Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Man hører ikke sjældent, når man falder i snak med andre om Martinus' tanker, den opfattelse gjort gældende, at symbolerne, dem kunne man da vist egentlig godt undvære. Jeg har hørt mennesker, der regnes for både kultiverede og intelligente, og hvis dømmekraft jeg ellers respekterer, hovedrystende sige: »Ja, jeg forstår så udmærket, hvor Martinus vil hen, og der er jo utvivlsomt meget godt og rigtigt i hans tankegang, men jeg må ærligt tilstå, at hans symboler, som han kalder dem, får jeg ikke et muk ud af!« – En anden siger f. eks.: »Disse tegninger er jo ganske barnlige, – de minder mig med deres kraftige farver og enkle figurkompositioner nærmest om den særlige kunstart, der hedder farveklip eller kludeklip...«

Sådanne udtalelser har altid fået mig til at studse, standse op og tænke efter. For det er for mig lige så selvfølgeligt at betragte Martinus' symboler som uundværlige nøgler til forståelsen af hans verdensbillede, som det er for den, der ønsker at finde vej i en moderne storbys labyrint af gader, at have et kort at orientere sig på. Og for mig ligger det geniale ved symbolerne netop i deres enkle anskuelighed. Som farveklippet har de noget af eventyrets oprindelige, ukunstlede fortryllelse over sig, og det forekommer mig, at de så glimrende illustrerer den gamle tanke, at de største sandheder her i livet i virkeligheden er så ligetil, at ethvert barn kan forstå dem; det gælder bare om at fremstille dem, så de er tilstrækkelig lettilgængelige, og det er den kunst, Martinus mestrer som ingen anden.

Men når det forholder sig sådan, hvor kan det så være, at der er nogen, der ikke synes at have den mindste glæde af symbolerne, ja, for hvem de måske endda ligefrem er en hindring i at forstå disse tanker?

Det ligger sikkert i den enkeltes egen indstilling. Vi er så vant til i filmens århundrede at få alting »ind med skeer« – få det serveret let og »smertefrit«, med mindst muligt hjernearbejde – at vi uvilkårligt er tilbøjelige til at reagere negativt, i hvert fald i første omgang, når vi stilles over for sådanne farve- og liniekompositioner, der kræver en nærmere forklaring. Man møder altså her en tilsyneladende modsætning: på den ene side ser symbolerne så enkle og ligetil ud, at mange har vanskeligt ved at forestille sig, at de skulle være et nærmere studium værd, og på den anden side røber selv en overfladisk betragtning hurtigt, at man må have et minimum af forhåndsoplysninger for at kunne tolke dette tavse sprog. Og af den ene eller den anden af disse grunde lader man så spørgsmålet ligge, – hvis man altså kan. For der er det mærkelige ved disse farvesymboler, at har de først én gang brændt sig ind på nethinden, så har de samtidig bundfældet sig i erindringen som en strofe af en melodi, og en skønne dag opdager man, at man går og nynner på denne strofe – den lader én ikke i fred, før man har fået fat i hele melodien. Og så henter man Gerner Larssons kursus eller LIVETS BOG frem fra hylden og leder, indtil man finder et af disse symboler, eller man tager af sted til foredrag, måske endda en lang og besværlig vej, fordi man har fået lyst til at gense disse mærkelige billeder, der på én og samme tid ægger ens fantasi og følelse – og tvinger ens tanker ud af de tilvante, gamle baner.

Jo mere jeg tænker over udtalelser som de i indledningen citerede, jo mere bliver jeg klar over, at sådan har man selv haft det engang. Man har bare glemt det i mellemtiden. – Hvad var i grunden det første indtryk, man havde ved mødet med disse symboler? Selv om det snart er toogtyve år siden, står det første møde med Martinus' analyser klart præget i min hukommelse. Men detaljerne fortoner sig naturligvis; jeg nævner det også blot, fordi jeg tror, man en gang imellem har godt af at prøve – som et rent tankeeksperiment – at trække alt det fra ens bevidsthed, som Martinus har givet én, og så se, hvad der bliver tilbage! Det skal nok kurere én for enhver lyst til at stirre alt for længe på ens eget billede i forfængelighedens spejl! Og man fyldes af en stille taknemmelighed imod Livets Herre, fordi man har fået lov til at møde denne livsopfattelse.

