Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For nogen tid siden blev jeg vidne til sådan et kunstværks tilblivelse. Jeg gik en tur i det dejlige forårsvejr. Solen gav alting farve, og ikke blot i farverne, også i alle lyde var der forårsglæde. Fuglene kvidrede, og børnene tumlede sig, så det var en fornøjelse. På legepladsen havde børnene travlt med mange ting, hinkesten og kugler, sjippetov og bolde var i flittig brug, og drengene var ikke bare drenge, de var cowboys og indianere og knaldede med deres revolvere og bøsser. Ja, det var jo kun med munden, de knaldede, men det gjorde de også til gavns. Der var et forfærdeligt spektakel, men der var så megen forårskådhed og umiddelbar glæde ved at være til i alt spektaklet, at man måtte nyde også det. Mens jeg stod stille og lod al denne livsglæde smitte af på mig selv, opdagede jeg en 7–8 års purk travlt beskæftiget i et hjørne af pladsen, hvor han til dels var skjult af nogle halvt udsprungne buske. Han ridsede i jorden med en pind. Da jeg kom ham lidt nærmere, så jeg, at han var ved at skabe et kunstværk. Han var stærkt optaget af sit arbejde og lagde heldigvis ikke mærke til, at jeg iagttog ham. Han tegnede et slot. Det var et godt sted, han havde valgt sig, han blev ikke så let set af de andre, der kunne tænkes at ville forstyrre ham. Og jorden var hverken for hård eller for blød, den tog godt imod stregerne. Tårne og tinder var der mange af på hans slot, og slangelignende ornamenter slyngede sig om døre og vinduer. Der var også skildvagter, og et flot dollargrin holdt ved den store port. I øjeblikket var han i færd med at tegne parken med træer og blomster og en smilende sol oven over det hele. Nu kom der også to små figurer i parken, en prins og en prinsesse var det vist, og derefter skrev han Ole og Lene. Så så han op, og jeg skyndte mig at gå videre for ikke at genere ham. Romantikken lever trods alt i vor mekaniserede tid, tænkte jeg, og var helt ked af, at den fine tegning kun var skabt i en så let forgængelig tilstand. Hvad ville Ole ikke have fået ud af det samme motiv, hvis han havde brugt farver! Men nu var ånden altså over ham, og det, han skabte, var såre godt.

Da jeg et par timer senere kom forbi igen, var der næsten ingen børn på pladsen, og jeg gik hen til Oles hjørne. Hans værk var allerede delvis visket ud, og i stedet stod der: "Ole er vikti". Og lidt længere borte var tegnet en dreng og en pige med en meget mindre nænsom streg, og derunder stod: "Ole og Lene er kærester, æv, bæv". Ak ja, intriger og kærlighedsforviklinger begynder tidligt i denne verden! Atter en gang i menneskehedens historie havde uvidende og ufølsomme barbarer ødelagt et kunstværk, vel ikke et af verdensformat, men dog et, der fortalte fint om et lille menneskebarns glæde og længsel. Ole får nok lavet andre og måske bedre værker, end det, jeg fik at se. Måske bliver han kunstner, når han bliver stor, måske ikke; det kan i og for sig være lige meget, blot han kan bevare noget af den umiddelbare glæde ved at skabe og evnen til at føje ting organisk sammen til en levende helhed. Da vil han, lige meget hvad han bliver, blive en kunstner på sit felt, og det er sådanne hverdagskunstnere menneskeheden trænger til. I vor tid er pædagogerne begyndt at forstå, at det er dem, der må lære en hel masse, for at de virkelig kan lære børnene noget. Barnets verden er en anden verden end den voksnes; men hvordan kan man gøre et spring fra en verden ind i en helt anden? Det kan man heller ikke, men man kan i nogen grad lære at forstå denne verden der, hvor den giver sig til kende, og det gør barnets verden i barnets tegninger. Derfor har disse i vor tid langt større betydning end før, hvor man bare så på dem som primitivt krimskrams. Og ikke alene for pædagoger og forældre kan børns tegninger have betydning, for kunstnere, ja for ethvert menneske med kunstnerisk fornemmelse i sindet kan adskillige børnetegninger vise vej til glemte skønheder og pudsigheder, som er af betydning, når man skal blive "som børn igen".

