Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens jeg i tidligere artikler udelukkende har beskæftiget mig med engelske og amerikanske forfatteres bøger, vil jeg denne gang præsentere mine læsere for en dansk forfatter, der i dette efterår har debuteret med en bog, som i særlig grad må siges at have interesse for alle, der beskæftiger sig med psykologi og filosofi, og som i hele sin opbygning er et levende defensorat for det seksuelt afsporede væsen og samtidig en klar demonstration af Martinus' ord om, hvordan det går, når mennesket lever uden forståelse af bønnens kraft og i det hele taget er uden nogen som helst åndelig interesse eller hunger samtidig med, at det også har mistet den livsbasis, der er inspirationskilde eller befordrer livslysten for flertallet eller flokken, nemlig det intime samliv med det modsatte køn. – Når man lukker bogen efter at have fulgt hovedpersonens tragiske udvikling indtil den bitre ende, står et andet citat fra LIVETS BOGs V. del, i samme forbindelse, prentet som med ildbogstaver i ens bevidsthed med en forfærdende klarhed, der næsten grænser til selvoplevelsens smertefulde realisme: Der er således ikke særligt lyse udsigter for den, der i dag er skødesløs over for sin seksuelle poltilstand. Gudløshed og uvidenhed på dette felt vil være nutidsmenneskets største og farligste skavank i dannelsen af dets kommende skæbne.

Lad mig straks sige: Den, der venter pikante oplevelser og raffinerede afsløringer i Niels Nielsens "Røde Taager", vil blive sørgeligt skuffet; den handler ganske vist om en mand, der bukker under for sine dyriske anlægs "røde tåger", som forfatteren meget træffende kalder dem, men man er ikke et sekund i tvivl om bogens hensigt: at skildre, hvor dødsens farligt det menneske er, både for sig selv og for sine omgivelser, som er fuldstændigt uvidende om den virkelige baggrund for de kræfter, der udgør urkilden, selve livshungerens dybeste årsag i hvert eneste levende væsen. Det slog mig under læsningen, hvor godt det var, at der fandtes mennesker med tilstrækkeligt moralsk mod til at skære tværs igennem det tykke lag af hykleri og påtaget forargelse, pervers sladdersyge og misforstået blufærdighed, der dækker sandheden om det seksuelle problem. Det er godt, at der er forfattere, der tør vove sig ind på dette område, som kun få har vovet at betræde, og hvorfra "stærkstrømsledninger" fører lige ud i det, vi kalder hverdagen eller det "normale" liv. Deres bøger er et memento, en advarsel til andre, der ofte tankeløst og naivt ubekymrede lader hånt om farer, som de enten ikke kan se, eller lukker øjnene for.

Niels Nielsens "Røde Taager" er som et skilt med inskriptionen: "Højspænding livsfarlig!" men den er mere end det: Den er en bekendelse til det gode i mennesket, der trods alle forbrydelser, nederlag og "syndefald" til syvende og sidst hæver sig sejrrigt over det onde. Det er ikke Dantes helvede, forfatteren lader os se ind i gennem sin skildring; alene den fortvivlelse og navnløse anger, som griber bogens hovedperson, efter at han har begået sine skæbnesvangre mord, lader os ane, at der alligevel er en redning, selv for den, der overtræder livets største bud. – Man sørger, man lider, man oprøres over det, man er vidne til, men – og det er netop det, der gør bogen så værdifuld – man møder ingen steder den absolutte og uigenkaldelige dom: "Her lades alt håb ude", man bevarer hele tiden en – for en selv til tider måske næsten uforståelig – sympati for mennesket bag morderen, og man bøjer til sidst hovedet med den gamle læge, der modtager vennens bekendelse og indrømmer, at man ingen ret har til at dømme.

Misforstå mig ikke: bogen er ikke noget forsvar for voldsforbrydelser, den er tværtimod en flammende appel til alle fædre og mødre, ægtemænd og brødre om at værne deres unge kvinder, – men den er også et kraftigt indlæg i en debat, der bliver mere og mere aktuel for hvert nyt kvindemord, som aviserne bekendtgør. Er disse afsporede mennesker forbrydere – eller er de simpelt hen syge individer? – Samfundet må naturligvis beskytte sig imod dem, men er det klogt, er det rigtigt, er det foreneligt med vor menneskelige værdighed at straffe dem? Bør man ikke snarere forsøge at helbrede dem, og står retfærdigheden ikke sig selv i lyset, når blindt had eller – i bedste fald – utilsløret foragt og modvilje er den eneste reaktion, samfundet udløser over for disse mennesker?