Husker De den første gang, De blev konfronteret med symbolerne? Måske tænkte De over det ejendommelige, at Martinus anvendte solspektrets farver, og at de på symbolerne forekom i en rækkefølge, der henledte tanken på den farveskala, der opstår, når sollyset brydes i en prisme eller i skyernes vanddråber, så der fremkommer en regnbue? Eller forundrede De Dem over den præcision, hvormed symbolerne var tegnet, – en præcision, der snarere får én til at tænke på matematik end på filosofi? – Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var mærkeligt, at Martinus netop havde valgt den orange farve for dyreriget og den blå farve som symbol for den guddommelige verden, altså de stærkest fremtrædende modsætninger i et spiralkredsløb. Det var mærkeligt, fordi de to farver også her i den rent fysiske verden er modsætninger, komplementærfarver, som det hedder inden for fysikken. Det kan enhver let overbevise sig om ved at prøve at stirre vedholdende en tid på et orangefarvet stykke papir eller en orangefarvet lampeskærm – og så bagefter kigge op på stuens hvide loft; så vil man tydeligt kunne se en skygge af omrids som papiret eller skærmen, men med blå farve. – Senere lærte jeg at se, at det var ikke så mærkeligt endda, idet kredsløbets lov er den samme i det store som i det små: ganske som øjets nerve trættes – eller mættes – af den orange farve og finder hvile i den modsatte farve, således trættes det levende væsen efterhånden af dyrerigets livsform og tiltrækkes af dets diametrale modsætning: det frie, ubundne liv i kredsløbets midsommer-zone: Den guddommelige Verden.

Der var også meget andet, jeg fandt mærkeligt, som De sikkert også har gjort det: alle disse »lyskastere« og stjerner, trappeformationer og trekanter og cirkler, der slet ingenting sagde mig i første omgang, men som jeg lidt efter lidt lærte at kende og stole på som urokkelige landingslys og kendemærker, når jeg efter en forsigtig »rumfart« i tankens og fantasiens verden forsøgte at lande uskadt på mine egne erfaringers lille og begrænsede, men nogenlunde sikre startbase. På den måde får man efterhånden mere og mere tillid til, hvad der i begyndelsen naturligvis kun kan være en række praktiske arbejdshypoteser, men som gradvis afslører sig som uomstødelige sandheder, alt efter som man selv vokser i erfaring.

Men det tog sin tid, og der kunne godt gå måneder, ja, i enkelte perioder endda år, hvor jeg ligesom var mættet af alt det, symbolerne fortalte, – jeg troede i min naivitet ligefrem ikke, de havde mere at fortælle. Jeg »kendte dem« mente jeg. Mange vil sikkert genkende denne følelse hos sig selv, når de læser disse linier. – Naturligvis gik det dog altid sådan, at jeg »vendte tilbage«, og hver gang gjorde jeg den ejendommelige opdagelse, at symbolerne havde forandret sig: de var blevet mere spændende, syntes jeg, farvesammensætningerne skønnere, den indbyrdes harmoni mellem de enkelte detaljer mere fuldkommen, og perspektiverne dybere...

