Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Læste De ikke Howard Springs "Min søn, min søn"? Denne fine, dybtgående psykologiske skildring af forholdet mellem en far og hans søn – af den smerte, som en uegennyttig og ud over alle grænser drevet faderfølelse sluttelig kan resultere i. – Den bog er som et spejl, forfatteren holder op for alle jordens fædre: de ser deri og nikker genkendende; der har faktisk heller ikke siden Warwick Deeping været skrevet noget smukkere om de følelser, der besjæler en far. Selve motivet er jo ikke så lidt sjældnere end moderfølelsen, der har været besunget af digtere og tolket af musikkens mestre – men er netop derfor egnet til at fængsle ved sin sjældenhed.

I Howard Springs nyeste bog: "Der findes intet skjold" går det samme tema igen som et grundmotiv med variationer; her er det dog ikke blot faderens følelser overfor sønnen, men hele forholdet mellem de to generationer – denne hemmelige kamp mellem fortid og fremtid, der ustandselig udspilles mellem skiftende slægtleds unge og gamle, og som – næst efter driftslivet er en af de væsentligste faktorer i den menneskelige psykes forvandling og forædling – som tages op til behandling. – Mange vil utvivlsomt finde bogen lovlig bred (der er to tykke bind!), men de, der elsker engelsk hygge og humor, vil nemt komme de første halvt hundrede sider igennem, og så tager handlingen fart. Der vil stadig være ligesom en varm undertone af dickensk lune i fortællemåden, men indholdet bliver efterhånden alt andet end dickensk!

Hovedpersonen, Edward Pentecost, en kunstmaler med et rigt og følsomt gemyt, fortæller i jegform sit livs brogede historie gennem halvtreds år, og ligesom i Irwin Shaws "De unge løver" får man lejlighed til at se krigens frygteligste og mest langtrækkende virkninger på baggrund af de enkelte menneskers tragedie. Men ellers minder den slet ikke om Shaws bog; medens denne var som et tværsnit gennem vor tids kaotiske kamp for stik modsatte idealer, er Howard Springs bog et længdesnit gennem et halvt århundredes vekslende forestillinger, sæder og skikke, og da han fører os helt op til 1946, vil man forstå, at bogen – trods sin bredde, sit vældige perspektiv – er aktuel. Det allerbedste ved denne bog er måske, at den – skønt den skånselsløst afslører krigens gru – slet ikke er nogen "krigsbog". Vi er jo nemlig dødsens trætte af krigsbøger og krigsfilm, og det virker forfriskende, at forfatteren ikke kører frem med tanks og kanoner eller på anden måde direkte forsøger at skildre frontlivets rædsler, selv om han fører læserne gennem hele to verdenskrige, hvoraf han selv deltager i den første og hans søn i den anden. Så meget stærkere virker det, at vi ligesom bag det, han fortæller, kan høre kanontorden i det fjerne eller flyveralarm over vore hoveder. – Hovedvægten er lagt på skildringen af krigen på "den indre front", kampen for at opnå fodfæste i kunstnerisk og menneskelig henseende, brydningen mellem Pentecosts mere idealistisk betonede livsopfattelse og hans rige svogers fuldblods materialisme – og, som før nævnt, forholdet mellem forældre og børn. Der er dramatisk konfliktstof nok i bogen foruden det allerede nævnte; men det er jo knapt så meget det, der interesserer os i denne sammenhæng. Ud af hele denne lange og detaillerede beskrivelse af "et liv genoplevet i erindringen" danner der sig ligesom konturerne af et grundsyn, der bliver tydeligere, efterhånden som vi "ældes sammen med forfatteren", og fortætter sig til et livsfilosofisk helhedsbillede af stor skønhed, ikke mindst for den, der i forvejen er fortrolig med det endnu større og skønnere helhedsbillede, som Martinus har tegnet for os, og hvori Howard Springs passer ind som en strålende brik i et genialt puslespil. Og er det i grunden så mærkeligt, at det forholder sig sådan? – Ethvert ægte kunstværk, det være sig en bog, en statue, et maleri eller et musikstykke, afspejler jo hele den guddommelige verdens skønhed og fuldkommenhed i fortættet form.