Børn kommer tit til deres forældre: "Se far, se mor, jeg har tegnet jer!" Og faderen ler af den plumpe skikkelse, der skal forestille mor, og hun ler af de streger, der skal være far. Om det, der skal forestille dem selv, siger de: "Næh, så tyk er jeg da heller ikke", eller: "Så store fødder har jeg nu ikke". De forlanger portræt-lighed og kan ikke forstå, at det, barnet har lavet, er symboler. I en barnetegning er en bolle med en pind under symbolet på et træ, to boller, den ene over den anden, med forskellige prikker og streger fordelt som øjne, næse, mund, hals, knapper, arme og ben er symbolet på en mand. I al denne symbolik, disse "skrifttegn" (børn siger jo ofte, at de vil "skrive" en mand eller et hus), arbejder barnets levende fantasi og sætter af sig selv "det manglende" ind. Men da forældrene muligvis ingen fantasi har, ser de blot nogle streger, der svagt kan minde om en mand eller en kone, et træ eller en hest, og de synes, det i al sin ubehjælpsomhed er "morsomt". Men for barnet er det alvor og leg på een gang.

Efterhånden som barnet bliver lidt mere modent og selvstændigt opfattende, vil man på dets tegninger kunne se, at den barnlige symbolverden får præg af en speciel, mere eller mindre udviklet, opfattelsesevne og fantasi. På dette stadium kan børns tegninger være fine kunstværker både i farve og streg, uden at børnene derfor, når de bliver voksne, bliver bildende kunstnere. Så må vel de fleste voksne kunne se barnetegningernes værdi på dette stadium? Nej, som oftest forstår de voksne alt for lidt, fordi de bliver i deres egen voksne verden, sammenligner barnets med den og kritiserer måske endda barnets tegning udfra specielle voksne synspunkter. Selvfølgelig er en positiv kritik ikke af vejen, når børnene har nået en vis modenhed, men er den ikke baseret på forståelse af barnets verden, er den altid negativ. For eksempel: Barnet kommer tillidsfuldt og viser den voksne sit billede, og den voksne siger: "Ja, det er jo en fin blomst, du der har tegnet, men du må lære noget perspektiv, det ligner jo ikke rigtigt. Blomsten er alt for stor, den er jo større end huset!"

Barnet havde for første gang set en solsikke og måtte naturligvis tegne den, måtte give udtryk for sin forundring over, at en blomst kunne blive så stor. Solsikken var det vigtigste i billedet, derfor ragede den op over alt andet; men det kan barnet ikke forklare den voksne, og hvad kan en fantasiløs voksen forstå af det, han snakker bare om perspektiv! Ikke desmindre rummer en sådan børnetegning OGSÅ et perspektiv, men det er af åndelig og ikke af fysisk art. Man kan finde mange paralleller dertil i gammel kunst, hvor et billedes hovedpersoner ofte er tegnet store og dominerende, mens bipersonerne er små og ubetydelige, uden at de derfor er ment at være længere borte i rumlig henseende.

En anden form for perspektiv, som man ofte ser i barnetegninger, er "det omvendte" perspektiv, d. v. s. at man på tegningen nok ser perspektiviske linier, blot ikke som på et fotografi, men i modsat retning. Forfatteren Broby Johansen har i et radioforedrag og en artikel "Store ting i små hoveder" (i Gutenberghus' årsskrift 1952) givet en udmærket forklaring derpå: "Vi voksne er så overbevist om, at vor måde at afbilde tingene på er den eneste rigtige, at vi kalder barneperspektivet "omvendt". Ikke desmindre er det det oprindelige i alle folks kunst. Kunstneren tænker sig stående inde i sit billede, og kassen, han skal "flytte" op på billedet, tager han op til sig; den side han først får fat i, den som vender mod ham og ser størst ud, kommer først op på billedet, den længere borte, som synes kortere, kommer bagefter. Den primitive "tager tingene til sig", vi "kaster dem fra os".

