Kosmos 1951/4 side 62
MOGENS MØLLER:
Sig god dag til imorgen
I min forrige artikel søgte jeg at understrege nødvendigheden af den enkeltes personlige "farvel til igår", til fortidsmennesket i sig selv, nødvendigheden af at føre krigen ind på sin egen "indre front" og bekæmpe hævnens, hadets, irritationens og surhedens vanebindende kræfter. Der er ingen anden vej til en virkelig og varig fred. Men nedbrydningen af "det gamle" er ikke tilstrækkeligt til at skabe en "ny verden", der må også bygges op. Ingen kan i længden udholde at leve hverken i fysiske eller mentale ruiner.
Moral og "pegefinger".
Der tales så meget om en ny moral, moralsk oprustning o. s. v.; det er også rigtigt, at vi trænger til en højere gennemsnitsmoral i verden, men hvordan skal vi få den? Den moral, der byggede på kirkens autoritet, er i forfald, måske fordi den har virket mere som teori i forbindelse med "lønnen i det hinsidige" end som praktisk og menneskelig levevis. Vi trænger til et nyt syn på vor fysiske verden, som ikke behøver at være en "jammerdal", men som heller ikke er "den bedste af alle verdener", den kan stadig gøres bedre.
Hvordan finder vi frem til en moral, der kan være fundament for den menneskeverden, vi alle inderst inde håber, skal afløse det umenneskelige kaos, vi oplever i øjeblikket? Man skal være så varsom med at bruge ordet MORAL, mange mennesker ser straks en løftet pegefinger foran sig, når de hører det ord, og tror, at der bliver sagt: "DU MÅ IKKE –", "DU SKAL –", og de flygter eller garderer sig bag velbyggede intellektuelle barrikader. Moralprædikener duer ikke idag, moral må ses både i videnskabeligt og kunstnerisk perspektiv for at blive en realitet for nutidens mennesker, og disse perspektiver vil før eller senere mødes i et åndsvidenskabeligt perspektiv.
Denne artikel handler om moral, men jeg vil meget nødig "moralisere". Den er ikke ment som nogen "pegefinger", jeg vil blot forsøge at føre et tema fra min forrige artikel ind i en ny fase og skrive om nutids- og fremtidsmennesket i os og dets umådelige muligheder.
Grundakkorden er "du og jeg", en samklang af toner fra makro- til mikrokosmos. "Du og jeg" er livet forenklet til sine inderste faktorer og samtidig mangedoblet i livets uendelighed. Det er den enkelte – og universet, hvadenten universet er repræsenteret af de mikrouniverser, vi kalder medmennesker, dyr og planter, eller dem, vi kalder organer, celler, molekyler og atomer. Til syvende og sidst er de dog noget af "Ham, hvori vi lever, røres og er", det universelle DU, eller som Nazaræeren sagde det: "DU, som er i himlene –".
"Nyt" og "gammelt".
"Der er intet nyt under solen", står der i "Prædikerens bog" i Det gl. Testamente. Denne sætning er ofte blevet misbrugt af pessimister og vanemennesker til at autorisere deres indgroede konservatisme. De har ikke forstået, at "intet nyt under solen" er ord, der har kosmisk perspektiv og betyder, at alt er evigt, at der ikke er "noget", der kommer af "intet", og at heller ikke noget går til grunde i den store verdenshusholdning, at skabelse er forvandling af det, der er. Men man kan med ligeså stor ret sige: "Alt er nyt under solen", thi vi står her overfor kontrastprincippets inderste paradoks, der er skjult tilstede i alt: Den evige uforanderlige enhed "JEG ER", der i evighed oplever sig selv i uendelige forvandlinger og iklædninger. Det er GUD, og det er den inderste realitet i os, derfor er vi i "Guds billede efter hans lignelse."
