Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SOMMEREN 1957
 

Jeg har været bosat i Isafjord i Island i 42 år, er islandsk borger, dansk af fødsel, men har ikke været i Danmark i 34 år. Da jeg altid har haft mange interesser, har mit liv formet sig meget begivenhedsrigt og alsidigt. Men åndsvidenskaben har været min største interesse, derfor er der tre begivenheder i mit liv, som jeg regner for de største og mest lykkebringende. Den første var, da jeg »tilsyneladende« tilfældig kom i besiddelse af Livets Bog, straks efter at den var udkommet, derved kunne jeg skaffe mig alle Martinus analyser, efterhånden som de udkom, ligesom jeg også har skrevet nogle bøger derom. Gennem samme skrifter har jeg fulgt hele Kosmos Feriebys opbygning.

Den næste store begivenhed var, da jeg oplevede den lykke at træffe Martinus personlig og mit samvær med ham de to gange, han var på Island.

Den tredje store begivenhed var, at jeg i indeværende år kunne rejse en tur med min hustru til mit tidligere fædreland, og naturligvis gjaldt mit første besøg Martinus og Kosmos Ferieby.

Vi var så heldige at komme med en af Islands nye jetmaskiner, som er ca. 5 timer om turen fra Reykjavik til København. I disse rolige maskiner og i ca. 8 km højde med ca. 800 km fart i timen, har man følelsen af at være hævet over livets smålighed og af at være i en renere og bedre verden, hvor det er godt at meditere over livet og tilværelsen.

I København mødtes vi med vores datter, som er bosat i Danmark, og Martinus kom fra feriebyen for at modtage os på Mariendalsvej, hvor vi beså hele det smukke komplex med kontor, mødesal, bogforlag og alt som angår fremstilling af bøger; derefter drak vi kaffe i Martinus arbejdsværelse sammen med en svensk feriegæst Sven Johansson, i hvis bil vi så alle kørte til Kosmos Ferieby gennem nordsjællands skønne, smilende natur, der er en kolossal kontrast til Islands storslåede og barske fjelde med den evige sne. Overalt ser man her stilfulde haveanlæg og smukke beplantninger, danskerne har sandelig udviklet deres skønhedssans, thi for 40 år siden var sådanne anlæg en sjældenhed.

Vi nærmede os nu Kosmos ferieby og kom først til villa Rosenberg, hvor Martinus og Gerner Larsson bor, og her traf vi første gang den vitale, charmerende Gerner Larsson og hans søde hustru og lille søn. Der kan vel næppe tænkes nogen skønnere idyl, eller smukkere ramme om Martinus åndsarbejde, omgivet som villaen er af store træer og en meget smuk have, og så denne mærkelige og ubeskrivelige stemning eller atmosfære, som synes at omslutte hele stedet.

Vi beså haven og huset, hvor meget af Livets Bog skabes, og vi så en buste af Martinus, som var under arbejde af en af sagens venner. Så drak vi kaffe i den smukke have, hvorefter vi fortsatte over til feriebyen, hvor den samme velgørende åndelige atmosfære syntes at omslutte hele det store areal. Denne stemning forhøjes, når de to store, smukke Kosmosflag vajer over feriebyen, hvor der er omkring 60 meget smukke sommerhuse omgivet af roser, plantage og badestrand. Desuden er der to store pavilloner med 29 lejligheder omgivet af store græsplæner og indrammet af roser og høje træer. De grænser op til den smukke Klintsøgård, der nu er rekreationshjem.

Vi følte straks, at alle feriegæsterne var som en stor og venlig familie, knyttet sammen af den fælles interesse: åndsvidenskaben. Her var danske, norske, svenske og islandske gæster, alle lavede selv mad. I lejlighederne er der senge, vand, gas, elektricitet og køkkenudstyr og alle nødvendige varer fås fra feriebyens købmand og drivhus.

Dagene gik med lange ture, badning og besøg hos hinanden. Min hustru, datter og jeg var meget af tiden inviteret på bilture i den skønne omegn eller budt hjem til selskab hos mennesker, vi aldrig havde set eller kendt. Ved disse selskaber var som regel hele Skandinavien repræsenteret.

