Kosmos 1954/8 side 117
MOGENS MØLLER:
SKÆRSILDEN
Religionerne og deres helveder.
I de to foregående artikler om "Himmel og Helvede" er det især det helvede, menneskene skaber for andre og for sig selv her på jorden, der er blevet omtalt. Men fra gammel tid har menneskene haft den opfattelse, at Helvede var et sted, hvor man kunne risikere at komme i livet efter døden, hvis ens liv på jorden havde været syndigt (d.v.s. ikke i overensstemmelse med den herskende religions morallære) og især, hvis man i dette liv havde været uden tro på religionens specielle frelsesbudskab. I nærværende artikel skal vi forsøge at se på disse gamle helvedesforestillinger i åndsvidenskabens lys.
Det er ikke blot kristendommen, der har sit helvede, hvorom det hedder i Johannes' åbenbaring: "– de fejge og utro og vederstyggelige og mordere og de utugtige og troldkarlene og afgudsdyrkerne og alle løgnere, deres lod skal være i søen, som brænder med ild og svovl." Også Muhammed skildrer i Koranen de fordømtes lod efter døden, ja, han svælger ligefrem i uhyrlig raffinerede straffemetoder, som kun nogle få oldkristelige skrifter kan måle sig med i grufuldhed og sadisme. Han begynder lidt spagt: I Helvede skal de fordømte være under en glødende vind, ved sydende vand, under skygge af dunkel røg. Det er et pinested med hede, sult og tørst. Altsammen noget araberne kendte og frygtede i deres daglige tilværelse. Men efterhånden som Muhammed fik fjender, blev skildringerne af de vantros pinsler i Helvede værre og værre, så de nok skulle gøre et uudsletteligt indtryk på de primitive letbevægelige tilhøreres sind. I Helvede er der en forfærdelig ild, siger Muhammed nu, hvis brændsel er vantro mennesker og stene. Ilden næres ustandselig, den kan ikke slukkes, de fordømte får klæder af ild, og over deres hoveder hældes kogende vand, hvori deres indvolde og hud smelter, og når de i deres vånde trygler om noget at drikke, rækkes der dem en drik som smeltet kobber, og når deres hud er gennembrændt, får de en ny i stedet. De kan hverken leve eller dø, og Helvede er så rummeligt, at der aldrig vil være pladsmangel deri. Selv om de fordømte angrer og beder om nåde og ønsker at døden havde endt deres tilværelse, taler Muhammed om, at helvedesstraffene er evige, angeren kommer for sent, og de vantros lidelser kan ikke lindres.
Ja, man ryster på hovedet over, at menneskene kan forlene den evige skaber med en sådan sadistisk tilbøjelighed, men så tænker man: "Det er jo længe siden, at Muhammed har levet, og det var jo rå og primitive mennesker, han levede iblandt, så sadismen har vel sin naturlige årsag deri." Men meget apropos fik jeg netop på min sidste rejse udleveret en tryksag, en såkaldt traktat, der med blodrøde bogstaver bærer overskriften "Advarsel, du er i stor fare!" På fire tættrykte sider, stadig med blodrøde bogstaver, berettes om, hvorledes Guds dom er ved at gå ud over jorden, og den herre Jesus kommer snart. Men denne gang ikke som den ydmyge nazaræer, men som dommeren, kongernes konge og herrernes herre, ødelæggende antikrist og alle nationernes arméer. Alle syndere og vantro, der ikke her tog imod Kristi tilbud om frelse, vil blive kastet i ildsøen, evigheden vil da begynde(!) og ansvaret for, "om du vil til at tilbringe evigheden i søen, der brænder med ild og svovl, er dit alene." "Gud elsker dig og Kristus døde for dig, hvorfor så ikke tage imod hans altforbarmende nåde idag?" Det er i 1954 denne tryksag er forfattet, så Muhammeds tankegang er nok stadig aktuel, og truslen om evig pine for de vantro, d.v.s. de, der ikke tror på den bogstavelige opfattelse af den herskende religion, er stadigvæk det, man spiller ud som trumf i kampen mod "de ugudelige". Ganske vist bider sådanne trusler ikke så meget på mere, især ikke i nordboernes koldt tempererede tankeklima. Men alligevel er disse ord om