Bogens svar på disse spørgsmål er ikke til at tage fejl af, selv om dens forfatter ikke indlader sig på nogen direkte polemik af nogen art, men lader begivenhederne selv tale deres eget drastiske og manende sprog. Romanen ligger i sit psykologiske skarpsyn og sin dybe menneskelige forståelse på linie med en bog som Rathcliffe Hall: Ensomhedens Brønd og indeholder ligesom denne en rigdom af kosmiske glimt, hvad der naturligvis ikke gør det til nogen let opgave, i en enkelt artikel at vælge et udsnit, der samtidig er typisk for hele bogens tendens og alligevel i sig rummer en selvstændig kærne, der gør det læseværdigt som et lille afsluttet hele for sig. Jeg vil trods alt gøre forsøget.

Hovedpersonen, Jørgen Henriksen, – en pæn og agtet borger i den lille by – har opsøgt sin mangeårige, gamle ven, lægen Nils Heding, en regnfuld, mørk oktoberaften og lettet sit forpinte sind ved at tilstå, at det er ham, der har dræbt den unge pige, som doktor Heding tidligere samme aften er blevet kaldt ud for at skrive dødsattest for, – ja ikke alene hende, men tre andre før hende, og han har talt i timevis som en dødsdømt, der føler, at han må have skriftet, før hans livslys slukkes ... og vi er kommet til det sted i bogen, hvor han har fortalt om de første tre mord og skal til at fortælle om det sidste; men lad mig hellere give ordet til Jørgen Henriksen selv:

"Jeg ved ikke ... der hændte mig også en ting i Hamburg ... nej, det tror jeg, jeg springer over. Det vedkommer heller ikke det andet .. . mener jeg. Og dog, – det kan være det gør. Jeg må hellere lige tage det med. Det kan måske vise dig kontrasten, også det. Denne underlige dobbelthed i mig ... lige fra yderlighed til yderlighed.

Du ved, jeg blev taget af gestapo dengang, – i fem og fyrre, i januar. Det var den nedkastningsgruppe. Vi blev stukket, rullet op. De behandlede mig ... ja, som gestapo nu plejede. Du har set mine forkrøblede storetæer ... og ryggen.

Jeg hadede tyskerne ... ligeud. Ikke fordi de pinte mig, men fordi de benyttede deres magt over værgeløse mennesker. Det har altid været mig dybt imod, det ved du ... det er det endnu, selv om jeg ved, det lyder inkonsekvent at sige det ... på baggrund af det andet. – Det er igen, fordi der er så frygtelig afstand mellem ... lyset og mørket, som du siger.

Lys og mørke ... det er to møllestene, der vil knuse mig imellem sig.

Jeg hadede dem, tyskerne ... det er baggrunden for episoden i Hamburg. Jeg kørte ind i byen hen på eftermiddagen. Det støvregnede. Skyerne slæbte næsten henad jorden ... trist efterårsvejr ... byen, siger jeg. Det er ingen god betegnelse, når man kommer til Hamburg via de store arbejderkvarterer ... fra Wilhelmsburgkanten, du ved ... det er ørkener, månelandskaber, et resultat af de allieredes tusind-maskiners-togter. Men jeg betragtede bare alle disse uformelige dynger med en vis tilfredshed ... lærepenge, de havde lært en lektie, tyskerne her ... der groede ukrudt på ruinerne. Det forhøjede tristheden ... selv nu så længe efter ... bare ruiner, dækket af halvvissent ukrudt. Ingen genopbygning værd at tale om. Kun muldvarpeliv i huller under de sprængte kvarterer ...

Så var det, det skete, det, der fik mig til at handle inkonsekvent, tvært imod hadet, tvært imod ... ja, imod mørket i mig ... det syge.