"Alt er nyt under solen", thi alt er idag i en tilstand, som det ikke var igår, og som det ikke skal være imorgen. Du og jeg er hverken "gamle" eller "nye" væsener, vi er evige væsener i en evig ny tilstand. Vi vågner hver morgen til en ny dag, en ny skabelsens morgen, d. v. s. en livskombination i fysisk materie, der aldrig før har eksisteret nøjagtig mage til og aldrig vil gentage sig i en fysisk verden.
Dog siger vi ofte: "Den ene dag går som den anden", "alt er ved det gamle" o. s. v., og hvis der ikke hele tiden "sker noget" i den ydre verden, synes vi, vi er ved at forgå i kedsomhed. Men fejlen er vor, det er fordi, der sker for lidt i vor indre verden, fordi vi selv gør for lidt for at fornyes indefra. Vi nøjes med at være "den, vi er", selv om vi inderst inde ikke er tilfredse dermed, men det er det nemmeste. Vi ser ikke, at vi ikke KAN stå stille. Enten må vi forny os, udvikles, eller også glider vi ligeså stille ad trivialitetens og banalitetens skråplan. Det kommer man bort fra igen, nogle gør det hurtigt og let, andre glider først helt "til bunds" i perversitetens og åndssvaghedens "yderste mørke", hvor selve livslovens "skæbnehammer" nok skal få kaldt dem til bevidsthed. Vi skal jo ikke "fortabes", men vi kan fortabe evner og talenter en tid, hvis vi ikke er vågne og åbner vort sind for naturens tale i alle dens variationer. Vi må være med i den store skabelses livsrytme, som den universelle kunstner udfolder omkring os. Vil vi det, da vil denne rytme også udfolde sig i vort sind. Vi vil da blive de kunstneriske medarbejdere, der er nødvendige for at fuldføre det gigantiske skaberværk, hvoraf endnu kun en lille del er manifesteret. Det meste er endnu skaberens tanker, det er ånd, tilgængelig for os, hvis vi vil gøre os den anstrengelse at blive så "rene af hjertet", at vi er modtagelige for nye åndelige impulser. Da "kommer ånden over os" og en ny skabelsens dag begynder under vor medvirken.
Kunstens inderste væsen må nu til at gå op for det enkelte menneske, thi den indeholder al skabelsens inderste moral: Du rummer guddommelige evner, og den højeste lykke er oplevelsen af dine evners vækst til gavn for helheden.
Den ydre og den indre verden.
At blive en stor kunstner, er en drøm, der findes i mange menneskers sind, men den er ofte forbundet med store misforståelser. Man tænker mere på berømmelsen, den blændende tekniske færdighed, alt det ydre, end på den store kunstners sind. Ingen bliver en stor kunstner uden svære kampe med sig selv, og disse kampe er der sjældent ret mange, der får noget at vide om. Dog, for den, der "har øren at høre med og øjne at se med" afspejles selve kampen, eller hvis det drejer sig om meget afklaret kunst kampens virkninger, i kunstnerens værk. Det er ikke min mening her specielt at komme ind på kunst og kunstnere, men jeg kan ikke undgå at berøre dette område, da det, hvor det ikke ligefrem er specialiseret til virtuositet, æstetik og kunst for kunstens skyld, er – eller burde være – almenmenneskeligt. Der ER en kunstner inderst inde i enhver af os, en skaber, ja, vi kan sige SKABEREN, den eneste, GUD.
Når alverdens geniale kunstnere fra alle tidsaldre, vi kender, skabte værker i toner og ord, i linier, farver og former, der på os virker, som om der bliver lukket op til en større verden, så er det, fordi disse mennesker formåede at lukke op for noget inde i dem selv, der er universelt og som igennem deres værk taler til det universelle i os. Lad os tænke os vor tilværelse som en stor bygning med lukkede døre og gardiner, der er trukket for vinduerne. Mange mennesker oplever deres tilværelse, som om de vandrer ustandseligt frem og tilbage og frem og tilbage i et enkelt lille værelse i denne bygning, eller måske i kredsløb som Christian den Anden i fængselet. Kunstneren lukker derimod døre op, han trækker gardiner til side, så lyset kan komme ind og åbner også vinduer, så en "ny atmosfære" kan komme ind. Han vandrer fra rum til rum betaget af tilværelsens storhed og skønhed og føler, at der for hver ny oplevelse åbner sig nye porte i hans eget sind.
