Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1962/Årsskrift side 57
Ib Schleicher
RAPPORT FRA ESPERANTO­KONGRESSEN
- i København 1962
 
Hvert år holdes der verdenskongres på esperanto. I august i år fandt den sted på Polyteknisk Læreanstalt i København, og det skete med officiel og moralsk støtte fra flere af vort samfunds mest fremtrædende personligheder. Statsminister Viggo Kampmann påtog sig hvervet som kongressens protektor, og sammen med professor Niels Bohr havde undervisningsminister K. Helweg-Petersen, udenrigsminister J. O. Krag og andre betydende personer sæde i æreskomiteen.
Statsministerens invitation til deltagelse i kongressen er her gengivet i faksimile og med oversættelse til dansk:
En verdenskongres på esperanto er et myldrende liv af mennesker fra forskellige nationer, mennesker med forskellig hudfarve, påklædning og med store forskelle i livsopfattelse og interesser. Her har inderen lejlighed til at dyrke sine specielle interesser sammen med japaneren, kineseren og europæeren. Her er ingen forståelsesvanskeligheder, for alle taler det samme sprog. Ingen sproglig diskrimination skaber uværdige forhold for nogle eller giver urimelige fordele til andre. Alle respekterer hinandens interesser, for det er en integrerende del af den tanke, man her er inspireret af. Med en sådan baggrund føltes det helt naturligt at lade Martinus arbejde repræsentere ved denne lejlighed.
Ved kongressens åbning holdt undervisningsminister en tale med tolk. Deltagere i kongressens åbning
Lang tid før kongressen havde vi da også udarbejdet en plan om annoncering, udsendelse af brochurer, indretning af udstillingsstand, afholdelse af foredrag og salg af bøger. Herved regnede vi med at give information, så de, der havde tilstrækkelig interesse, kunne få et grundlag for videre studier.
Det, der i særlig grad gør Martinus arbejde bemærkelsesværdigt, er den systematik og fornuft, det giver adgang til, og vi udfoldede da hovedsagelig vore bestræbelser for at fremhæve denne karakteristiske og overordentligt vigtige side af sagen. Vi begyndte med en annonce i en af de første kongrestryksager, som blev sendt ud til alle 1500 deltagere:
NYE MULIGHEDER...
Det er en kendsgerning, at livet, universet og vi selv eksisterer, og konsekvensen heraf er, at disse tre realiteter eksisterer på en eller anden måde.
Med dette emne som udgangspunkt vil der under kongressen blive holdt foredrag baseret på nye konkrete tanker af den moderne danske tænker, Martinus.
 
Denne annonce blev efterfulgt af en tilsvarende annonce i kongresbogen:
MON?
Er tolerance naivitet? Kan ubehageligheder være nyttige for mennesket? Har lidelse forædlende virkninger? Kan mennesket selv øve indflydelse på sin skæbne? Er det muligt at finde en fornuftig og intelligensmæssig mening i livets "uretfærdigheder"?
Om disse emner holder ingeniør Ib Schleicher foredrag under kongressen.
 
Ved ankomsten fik hver kongresdeltager udleveret en kuvert med de dokumenter, brochurer og lign., der havde interesse under de forskellige arrangementer. Hertil var fremstillet en lille brochure i blåt og sort, som havde foredragets titel: Livsopfattelse, livsglæde og fornuft. Den var holdt i samme stil som annoncerne og indeholdt bl. a. en kort omtale af hver af de hidtil udkomne ni bøger.
Kongressen afholdtes som nævnt i Polyteknisk Læreanstalt, hvis store rotunde med 5 omgivende balkoner tjente som samlingssted. På en af de nederste balkoner lige over for hovedindgangen havde vi vort hovedarrangement, en udstillingsstand i blå, grå og hvide farver, som vakte berettiget opmærksomhed blandt kongresdeltagerne.
Standen var udformet af H. Schmoll, for hvem det med udpræget sans for farver og proportioner var lykkedes at give arbejdet en ramme, som på smuk og harmonisk vis fremhævede og præsenterede Instituttets virksomhed. Standen var lagt an på for det første at give et indtryk af Martinus forfatterskab, hans symbolteknik og de muligheder, der ligger i Kosmos Ferieby. For det andet havde vi helt naturligt fremhævet den del af litteraturen, som er udgivet på esperanto; og for det tredie følte vi det magtpåliggende at fremhæve Instituttets grundlæggende indstilling, hvilket blev gjort i de trapezformede skilte på bagvæggen.
Instituttets udstillingsstand
Disse skilte indeholdt følgende tekster:
Martinus Institut tilskynder til selvstændig og objektiv vurdering af livets grundlæggende kendsgerninger,
giver information om sin opfattelse for at give materiale til fri forskning,
stiler ikke mod tro, da tro ikke er hensigtsmæssig i undersøgelse af kendsgerninger,
undgår at danne forening og understøtter hermed friheden i forskning og bedømmelse,
respekterer fuldstændig andre livsopfattelser og mener, at ingen har ret til at pånøde andre sin livsopfattelse.
Foruden at give almindelig orientering og information om arbejdet, havde annoncer, brochurer og udstillingsstand til formål at gøre opmærksom på det foredrag, der skulle holdes. Det var på forhånd meget svært at finde et egnet tidspunkt for afholdelsen af dette, for disse verdenskongresser følger et meget strengt program. Foruden Verdensesperantoforeningens komitemøder, som er meget flittigt besøgt, finder der adskillige konkurrencer sted, bl. a. i skønlitteratur og veltalenhed, og der er en lang række underholdningsprogrammer. Ved siden af dette holdes der møder og sammenkomster i henved tredive forskellige faglige organisationer, hvoraf i flæng skal nævnes journalistforbund, geografisk selskab, videnskabeligt selskab, hvor der holdes forelæsninger, foreninger af jurister og arkitekter og forskellige religiøse sammenslutninger, som også afholder gudstjenester. Desuden er der teaterforestillinger og et stort anlagt udflugtsprogram, ialt over hundrede programpunkter.
Instituttets stand vakte megen opmærksomhed
Når et foredrag om et så specielt emne som Martinus arbejde alligevel kunne afholdes med deltagelse af næsten en tyvendedel af samtlige kongresdeltagere, og mange udtalelser viste, at interessen var endnu større, så er det klart, at der her findes en latent interesse af en størrelse, som giver grundlag for en meget stor arbejdsindsats.
Som en naturlig følge heraf er det da også planen at søge arrangementet gentaget så ofte som muligt i de kommende år, dog bør der sikkert holdes 3 eller 4 foredrag i stedet for kun 1.
Næste års kongres finder sted i Sofia i Bulgarien, og der er truffet klar aftale med myndighederne om, at alle de københavnske kongresarrangementer uden indskrænkninger kan gentages her, så i dette tilfælde vil vi ikke mærke, at det foregår bag jerntæppet, men kan endda utvivlsomt regne med endnu større interesse.