Jeg kørte langsomt af sted gennem ruinkvartererne: dels fordi der var en mængde dårligt reparerede bombehuller i gaderne ... og, ja, dels fordi synet af al denne trøstesløse elendighed gav mig en vis tilfredsstillelse ... en slags fornemmelse af gengældelse, var det så også en andenhånds ...

Faktisk forlod jeg et par gange den slagne vej og tog afstikkere ind gennem særligt hærgede kvarterer ... ikke sympatisk, jeg indrømmer det ... men det gjorde jeg altså. Jeg måtte kante vognen frem, ud og ind mellem huller og dynger af brokker, der skød sig ud over fortovene. Det gik langsomt, men så meget mere fik jeg set ... sværtede, bøjede jerndragere, takkede murrester, et kik ind i en stue på anden sal, skåret midt igennem ... der var røde blomster i tapetet ... flængede tagrender, tomme vindueshuller ... jeg så det hele, og var tilfreds.

Et sted måtte jeg balancere vognen ganske langsomt forbi en gabende revne i gaden. Den rystede og bumpede. Da kom jeg tilfældigt til at kaste et blik ind i et trekantet indhug mellem to smadrede karreer, en gyde, spærret af væltede mure var det ... og jeg så mænd derinde ... eller rettere, to atten-nittenårige pjaltede lømler, og en endnu mere pjaltet halvvoksen dreng. De sloges ... nej, de to store hamrede løs på drengen ... ikke sådan af vrede, heller ikke just af fornøjelse ... nej, forretningsmæssigt.

De slog ham på en frygtelig forretningsmæssig måde. Tunge, næsten dræbende slag, af al kraft ... han skulle ned, drengen, måske helst slås til døde. Å du ... deres ansigter ... i et eneste glimt ... de var ens, spidse, forhungrede ... rotteansigter, en rottes kolde ubarmhjertighed.

Og drengens ansigt, også udtæret, også præget af denne rovdyragtige kulde, blot ikke så tydeligt ... endnu. Han kæmpede ... håbløst ... men kæmpede dog. Han blødte fra næse og mund, slingrede, dukkede sig ... var prisgivet. De spærrede for ham, trængte ham længere og længere ind i trekantens spids. Og dog så han ikke rædselsslagen ud. Hans ansigt var frossent, ubevægeligt, ventede ikke hjælp eller skånsel!

To – tre sekunder, så var jeg forbi, tabte dem af syne. Jeg stoppede vognen, syg om hjertet. Det brødes i mig ... skulle jeg hjælpe? Nej, hvad kom det mig ved ... ulvenes afkom, faldt det mig ind, lad dem æde hinanden ... et citat vist. Men drengen, de dræbte ham jo ... ja hvad så? Een tysker mindre. Den dreng ... om få år var min egen søn i hans alder, – sæt nogen engang lod min søn i stikken, sådan som jeg ville lade denne dreng i stikken? For min søns skyld ... ja, men de to unge mænd, de var forbrydere, desperate ... jeg kunne ikke klare dem ... hvorfor løbe en sådan risiko for en tyskerunges skyld ... mine forkrøblede tæer, min ryg med brandarrene ... men den dreng, for hans stivnede, frosne ansigts skyld ... jeg måtte gøre noget.

Alt dette løb gennem mit hoved i ét nu. Så sprang jeg ud og løb de få skridt tilbage. Jeg måtte gøre det ... alligevel. Jeg nåede frem. Drengen stod op endnu, men var trængt helt op i krogen. Slagene faldt med taktfast ubarmhjertighed. Han dækkede ansigtet med armene og rørte sig ikke. Det rungede i hans magre krop ved hvert slag ... en uhyggelig lyd.

Jeg skreg til dem ... nogle ord på dansk. Det betød intet. Tonen sagde alt. De to fyre holdt inde, vendte sig om og mønstrede mig. Deres øjne var underligt gamle ... erfarne, men erfarne i onde ting ... for unge til at have været ved fronten. Hitler-jugend tror jeg, ødelagt af naziopdragelsen ... prædestinerede til forbrydervejen.

"Hold op med det," sagde jeg på tysk, "I slår drengen ihjel!"

"Skrup a' ...!" snærrede den ene, den højeste, "hvad' rager det dig ... udlandssvin! Forsvind, eller ..." han tog et skridt hen mod mig.

