Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der findes en del mennesker, der, når de begynder at studere Martinus' analyser, ikke rigtig kan forstå, hvad de skal med symbolerne. Måske fordi det er dem lidt imod, at tilværelsen ligesom bliver "kortlagt" på denne måde; de vil hellere nøjes med at læse, hvad Martinus skriver om tilværelsen, men springer symbolerne og forklaringerne til dem over. – Det vil måske være at stille sagen for meget på spidsen at sige, at disse mennesker slet ikke har virkelig brug for Martinus' analyser; men man kan i alt fald sige, at deres hunger efter virkelig viden i reglen ikke er udviklet til en veritabel "sult"; de er nærmest kun "lækkersultne" og kunne i grunden lige så godt få mættet deres trang til "filosofiske krydderier" gennem læsningen af en hvilken som helst anden litteratur om livsfilosofi. – Det er vigtigt at gøre sig dette klart, for efterhånden som kendskabet til Martinus' åndsvidenskab breder sig, vil man møde flere og flere af den type mennesker, og det vil som regel være ørkesløst at indlade sig i en alvorlig drøftelse af problemerne omkring de store analyser med dem. – Lige så urigtigt vil det dog være at møde deres kritik, spørgsmål eller indvendinger med den "vi-alene-vide-indstilling", som man ikke så sjældent træffer hos såkaldte "tilhængere af Martinus". Det ærligste og klogeste vil i de fleste tilfælde være at indrømme, at man endnu ikke selv ved tilstrækkeligt til at optage en diskussion, der kan vare "til dommedag" uden at føre til nogen afklaring af spørgsmålene.

Anderledes med den type mennesker, der gennem store sorger eller prøvelser er nået dertil, at de for enhver pris må vide besked, og som måske i deres trang til viden har søgt længe, før de stødte på Martinus. Også dem vil man møde flere og flere af i fremtiden, og også fra dem kan man komme ud for spørgsmålet: "Hvad skal vi med symbolerne? Er det virkelig nødvendigt at sætte sig hen og indprente i sin hukommelse, hvad alle disse farver og figurer betyder?" – Hvad skal man svare til det?

Jeg kunne tænke mig at illustrere vigtigheden af et indgående og samvittighedsfuldt studium af symbolerne og deres tekst ved at benytte en sammenligning:

Vort talsystem består af 10 grundtal, og den første forudsætning for, at man overhovedet kan "regne", d. v. s. kombinere disse tal på forskellige måde, er jo, at man kan tælle til ti! Men at tælle til ti betyder jo netop, at men behersker en række "symboler", kender deres betydning og ved, i hvilken rækkefølge de optræder! Det er noget, som sikkert synes de fleste som en indlysende selvfølgelighed, men der har været en tid i vor historie, hvor det "at tælle" har været en kunst, – noget, man måtte træne sig langsomt op til. Det viser de undersøgelser, som nogle videnskabsmænd har foretaget blandt forskellige naturfolk, der jo må siges at repræsentere de trin, vi engang har stået på. Her viste det sig således, at hos nogle negerstammer fandtes der slet ikke tal, som vi kender dem, men visse talbegreber havde de alligevel. Nogle kaldte f. eks. tallet 10 for "to hænder", og 20 betegnedes ved udtrykket "et helt menneske"! – Andre angav tallet 1 ved ordene "den første"; for 2 sagde de "den anden", 3 kaldte de "midten", 4 "den næstsidste", 5 "den sidste og 6 "lige ved den sidste". – Det var naturligvis besværligt at "tælle" på den måde, men det viser, at disse stammer har benyttet fingrene som "symboler" for de talbegreber, som de efterhånden fik brug for, ganske som små børn gør det. Det viste sig også på anden måde, at disse primitive folkestammer havde svært ved at tumle med tallene, for de kunne f. eks. ikke lægge to ting sammen, hvis ikke de var ganske ens, eller hvis de var ens, men lå for langt fra hinanden. En mor og hendes søn kunne altså ikke tælles som to personer; de kunne ikke blive til andet end "en mor" og "en søn". Og en neger, som havde eet træ foran sin hytte og to træer bag ved den, fik det ikke til tre træer, – nej, han havde "eet her" og "to der".

Eller lad os tage et andet parallelt felt. Når små børn tæller, siger de ofte: "En – to – tre – mange!" På ganske samme måde har flere af de urgamle talsystemer fra de mere civiliserede folkeslag en glose, der hedder "mera" eller "anka" eller et lignende ord, der blot betød "så meget, at det ikke kan tælles". Og sprogforskere fortæller os, at tallet "fyrretyve" på arabisk og andre østerlandske sprog havde den samme betydning. Det gamle eventyr om "Ali Baba og de fyrretyve røvere" er altså blot fortællingen om Ali Baba og "en for den jævne mand uoverskuelig stor røverbande"!

Har alt dette nogen berøring med spørgsmålet om symbolernes betydning, vil en og anden måske spørge? Ja, det har det; for disse eksempler belyser jo så udmærket begynderens eget forhold til studiet af åndsvidenskab. Vi er nemlig alle i studiet af Martinus' kosmologi som "små børn" eller som "naturmennesker" (hvis man foretrækker det), der skal til at lære at bruge de "tal", som vi endnu kun har en tåget forestilling om og ofte kun nogle klodsede og besværlige betegnelser for. Og vi kan – ligesom det primitive naturmenneske – kun "tælle" til en vis mængde; ud over den rækker vor fatteevne ganske simpelt ikke endnu, og derfor skal vi nu være glade for, at vi får præsenteret en række "tal" eller "symboler", der bedre end vore gamle "talbegreber" sætter os i stand til først "at tælle" og senere "lægge sammen"!

Vi har det jo nøjagtigt som vore forfædre eller som de nulevende mest primitive stammer; vi har uhyre vanskeligt ved "at lægge ting sammen", som synes os helt forskellige, eller som er for langt fra hinanden, fordi vi mangler, hvad man kunne kalde "en fællesnævner" for tingene. Således lærer vi f. eks., at planter, dyr og mennesker godt kan "lægges sammen", når vi bruger "fællesnævneren" levende væsen for dem alle tre.

Vi skal kort sagt til at lære at "tælle til mere end tre" på tænkningens område, men forudsætningen for, at vi kan blive dygtige "regnekunstnere" er naturligvis, at vi lærer livsfilosofiens "lille tabel", og det er netop det, symbolerne er for os.