Helvedes ild og evig pine medvirkende til at skabe den atmosfære af angst og utryghed, depression og dårlige nerver, som præger menneskene i dag. Og over for gamle mennesker, der måske i nogen grad lider af forkalkning, kan en sådan helvedestale skabe en angst for døden, der formørker deres sidste dage i dette liv, den gør selve dødsprocessen til en kamp, i stedet for at den kan være det, som den af de guddommelige love er bestemt til at være, en skøn solnedgang. Åndsvidenskaben vil på dette område, som på så mange andre, kaste det lys over mysterierne, som får alle mørke helvedesfantasier og angst for liv og død til at forsvinde fra menneskenes sind. Men hvad er årsagen til disse helvedesforestillinger, hvilke realiteter kan der ligge bagved? For også her gælder det gamle ord, at der ikke går røg af en brand, uden at der er ild i den. Forestillingen om en tilstand af lidelse efter dødsprocessen har en baggrund af sandhed. Men den trænger i høj grad til at blive befriet for overtro og angstskabende vrangforestillinger.
"Det evige helvede" er skabt af magtsyge religiøse diktatorer.
De grufulde skildringer i gamle kristelige og muhamedanske skrifter, som genoptrykkes og aktualiseres i vor tids traktater med opfordring til frelse og omvendelse, har deres forbilleder i endnu ældre skrifter, ja, de stammer direkte ned fra disse, selv om detaljerne gennem tiderne kan have ændret karakter, og træk er blevet tilføjet. I oldtidens jødiske, syriske, babyloniske, ægyptiske, indiske og kinesiske religioner er der også tale om helvedespinsler og "skærs-ild", og ikke blot i disse orientalske religioner, men også hos grækerne, kelterne, germanerne og de gamle nordboer. Da kristendommen blev udbredt i Skandinavien, fandt dens missionærer ingen vanskeligheder ved at udbrede helvedeslæren. Man kendte i forvejen "Hels straf" eller "Helviti", så man overtog ganske simpelt det gamle ord, selv om det, man nu blev straffet for, var ulydighed mod den nye gud, den hvide Krist, og ikke som før mod Odin og Thor.
Men hvor de andre religioner forudsiger en befrielse fra helvedes pine og kun ser på den som noget midlertidigt, en rensende "skærs-ild", taler den dogmatisk bundne kristendom og muhammedanisme om en evig fortabelse og en evig pine, der paradoksalt nok har en begyndelse, men ingen ende. Disse religioners gudsopfattelse er præget af grumhed, sadisme og hævngerrighed, selv om man, i alt fald inden for kristendommen samtidig giver udtryk for, at Gud er alkærlig. Man tænker ikke på, at når Gud er alvidende, må han have kunnet forudse det stakkels menneskebarns tilbøjelighed til at falde for fristelser, og dets manglende standhaftighed og udholdenhed. Han måtte vide, hvor det bar hen. Og når han er almægtig, måtte han være i stand til at ændre ved tingenes tilstand, så ingen af alle de levende væsener, han omfatter med sin umådelige kærlighed skal fortabes og lide en evig pine. Men tanker om Gud har ikke været ønsket inden for den kristne og muhammedanske tro, kun blind underkastelse. Ellers hørte man som kætter til de fordømtes flok, og svovlsøen var ens sikre endemål. Tanker om Gud, om livet og skæbnen har dog ikke kunnet holdes nede ved vold og tvang. Tankerne har arbejdet i det skjulte, det religiøse diktatur er nu ved at gå sin undergang i møde, og den materialistiske videnskab, der har sin væsentlige andel i de suggestive religioners voksende afmagt, idet den har udviklet menneskets evne til at tænke logisk, har også nået en grænse. Hinsides denne grænse kan åndsvidenskaben lede den logiske tanke på sporet af alt det, der ligger skjult i de ældgamle religioners symboler, også det, der angår "skærs-ild, helvede og himmel", som ikke er steder, men åndelige tilstande, der kan opleves af de levende væsener såvel i som udenfor deres fysiske legemer, altså både før og efter det, vi kalder døden.