De fleste dage i ugen var der desuden kursus i åndsvidenskab kl. 10 i den smukke foredragssal, og kl. 3 spørgetime i bibliotekssalen, hvor der findes en righoldig samling af bøger til fri afbenyttelse, og endelig kl. 8 foredrag eller film i forsamlingssalen. Det er fristende at nævne alle Martinus direkte og indirekte hjælpere, men navnene er for mange.

Martinus åndsvidenskab er meget udbredt i Sverige, og i Kosmos Ferieby findes en hel svensk koloni, der disponerer over et stort hus, hvor flere familier kan bo samtidig. Over 150 svenskere har besøgt kolonien i sommer, og jeg synes, at vi islændinge må forsøge at bygge et »Islandshus«. Det kan gøres ved, at nogle stykker slår sig sammen om det økonomiske. Her er et stort fremtidsarbejde for islandsk åndsliv. For mig synes Kosmos Ferieby at være begyndelsen til det kommende kærlighedsrige. Jeg tror ikke, der noget andet sted på jorden findes et område, hvor sand næstekærlighed behersker menneskesindet så meget som her indenfor dette nærmest paradisiske område.

Jeg vil give udtryk for Martinus arbejde i et par vers:

I forbindelse med mit lange besøg i Kosmos Ferieby kan det måske være af interesse at høre lidt om islandsk åndsliv, set fra et rent åndsvidenskabeligt synspunkt.

Da jeg har levet mine første 30 år i Danmark og de sidste 40 år på Island, er jeg så heldig at have to nationers tankegang, som grundlag for min selvstændige tænkemåde.

I Danmark, hvor den blinde tro endnu til en vis grad dominerer gennem forskellige sekter og trosretninger, der hver for sig påberåber sig at besidde den fuldkomne sandhed og derfor bekriger hinanden, kan man jo ikke sige, at tolerancen er herskende.

Jeg har nu den fordel at være borger i et land, hvor fanatiske sekter og trosretninger ikke finder nogen jordbund og er et næsten ukendt begreb. Fra et åndsvidenskabeligt synspunkt er Island absolut verdens mest frie, tolerante og selvstændigt tænkende land.

Der er stor forskel på den islandske og den danske tankegang. Da jeg havde været her nogen tid og følt den ligefremme usnobbede, hjertelige, naturlige og frie menneskelighed, der som helhed afspejler sig i den islandske tankegang og væremåde, da forstod jeg, at jeg ikke var rejst ud, men i bogstavelig forstand kommet hjem.

Af hele menneskeheden vil Skandinavien antagelig stå højest i åndelig udvikling, men Island adskiller sig fra de andre nordiske lande ved at have en udviklingsbane, der er helt anderledes end nogen anden nations. På grund af landets beliggenhed og natur har livskampen været hårdere, hvilket naturligvis giver hurtigere udvikling, og desuden er Island, så vidt jeg ved, det eneste civiliserede land i verden, som ikke har været tvunget til at lære militarismens rent dyriske og »dræbende princip« at kende, hvilket er en helt uberegnelig fordel.

Jeg vil nu fra et helt åndsvidenskabeligt synspunkt fremdrage nogle af de årsager, der har bevirket Islands særstilling.

Den lavere udvikling eller det dyriske i mennesket viser sig jo i den stærkeres ret, altså trangen til at herske, kue og styre andre, eller lade sig kue og styre, altså det vi idag kalder diktatur.

Selvstændighedsfølelsen viser sig i det menneskelige i mennesket, nemlig i trangen til at beherske og styre sig selv, og gennem stemmeret og fuld tanke- og meningsfrihed. Dette er de to nationale modsætninger: diktatur og selvstyre.

Diktaturet vil ifølge sin natur tilhøre egoismens og intolerancens dyriske livszone, medens selvstyre ifølge sin natur har betingelser for at gennemføre humane menneskelige tilstande.

Selvstyre kan altså kun skabes af moralsk selvstændighedsfølelse. De fleste af de mennesker, der først tog bolig på Island, havde denne selvstændighedsfølelse, og dette var årsagen til, at Island blev den første selvstyrende nation i den civiliserede verden.

Der kræves altså en vis højde af national åndsudvikling for at skabe selvstyre, og diktaturlandene har endnu ikke nået den nationale åndsudvikling som Island havde for 1000 år siden.