"Lad drengen være," gentog jeg sagte. Jeg rørte mig ikke.

"Kom her, Hans," sagde den høje til den anden, "la' os ta' den idiot ... osse. Han må ha' valuta. Drengen løber ingen steder ...!"

Det passede. Drengen havde sat sig på jorden, var sanseløs og stille. De to andre gik hen mod mig. De gik lurende og langsomt, med hængende arme ... erfarne voldsmænd. Pludselig bukkede den ene sig, greb en murbrok og slyngede den i synet på mig. Den ramte mig i hårranden over panden, slog mig næsten ud. Så kom de. Jeg så dem gennem en tåge, greb for mig, fik fat om en krop. Et slag hamrede mod min nakke ... nu er jeg jo ret stærk, har været det da. Den sidste tid har tæret på kræfterne. Men nogle er der nok igen. Jeg løftede ham, jeg havde fat i, opad med et ryk og slyngede ham langt væk.

Han ramte en jernbjælke, der ragede ud af murdyngerne, og blev hængende. Han jamrede sig, hostede. Jeg snurrede rundt mod den anden, men han stak af, chokeret af kammeratens skæbne. Så stod jeg lidt. Det rungede i mit hoved efter murbrokken ... bedst at komme væk, tænkte jeg. Måske han løb for at hente forstærkning ... et eldorado for bander, dette vildnis.

Men drengen ... hvis de nu kom tilbage ... jeg løftede drengen op og bar ham ud i bilen. Han hang slapt i mine arme. Hans mund var sammenbidt og hård, men han var ved at komme sig, så jeg. Øjnene klaredes.

Jeg satte ham ved siden af mig på forsædet, startede og kørte bort, ud mod hovedvejene. Lidt efter begyndte drengen uden videre at vise mig vej ... korte knappe sætninger.

"Går det bedre?" spurgte jeg. "Hvad hedder du ...?"

"Går ...!" sagde han hånligt, "sådan som de nalrede mig ... ad helvede til ..." Han målte mig fra siden, vurderende ... var jeg farlig? Hvorfor spurgte jeg så meget? Hans øjne var blå ... og desillusionerede og kolde – underligt ældede ligesom de to andres, "jeg hedder Stefan," meddelte han lidt efter tøvende. "Pacrali ..."

"Hvor gammel er du ...?" spurgte jeg venligt.

"Hva" rager det dig," sagde han mistroisk, men fortrød, "fjorten", mumlede han tvært.

"Hvor bor du?" blev jeg ved, "jeg vil køre dig hjem," tilføjede jeg hurtigt for at afværge hans mistro.

"Ingen steder," brummede han og fingrerede nysgerrigt ved det imponerende instrumentbræt ... det eneste tegn på barn, jeg så hos ham.

"Jamen, din far ... hvor er han? ..."

"Østfronten!" meddelte han kort og godt ... det betød "faldet", gik jeg ud fra.

"Og din mor da?"

"Kreperet," sagde han nøgtern, "vort hus blev smadret. Vi boede i kælderen. Hun frøs ihjel ... eller sultede ihjel," tilføjede han korrigerende, "hun fik T. B. – det har jeg osse," nikkede han ligegyldigt.

"Hvor ved du det? Siger doktoren det ...?"

"Doktoren! gentog han hånligt, "der er sku' ingen doktor her ... næ ... jeg spytter rødt ... min far var S.S."er," tilføjede han umotiveret, "en gut, ka' du regne med ... han nalrede en jøde lisom at spytte ... det har han selv fortalt mig ...!" Hans ansigt lysnede en smule. Han var stolt af sin far.

"Nå," sagde jeg, hemmeligt rystet ... den dreng, hvad havde livet levnet ham? Ingen forældre, åben tuberkulose, intet hjem, ingen lægehjælp. Kun mindet om en far, der var dræber ... at efterlade sin søn sådanne minder om sig ...

Da slog det mig som et lyn ... hvad er jeg? Er jeg bedre? Bedre end S.S.'eren – dræberen? Hvilket minde får min søn om mig? Vil hans øjne også blive fortælle om sin far? – Nej ... nej ... det skulle aldrig ske, besluttede jeg. Han skulle aldrig få det at vide ... mordene ... koste, hvad det ville.

