Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der er noget ved ordet "trafik", der altid har fængslet mig, måske fordi det er uløseligt knyttet til forandring, liv, bevægelse; men ud over den rent følelsesmæssige tiltrækning, som ordet fra min tidligste barndom har haft for mig, har det i en mere moden alder tillige haft en intelligensbetonet attraktion, fordi jeg i selve begrebet trafik stadig fandt nyt stof til eftertanke.

Jeg skal prøve at finde udtryk for nogle af de forestillinger, som begrebet har vakt i mig. – Hvem har ikke prøvet i myldretimerne at stå på et gadehjørne i en stor by og set mennesker haste forbi? Fodgængere, cyklister, bilister, stopfyldte sporvogne, ja sågar hestekøretøjer – i en uendelig strøm! Og har den tanke mon ikke slået ned i iagttageren, der havde tid til at stå stille midt i det hele: Hvad er det i grunden, der gør, at alle mennesker altid har så forfærdelig travlt i vor tid? Hvad er det, de skal nå?

Svaret er i og for sig ligetil: Tiden er ved at blive det moderne menneskes herre, i stedet for at det skulle være omvendt! Det "industrialiserede" menneske er tvunget til at måle dagen, ja, i nogle tilfælde natten med, ud i timer, minutter, sekunder. Tid er penge, hedder det, – og altså er man ofte tvunget til at stirre sig blind på "de små kredsløb": Vækkeuret larmer om morgenen, kaffen skylles ned på rekordtid, S-toget venter ikke, kontroluret på kontoret kan man ikke snakke sig til rette med, hvis man kommer for sent. Vil man frem, skal man helst nå lidt mere i den enkelte time, end der egentlig forlanges eller forventes af en. I frokostpausens halve time kan man lige nå at få slugt sin mad, så går det videre. Dagens travle timer haster af sted, og når fyraften kommer, skal man igen løbe, for det gælder om at nå et bestemt tog, hvis man vil have noget ud af aftenen, hvad enten det gælder fornøjelser eller aftenskole eller ekstraarbejde. I alt, hvad man foretager sig, lige fra man slår øjnene op, til man lukker dem igen om aftenen, skæver man til den lille runde skive, hvis visere ubønhørligt tikker videre.

Er der da noget galt i det? Er præcision ikke en glimrende egenskab? – Jo, vist så. Denne artikel er ikke tænkt som et forsvar for den, der altid kommer sjokkende en halv time for sent til alting. Men der er en fare ved det moderne jag: mennesket taber de store kredsløb af syne af lutter nervøsitet for at få puttet så meget som muligt ind i de små time- og dagskredsløb. Det gælder dog, som jeg har sagt, kun det industrialiserede menneske; landmanden har mere tid og ro til at følge årstidernes vekslen. Han oplever med tilbagevendende undren naturens kredsløb, ser livet fødes og dø – for atter at fødes på ny. Byboen ser sjældnere stjernehimlen, der kunne minde ham om endnu større kredsløb; han har jo sine egne kunstige neonstjerner, der flammer i alle farver som nordlys over hans hovede. Hvordan skal han nogen sinde få tid til at tænke på sit eget livs kredsløb, – han, som altid skal skynde sig for at nå et eller andet?

Det er den ene side af begrebet trafik: det er det voksende behov for befordringsmuligheder på grund af den stigende industrialisering: det skal helst gå hurtigt med at komme fra sted til sted – og det skal ske så bekvemt som muligt. Der findes ganske vist endnu noget, der hedder en vandrebevægelse, men man har indtrykket af, at dens udøvere helst "blaffer" sig fra by til by, og at de hellere stoler på tommelfingeren end på "apostlenes heste"!

Men begrebet har også en anden side, og den er det mere positivt opmuntrende at beskæftige sig med. Der er jo nemlig ikke noget "ondt" i, at menneskene lærer at lade hestekræfterne arbejde for sig, også når det gælder om at komme af sted; det forkerte ligger ikke i trafikmidlerne, men i den rastløshedens ånd, der ligger bag ved den måde, de bruges på.

Prøv engang at springe af den omnibus, De er kommet op i, stå bare af midt på Rådhuspladsen mellem alle duerne og find en bænk og sæt Dem ned og giv pokker i alt det, De skulle nå (hvis De altså kan eller tør for Deres chef eller kone (mand), eller hvem De nu ellers er bange for!). De vil opdage, at der er andre, der har fået samme idé, og at det er ganske vidunderligt at unde sig selv sådan en "lille ferie" midt i hverdagens slid. – Nu sidder vi altså her midt på Rådhuspladsen og lader strømmen glide forbi, og hvad opdager vi så, nu da vi selv er uden for det travle jag?