En dygtig børnepsykolog kan i barnets tegninger oftest læse sig til, hvad det er, der trykker og hæmmer i barnets sind og kan ved forståelse prøve at hjælpe det ind i en bedre tilstand. Og ikke alene på den måde hjælper tegningerne; det kan også direkte hjælpe barnet at måtte tegne og male lige, hvad det har lyst til og vide, at det møder interesse for tegningerne hos de voksne. Barnets sind lettes for et tryk, energi frigøres gennem tegningen, som måske i stedet ville have udfoldet sig som bøllestreger og småforbrydelser. Tegningen bliver en kanal, der leder strømninger bort, som ellers ville have skabt mental oversvømmelse og katastrofer.

Det fortælles, at nogle "vanskelige" drenge, der på grund af visse forbrydertendenser var kommet på børnepsykologen Neills skole, efter at have været der et stykke tid og oplevet en atmosfære af frihed og tillid og afreageret en masse netop gennem tegninger, en aften forlod biografen midt under den mest spændende kriminalgyser. Det kedede dem og havde ingen interesse mere! Tænk, om man med tiden også kunne bringe de voksnes mere eller mindre kulørte gysertilbøjeligheder ind på et andet spor!

Hvad tegner børn helst? Selvfølgelig spiller den individuelle fantasi og iagttagelsesevne en stor rolle. Men det individuelle præg ligger måske mest i selve billedets udformning. Bag motivet og det, de har på hjerte, ligger noget alment, der som regel viser, hvilket alderstrin, de står på. I alderen fra ca. fem til elleve–tolv år kan man ofte se på deres tegninger, at de, lige så nøgterne og realistiske, de end synes at være, til dels lever i en eventyrverden: den, mange voksne savner. Blomster og dyr, prinsesser og slotte, nisser og alfer kan fylde ark efter ark side om side med tegninger af far og mor og selvportrætter og tantes hus og onkels gård på landet. Tidskolorit spiller ligesom i æventyrene ingen rolle i barnets tegninger, riddere og prinsesser færdes lige så gerne i flyvemaskine og dollargrin som i guldkareter. For drengene spiller kampbilleder med cowboys og indianere, musketerer og sørøvere naturligvis en større rolle end for pigerne, og ligeledes tegninger af flyvemaskiner, biler, skibe og andre tekniske vidundere, mens pigerne derimod får luft for begyndende trang til kvindelige sysler og interesser ved selv at tegne påklædningsdukker og masser af tøj til dem.

Lærere kan ofte lære en masse om, hvad børnene får ud af undervisningen, ved i slutningen af timen at lade dem illustrere, hvad de nylig har hørt af bibelshistorie, verdenshistorie o. s. v. Der kan fremkomme de dejligste billeder af "paradisets have" med stakit omkring og dannebrog blafrende fra flagstangen (kolonihaven kan jo også være et paradis), af Vorherre med høj hat og lang pibe, eller krigshelte fra svundne tider i "stridsvogne", som barnet i det tyvende århundrede naturligvis fortolker som tanks eller jeeps. En lille pige malede engang Gud med hvid farve på det hvide papir, "for", som hun sagde, "han er der, man kan bare ikke se ham." Jo, børnene har skam også deres logik, og deres billeder har, som al kunst, deres egne love.

Forfatterinden Ellen Hørup skrev engang i Politikens Magasin en artikel om børnetegninger og børnepsykologi hovedsagelig i Sverige med mange interessante, dybtborende betragtninger. – Bl. a. stod der:

"Med pubertetens indtræden forsvinder i reglen prinsesserne og indianerne. Pigerne tegner nu træer og solopgange og alle vegne blomster. De tegner munde og øjne og senere ansigter. En 13-årig pige, der bliver godt behandlet og har sin frihed, tegner billeder fulde af ro, renhed og skønhed: et ovalt ansigt omgivet af glat sort hår, fint buede øjenbryn. Hendes jævnaldrende veninde, der kom fra et strengt hjem, gik først i Olafskolen (hvor børnepsykologerne arbejder), men blev så flyttet over i en disciplinskole. Hverken der eller hjemme tegnede hun. Hemmet og kuet af disciplin og autoritet lukkede hun sig inde i sig selv, skjulte sig og alt, hvad der rørte sig i hende. Flere år efter blev hun flyttet over i Olafskolen igen. Der lukkede hun sig op og tegnede et uhyre af et menneskeligt væsen med en næse så lang som hele hovedet med hårede filipenser der og på hagen. Med en mund som et ildrødt gab med sorte tænder: et billede på den tilstand, hun befandt sig i, fuld af aggressioner og oprør."