"Kan du da ikke gå til myndighederne?" spurgte jeg Stefan, "vil de ikke hjælpe dig ...?"

"Hæ ..." Han prustede hånligt, "jo, ungdomslejr ... nej ... ikke for mig. Jeg bli'r her ... jeg har en, jeg skal holde ved livet ...?"

"Hvem ...?"

"Min søster ... hun er otte. Vi har en kælder ... næsten tør ...!"

"Jamen ... hvordan forsørger du hende?" Jeg skottede til ham, – fjorten år og forsørger.

"Den sorte," svarede han, utålmodigt over min dumhed, "se her ..." han halede nogle smykker op af lommen, gifteringe, armbånd, "det var det, de to svin ville ha' fra mig ...!"

"Hvor har du fået fat i dem?"

"Graver," oplyste han lakonisk, "i ruinerne ... der ligger masser ... osse benrader ... masser, der er ingen, der ka' overkomme og få dem væk. Der er noget at nalre der ...!"

Ligplyndrer ... hvad havde han så tilbage, hvor langt til bunden? Ikke ret langt. At et barn skulle leve sådan ... pludselig rørte han ved min arm. "Ta' og stop her ... jeg vil a' ...!"

Jeg stoppede og så på ham. "Kan jeg hjælpe dig på nogen måde, Stefan?" spurgte jeg. "Er cigaretter gode til den sorte endnu ...?"

"Ikke som før," han skottede vurderende til de pakker Players, jeg tog frem fra dørlommen ... belgiske, – "ikke efter vestmark'en ... men man ka' få no'et for dem ... ve" du a' me' dem der ...?"

"Ja ... værsgo ..." jeg rakte pakkerne mod ham.

Han tøvede, famlede sine smykker frem, tænkte sig om. "Hva' mener du ... er de her nok?" han rakte mig to ringe og et armbånd.

"Nej ..." jeg rystede på hovedet, "behold det der. Cigaretterne er en gave ... fordi jeg kan li' dig, min dreng!"

"Hum ... nå ..." Han snappede cigaretterne og skævede vantro til mig, fattede ikke, at nogen ville give noget for ingenting. Efter hans livserfaring .. og den var ubarmhjertig og rummede intet om dette sære, at der fandtes mennesker, som evnede andet end slå og rage til sig ... efter denne livserfaring måtte jeg enten være skør eller have lumske bagtanker, have en hensigt med min gave, så ubetydelig den ellers var.

"Ja," sagde han hurtigt, på spring ... det gjaldt om at slippe væk fra mig gale menneske omgående, "ja, så glider jeg .. wiedersehen!"

Pludselig kastede han sig sidelæns ind mod mig, omfavnede mig lynsnart og var væk i næste nu. Jeg sad undrende tilbage ... altså dog en gnist af menneskelighed selv i denne forkrøblede spire, lidt taknemmelighed for en håndsrækning. Jeg så efter ham ... han benede hen ad gaden, ind mellem grusdynger og huller. Pludselig vendte han sig og vinkede. Jeg så, at han holdt en ting i hånden, en brun, aflang lædergenstand ... en tegnebog. Automatisk for min hånd til inderlommen. Min tegnebog var væk. Det var derfor, han omfavnede mig før ... et behændigt lommetyveri! – Ulvens lov ... tage, hvad der var at få.

Stefan grinede til mig, et rigtig bredt drengegrin, der for et øjeblik slettede det forstenede rovdyrpræg af hans ansigt. Han gjorde et hop med samlede ben og forsvandt ind i en smøge ... var i sikkerhed i sin jungle af ruiner.

Jeg overnattede i byen og startede meget tidligt, var rastløs. Jeg grundede hele tiden over Stefan og mig selv. Det var ikke tegnebogen. Den indeholdt kun nogle få vestmark og en snes danske kr. Det var heller ikke Stefans opførsel. Den var, efter hans begreber, logisk og rigtig. Han tog, hvad han kunne få, ligegyldigt fra hvem ... det havde livet lært ham. Han kendte ikke til andet, fattede slet ikke mine motiver. – Hvor skulle han også kunne det? Jeg fattede dem dårligt nok selv.