Døden kan finde sted uden "skærs-ild".
"Helvede" er en tilstand i menneskets sind, som udstråler fra sindet som følelser og tanker og her i den fysiske verden forårsager et fysisk helvede. Men hvad så når mennesket dør? De kosmiske analyser kan oplyse den uvildige forsker om, at døden ikke er tilintetgørelse og heller ikke søvn i graven til en dommedag langt ude i fremtiden, men at jeg'et eller kraftcentret i det levende væsen lever videre med sin omgivende stråle- og bølgematerie, blot uden den materie, vi kaldte dets fysiske legeme, og som vi var tilbøjelig til at identificere som væsenet selv. Men så er spørgsmålet: Af hvilken art eller bølgelængde er de stråler og bølger, som omgiver jeg'et, når det "dør"? Er det kærlige følelser og tanker, åbne over for livet i taknemlighed og koncentreret om at være til glæde og gavn for andre? Er det en tillidsfuld koncentration på den evige guddom (lige meget om man tænker ordet Gud eller Jehova, Faderen, Allah, Brama eller et helt andet navn), givende sig hen i forståelsen af, at man ikke alene kan klare det, der nu forestår? Da vil døden være som den skønneste solnedgang i den fysiske verden, hvor solen, når den "går ned" jo blot "står op" over andre dele af verden og spreder sit lys og sin varme. Denne død vil være en fødsel uden besvær eller lidelse, hvor dygtige fødselshjælpere bistår, usynlige for det fysiske øje. Sin individuelle "skærs-ild" vil dette menneske have overstået i den fysiske verden gennem sit arbejde med sin egen udvikling i moral og intellektualitet. Det betyder ikke, at man skal være et fuldkomment menneske for at kunne få en smuk og harmonisk død, blot at man før døden søger at gøre sit livs regnskab op (man kan gøre det i det små hver aften, inden man falder i søvn), at man tilgiver, hvor der kan tilgives, og beder om tilgivelse, hvor det kan være fornødent, og at man søger at leve i "det åbne", d.v.s. gør sig bevidst i, at ens liv er en del af det universelle liv, afhængigt af det og til dels ansvarlig overfor det.
"Skærs-ilden".
Det kan jo også hænde, at mennesker dør uden at have fred i deres sind. Der kan være så mange tanker og følelser, der foruroliger dem. Det kan være samvittighedsnag, bekymring for slægtninge og venner, for økonomi eller andre materielle ting. Det kan også være et gammelt nag, de ikke vil give slip på, fordi de mener, de er i deres gode ret. Det kan være bitterhed, angst eller en stærk jordbunden tankegang, der hindrer deres tanker og følelser i at vende sig mod den guddommelige magt, og da har de lukket sig inde, da er de i "det indhyllede rum", som ordet helvede betyder, i den "skærs-ild", som de selv har skabt. Det er ikke noget evigt helvede, men en åndelig tilstand af midlertidig karakter, som de efter befrielsen fra det fysiske legeme oplever som en ydre verden, fordi de, medens de levede fysisk, havde det som en indre verden. Denne mellemtilstand efter adskillelsen fra det fysiske legeme er en illusionsverden, et fantasifoster, der ganske vist kan være ubehagelig nok, så længe det varer, men det vil briste som en boble, når mennesket bliver herre over sine tanker og følelser, og forbindelsen med omverdenen vil igen blive knyttet, opgaver, spændende æventyr og skønne oplevelser venter den "afdøde" i vekselvirkningen med andre levende væsener, både gamle venner og slægtninge fra den fysiske verden, som også nu hører hjemme i disse sansedimensioner, dem, man gennem religionerne har lært at kalde engle.