Der findes intet skjold, er grundtanken i Howard Springs bog, imod skæbnen, d. v. s. imod Gud, imod kærligheden. Ideen til denne titel har han fået fra et engelsk digt, hvor der stod "Der findes intet skjold imod den død, der rammer høj og lav". Det er ligesom hans udgangspunkt; men hør nu, hvordan han anvender dette citat, så det kommer til at passe med hans livssyn, som han lægger i munden på en ung katolsk feltpræst, som Pentecost træffer under første verdenskrig i Frankrig. Der udspiller sig følgende replikskifte imellem dem, der efterhånden går over i en længere monolog, men atter slutter med et livligt replikskifte. – Jeg minder Dem lige om, at bogen er skrevet i jegform, så den "jeg", vi møder, er altså Pentecost selv, og vi er midt i en diskussion om livet, da "tæppet går". Det er Pentecost, der siger:

"Hvad mener De med skæbnen?"

"Ja, – hvad mener De med skæbnen?"

"Gud. Vi har intet skjold mod Gud."

"Gud! Men hvad mener De så med Gud?"

"Kærlighed".

Det var nu blevet helt mørkt, og han tændte et lys i en billig emaillelysestage, der stod på bordet. Han trak gardinet for vinduet. "Ja, så vidt er vi mennesker kommet, at vi må skjule enhver smule lys for vore brødre, fordi vi ikke ved, at skæbnen, det er Gud – og Gud er kærlighed."

Ilden fik nu fat i hele tanden, så lysskæret blev klarere, og det kastede store skygger op på væggen. "Min søn," sagde han, skønt han ikke var ældre end jeg. "Min søn, vi har intet skjold imod kærligheden."

Et øjeblik efter fortsatte han: "De sagde, at der er ingen mening i alt det, der sker nu. Men det er der, der er klar logik i det – årsagerne skaber følgerne, vi er nu vidne til, at menneskers synder hjemsøger menneskene. Det må De ikke lægge over på Guds skuldre, min søn. Det er Deres og mine gerninger."

"De taler med stor sikkerhed om Gud," sagde jeg, og jeg kunne ikke undgå, at der kom en hånlig tone i min stemme.

"Ja," svarede han roligt, "og det kan jeg gøre, fordi jeg kun ved meget lidt om Gud. Selv Moses fik kun lov til at se et glimt af Hans ryg oppe på Sinai. Men selv det mindste kendskab, man har til Gud – så lidt som lysskæret fra dette lys er i sammenligning med solens lys," sagde han og holdt sin hånd rundt i lysets flamme, så lysskæret viste mig et dybt ar, jeg ikke før havde lagt mærke til – "selv om man har så lidt, skaber det dog en stor sikkerhed".

Det milde smil kom igen frem i hans øjne. "Ingen Gud går hen over disse slagmarker. Her findes ikke andet end menneskers had, som de slynger op i Guds ansigt. Men – ja – selv her har jeg engang set Guds ansigt."

Han begyndte at fortælle mig om, hvordan den skyttegrav, hvori han befandt sig, blev beskudt fra en tysk snigskyttestilling. Skudene kom fra nogle søndersprængte mure, der lå mellem et virvar, som engang havde været træer. Der var en særlig dygtig skytte, som opholdt sig der, så ingen franskmand turde vove at vise så meget som et øjenbryn for ikke at blive skudt.

"Om natten blev jeg sendt af sted for at få en ende på det. Jeg behøver vist ikke beskrive, hvordan jeg kravlede gennem nattemørket og befandt mig sunket ned i mudder som en ål, hver gang et stjerneskud lyste op over det øde terræn. Jeg var selv lige så sort som nattemørket, da jeg nåede hen bag murene og bagfra kom lige hen til ham. "Jeg havde øjne som en ugle," sagde han og smilede. "Det er en gave, jeg har fået, og det var derfor, jeg blev sendt af sted. Jeg kunne se, at der kun var een mand.

Men det var en forsigtig mand. Han havde spændt snore ud bag ved sig; da jeg kom på benene efter at være faldet over dem, stod vi ansigt til ansigt, og han gjorde udfald med sin bajonet."

Præsten holdt nu sin hånd op og viste mig arret efter såret.