Et udmærket eksempel på, hvordan børnepsykologerne gennem tegningen finder frem til barnets vanskeligheder og søger at hjælpe til med at overvinde dem. Om et par typiske eksempler på drengetegninger fra pubertetsårene skriver samme forfatterinde: "Puberteten hos drengene ytrer sig på en anden måde. Det er kraft, det nu drejer sig om. Store muskler og vældige kræfter, som ifølge naturens orden ikke er bestemt til slagsmål. Når drengene ikke kues og krøges, har de i det hele taget ingen trang til at slås for alvor. Det er trykket, autoriteten ovenfra, der fremkalder aggressioner, som får drengene til at fare løs på hinanden. – På et billede har en 13–14-års dreng tegnet en kraftig muskuløs indianer med en spændt bue og pilen sigtende på en påfugl, der sidder på en gren. – En 14–15-års dreng har tegnet en smuk ung kvinde, der fylder halvdelen af papiret. Midt på den anden halvdel anbringer han en granat, der styrer lige imod hende. Pilen og granaten er begge mandlige symboler. Det første billede er ren poesi. Uden at ane det benytter drengen folkevisens billede for at udtrykke en stræben mod et mål, der endnu ikke er ham klart. Den anden er mere nøgtern og uden fantasi, men billedet udtrykker det samme. Disse drenge er blevet godt behandlet. De har ikke været under tvang hverken hjemme eller i skoler. Indianeren skyder ganske vist, men det er med Amors bue og kærlighedens pil."

Endnu et eksempel bringer Ellen Hørup på det fortrykte barns fantasi. Det drejer sig om en 15-årig dreng fra et strengt hjem: "Han er hemmet, kuet og så fuld af aggressioner, at han ligefrem har gjort sig til et med krigen. Enten han illustrerer Gustav II Adolfs krig eller Remarque's Intet nyt fra Vestfronten, taler alle billederne samme sprog. – Der findes kun soldater i hans verden. Er hans soldat en enkelt gang uden for krigens tummel, sidder han ene i et øde, uhyggeligt rum med knuste ruder og rustne rør i færd med at stege en plukket fugl over ilden. Billedet går igen flere steder. Hver gang er det soldater, ødelæggelsens og tilintetgørelsens repræsentant, der har spiddet fuglen, symbolet på det fineste, smukkeste i menneskesind på en bajonet. I alle drengens flere hundrede billeder findes der ikke antydning af fred eller hygge, ikke et øjeblik, hvor opmærksomheden er rettet andetsteds hen. Ikke et glimt af eventyrets fest eller ungdommens glæde. Fuglen er dræbt."

Ja, "fuglen" er tilsyneladende død, ikke blot i mange barnesind, men i endnu flere voksne menneskers sind. Det er den væsentligste årsag til, at de har svært ved at forstå barnets eventyrverden, og til at deres egen verden er blevet et "helvede". Ofte ser voksne mennesker tilbage mod minder fra barndommen som "det tabte paradis", som de godt ved ikke kan erobres med magt.

Men der lever dog en mand i vor tid, hvis budskab i denne forbindelse kunne udtrykkes sådan: "Nej, "fuglen" er ikke død, den sover, og den kan vækkes." Martinus bringer os med de kosmiske analyser en impuls ikke til at vinde et tabt paradis tilbage – men til at vinde et nyt, et paradis, som ikke er et "sted", men en tilstand. Grunden til, at denne artikel om barnetegninger fremkommer i Kosmos, er den, at Martinus' analyser også kan kaste et lys over dette emne, som giver større perspektiver og viser, at der her er noget, som angår os alle, børn som voksne, begrebet kunstopdragelse, eller opdragelse til livskunstner.

