Kosmos 1953/3 side 41
CAND. JUR. JØRGEN SCHOU:
Verdensbilledet og den enkelte
I to foregående artikler har jeg været inde på krigen og den spirende fred i livet på vor klode, og skal afslutte med at vise, hvilke vækstbetingelser, der nu er skabt for freden i menneskesindet.
Kampen for mennesket.
Når det naturlige forhold til livet er begyndt at vakle, og den livsvejledning, der udgår fra samfundslivets forskellige foreteelser – herunder den religiøse forkyndelse og den almene oplysning – fornemmes som både utilstrækkelig og uholdbar, er det et ubedrageligt tegn på, at den livsform, man nu lever i, ikke længere kan forløse éns menneskelighed, og derved er blevet en ham af traditioner, der hindrer den åndelige vækst. "Kampen for tilværelsen" med den holdning til medvæsenerne, der hidtil har været dens indhold, kan ikke længere yde de sjælelige vitaminer, der er nødvendige for en tilfredsstillende livsfornemmelse, hvortil kommer, at de indvendinger fra følelseslivets side, som hidtil er blevet tromlet ned i denne kamp, rejser hovedet med større styrke end nogensinde før. Det er nu "kampen for mennesket", det drejer sig om.
For enhver, der når til indsigt heri, vil frygten og fornemmelsen af egen magtesløshed vige, og kampprincippet er kommet sin undergang et skridt nærmere – efter at have opfyldt sin mission i den pågældende udvikling. Han ser nu, at den eneste virkelige skillelinie i livet går i vort eget sind og er udtryk for, hvortil vi er nået på rejsen fra dyrets til menneskets livszone. Alle former for kamp i menneskeheden bærer frem imod slutkampen på denne indre front – den eneste "krig, der kan gøre ende på krigen". Kristus har udtrykt denne sammenhæng ved at sige, at "den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad". Der er her peget på, hvor de sejre skal vindes, der lader mennesket blive til.
Den indbyrdes kamp måtte blive kåret i den livszone, hvor bevidsthedens begrænsning skjuler væsenerne for hinanden og således er en hindring for, at de kan erkende og leve i deres kosmiske broderskab som evige gudesønner. Men dette livsvilkår kan ikke eksistere uden at stille stadig stigende krav til intelligensens udvikling – og derved føde den spørgen, der er vejen til forståelse af livet. Og våbnenes hærgen af legeme og sjæl – sårene, der stadig springer op – kan ikke undgå at skabe en sådan sum af lidelseserfaringer, at man på det ene felt efter det andet "ved, hvad man gør". Forestillingen om den lidelse, man står i begreb med at udløse, lammer den kraft i armen og i sindet, som slaget skulle næres af. Og man bliver vidne til, at i samme omfang våbnene – i en eller anden forstand – nedlægges, ændrer oplevelsen af livet karakter. Man bliver modtagelig for de bølger i den åndelige atmosfære, der bringer bud om, "at Gud er alt i alle, og alle kun er ét". Erfaringerne fra livet i strid med dets love har påny givet os føling med disse og født længselen efter livet i den indbyrdes kærlighed, der er "alle loves fylde". Når éns tænkning har brudt materiens lænker og er på vej mod livet, når der går skred i de ting, man hidtil har kunnet nænne, så har man sat kursen mod det rige, hvor de store sandheder, der er blevet forkyndt gennem årtusinder, har deres udspring – og er dermed Guddommens bevidste medarbejder i realisationen af dette rige på jorden.
Behovet for en hjælpende hånd.
Sålænge kampen har været hovedsagen, har disse sandheder måttet nøjes med at funkle som stjerner i højtid og stille stunder – men har dog gjort deres arbejde i sindet, vakt dets betagelse og længsel. I dag synes de at blive tillagt mindre vægt end nogensinde – samtidig med at de kræfter, der skal vække menneskets søgen, virker med en næppe hidtil kendt styrke over hele kloden.