"Jeg stønnede af smerte, han stønnede af rædsel. "Har jeg såret dig?" spurgte han på tysk, da vi stod der over for hinanden og gispede af forskrækkelse over sammenstødet. Vi så kun omridsene af hinanden. Vi kunne ikke se hinandens ansigter. "Er det slemt?" spurgte han, og jeg svarede: "Det gør lidt ondt." Jeg tog min forbindstaske frem, han lagde sin riffel fra sig og begyndte at forbinde såret. Jeg sagde: "Jeg blev sendt af sted for at slå dig ihjel, men nu må jeg vist hellere gå." Og han sagde: "Jeg havde helt glemt, at du er min fjende." Vi så på hinandens ansigter, og han spurgte: "Hvad hedder du?" Jeg fortalte ham det, og han sagde: "Jeg hedder Gottfried Muller. Jeg er tyve år. Min far er murer. Du må hellere fortælle derovre, at du har dræbt mig. Jeg skal nok lade være med at skyde de første par timer. Så tror de nok, at der er kommet en anden på min post." Jeg sagde: "Men så må du jo klare over for dig selv, hvorfor du ikke dræbte mig. Min hånd gør mig jo helt hjælpeløs."

Han tænkte lidt over min bemærkning og sagde så: "Det er måske, fordi jeg har talt med dig. Da jeg havde stukket dig, talte jeg uvilkårligt til dig. Det er nok den fejl, jeg har gjort."

Det lod til, at det var enden på historien, og jeg spurgte:

"Var det dengang, De så Guds ansigt?"

"Ja."

"Jeg er en praktisk englænder," sagde jeg, "jeg er endnu ikke rigtig klar over, hvad De mener."

"Min søn – jeg har fortalt Dem, at Gud er kærlighed," sagde han tålmodigt. "Intet andet end kærlighed. Gottfried og jeg overgav os helt nøgne til kærligheden. Og derfor dræbte vi ikke hinanden."

"Vi får nok mange våben at se i de dage, der nu kommer," sagde han efter en pause. "Alle de tanks og flyvemaskiner, vi ser omkring os nu, vil blive lavet om til noget, vi slet ikke kan forestille os, når krigen er forbi."

"Ja, det vil de sikkert," udbrød jeg. "Til den tid er vi nok blevet klogere. Hvis vi ikke nu får lært, at den vej fører ingen steder hen, så får vi aldrig lært det."

"Nå – det er De klar over?" sagde han. "Det er det, jeg har forsøgt at forklare Dem. Hold nu bare fast ved det."

"Det ved da enhver. Når denne krig er forbi, vil man få at se, at mennesker vender sig bort fra voldshandlinger."

Der var et bedrøvet udtryk i hans ansigt, da han sagde: "Det tror jeg ikke. Jeg ser intet, der kan få mig til at tro det. Menneskene vil samle sig flere og flere våben, og derfor bliver den sidste krig værre end den foregående. Vi har intet skjold mod skæbnen. De tror, at det betyder: Det, der skal komme, må komme – så kan vi lige så godt smile og tage imod det. Jeg tror, det betyder, at Guds kærlighed søger os, og den finder os til sidst, hvad vi så end gør. Den finder os, når vi overgiver os nøgne og ubevæbnede til barmhjertigheden. Og det gør vi, når vi først af alt tænker på at forbinde hverandres sår og at sige vore navne til hverandre."

– – –

Så vidt Howard Spring. Vi præsenteres her for to forskellige skæbneopfattelser: Den ene møder man så ofte i form af et skuldertræk og et henkastet "Der er mere mellem himmel og jord ..." Det antydes hermed, at man er klar over, at der er en vis tilsyneladende lovbundethed bag begivenhederne; man taler om "den blinde skæbne" omtrent på samme måde, som man kalder naturkræfterne for "døde"; man finder en vis trøst i den tanke, at det, der sker og er sket, måtte ske netop sådan, og slår sig i øvrigt til ro med, at "skæbnens veje er uransagelige". – Den anden opfattelse, som præsten her er talsmand for, anerkender også en skæbne, men ønsker at se hensigten bag begivenhederne og vender sig fra den "mekaniske verdensopfattelse", som er troende materialisters vigtigste dogme, imod et "besjælet verdensbillede", hvis lovbundethed ikke er mindre udtryk for ånd og liv end vort eget hjertes slag eller vort åndedræts rytme, hvilke "mekaniske funktioner" er en nødvendig forudsætning for vor bevidstheds udfoldelse. – I et sådant verdensbillede bortfalder naturligvis "tilfældigheder", "mirakler" og "døde naturkræfter" som begreber, der ikke længere er brug for, og selve begrebet "skæbne" afslører sig som det, vi ikke mindst gennem Martinus har forstået den må være: nemlig en sammenhængende kæde af "ord", Guddommens "meddelelsesmiddel" over for det enkelte levende væsen.

At Howard Spring har anet denne større sammenhæng gør efter min mening hans sidste bog til mere end almindelig underholdningslitteratur.