Hvad er det, der sker, når vi betages af en kunstners manifesterede syner? Hvorfor kan vi gå ligegyldige forbi et værk det ene år og "opdage" det det næste? Vor opmærksomhed er afhængig af, om vi har fundet frem til det i os selv, der er på bølgelængde med kunstværkets liv. Indtil da kan vi måske imponeres af den tekniske dygtighed, men værket taler ikke til os, hvis der endnu ikke er noget at tale til.
Når jeg før skrev: "lad os sammenligne tilværelsen med en stor bygning", kunne jeg ligesågodt i stedet for "tilværelsen" have skrevet "sindet", thi vor tilværelse, det, vi oplever, er afhængigt af sindets beskaffenhed. Det er i virkeligheden i vort eget sinds "bygning", vi enten er lukket inde i mørke eller også er begyndt at gå på opdagelse. Jo mere vi åbner vort sind, jo mere oplyst bliver det både af skaberens indre lys og af naturens og kunstens lys, der kommer udefra, men er skaberens lys i en anden form. Når vi betages af et kunstværk eller noget i naturen, sker det kun, fordi vi har adgang til en lignende energikombination i vor indre verden, der kan afspejle ikke blot en ydre form, men også en idé. Måske har vi endnu ikke lukket op for de rum i vor indre bygning, der afspejler disse energistrømninger, og vi går blinde og døve forbi – har ingen interesse!
Skabelse og valgfrihed.
Udfra den almindelige tankegang opfatter vi skaberen som noget udenfor os selv; hvad han også er, når det drejer sig om andre levende væseners skabelse eller forvandling. Men når det drejer sig om VOR skabelse, da er han i os, den foregår indefra. Ydre påvirkninger, som vi kalder skæbne, må ganske vist til, ligesom et frø skal have varme og væde for at spire og vokse. Men da vort sind er vor skæbne, og vi selv udfra det skaber betingelserne for vor fremtid, har de ydre forhold også deres rod i det indre. Ligesom planten er kommet af en kerne, vokser vi udfra vort væsens kerne, og ligesom planten var skjult tilstede i frøet, er det guddommelige menneske eller Kristusvæsenet i os og venter på sin udfoldelse, der kun kan finde sted ved, at vi gør vor dagsbevidsthed og vort nervesystem modtagelig for nye klange, som et instrument, der er rede til at spille temaet "du og jeg" i stadig finere variationer med større fylde og velklang. Mennesket i Guds billede efter hans lignelse er det menneske, der skaber i kærlighed. Et sådant væsen er enhver af os i færd med at blive ved en indre forvandling.
I denne forvandling virker vi selv eller rettere vor dagsbevidsthed mere og mere med i kraft af vor voksende valgfrihed. Digteren Paul la Cour skriver i sine "fragmenter" om dette valg, der gælder digteren i mennesket, hvilket er det samme som skaberen:
"På din frihed til uafbrudt at vælge den, du kan være, beror tilværelsens inderste spænding, hvortil du er bestemt. Floderne tørrer ud, hvis ikke smeltevandet fornyer dem. Sådan skal du også fra dag til dag, fra time til time forny og stadfæste det i dit liv, der er ensomhed, dyb og begyndelse. Hvert øjeblik vil udfordre dig med mulighed for frafald og lokke dig dertil. Hvert øjeblik søger at svække dig. Du er altid i valgets situation. – At vælge er: bestandig at forkaste den, du er, for den du kunne være."
Disse ord er en dialog, der peger i to retninger. Digteren taler med noget i sig selv og henvender sig også til læseren. Sådan er al stor kunst. Læseren føler også dialogens dobbelthed, han hører digterens stilfærdigt indtrængende tale, og dog er det, som om den kommer dybt inde fra ham selv.
