Kosmos 1955/Årsskrift side 40
SAGENS CENTRUM
Af E. GERNER LARSSON
Den 15. august 1943 var en stor milepæl i vort arbejdes historie, thi den dag overtog Martinus den ejendom på Mariendalsvej 94–96, Frederiksberg, der siden har været sagens centrum. Meget er hændt siden Martinus den 3. oktober samme år sluttede sin meget smukke indvielsestale med ordene: »Sålænge der er indbyrdes kærlighed mellem en stor sags medarbejdere, kan denne sag aldrig nogen sinde dø, thi den opfylder da livets allerhøjeste lov for skabelsen af fuldkommenhed, ja den er selve underbygningen af livets egen stabilitet. Det er denne indbyrdes kærlighed hele min sag er baseret på at underbygge med skabelsen af livets allerstørste og altgennemtrængende kosmiske analyser. Det er denne indbyrdes kærlighed disse analyser skal gøre til logisk sammenhængende tankerækker synlige og dermed akceptable for intelligensen, således at loven for hjertets renselse kan blive til videnskab for alle og dermed blive den praktiske vanebevidsthed, der skal fjerne al krig, lemlæstelse, gråd og sorg fra alverdens kontinenter og have. For denne mission er vor nye ejendom taget i besiddelse. Den er den første skole for den nye kosmiske videnskab. Den er ganske vist endnu kun et lidet sennepskorn, men ikke desto mindre skal kærlighedens specielle videnskab fra dens sale uhæmmet funkle alle ærlige sandhedssøgende imøde. Vor fælles kærlighed skal skabe i verden et intellektualitetens tempel, et humanitetens hjem, et kulturens centrum for udvikling af næstekærlighed. Og til dette guddommelige formål skal dette hus fra idag være indviet!«.
Det er nu tolv år siden disse ord lød fra den talerstol, der siden har været Martinus' fornemste arbejdsredskab. Tusinder af mennesker har i disse år gæstet sagens centrum, og det er ikke for meget sagt, at dette hus for utallige mennesker er blevet deres ånds sande hjemsted. Har mange gæstet det, er der imidlertid endnu flere, som kun har hørt om det, og vi har derfor fundet det rigtigst at prøve at give disse mange, for hvem sagens centrum blot er en adresse, de jævnligt skriver til, et indtryk af hvorledes dette centrum er indrettet. Set udefra er ejendommen sådan set ikke særlig imponerende. Den er smuk, især måske fordi den har fået en for en byejendom meget sjælden skøn indfatning. Den ligger i »bunden« af en vejsløjfe, hvad der bevirker, at de besøgende får den at se i et fint perspektiv. Men dens virkelige størrelse får man først øjnene op for, når man træder ind i den store, lyse hall. Midt for denne hall, der er meget smukt dekoreret, ligger selve foredragssalen, der i alt rummer ca. 200 mennesker og som, med sit højt hvælvede loft, er en usædvanlig fin ramme om en af de vigtigste funktioner i sagens liv, vore foredrag.
Tilvenstre for indgangen fører en dør den besøgende ind til sagens ekspeditionslokale, hvor man daglig træffer frk. Else Olsen, der her klarer alle de med forlagets daglige drift nødvendige forretninger. Ved siden af dette kontor har jeg selv mit lille, hyggelige kontor. Tilhøjre for indgangen til hall'en findes der dels en dør, der fører ind til mit private hjem og dels en nedgang til vor »underjordiske« afdeling, hvor man først finder garderoben og dernæst de lange gange, der fører ind til de mange afdelinger, der er placeret her. For enden af den første gang finder vi dels den afdeling, hvor alle sagens rotaprintplader fremstilles af hr. Jens Cavling. Et krævende og ofte meget vanskeligt arbejde. Dernæst findes her Martinus' eget fotolaboratorium i hvilken han fremstiller plader til symboler etc. Midt for garderoben, der i virkeligheden er en kopi af hall'en, ligger en lang gang ved hvis sider vi finder både arkiver og arbejdslokaler, først og fremmest vort trykkeri, som under ledelse af vor svenske medarbejder Bertil Ekstrøm næsten går på døgndrift. B. E., hvis flid der med rette går sagn om, fremstiller her sagens litteratur. Modsat trykkeri og lagerlokaler ligger bogbinderiet, hvor hr. bogbinder Richter, der er tysk af fødsel, udfører et stort arbejde for os. Medens kælderen og stueetagen således rummer alle sagens praktiske funktioner, rummer førstesalen kun Martinus' private hjem. Men selv om man i denne forbindelse må bruge ordet »private «, så ved enhver, der kender blot det mindste til vort arbejde, at Martinus her har skabt en meget smuk ramme om de utallige samtaler han året rundt har med mennesker, der opsøger ham, fordi deres vanskeligheder er ved at vokse dem over hovedet.