Nej, jeg undrede mig over mig selv. Mit had var borte, fuldstændig borte. Og jeg kunne ikke forstå hvorfor. Episoden med Stefan havde jo egentlig bekræftet min opfattelse af herrefolket, – en brutal, selvisk, ganske asocial race. Det var så let at antage, at Stefan ... og også de to unge banditter ... var et resultat af medfødte anlæg, der blomstrede frodigt i den sump af elendighed, de levede i, blomstrede med de samme giftige blomster, vi lærte at frygte under krigen.

Og det er måske også rigtigt ... måske. Det kan jeg ikke dømme om. Bare tror jeg, at min tvivl må regnes tyskerne til gode ... jeg er ikke den, der kan fordømme nogen ... det ved jeg nu.

Men hadet, det var væk. Jeg kunne ikke hade Stefan. Jeg havde jo hjulpet ham på tværs af hadet, var det så også uoverlagt. Og jeg kunne ikke forny mit had så længe jeg huskede hans alt for tidligt gamle ansigt. Og når jeg ikke kunne hade ham, så kunne jeg heller ikke hade hans landsmænd. Sådan har jeg vist altid haft det. Enten alt eller intet, enten sort eller hvidt ... Underligt ... den dreng havde næsten, så bagvendt det var, givet mig ny tro på tyskerne. At leve så dybt nede, så mishandlet af livet, og så alligevel bevare en følelse af ansvar for et andet menneske, for en søster ... et kim af godhed mellem giftblomsterne ... det holdt jeg af Stefan for. Han burde have haft en nobelpris for det, men det eneste, han får, er nok et hul mellem to grusbunker, når tuberkulosen eller en af ruinørkenens sjakaler får ham slået ihjel.

Ja, det var om Stefan. Det var et sidespring. Jeg ville bare prøve at vise dig kontrasten ... den afstand, der er mellem mig, når jeg er normal, og når jeg ... ja, ikke er normal ...

Jeg er mig selv stadigvæk, er det helt og fuldt, tænker og reagerer som altid. Råddenskaben har ikke rørt min personlighed, mit jeg ... det er så svært at forklare. – En psykolog kunne måske.

Det er, ligesom om mit sind er en mark, der er delt på midten med en høj mur. Jeg lever i mange år på den ene del af marken, kender kun den del, aner ikke den anden halvdels eksistens. Muren spærrer udsynet. Så en dag går der hul i muren ... ingen ved hvordan og hvorfor. Jeg opdager pludselig den anden halvdel af min mark og ser, at den består af en bundløs, dampende sump, der rummer uhyggelige og frygtelige ting. Disse ting tilhører lige så helt mig, som den dyrkede og kultiverede del af marken. Jeg har ansvaret for de ulykker, sumpens indhold anretter, skønt jeg aldrig har anet, at den sump eksisterede.

Men muren er der stadigvæk. Den kendte halvdel af min mark er uforandret, uberørt af det, der sker på den anden side muren. Jeg lever stadigvæk på den del af marken og prøver krampagtigt at glemme det, muren i så mange år har skjult for mig. Jeg nægter at tro, at sumpen tilhører mig, at jeg når som helst kan blive opslugt af den.

Selv nu, i dette øjeblik, er jeg ikke forbryder, ikke seksualmorder. Jeg ved det. Jeg er mig selv imellem ... hver gang ... det er det, der i så lang tid fik mig til at nægte at tage konsekvensen af mine gerninger, fik mig til at klamre mig til troen på, at jeg nu var normal igen, at det nu var lykkedes mig at spærre det ulyksalige hul i muren.

Nå, – jeg snakker. Det nytter ingenting."
 

Se, det var en "lille smagsprøve" fra denne ejendommelige bog, og når jeg netop har valgt dette stykke, er det, fordi jeg synes, man sjælden inden for litteraturens verden finder dualismen i det menneskelige sind så klart udtrykt; for hvad er den "mur", som denne ulykkelige mand taler om, andet end det, vi i daglig tale kalder "hæmninger", selvkontrol – eller som Martinus også kalder det: farefantasi? Bliver der noget i vejen med denne selvkontrol, er det, som når bremserne på en bil svigter: det ender med en katastrofe. – Og hvad er den halvdel af "marken", der udelukkende består af "bundløs, dampende sump" andet end den del af vor bevidsthed, der har sin rod i det dyrerige, som vi helst ikke vil indrømme vort slægtskab med, men som vi gang på gang demonstrerer vor nære forbindelse med? – Der går jo ofte "hul i muren", – men i reglen lykkes det os at stoppe hullet til i en fart. Dog kommer der for enhver af os kriser, hvor de "røde tåger" tager herredømmet over vor bevidsthed, og hvor vi som Jørgen Henriksen må tilstå vor magtesløshed ...