"Også kunsten er blot en måde at leve på," siger en anden stor digter, tyskeren Rilke, og han fortsætter: "og man kan forberede sig på den uden at vide af det; i enhver realitet står man den nærmere end i de uvirkelige halvartistiske bestillinger, der foregøgler at være kunsten nær." Kunst og "kunstigt" er begreber, der ofte forveksles, og dog er sandheden den, at mange "almindelige mennesker" kan være større kunstnere end de mennesker, for hvem kunsten er blevet en levevej. Hvor det sidste trods alt kan være nødvendigt, kræves en stærk vilje og megen finfølelse for at undgå "kunstens prostitution". Man kan leve i kunsten, men det er svært at leve af kunsten. Skabelse, og dermed kunst, er befriende vækst, befriende ikke blot for en selv, men også for de andre, uden hvilke den aldrig var opstået.
Kunstens væsen er dialogen mellem "du og jeg", der er livsoplevelsens inderste princip. Først den indadvendte lytten i stilhed før "ordet" bliver til virkelighed i kunstnerens sind, dernæst arbejdet for at det kan blive til i fysiske vibrationer, i "kød", til glæde, oplysning og gavn for næsten eller den "du", som vi vekselvirker med i den ydre verden. Det er selve livets trekant, det ældgamle symbol på enhed, som dog er mangfoldighed.
Nye perspektiver.
Fra ældgammel tid har trekanten eller de to trekanter, der tilsammen danner den sekskantede stjerne, været symbol på livet og det levende. Trekanten er symbol på det treenige princip, der er det samme som Gud: Jeg'et, skabeevnen og det skabte. Dette princip er årsag til, at vi kan opleve livet, og derfor kan trekanten også bruges som symbol på vort liv i Guddommens billede. Martinus bruger symbolet trekanter inden i trekanter og giver dermed udtryk for "Guds billede", som det manifesteres fra atom- til mælkevejsvæsener. Han fører videnskabens tale om det "døde" stof og "kredsløb inden i kredsløb" ind i livets domæne, idet han viser, at det er levende væseners kredsløb inden i levende væsener. Derved får temaet "du og jeg" en ny variation, ja, mange nye variationer. Umådelige perspektiver åbner sig, og man forstår mangt og meget, som tidligere var en gåde. Ikke blot de videnskabelige perspektiver udvides, også de religiøse. Mange ord af de store vismænd får endnu større rækkevidde, end vi før har kunnet fatte: "I min Faders hus er der mange boliger," og "Hvad du har gjort mod en af disse mine mindste, det har du gjort mod mig." Vi er ansvarlige over for alle disse "mindste", der "bor" i det univers, vor organisme udgør. Vi kan skabe et "helvede" for dem ved ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til vort fysiske legeme, både når det drejer sig om ernæring, vaner, hvile og – det, det hele er baseret på – tænkning. Vore tanker er energisvingninger, der gennem blod og nerver gennemstrømmer vort legemes univers. Ved voldsomme vredesudbrud, ved surhed og irritation kan vi forgifte og forpeste livsområder for millioner af levende væsener. En slagter dræber aldrig en tyr, medens den er rasende, fordi han ved, at kødet da bliver uspiseligt, det er virkelig forgiftet! Hvordan må så ikke de betydeligt mere fintmærkende organer og celler, der danner et menneskes organisme, lide under vore "dyriske" vredesudbrud. Fine nervetråde brister, og for de celler og atomer, de består af, betyder det, at orkaner og cykloner eller lignende naturkatastrofer spreder død og ødelæggelse omkring sig. Og ved den indædte surhed, kan livsenheder, der før var til gavn for helheden, lidt efter lidt forvandles til kræftvæv, der gør oprør og undergraver sig selv og den fysiske helhed, det var en del af.
