen er stærkt traditionsbestemt. Kun meget få formår at frigøre sig fra omgivelsernes direkte indflydelse og skabe sig en selvstændig opfattelse.
FORÆLDRENE VIDEREFØRER TRADITIONEN
Normale forældre betragter skabelsen af børnenes livslykke som en af deres største opgaver, og det er derfor naturligt og selvfølgeligt, at de opdrager børnene i deres egen livsopfattelse, som naturligvis menes at give den højeste grad af livslykke. En sådan systematisk overlevering findes inden for alle religioner, og den er så indgroet, at man i den unge alder meget nødigt udsætter sig for den misbilligelse, der ville følge af at afvige fra den herskende mening.
I materialistiske og ateistiske kredse tillægges spørgsmålet om livsopfattelse i almindelighed ikke nogen afgørende betydning, og der er derfor heller ikke her tale om nogen større systematisk påvirkning.
RELIGIONENS TIDLIGERE OG NUVÆRENDE INDFLYDELSE
Inden for religionerne - f.eks. den kristne - begynder påvirkningen allerede i den helt spæde alder. Barnet bliver døbt, hvilket naturligvis ikke giver det nogen form for bevidste indtryk. Det kommer først senere, og ved konfirmationen kan de unge sind modtage meget stærke følelsesindtryk, som man ikke må være blind for kan virke særdeles opløftende. Påvirkninger fra denne side finder på forskellig vis sted hele livet igennem, ikke alene ved de festlige og højtidelige begivenheder, men også i hverdagen og i tunge og sorgfulde stunder.
I skriftestolen har millioner af mennesker i tidens løb genvundet deres sindsligevægt, enten det er sket i form af "syndsforladelse" til skyldbetyngede sind, lindring i stor sorg eller fornyet håb og tro til bange og betrængte sjæle.
I vor moderne tid overtages skriftefaderens funktioner imidlertid for en meget stor del af læger og psykiatere, men præsten havde en anden og meget større autoritet bag sig. Han kunne henvise til de almægtige himmelske magter, som de pågældende mennesker havde blind tillid til. Læger og psykiatere har væsentligt ringere arbejdsbetingelser. De kan ikke henvise til højere autoriteter. De kan heller ikke give håb om liv efter døden, og de kan end ikke videregive en tro på en højere mening med tilværelsen.
KIRKENS VIDEREFØRELSE OG BETYDNING
For at være missionær må man selv være troende, siges der, og der spares da heller ingen anstrengelser for at skabe de stærkest tænkelige bånd mellem kirken og dens mænd. Gennem storslåede indvielsesceremonier bliver den personlige overbevisning hos den unge præst tilført så stærke følelsesimpulser, at det i langt de fleste tilfælde forlener ham med en personlig sikkerhed og autoritet, som har den største virkning på de af omgivelserne, der er indstillet herpå.
RELIGIONEN GIVER IKKE FULD TILFREDSSTILLELSE
I mange henseender har religionerne været i stand til at tilfredsstille store følelsesbehov hos menneskene. Men tilfredsstillelsen af disse behov har ikke været tilstrækkelig. Hvis det var tilfældet, ville man blive i religionen og ikke søge nye muligheder udenfor.
LIVSGLÆDEN ER DET CENTRALE
Næppe nogen kan tvivle om, at livsglæde er menneskets fundamentale behov. Måden og midlerne, hvormed man søger at opnå den, varierer meget stærkt, men målet er det samme, nemlig livsglæde. Gennem tiderne har religionen haft den allerstørste betydning for menneskenes sindsligevægt og dermed også for deres livsglæde. I det hele taget er enhver form for livsopfattelse som et kompas, hvorefter man styrer mod det sted og de begivenheder, hvor livsglæden menes at være.
TEKNIK OG VIDENSKAB TILFREDSSTILLER ANDRE BEHOV
Tidligere udviklede teknik og videnskab sig inden for religionens rammer og var ikke synderligt i modstrid med den. Men i vor tid har rammerne vist sig at være for snævre og er nu i mange henseender blevet sprængt. For den materielle videnskab eksisterer begrebet Gud ikke, og hermed har man heller ikke længere en helhedslivsopfattelse, hvilket også gælder for filosofien.
Med den moderne udvikling har man opdaget, at en hel del fundamentale menneskelige behov kan tilfredsstilles uden religionens mellemkomst. Et stadigt krav om højere og højere levefod bliver efterhånden tilfredsstillet gennem teknik og videnskab, mens religionen her intet som helst har at give. På dette felt, som omfatter hele den moderne civilisation, har den videnskabelige metode vist sig at være et overlegent effektivt middel, og det uundgåelige resultat heraf er da også en stadigt dalende tillid til religionen, som i denne forbindelse er højst abstrakt, medens videnskaben betragtes som helt konkret. Her har den jo også leveret åbenbare beviser for sin effektivitet, mens religionen på samme område demonstrerer en tilsvarende mangel på effektivitet.