Naturligvis var det ikke symbolerne, der var anderledes; det var mig selv. Og i dag er jeg fuldstændig klar over, at disse symboler bliver man ikke færdig med, på den måde, at man ikke kan lære mere af dem. Hvis man synes, man nærmer sig grænsen for, hvad man kan få ud af et symbol, må man være klar over, at så ligger grænsen i én selv – og ikke i symbolet. For symbolerne bliver først overflødige den dag, man får kosmisk bevidsthed og med egne øjne kan se den virkelighed, disse billedtavler er udtryk for. Og da jeg først for alvor blev klar over det, ændredes mit syn på dem, der åbent erkendte, at symbolerne ikke betød noget for dem. Jeg forstod, hvor forkert det var at affærdige sådanne erklæringer med et bedrevidende skuldertræk; for måske skyldtes denne indstilling blot, at de pågældende aldrig rigtig havde fået symbolerne forklaret. Som Gerner Larsson så tit har fremhævet det, både skriftligt og mundtligt, egner disse tanker sig bedst for »privatundervisning« eller »enetimer«, hvor læreren kan indstille sig helt på den enkelte, og hvor eleven stadig kan stille spørgsmål om det, der er særlig brændende eller aktuelt.

Og en sådan undervisning er jo allerede i fuld gang, overalt hvor »Martinus-interesserede« (en betegnelse, jeg i øvrigt ikke bryder mig så meget om, fordi den ligesom stiller én i bås) samles i hjemmene og udveksler synspunkter, hvad enten der er tale om egentlige studiekredse eller blot om en slags selskabelighed ud fra et åndeligt interessefællesskab. – Og denne udvikling vil fortsætte, uden at det naturligvis på nogen måde vil betyde, at foredragene bliver overflødige, tværtimod. Jeg vil blot i denne forbindelse fremhæve det faktum, at der utvivlsomt er en del mennesker, som ikke gennem foredragene kommer symbolerne rigtig ind på livet, og for hvem en stilfærdig samtale på tomands-hånd, med Martinus' symbolbog opslået på bordet, vil betyde en helt anden og ganske anderledes positiv indstilling til symbolerne, til gavn for en virkelig begyndende forståelse af det åndsvidenskabelige verdensbillede.

Det kom efterhånden også til at stå mig klart, at forskellen mellem det menneske, der siger, at symbolerne intet betyder for ham, og det menneske, der beklager sig over, at vi stadig skal se på de gamle symboler, ikke er så forfærdelig stor. Begge standpunkter udtrykker blot gradsforskelle af negativitet over for problemet. Men ligesom man kan og bør komme den første type mennesker i møde ved at forsøge at vise dem, hvilken umådelig lettelse det er for tanken, at man kan forbinde og fastholde alle disse mange uhåndgribelige enkeltheder uden at miste det overblik, som det netop er symbolernes hensigt at give, sådan bør man også på samme måde stille sig forstående over for den ganske naturlige »mæthedsreaktion«, som for nogle menneskers vedkommende indfinder sig ret hurtigt, og som altså giver sig udslag i kravet om »at se nye symboler«. Her nytter det ikke, at man indigneres eller med en »jeg-er-en højt-udviklet-åndelig-forsker-mine« prøver på at foreholde dem, at de også i løbet af forholdsvis kort tid ville trættes af et sæt helt nye symboler! Det ville de nemlig alligevel ikke kunne overbevises om, rent bortset fra, at en sådan fremgangsmåde ville være i strid med den tolerance, der er en hovedhjørnesten i Martinus' forkyndelse. Ud fra vor viden om hunger- og mæthedsprincippet bag al sansning kan vi i det tilfælde kun gøre ét, nemlig ganske roligt vente, indtil »appetitten« vågner af sig selv. Så bliver vor opgave den at imødekomme denne nye sult ved at prøve på at levendegøre nye sider af al den »fortættede« viden, som hvert eneste symbol rummer. Og hvordan gør man så det? Ved stadig at trække friske paralleller mellem den verden, vi med frimodig naivitet kalder »virkelighedens verden«, og som begrænses af vor fysiske sansehorisont – og den tavse verden, som vi gennem symbolerne har udsigt til: evighedens tidløse perspektiv.