At imødekomme denne søgen stiller meget store krav som følge af den intellektuelle og følelsesmæssige udvikling, der er dens forudsætning. En sandhedsforkyndelse, som skal virke ved en institutions autoritet, uden forbindelse med en virkelig forskning og tænkning, der retter sig mod selve livsproblemet, slår her ikke til. Navnlig ikke, når denne for nutidens søgende afgørende mangel gøres til en dyd under påberåbelse af, at "Guds veje er uransagelige". Uden en sådan "ransagelse" er det ikke muligt at opnå den levende, omfattende kontakt med "Guds vilje", der skal til for helt at samle den enkeltes – og efterhånden menneskehedens – kræfter om verdensfreden. Og den løsning af livsproblemet, der for det overvældende flertal af jordens befolkning betyder "evig fortabelse", fortjener vel næppe navn af "løsning". En større kontrast til kærlighedsbudskabet og den bagved dette liggende livsindsigt kan vel vanskeligt tænkes. Ligeså lidt rummer en forskning, der ikke beskæftiger sig med menneskets skæbne og kræfterne bag dets viljeføring, nogen tilfredsstillelse for den nu vakte søgen.
Fremlæggelsen af et materiale, der skal have bærekraft ind i fremtiden som basis for fredens virkeliggørelse, må ledsages af en aldrig hvilende opfordring til at "prøve ånderne", til ved indsats af sin intellektuelle og etiske standard i sin højeste formåen og samklang at tage selvstændig stilling til dets overensstemmelse med erfaringen, logiske sammenhæng og etiske kvalitet – og til ikke at lade sig nøje med mindre end en for tanken bindende dokumentation af en kærlighed, der omfatter alt og alle. Kun den, der kan tage tanken i hånden, og skridt for skridt vise den, at alle – absolut alle – uanset hvordan det i øjeblikket kan se ud, har deres urokkelige plads i "Faderen" s kærlighed, at enhver form for "fortabelse" før eller siden vil føre til, at "den fortabte søn" søger hjem, er egnet til at være Guddommens redskab til at befordre udviklingen på jordmenneskehedens nuværende trin. Intet mindre end synet af kærligheden som universets bærende kraft kan inspirere den intellektuelle søgende til udelt at sætte sin personlighed – sine frie kræfter – ind på at bruge og udvikle sin egen kærlighedsevne i hele sin færd, og dermed i hverdagen.
Martinus' kosmiske analyser.
Det er en håndsrækning i overensstemmelse hermed, Martinus med sine kosmiske analyser vil give den jordiske menneskehed, efterhånden som dens længsel efter freden får karakter af en virkelig søgen. Og denne hånd vil være tilstede, nårsomhelst og hvorsomhelst et menneske får brug for den. Den, der forstår forudsætningerne for, at man har brug for denne vejledning – og hvad det fører til at følge den – er også klar over, at den stigende interesse for Martinus' arbejde flere steder på kloden er et tegn på vækst i de kræfter, der skal hidføre verdensfreden.
Freden i sin virkelige natur er noget langt større end modsætningen til den krig, der føres med våben og mod mennesker – hvortil kommer, at fred på dette felt slet ikke isoleret kan etableres. Analyserne viser, at alle elementer i vor livsførelse har deres præg af "krig" eller "fred", og kaster et lys ind over de områder, hvor vi i vort forhold til næsten – bevidst eller ubevidst – befordrer krigen ved vor nuværende levevis.
– – –
Så har jeg altså forsøgt at trække nogle linier op i dette betydningsfulde problem set i det perspektiv, der nu har åbnet sig for mig, og håber, at det har været til nogen vejledning. Det skrevnes værdi for dig afhænger naturligvis meget af, om jeg har kunnet træffe din "bølgelængde" og af, hvad min søgen og hele livsholdning i dine øjne gælder for. Hvis det kan inspirere dig til at dykke ned i de kilder, hvor problemet vederfares fuld retfærdighed, ville det glæde mig – på dine vegne og som et tegn på fredens spirende kræfter.
Vi beder undskylde et par meningsforstyrrende trykfejl i hr. Jørgen Schous artikel i sidste nummer og bringer hermed rettelserne:
Side 27, venstre sp., lin. 1, læs: kræfter, ikke vil – – –
Side 27, højre sp., lin. 11, læs: således ikke til dem – – –
Tilbage til forfatterregister
Forrige