Hvad et menneske kommer til at opleve efter denne proces, vi kalder døden, er absolut individuelt, lige som det også er individuelt, hvad et menneske oplever i den fysiske verden. Men ligesom alle væsener i den fysiske verden er underkastet de fysiske naturlove, er væsenerne i de åndelige verdener, der ikke er steder, men tilstande, underkastet de åndelige verdeners naturlove. Loven for årsag og virkning, tiltrækning og frastødning, kontrastprincippet og loven for stoffernes reaktion o.s.v. gør sig også gældende der, blot opleves det på en lidt anden måde end i den fysiske verden, da de åndelige materier lystrer tankens bud. Man skal altså vænnes til et liv i en langt friere verden end den fysiske, så selv de væsener, der ikke har skabt sig selv nogen "skærs-ild" må almindeligvis i en slags mellemstand, eller "puppestadium" lære den verden at kende, som de nu er blevet "født" ind i. De oplever først en verden, der minder om den fysiske, blot er den langt skønnere; og de væsener, de omgås, er ikke, som i "skærs-ilden" fostre af deres egen fantasi, men andre levende væsener, som på alle måder ønsker at være dem til hjælp, oftest væsener, som de kender, idet de åndelige legemer fuldstændig kan ligne de legemer, væsenerne havde i den fysiske verden. Når væsenerne tænker på hinanden, ser de ud, som da de kendte hinanden her.
Renselsesprocessens nødvendighed.
Da oplevelserne er individuelle, er det umuligt at sige, hvad det eller det menneske vil komme til at opleve efter døden. Men man kan sige, at det har stor betydning, også med hensyn til den kommende proces, der skal finde sted for os alle, at vi arbejder på at udvikle os moralsk og intellektuelt, da oplevelserne i de åndelige verdener er fuldstændig afhængige af, hvad vi har udviklet os til i den fysiske verden. Da ganske bestemte love gør sig gældende, kan der også i store træk siges noget om, hvad mennesker kan komme ud for, særlig i mellemtilstanden og specielt når det drejer sig om "skærs-ilden", den mentale renselsesproces.
Udtrykket "skærs-ILD" er naturligvis symbolsk. Denne "ild" er af samme natur, som det, der føles i vort indre her i den fysiske verden, når samvittigheden gnaver, eller angeren slår sammen om en. Eller når bitterhed, vrede og såret forfængelighed føles som en brændende svie i sindet, der forhindrer en i at tænke på andet end det, der i snævreste forstand angår en selv. Det menneske, der forlader den fysiske verden med en tynget samvittighed eller fuld af angst, med et bittert sind eller fuld af had, kort sagt det menneske, som dør med mørke i sit sind, må have dette mørke renset ud af bevidstheden, da de grove vibrationer, som disse sindstilstande kosmisk set udgør, slet ikke kan eksistere i de sansedimensioner, som mennesket nu skal opleve i sit videre livskredsløb. Det er den del af kredsløbet, vi kan kalde "fra grav til vugge", d.v.s. alt det, der opleves mellem to inkarnationer i den fysiske verden.
Nu er det jo almindeligt, at mennesker, der ikke har kendskab til reinkarnationslæren, eller ikke forstår dens nødvendighed ifølge livets love, siger: "Ja, men når vi kommer til disse skønne verdener, vil vi virkelig ikke ned på jorden igen!" Der er ikke noget at sige til, at man siger sådan, når man ikke har kendskab til de åndelige love. Men får man et sådant kendskab, forstår man, at man heller ikke kommer ind i den fysiske materie igen, før man ønsker det, og man forstår også, at man ønsker det, og man forstår, at så længe det drejer sig om så primitive væsener som os jordmennesker, er det nødvendigt med sådan en renselsesproces, der fjerner virkningen af jordelivets mørke.
Men så vil nogle måske spørge: "Ja, men når "skærs-ilden" fjerner mørket fra ens sind, så kan man da blive i de åndelige verdener. Hvorfor skal man så tilbage til den fysiske verden?"