Efter at Island var blevet datidens selvstyrede nation, kommer så de århundreder, hvor Island gennem sin litteratur var den eneste bærende åndelige kraft i Skandinavien, og denne litteraturværdi er vist tilstrækkelig kendt i nutiden.

Efter denne litterære glansperiode kommer så den »tilsyneladende« nedgangsperiode. Først under det norske og siden under det danske underkuelsessystem. En sådan underkuen føles naturligvis hårdere af et folk med udpræget litterær og digterisk udvikling end hos lavere udviklede nationer, men den havde derfor også gavnligere virkning.

Man kan kue et menneske eller en nation både åndeligt og materielt, men kuen, nød, fattigdom, sult og kulde skaber jo kun de lidelser og bitre erfaringer, der er det eneste, der kan udvikle åndslivet. Derfor blev denne kuen den islandske nations vandring mod lyset gennem livets mørkeste dyriske zone. Dette er den samme vandring, som ethvert menneske og enhver nation skal igennem, thi livets grundlov, kontrastprincippet, siger os, at de mørke livsoplevelser, er de eneste, der kan skabe en lys og lykkelig tilværelse. Altså det åndelige lys kan kun skabes af det åndelige mørke.

Denne mørke livsvandring foregår i dag i diktaturets og kommunismens krigshærgede lande, her er Island altså 1000 år foran.

Og hvis vi ser på nutiden. De religiøse sekter og trosretninger i nutidens nordiske lande er for Island et overstået udviklingsstadium, som nationen gennemgik i sin mørkeste trængselstid.

Vi kan altså følge en nations udviklingsbane efter dens religiøse udvikling. Lavest står lande med religiøst diktatur, derefter kommer de protestantiske, med blind bogstavstro, som derefter spalter sig i de mange fanatiske og såkaldte »kristne« sekter og trosretninger, derefter sløves bogstavtroen, og den samme blinde tro bliver nu flyttet over på den materielle videnskab og de forskellige politiske systemer, hvor man atter finder den samme blinde fanatiske tro.

Men denne blinde tro på materialisme og politik er det sidste trin på troens udviklingsstadium, nu er åndslivet gennem troens fejlgreb blevet udviklet til at være modtagelig for virkelig logik, og den virkelige viden eller livsforståelse begynder at få indpas i menneskesindet.

Her på Island er troen på kirkens lære meget svag. Den grufulde intolerance, som er uløselig knyttet til troen, findes ikke her. Island er ubetinget verdens mest tolerante land, enhver kan uantastet have sin mening om livet og tilværelsen, men i politiken finder man endnu intolerancen. Island er stærkt på vej ind i den virkelige videns og livsforståelsens lykkeskabende livszone.

Da tolerance er det samme som forståelse eller humanisme, og moralen kun kan udmåles efter tolerancens styrke, må Island være foran andre nationer på dette område. Enhver nation er ligesom ethvert menneske underkastet livets evige love, og må følge disse loves skæbnebane. Islands skæbne har den umådelige fordel, at nationen aldrig har været tvunget til at lære at dræbe. Island har forholdsvis flere direkte kunstnere, forfattere og sangere end nogen anden nation. I intet andet land udgives så forholdsvis mange bøger og blade. Tænkere og åndsforskere er forholdsvis mange, og det er dette tilsammen, som viser nationens plads i udviklingen. I følge skæbneloven og udviklingen vil en nations materielle velvære være afhængig af sit åndelige udviklingstrin. Mon ikke Island har fået en forsmag på det kommende verdensrige, thi Island er antagelig den eneste nation, som har levet i stadig opadgående velstand siden begyndelsen af den sidste verdenskrig.

Det er en kendsgerning, at selv en brøkdel af livets goder er tilstrækkelig til at gøre menneskene onde, medens de kan tåle en ufattelig sum af lidelser og modgang, som rigtigt set kun har en gavnlig indflydelse på deres åndsliv, og der skal en sund tankegang og en høj moral til at kunne tåle den velstand, Island besidder i dag.

Fra et åndsvidenskabeligt synspunkt ser det altså ud til, at den islandske nation, siden den opstod, stadig har været foran andre nationer i åndelig udvikling, men lad os sluttelig holde os til Martinus, der siger, at Island ubetinget er en af verdens højest udviklede nationer.