Kosmos 1951/9 side 135
SMERTEN
Jeg kendte dig og kendte dig dog ikke. Som en pil jog du ud fra rummet imod mig og borede dig ind i min sjæls inderste. Intet skrig kom over mine læber, og dog føltes det, som om min verden sank i grus, og kun mørket alene var i mig. Men mørket var levende. Det formede og dannede sig, og med eet følte jeg de tusinde øjne rettede imod mig. Spottende, hånende, grusomme og skadefro. Venner? Fjender? Jeg vidste det ikke, vidste blot at ensomhed var over mig, og at jeg våndede mig under dens svøbe. Lammet og døvet så jeg mine illusioners skønne bygning bryde sammen og blive til det støv, hvoraf de var bygget. Jeg greb med mine hænder for ikke at falde, men alt veg, og jeg hvirvlede ned i et mørke, der syntes uden grænser, evigt og ondt og i min angst skreg jeg: "Min Gud, min Gud, har du forladt mig –"
Da talte du. Jeg følte din røst i mig og hørte dine ord: "Ja, jeg er smerten. Men jeg er mere end den. Jeg er en budbringer fra ham, du tror har forladt dig, men som igennem mig lader dig vide, at han er, og at han elsker dig!"
Og mørket skiltes for et lys, der ilsomt nærmede sig. De grusomme øjne blændedes og døde bort, og jeg følte med en forfærdende styrke, at HAN så på mig, at hans lys var om mig, og at han og jeg stod alene overfor hinanden.
"Du frygter smerten?" Ordene var blide, dæmpede, og det føltes, som kom de fra min egen sjæl. "Ved du ikke, at den er din bedste ven? At uden den var du slet ikke? Du er fortvivlet, og du græder. Du er alene, og du finder, at jeg, som er livet, har forladt dig, taget, i stedet for at give, slået, i stedet for at kærtegne dig? Men har jeg det?" Røsten døde bort som en tone, der har lydt og ikke er mere. Jeg løftede øjne i angst. Mørket var borte. Jeg så et lys så mildt og skønt, at mit hjerte skælvede. Udfra lyset så jeg skikkelser ile i alle retninger og følte, at hver og en af dem var en smerte på vej mod sit mål med sit kostelige budskab fra HAM, hvis røst jeg havde hørt, og jeg forstod. Beskæmmet bøjede jeg mit hovede og hviskede: "Herre, Herre, ske ikke min, men din guddommelige vilje!"
J.-k.
Tilbage til artikelregister
Forrige