Dette var i meget korte træk en beskrivelse af de ting, der umiddelbart falder den besøgende i øjnene. Men bag de her skildrede funktioner, findes der en lang række andre, man må have med, om billedet af livet i sagens centrum skal være blot nogenlunde korrekt. For Martinus' arbejde er med årene blevet en meget levende organisme, hvis yderste »nerveceller« befinder sig meget langt fra sagens rent fysiske centrum. Men disse fjerntliggende »nerveceller« er alligevel forbundet med centre, som alle hører ind under hovedcentret. Inderst inde i administrationen finder vi således »Martinus' Kulturfond«, som under ledelse af kontorchef i Frederiksberg Skattevæsen, cand. jur. hr. Eigil Hansen, dækker et område af sagens liv, uden hvilket den simpelthen ikke kunne bestå. Foruden at varetage dette område har hr. Eigil Hansen gennem alle de svundne år været Martinus' juridiske medarbejder og der udført et arbejde, kun ganske få kender, men som ikke desto mindre har været af overordentlig betydning for skabelsen af vort arbejdes rent ydre rammer. Indenfor det her berørte livsvigtige område finder vi desuden hr. revisor Thomas Nørrelund og hr. grosserer Viggo Koefoed, der begge er hr. Eigil Hansen behjælpelig med at skøtte fondens vækst. Nærmest dette område finder vi dernæst fru Grethe Brinkhard, som nu gennem snart mange år har passet sagens regnskaber i samarbejde med hr. revisor H. Jürgensen. Det er ingen overdrivelse at sige, at vort arbejde aldrig kunne have fundet et menneske, der var bedre egnet til denne vigtige post end Grethe Brinkhard, hvis dygtighed og medfødte diskretion skattes højt af alle os, der kender til vanskelighederne ved dette arbejde.
Som enhver, der kender blot lidt til vort arbejdes vækst, ved, udgør arbejdet med udbredelsen af sagens kontaktbreve et job, der kræver temmelig meget af sin mand, og det var derfor en stor glæde for os, at sekretær i varedirektoratet hr. Erik Darsø, overtog dette arbejde, der er af så stor betydning for sagens økonomi. Den mand vil sagens interesserede ofte høre fra!
Medens de her nævnte funktioner på sin vis godt kan kaldes merkantile, idet de hver for sig er knyttet til vort arbejdes rent fysiske beståen, er forholdet måske lidt anderledes med de arbejdsgrupper, der er beskæftiget med oversættelse til andre sprog, fremstilling af farvelagte symboler etc., samt den rene undervisning. Men også her møder vi en lang række navne, sagens interesserede bør kende. Først bør her nævnes esperantogruppen, som under ledelse af ingeniør Ib Schleicher er vokset frem til at være så omfattende, at dens post næsten er ved at konkurrere vor indenlandske post ud. Da denne afdelings arbejde og navne er beskrevet andetsteds i dette blad, skal jeg ikke her fordybe mig i dens funktioner, kun give udtryk for, at takket være dette arbejde er Martinus tanker blevet spredt udover den ganske verden. Dernæst er der teknikergruppen, som under ledelse af civilingeniørerne Heiberg og Vinter, nu har fået indrettet deres eget optagelsesrum, hvor de optager samtlige Martinus' kursus og foredrag på bånd. Derudover findes der en gruppe, som arbejder med fremstilling af clicheer, film og farvelagte symboler, kort sagt en kombineret teknisk og kunstnerisk afdeling i hvilken vi finder d'herrer Tage Buch, Bjørn Olsen og Børge Hamberg, hvis fine tegnekunst gang på gang har hjulpet os over store vanskeligheder.
Om selve undervisningsområdet er der på sin vis ikke meget at sige. Både Mogens Møller og jeg selv står jo her endnu som de eneste, der rent officielt repræsenterer sagens ansigt, og jeg føler mig overbevist om, at det helt er i overensstemmelse med ham, når jeg giver udtryk for, at kunne vi præstere mere, så gjorde vi det inderligt gerne. Men rent fysisk findes der en grænse, som livet har tvunget os til at respektere. Personligt vil jeg i denne forbindelse gerne sige, at det sværeste for mig i forbindelsen med beslutningen om min rejse til det fjerne Østen, næsten var tanken på mit undervisningsarbejde i Sverrig. Men også her er der hændt noget meget lykkeligt, som jeg dog endnu ikke kan udtale mig offentligt om. Såmeget kan jeg dog sige, at den dag jeg slutter mit arbejde i Sverrig, vil en anden overtage det efter mig, og om denne »anden« ved jeg, at han ikke alene kan, men også vil gøre alt, hvad der står i hans magt for at føre det påbegyndte arbejde videre.