Vi opdager, at der er fest og farver over trafikken; vi har åbenbart kigget på "reversen af medaillen" først, og i den behageligt afslappede stemning, vi befinder os i, giver vi os til at betragte sagen fra den anden side. Hvad er det nemlig dybest set, der ligger bag det, vi kalder trafik? Ja, vi har jo tid til at tænke over det, så lad os prøve på at se problemet i det rette perspektiv.

Bag begrebet trafik ligger dybest set begæret efter større frihed, større frigjorthed af den tunge materie. – Vi lader blikket glide hen over fliserne: i mineralriget hersker tilsyneladende livløsheden, den totale mangel på bevægelse. Men vi ved godt, at det er en illusion som så mange andre omkring os. Vi ser op på Rådhusurets visere: vi kan heller ikke se, at de bevæger sig, men vi ved alligevel, at de flytter sig. Der er altså ikke noget logisk grundlag for at frakende de stofenheder, der skjuler sig bag de fliser, liv, fordi vi ikke kan iagttage bevægelsen direkte. Hvis vi sad her nogle årtusinder, kunne det være, vi ville se anderledes på spørgsmålet. – Så strejfer vort blik de grønne træer. Her er da lidt, man kan kalde "liv", – disse "plantevæsener" eller enheder kan da i alt fald "bevæge sig" på den måde, at de vokser. Men nogen "trafik" kan man selvfølgelig ikke tale om for planternes vedkommende. – Trafik i egentlig forstand finder vi heller ikke i det egentlige dyrerige, for ganske vist er begæret efter at komme af sted her temmelig levende, men det er båret af to ganske bestemte faktorer: ønsket om at jage – og ønsket om at flygte for forfølgeren. Det er sult og erotik, der er drivfjederen. – Vi må for resten heller ikke glemme, at dyr kan lege; man kan undertiden se på dem, at de på deres egen ubevidste måde nyder at løbe, nyder farten for fartens skyld. – Hvornår opstår da i grunden begrebet trafik? Ja, det kan findes i dyreriget, rent undtagelsesvist nemlig hos bierne og trækfuglene.

Her viste en kortfilm mig engang, at bierne "har højrekørsel", når de flyver ud og ind ad kuberne! – Men ellers er det vist ikke let at tale om trafik hos dyrene, for begrebet opstår først, når trangen til at bevæge sig med en vis hastighed opstår hos mange enkeltvæsener på een gang, og der derved bliver fare for, at de støder sammen. Jo større hastigheden bliver, jo større bliver risikoen ved et sammenstød, og jo flere forholdsregler må der træffes imod denne gene. Og således opstår begreber, som så godt som ethvert barn møder allerede i skolen: færdselspropaganda, færdselskultur, færdselsregler. Hvad er det, der gør, at denne strøm glider så jævnt og velordnet forbi os? Det er resultatet af en lang række smertefulde erfaringer, som har belært os om nødvendigheden af at overholde visse love, og her kommer vi måske til det interessanteste ved begrebet trafik: Den er et billede på selve vort liv. Den, der har lært at sno sig – at forene en vis dristig beregningsevne med den videst mulige hensyntagen til sine medtrafikanter – han klarer sig fint. Er han for forsigtig, kan han ikke tage en rask beslutning i en given kritisk situation, kan han afstedkomme store vanskeligheder for sig selv og andre, – han vil uvægerlig vække de øvriges naturlige irritation og kan ligefrem få trafikken til at "gå i knude" ved sin langsomhed og manglende smidighed. Men den modsatte type, den hensynsløse, der kun tænker på, at han selv skal frem, han støder også imod, volder også ulykker. Og jo stærkere farten bliver, des større bliver den enkeltes personlige ansvar for, hvordan han færdes. Det må mangen en knallertkører, der i stedet for 15 km i timen nu kører mere end det dobbelte, bekende!

I enhver form for moderne trafik spiller imidlertid ikke blot evnen til at kunne styre sit køretøj – eller vælge den rigtige "kurs" for fodgængerens vedkommende – en rolle; det er mindst lige så vigtigt at kunne beherske farten, så man kan standse op, når en uventet forhindring møder en. Bremserne skal være i orden, og her gælder det igen, at jo hurtigere man bevæger sig, des vigtigere er det, at man er klar over bremselængden. – Men er alt dette ikke en levende illustration af, hvordan livet opdrager og former den enkelte? Er det ikke netop gennem de "fald" og "kvæstelser", man pådrager sig gennem sin færden ad livets landevej, at man lærer at "køre forsigtigere"? Og trænes man ikke ustandselig til at lære det som en grundregel, at man for sin egen som for andres sikkerheds skyld må lære at tage hensyn? Og er det ikke kendetegnende for den gode bilist som for den virkelige livskunstner, at han aner risikoen længe før andre og lynsnart kan svinge foden over fra speederen til bremsepedalen; han "tager ingen chancer", som man siger, for han er så klog, at han afsætter en margin for "det uberegnelige". Hvad kontrollen over bremserne er for ham, er hæmningerne for livskunstneren. Erfaringen har belært dem begge om, at den, der vil hurtigere frem end gennemsnittet af trafikanter, til ham må der stilles større krav: han har ikke lov til at sløre sin hjerne med alkohol, han må have et støt greb om rattet, et sikkert blik og en aldrig svigtende koncentrationsevne.