Og hvilken betagende udsigt vil der så ikke vise sig for vore undrende øjne! Når vort endnu af illusionernes tåge slørede blik efterhånden vænner sig til de store afstande, ser vi tværs gennem tid og rum. Et panorama så vældigt og af en så majestætisk skønhed, at selv vore dristigste drømme bliver små og fattige i sammenligning, afslører sig for vort syn. Bjergtagne fornemmer vi den ophøjede ro hinsides formernes verden – en stilhed, der bliver mere og mere absolut, jo nærmere vi kommer vor erfarings yderste grænse... og vi føler intuitivt, at netop i denne tavse verden står vi på tærsklen til livets dybeste oplevelse, – at her er vi på sporet af tilværelsens inderste hemmelighed, selve fundamentet for vor evige eksistens.

Får man først denne opfattelse af symbolerne – som »vinduer« ud til en større og skønnere verden end den, man i kraft af sine egoistiske tilbøjeligheder endnu er bundet til, forstår man samtidig, at disse symboler i virkeligheden er en højere form for kunst. For hvad er kunst? Ved kunst forstår man en bevidst symbolisering af de forskellige tiders idémateriale i en for sanserne tiltalende form, og kunstnerne er således altid mennesker, der i kraft af deres føling med intuitionsenergien formår at lave sådanne »vinduer«, hvorigennem lyset fra en højere verden kan skinne ind i det mørkere dyrerige. At nogle af disse »vinduer« har blændede ruder, og at andre kun lader ganske lidt lys trænge igennem, forandrer ikke noget ved selve princippet. – En symbolisering af den højeste form for idémateriale som den, vi er stillet overfor i Martinus' symboler, og som absolut må siges at fremtræde i »en for sanserne tiltalende form«, er altså kunst; men det er en højere form for kunst, idet videnskab og kunst her smelter sammen til en højere enhed, hvad de altid vil, når følelse og intelligens er i fuldkommen balance i et væsens bevidsthed.

Så sandt som det er en væsentlig del af al kunstnerisk skabelses inderste natur at ville glæde og behage, i al fald på de mere fremskredne trin, er alle kunstarters moder LIVSKUNSTEN, og for et meget stort antal mennesker står det da også i dag som et mere eller mindre bevidst ideal at blive livskunstner. Men ligesom ingen bliver kunstner på ét liv, sådan er det også klart, at der skal mange liv til at blive så alsidig en udøver af kunst som en livskunstner. Der skal en hel række talenter til, og til skabelse af talenter kræves tålmodighed, træning og tid. Og her er det, Martinus' symboler, som altså netop er et udslag af livskunst, kommer til at betyde en revolution, idet det sprog, de taler, er internationalt og lige så godt henvender sig til Østen som til Vesten, lige så godt til de farvede folk som til de hvide – og faktisk således tilsigter dannelsen af en fælles religiøs moralbasis for alle jordens nationer. Og da symbolerne samtidig til overdådighed demonstrerer, at vi trods atombomber og krigsfrygt, sygdom og andre lidelser går en lysere tid, et kosmisk forår, i møde, og at livet selv gennem reinkarnationsprincippet arbejder på at gøre os alle til sande livskunstnere, er de intet mindre end et kærligt Forsyns svar på det spørgsmål, som gennem to verdenskrige med de heraf følgende tusindfoldige lidelser er blevet brændende for millioner af nulevende mennesker: Er alt tilfældigheder, eller findes der en dybere mening bag tilværelsens tilsyneladende kaos? – Det står så til os, der har fået den lykke at være blandt de første, der har lært disse symboler at kende, gennem vor daglige færden, gennem vore ord og handlinger og gennem en absolut tolerant holdning over for anderledes tænkendes indstilling, at vise, at vi har »forstået vor besøgelsestid«, og selv, hver på vor plads, inden for vort virkeområde, at forsøge på at blive »levende symboler«, – »vinduer«, gennem hvilke evighedens varmende og livgivende lys må skinne.