"Skærs-ilden" fjerner kun virkningerne af mørket fra menneskets sind. De specielle evner og talenter, der er årsag til dette mørke er koncentreret i væsenets overbevidsthed i talentkerner, hvor dette mørke ligger latent, indtil det igen kan udfoldes i en ny fysisk inkarnation. Hvorfor? Fordi mennesket selv skal overvinde "satan" d.v.s. modstanden imod freden og næstekærligheden i sit eget sind, og det kan kun ske i en verden som vor fysiske jord eller en anden af samme åndelige niveau. Ved denne overvindelse, som forstærkes liv for liv, forsvinder mørket fra talentkernerne, og da er der mindre og mindre "skærs-ild", når mennesket dør, efterhånden opleves den kun på det fysiske plan som selvdiciplin for helt at forsvinde, når den kosmiske bevidsthed spirer frem og gennemskuer alle former for illusion og suggestion.
Nogle variationer af "skærs-ild".
Som før omtalt er "skærs-ilden" selvfølgelig ikke af fysisk karakter. Og dog kan der være mennesker, navnlig før i tiden, der oplevede en sådan proces, som om de brændte i Helvedes ild, og det er adskillige præster og helvedesprædikanter samt disse menneskers egen dårlige samvittighed skyld i. For når mennesker troede på "skærs-ild" eller "Helvede", og deres fantasi, allerede medens de levede her, gennem billeder og prædikener var sat i gang, så skulle der blot noget anger og dårlig samvittighed til, at fantasien, når forbindelsen med det fysiske legeme var afbrudt, og det, der før var den indre verden, nu blev den ydre, omgav dem med flammer og djævle, indtil de bad til Gud om udfrielse af deres pine. Da forsvandt luerne, og lysende skikkelser viste sig i stedet, skytsengle, der bragte dem til "himlen", hvor de så Gud på hans trone, og alle englene med harper og palmegrene, eller hvordan de nu har tænkt sig, at der skulle se ud i "Himmerige". Alt dette var også illusioner, skabt ikke blot af deres egen, men af tusinder af menneskers fantasi. På samme måde vil muhammedanere opleve de skønne Huris i deres paradis, indianerne de evige jagtmarker, og de gamle nordboer oplevede deres Valhal med flæsk, mjød og valkyrier.
Med det moderne menneske, som ikke har specielle illusioner om, hvordan livet efter døden vil forme sig, hvad kan det komme til at opleve?
Nogle nulevende mennesker, selv om de stadig bliver færre, har endnu en forestilling om "Himmerige", St. Peter ved porten og evig fryd med salmesang ved foden af Guds trone. Alt det vil de også komme til at opleve – en tid, indtil de længes efter forandring, og først da kommer de til de åndelige verdener. Den "gamle himmel" er også kun en variation af mellemtilstanden. Men de mennesker, der ikke mere har en sådan forudfattet mening om "Himmel og Helvede", oplever naturligvis heller ikke disse foreteelser, med mindre de senere hen fra de åndelige verdener som udenforstående kan se ind i disse tankeklimaer. Men de kan alle opleve deres egne variationer af helvedesagtige og himmelske temaer, medens de befinder sig i mellemtilstanden, præget af deres individuelle bevidsthed og skæbne.
Hvor mange tusinde mennesker bliver ikke i vor tid dræbt pludseligt ved ulykkestilfælde eller i krig? Disse pludselige dødsfald kan medføre former for "skærsild", da disse mennesker som regel ikke er forberedt på at dø. Der kan i visse tilfælde gå et stykke tid, inden de overhovedet er klar over, at de er døde. De lever da på deres vaner, som danner en verden omkring dem, og først når de mærker, at deres liv er alt for monotont, og der ingen forandring og fornyelse sker, bliver de opmærksomme på, "at der er noget galt". De bliver da ofte meget ulykkelige, men når de beder om hjælp, vil skytsånderne straks kunne hjælpe dem og orientere dem.