Denne nye, kolossalt hurtige og revolutionerende udvikling har i og for sig givet mod til at behandle de religiøse problemer med videnskabelige metoder, men foreløbig har det dog ikke ført til nogen større interesse for en sådan forskning. Endnu anser man området for alt for abstrakt til en sådan behandling. Løsningen betragtes endnu som en utopi, og bl. a. af frygt for at være uvidenskabelig negligerer videnskaben derfor disse problemer.
OBJEKTIV LIVSOPFATTELSE
Hos mange mennesker har religionen imidlertid efterladt et savn, som i sidste instans kun kan afhjælpes gennem en objektiv og videnskabelig livsopfattelse. For at opnå dette er tænkning alene imidlertid ikke tilstrækkelig. Også andre elementer er nødvendige. Ideer, visioner, skabende og rationel fantasi, overblik og kombinationsevne spiller sammen med tænkningen en afgørende rolle.
DEN VIDENSKABELIGE METODE
Gennem naturvidenskabernes enorme erfaringer er den specielle videnskabelige metode udviklet som den eneste sikre vej til erhvervelse af videnskabeligt underbygget viden. I grove træk består den af følgende:
- Sansning ... Observation
- Fantaseren ... Hypoteser
- Tænkning ... Teori
- Sansning ... Kontrol
Her er det igen værd at bemærke, at tænkningen ikke er hele metoden, men at den kun udgør en enkelt af metodens faser.
ET VIDENSKABELIGT VERDENSBILLEDE
Den videnskabelige metode og de før omtalte elementer, som indgår i den, er hidtil kun bragt i anvendelse på begrænsede områder, og når man tager de krav i betragtning, som må stilles, for at et nyt verdensbillede kan anses for at være udtømmende og tilfredsstillende, indses det umiddelbart, at der må usædvanligt rige evner til for at opstille det. For at være fuldt tilfredsstillende må det nemlig opfylde følgende krav:
- Det må være i intim forbindelse med det praktiske liv.
- Det må uden forbehold være altomfattende.
- Det må ubetinget være logisk og uden form for modstrid.
- Det må afføde sikre anvisninger på den ideelle livsholdning.
EN OMFATTENDE TEORI
I form af de personlige erfaringer besidder hvert enkelt menneske en del af den videnskabelige metodes første afsnit, og utallige er de forsøg, der på grundlag heraf er gjort for gennem fantaseren og tænkning at opstille de begrundede hypoteser og den altomfattende teori, der er de nødvendige forudsætninger for til sidst at få konstateret det virkelige og solidt underbyggede verdensbillede.
Ingen af disse forsøg har hidtil resulteret i en tilstrækkeligt omfattende og velbegrundet teori, og årsagen er næppe manglende tankearbejde, men snarere manglende ideer og observationsbetingelser, og på denne baggrund må udarbejdelsen af en sådan omfattende teori, der ikke indeholder nogen form for modstrid, betragtes som intet mindre end en bedrift. Det er derfor naturligt nok, at det for mange mennesker er vanskeligt at fæste lid til, at dette virkeligt skulle være lykkedes for Martinus, og for dem, der på ensidig intelligensmæssig vis beskæftiger sig med disse spørgsmål, er der her yderligere den vanskelighed, at Martinus arbejde er så omfattende, at det også tilgodeser en meget stor og dyb følelsesmæssig baggrund. Det er en helhed, der indeholder en sådan rigdom af ideer, tankemateriale og følelse og dermed inspiration til snart sagt alle ideelle former for menneskeligt liv, at det kræver en særlig høj grad af fordomsfrihed at trænge ind i det.
Selv en mindre dybtgående, men objektiv gennemgang af dette arbejde viser imidlertid en meget stor sandsynlighed for, at det tilfredsstiller de før omtalte krav til det videnskabelige verdensbillede. Det udgør en så gennemført og omfattende teori, at dette i sig selv må aftvinge den allerstørste respekt.
DER ER FORSKEL PÅ VIDENSKAB OG VIDEN
Begrebet videnskab refererer til grundlag og metode, mens viden er de endelige resultater af metodens anvendelse. Hver enkelt af de omtalte faser i metoden bærer med rette betegnelsen videnskab, såfremt de er baseret på de foregående faser og desuden udføres objektivt. Viden bliver der derimod først tale om, når alle faserne er gennemløbet på tilbundsgående vis. At dette er helt i overensstemmelse med Martinus fremgår klart af hans synspunkt, at fundamental viden om verdensbilledet forudsætter selvoplevelse.
At det nye verdensbillede utvivlsomt er et resultat af en personlig viden hos Martinus kan kun have betydning for ham alene. For andre kan det i første omgang højst blive videnskab, hvilket her vil sige velfunderet teori, og en sådan sikker videnskabelig vurdering kan kun opnås gennem et dybtgående systematisk studium. Den endelige kontrol, som den videnskabelige metode også forudsætter, kan ifølge sagens natur kun udføres gennem bevidst selvoplevelse, men hertil kræves udvikling af andre evner end dem, der i øjeblikket er almindelige hos mennesket.
Tilbage til forfatterregister
Forrige