Vender vi os derefter mod vort nærmeste naboland Sverrig, finder vi også der strålende medarbejdere uden hvis indsats ethvert arbejde i dette land ville være på det nærmeste umuligt. Først og fremmest finder vi her den over hele Sverrig kendte hälsokostmand, direktør for Hälsokostcentralen i Malmø Sven Johansson, der nu står som leder af vor svenske forlagsafdeling. Hvad Sven Johansson i samarbejde med sine venner har præsteret i sagens tjeneste kan kun vurderes af de, der har fulgt hans arbejde på nærmeste hold. Eet resultat kan alle imidlertid se, og det er »Svenskehuset« i Kosmos Ferieby, der helt er et resultat af Sven Johanssons initiativ. Men foruden Sven Johansson rummer Sverrig en lang række andre medarbejdere uden hvis indsats vort arbejde derovre ikke havde fået den store udbredelse, det vitterligt har. Nævnes skal således ingeniør Gustav Bjørdal, Malmø, der oversætter kontaktbrevene til svensk, Agne Windmark, der foruden en lang række mindre oversættelser, overraskede Martinus med en oversættelse af første del af »Livets Bog« til hans 65 års fødselsdag, friherre, kaptajn Liljenkrantz, der har oversat mit kursus til svensk, Juliane Westerlund, der, foruden helt at stille sit smukke hjem i Stockholm til min rådighed, har udført et overvældende arbejde for gruppen der, og endelig direktøren i Svenska Tandsticks Aktiebolaget, hr. Gunnar Hedfors, der har stillet sig i spidsen for en svensk afdeling af Martinus' kulturfond. Jeg kunne nævne mange flere, ja bør vel ikke glemme SigbrittTherner, der har skabt »Kosmos Feriehem« i Varnhem, men jeg må slutte her. For sandheden er jo netop den, at overalt hvor Martinus' tanker trænger frem, der trænger også hans ånd frem og bevirker, at kærlige mennesker slutter sig sammen i grupper og derved danner netop de »nerveceller«, der i virkeligheden betinger sagens fortsatte vækst. Disse »nerveceller« funkler allerede i alle verdensdele, derom vidner vor stadigt voksende post.
At jeg, på grænsen til et år, der efter alt at dømme vil medføre meget store forandringer i mit eget liv, med dyb og inderlig glæde ser tilbage over alle årene i sagens centrum her, er vel forståeligt. På alle områder har jeg fået lov til at opleve, hvorledes Martinus' arbejde fra det skjulte har arbejdet sig frem til sin nuværende urokkelige position. At dette er lykkedes skyldes udelukkende den indbyrdes kærlighed, som Martinus i sin indvielsestale gav udtryk for måtte være det fundamentale i vor kamp for en ny kultur. Thi selvom jeg i denne korte oversigt over livet i sagens centrum kun har nævnt de få navne, vort rent ydre arbejde her hviler på, så er disse navne dog kun for næsten intet at regne imod de mange, der i hver eneste kreds her i landet og i de snart mange kredse udenfor vort lands grænser, hver på sin post kæmper for at føre Martinus' verdensbillede frem. Alle ved vi, at det helt står til os, om vor egen indsats skal lykkes, thi Martinus har aldrig skjult for nogen af os, at kun vor koncentrerede egenvilje i denne sag kan blive den fjende, der for alvor kan gøre os fortræd. På alle de områder, hvor vi er i stand til at sætte »sagen over personen« og i det stille tjene den menneskehed, som vi selv udgør en urokkelig del af, vil vi sejre, thi der er vi med de love, der i sig selv er fremtiden.
At årenes gang her har vist, at vor vilje har den rette kurs, er ikke alene en stor lykke for sagen, det er det i endnu højere grad for os selv. Thi af alt hvad et menneske kan opleve i vor verden, tror jeg ikke, der findes noget skønnere og mere positivt end dette, at være med i skabelsen af en ny verdenskultur. Det oplever vi, og jeg har meget ofte følt mig gennemstrømmet af en levende fornemmelse af, at som livet sammen med Martinus har været min egen tilværelses største eventyr, er det samme tilfældet med alle de mange, vi her har den store glæde at samarbejde med. Vi har frivilligt gjort næstekærlighedens skønne evangelium til vort livs ledetråd, og selvom vi i meget erkender os absolut ufuldkomne til de opgaver, vi gerne vil løse, så dokumenterer sagens vækst, at vor vilje til i indbyrdes kærlighed at løse de vanskeligheder, der ideligt tårner sig op, er af en sådan karakter, at vi har ret til at tro, at det skal lykkes os at »fuldende løbet og nå målet!«
Martinus i Indien –
Da Martinus på vej til Bengalore passerede millionbyen Coimbatore, blev han på stationen blomstersmykket af en indisk vismand, der, sammen med sine disciple, var mødt op for at hilse på ham. Den indiske vismand havde læst Martinus' lille bog »Bønnens Mysterium«., og efter gammel indisk skik benyttede han nu lejligheden til at bringe Martinus sin kærligste tak med en stor blomsterkrans.
Tilbage til artikelregister
Forrige