I analyserne af mikrokosmos får sætningen "Du skal elske din næste som dig selv" en udvidet betydning, som det er værd at tænke over og forbinde med sin daglige tilværelse. Netop i vor forjagede tid, hvor vi tror, vi ikke har tid til at tænke, trænger vi til at få at vide, hvad resultatet af vor levevis kan blive ikke blot for os selv, men for millioner af væsener, og at vi dermed sår en sæd, vi i fremtiden kommer til at høste. Og det kan blive en bitter høst!
Vi kan ikke slappe af, og vi kan heller ikke koncentrere os, og for at bøde på det fylder vi os selv med alkohol og narkotika, der blot yderligere ødelægger disse evner, selv om de i øjeblikket giver en kunstig stimulans. Vi skal have "nærende" kødspiser, og ved nydelsen af disse forårsager vi for det første drab af væsener, der står os selv nær i udvikling, så nær, at de fleste af os ikke kunne nænne at slå dem ihjel, hvis vi selv skulle gøre det, og for det andet opfyldes vor organisme ved denne "nydelse" af "dødt" stof, hvis vibrationer nedsætter vor åndelige livsudfoldelse og ødelægger de finere celler med alle slags sygdomme. "Menneske kend dig selv, og du kender hele universet", disse gamle ord har en ny betydning i dag.
"Trekanten du og jeg."
"Du og jeg" omfatter på den ene side: alle levende væsener, vi er i berøring med på en eller anden måde. På den anden: vor centrumsfornemmelse "jeg" og vor evne til at skabe.
Men alle disse du'er er i virkeligheden eet Du, koncentreret i "Ham, hvori vi lever, røres og er", "Du, som er i himlene", dette Du, vi kan tale til i vort lønkammer, og som er det inderste skabende Jeg i alt. Vi kan også her bruge trekanten som symbol på livsoplevelsen. Den øverste spids er da det evige guddommelige Jeg er, hvortil vi altid i vor indre verden, i bønnens stilhed, kan sige Du. Det er Gud som enhed. Af de to nederste spidser er den ene udtryk for os selv som gudesøn, eller Guds manifesterede tanke, den anden for de andre levende væsener eller "du'er", der blot er Gud som mangfoldighed. Tilsammen udgør denne treenighed det evige pulserende liv i makro- mellem- og mikrokosmos. Gennem det hele vibrerer Guddommens skabervillie, universets grundtone, og er man på bølgelængde med den, er man "eet med Faderen", da stiger ens bevidsthed mod hans udsigtspunkt i trekantens spids eller "pyramidens toppunkt", og det vi i dag kalder kunst og videnskab er barneleg i forhold til de skabelseshandlinger og den kærlighedsudfoldelse, der da strømmer fra Gud gennem os til alt og alle.
Sig god dag til i morgen.
Det er svimlende og fantastiske perspektiver, men det er det, der spirer i os i dag, når vi længes efter fred og lykken ligger gemt i vor egen forvandling, i at vi siger "god dag til i morgen", som jeg har skrevet over denne artikel. Det vil sige, at vi åbner os for "det ny", "du og jeg impulsen" i alle dens variationer, der blot venter på, at vi går den i møde. Når vi siger "du" til hinanden, giver vi hinanden et guddommeligt navn, og når vi siger "jeg", kan vi det kun, fordi vi inderst inde er eet med den evige Fader, der både er Du og Jeg. Vi, mennesket i Guds billede, er også både et "du" og et "jeg"; i vor skabende kærlighed, skal de andre se Gud, og vi skal spejde i de andres øjne og finde ham der. Jorden skal velsignes ved Du og Jeg, ved venskabets og fællesskabets livgivende magt. Den skal stråle, som vore øjne stråler, den skal lyse med vor visdoms lys, og vor kærligheds varme skal udgå fra den.
Derfor har det universel betydning, at vi dag for dag, time for time, forvandles og bliver den, hvis væsen slumrer i os som mulighed og lysende fremtid.
Tilbage til artikelregister
Forrige