Det, der ofte virker så stærkt i børns tegninger, er den fine balance, der kan være mellem humor og ubunden livsglæde på den ene side og alvor og streng organisk sammenhæng på den anden. De fleste kunstnere indrømmer, at de kan lære meget af børn, og den store livskunstner fra Nazareth har jo også fortalt både, at Guds rige hører sådanne til, og at vi voksne skal blive som børn igen. Selvfølgelig er det ikke alt det barnagtige og de ufærdige sider hos barnet, vi skal tilstræbe, det er umiddelbarheden, tilliden, evnen til at se frisk og fordomsfrit på tingene, til på een gang at rumme den barnlige livsglæde og lyst til at lege og gøgle og barnets oprigtige religiøse følelse af samhørighed med alt levende.

Martinus siger, at vi alle er vordende kunstnere. Han sætter kunsten direkte i forbindelse med livet som en af de faktorer, der medvirker til at forvandle os til "mennesket i Guds billede". Kunsten er ikke et reservat forbeholdt nogle få kunstnere og kunstnydere, den er en væsentlig del af livet selv, en del af livskunsten. Når der er så mange lighedspunkter mellem svundne tiders kunst og børnenes kunst, er det, fordi de begge står på samme stadium inden for hvert sit kredsløb; fortidskunsten i menneskehedens store spiralkredsløb, og børnekunsten i den del af et menneskes enkelte jordlivskredsløb, hvor væsenet netop repeterer sin egen fortid og dermed også de udviklingsstadier, som fortidskunsten er udtryk for. Dermed mener jeg ikke, at børnene absolut repeterer fortidige inkarnationer, hvor de specielt har været kunstnere (gør de det, vil de sikkert vise sig som særligt fremragende børnekunstnere), men blot at de repeterer livsstadier, hvor en sådan udtryksform er naturlig. Den er instinktbetonet, ligesom så meget af fortidens kunst. Dermed er ikke sagt noget nedsættende, instinktet er jo virkninger af en tidligere udviklingsspirals intuition. Men instinktet er degenererende, det fortæller menneskehedens historie os, og det fortæller netop også den kendsgerning, at mange mennesker, der som børn skabte fine små kunstværker, mister evnen dertil, når de bliver voksne, og andre evner og interesser opfylder deres sind.

Har "opstandelsen" da noget som helst med børnetegninger at gøre? Ja, "opstandelsen" er synonym med "at blive som børn igen", blive i besiddelse af barnets livsglæde og livsnærhed samtidig med at vi rummer den gennem "syndefaldet" erhvervede kundskab og erfaring. Da bliver vi kunstnere i ordets mest omfattende betydning, da bliver alt det, vi har med at gøre, til kunst. For kunst er ikke blot at male billeder og skrive digte, det er, som Paul la Cour skriver: "en måde at leve på."

Det er nye toner, der lover godt for nye generationers opdragelse. Helt nye er de måske ikke, da det netop var Platons store idé, at kunsten skulle være al opdragelses grundlag, men hans idé blev aldrig realiseret. Det nye ligger altså i ideens begyndende realisation, som – efter min opfattelse – først rigtig vil tage fart, når de kosmiske analyser glider ind som et naturligt led i denne kunstopdragelse. De og jeg vil engang i fremtiden i en ny inkarnation få glæde deraf, men vi kan også få det her og nu ved at leve i overensstemmelse med det, vi kan tilegne os af åndsvidenskaben, der er opdragelse til livskunst. At blive som børn igen vil sige at åbne sit sind for livets store og små undere og se deres sammenhæng i den ringdans, hvis rytme er livets evige love. At finde frem til de samme loves inderste liv i vort eget væsen og derved komme i kontakt med universets grundtone. Da strømmer verdensaltets viden, Guddommens tanker, ind i vort sind, og det famlende jordmenneske bliver en skaber.

I barnetegningernes små mænd og prinsesser og sole med ansigt (alt er jo levende for naturmennesket og barnet) vokser spiren til en skabelse, som vil overgå al forstand. Børnene er virkelig små mennesker i Guds billede.