Så er der den kategori, der hedder selvmorderne, som jo ikke er blevet færre med tiden. Disse mennesker vil komme til at opleve, at de kan myrde deres egen fysiske krop, men deres liv er ikke noget, de har, det er noget, de er, og det kan ikke dræbes, men det kan forvandles. Forvandlingen vil dog kun finde sted ved, at de overvinder den situation, som de søgte at flygte fra ved at begå selvmord. Derfor må de senere i en ny fysisk inkarnation komme ud for lignende vanskeligheder, indtil de med guddommens hjælp kan overvinde dem. Men efter selvmordet oplever de, at alt det, de troede at flygte fra, opfylder deres sind som før, det eneste de har mistet er det fysiske legeme. Som svar på deres bøn om hjælp vil skytsånder suggerere mørket bort fra deres sind, og de vil få en "ferie" i de åndelige verdener, inden de i et nyt fysisk legeme måske vil bestå den prøve, som de i det sidste liv ikke bestod.
Mange mennesker dør i vore dage af sygdomme på hospitalerne. De er ofte stærkt svækket rent åndeligt på grund af stærke doser narkotiske midler, som deres organisme i lang tid er blevet fyldt med. Disse narkotiske midler vil også svække de åndelige legemer i nogen grad, derfor kan det ske, at sådanne patienter sover ind i døden og efter nogen tids forløb vågner under omtrent samme forhold som før på et hospital, hvor de lidt efter lidt vænner sig til livet i de åndelige verdener.
Hvis et menneske, der går stærkt op i sit arbejde, pludselig dør, kan det ske, at vedkommende bliver ved med at arbejde koncentreret et stykke tid, inden det går op for ham, hvad der er sket. En kunstner f. eks., der pludselig dør, en maler, bliver måske ved et stykke tid at tro, at han maler billeder. Han fylder det ene lærred efter det andet. Dem får han jo nemt, for hans fantasi skaber dem. Men der vil komme en tid, hvor han mangler vekselvirkningen med naturen og andre levende væsener. Han vil opdage, at kunsten for kunstens skyld også kan blive et "helvede", og dermed vil han være på vej mod et virkeligt kunstens himmerige, hvor han ikke maler små billeder, men i forhold til sin åndelige udvikling kan deltage i større skabelsesprocesser, hvor farve og form også er de faktorer, der skal arbejdes med. I den forbindelse kan det nævnes, at kunstnere i de åndelige verdener kan skabe hele landskaber, i hvilke man kan bevæge sig. Der passer den gamle legende om den kinesiske maler, der ikke døde, men forsvandt ind i et af sine egne landskabsbilleder. Thi når kunstneren skaber et sådant landskab, forsvinder han selv, han bliver til det landskab, og skaber dermed kærtegn og glæde for dem, der færdes deri og samtidig føler hans nærværelse i det mindste græsstrå.
Der kunne nævnes meget meget mere om mulighederne for livsudfoldelse i mellemtilstanden og de åndelige verdener. Men det går ud over denne artikels rammer. Der må jeg henvise til Livets Bog. Martinus har jo meget at skrive endnu om disse ting, og vi andre har foreløbig nok at gøre med virkelig at tilegne os og forsøge at leve efter den viden om livets love, som allerede er givet.
Denne artikel har kun som en løs skitse nogle omrids af noget, der kan behandles mere indgående. Formålet med den har først og fremmest været at understrege, at livet her og nu og arbejdet med os selv og vor udvikling er det, der fjerner "helvede og skærsild" fra den fysiske verden og den mellemtilstand, som vi med tiden helt kan undgå at skulle igennem.
Døden er en solnedgang, og samtidig en solopgang. Og her i den fysiske verden skal vi fjerne de mentale mørke skyer, der hindrer vort væsens kerne i at udstråle livgivende varme og lys mod vore omgivelser. Det skal ikke blot være tanker og følelser, men også handling. "Verdensfreden er det enkelte menneskes fred med verden", sagde Martinus for nylig i et foredrag. Og denne fred skal vi lære at skabe her; det er det eneste, der giver os adgang til virkelig at opleve og skabe i de åndelige verdener.
Tilbage til artikelregister
Forrige