Det ser således for mig ud, som om trafikken i virkeligheden er et forstørrelsesglas – eller om man vil et mikroskop – igennem hvilket selve tilværelsens struktur bliver synlig for den menneskelige bevidstheds øjne. Og for den, der lærer at se trafik under denne synsvinkel, er dette begreb en næsten uudtømmelig kilde til eftertanke. Man lærer f. eks. – for at nævne noget, jeg endnu ikke har været inde på – at vil man nå noget, må man lære at samordne sin egen "bevægelsesrytme" med de omgivende energiers. Hvor mange mennesker gør ikke daglig den erfaring, at S-toget venter ikke! Disse tog udgør et bestemt "bevægelsessystem", hvis "love" man må kende, hvis man ikke vil spilde unødig tid og energi. Man kan synes, at det er "synd" for en gammel morlil, der kommer farende i sidste sekund blot for at se dørene smække i for næsen af hende. Men tænk, hvilket kaos det ville resultere i, hvis togene skulle rette sig efter alle dem, der ikke kan komme af sted i tide hjemmefra! – Ser vi ikke her igen et klart billede på, hvordan de "strenge" livslove, der dirigerer "tilværelsens trafik" ikke blot er nødvendige, men i virkeligheden et absolut uundværligt gode for den enkelte som helheden? – For morlillen ville aldrig lære at komme i det rette minut, hvis der ikke var noget, der hed, at køreplanen skulle overholdes til punkt og prikke. – Og hvilken københavner har ikke prøvet at komme styrtende i sidste øjeblik og med befrielse lade sig falde ned på sædet, netop som togføreren fløjtede – for til sin ærgrelse at opdage, efter at toget havde sat sig i gang, at han var havnet i det forkerte tog? Ja, ja, der er måske nogen, der vil sige, at så distræt har de i alt fald aldrig været, men det er nu trods alt noget, ikke så få vil have prøvet, og har man gjort den erfaring een eller to gange, lærer man at tænke sig to gange om, før man hopper ind i det første og bedste tog, der holder ved perronen.

Men nu har vi vist siddet længe nok som passive tilskuere til alt det liv, der vrimler forbi os her på Rådhuspladsen. Vort blik glider over fliserne til træerne og duerne – og derfra videre til menneskemyldret, og man kan ikke lade være med at tænke på, at hele den "rejse", som det levende væsen igennem mineral-, plante- og dyreriget har foretaget, har været præget af en stadig voksende trang til at bevæge sig hurtigere og hurtigere, og at man på een måde næsten kunne sige, at et væsens udviklingstrin kan bestemmes af dets evne til at komme fra sted til sted ... og så kommer man i tanke om, at man burde vist ringe hjem og sige, at man er blevet lidt forsinket, og da man står i telefonboksen, slår det en, at her er en måde at bevæge sig på, der slår alle rekorder! Man er på brøkdele af minutter kommet mange kilometer bort! Ganske vist kun med sin stemme, med sin bevidsthed, men det er vel også den vigtigste del af en, mon ikke? Og som i et glimt går det op for en, at her har vi begyndelsen til en endnu hastigere trafik – og tilmed en, der er betydelig ufarligere end den, hvis larm vi fornemmer gennem kioskens tynde vægge. Hvad bliver det næste trin? At vi også kan sende vort billede gennem æteren på elektricitetens vinger. – Når det kan lade sig gøre i denne af den fysiske materie bundne verden, og det ligger jo faktisk inden for mulighedernes rækkevidde, – skal der så så megen fantasi til at forestille sig, at man med tiden vil være i stand til på lignende måde at "sende" ikke blot sin stemme og sin bevidsthed og sit billede fra et sted til et andet, men også de øvrige sanseindtryk, som vore omgivelser fornemmer som os? Ja, det skal der vel. For vi er jo trods alt bundet af den overtro, at vor krop er det egentlige, og den må vi i hvert fald foreløbig regne med at skulle befordre fra sted til sted, hvis vi vil skifte sanseområde. Men at der findes muligheder for at befordre sin bevidsthed fra sted til sted på en hurtigere måde, derom vidner mange beretninger fra alverdens lande. Men her er vi nået inden for parapsykologiens område og til den yderste grænse for, hvad der kan komme ind under begrebet "trafik", og vi standser derfor for "det røde lys" og erkender, at her kommer vi almindelige "trafikanter" ikke videre lige med det samme, men må pænt vente, indtil "intelligensens grønne lys" igen siger, vi kan gå videre.