Og hermed rykker problemet lige ind på livet af hver enkelt af os. Nu er det ikke længere de andre, der gælder, men os selv. Og her kommer vort kendskab til livets love, som vi får dem fortolket gennem Martinus' verdensbillede, os til hjælp. Vi ser, at den eneste vej fremefter, hvis vi skal bevare vor forstand, vor tro på livets mening og et fast greb om vor egen skæbnes ror, er ganske klar. Vi kan ikke, som det hidtil i stor udstrækning har været tilfældet, bygge "muren" højere og højere – eller sagt med andre ord: benægte eller ignorere de røde tågers tilstedeværelse i vor bevidsthed. Alle er efterhånden enige om, at oplysning må der til på dette for al livsoplevelse så afgørende felt. Men vi kan på den anden side heller ikke undvære muren! Al tale om, at hæmninger under alle omstændigheder er af det onde, og dem skal man bare smide overbord, så vil man blive "lykkelig", er lige så farlig som den leg med universets atomkraft, som videnskaben i dag er begyndt på! Det bekræfter tilværelsen jo hver eneste dag for den, der ikke går sovende gennem den.

Hvad kan man da gøre? Man kan stykke for stykke flytte muren, indtil der ikke længere er nogen del af marken, der er uopdyrkede sumpe. Men medens denne proces står på, må man hele tiden sørge for, at muren er så hel og stærk, som den kan blive, og i stedet for stadig at kigge tilbage over muren, skal man koncentrere hele sin viljestyrke og al sin opfindsomhed på at opdyrke det nye land, man indvinder, hver gang det lykkes en at flytte muren et lille stykke. – Oplysning er altså godt, men det er ikke nok, – en oplysning, der udelukkende tager sigte på at give besked om de rent ydre fysiske kendsgerninger, men ikke samtidig giver en urokkelig moralbasis, ud fra hvilken man kan vurdere rækkevidden og nytten af den viden, man kommer i besiddelse af, hjælper ikke mennesket i dets kamp mod de røde tåger. – Det mangler der ikke beviser for i vor tid. Tror nogen tænkende mennesker måske, at den "oplyste ungdom, der – som Dommer Lindsey i sin bog "Kammeratægteskab" fortæller – kører til skole med præventiver i skoletasken, har større chancer for at blive helstøbte, ansvarsbevidste voksne mænd og kvinder end deres "mindre fremskredne" unge medborgere i andre lande? – Var det mon "erfaring", de unge drenge med de alt for tidligt ældede ansigter, som Jørgen Henriksen traf i Hamburg, manglede? Nej, de havde tværtimod i en al for tidlig alder forspist sig på frugterne fra "kundskabens træ".
 

Niels Nielsens debutbog giver ingen løsning på problemerne, men den er skrevet af en ærlig og frygtløs mand, der ved sin ærlighed – og ved den kærlighed til alt levende, den udstråler – tvinger os til at ransage os selv og spørge, hvad vi kan gøre for at hjælpe, for at råde bod på de kaotiske tilstande, som to verdenskrige og en tilsyneladende stadig voksende degeneration af det religiøse instinkt har skabt – specielt på det seksuelle område. Og dermed har den allerede efter min mening løst en stor opgave. Det må være litteraturens formål – ikke blot at underholde – men at formulere de skiftende tiders mest brændende spørgsmål; så må religionen, filosofien og åndsvidenskaben besvare dem for os. – Om det er lykkedes mig at give mine læsere en forestilling om, hvordan det tyvende århundredes åndsvidenskab besvarer et af vor tids største spørgsmål, er en anden sag, men ingen vil vist kunne undre sig over, at jeg i alt fald har følt mig fristet til at forsøge det – og samtidig indlemme denne nye "perle" i vor samling.