Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/5 side 97
SVENSK UDGAVE AF
"Den ideelle føde"
Klint, i maj 1950.
Midt under vore travle pinseforberedelser heroppe ankom det første eksemplar af den svenske udgave af Martinus: Den ideelle Føde. Bogen, der er oversat af en af Martinus' mest interesserede læsere i Sverrig, forfatteren og journalisten Agne Windmark, fremtræder ualmindelig smukt. Den er udgivet af en kreds af svenske beundrere af Martinus' arbejde og udgør et første forsøg på en overføring af hans tanker til svensk, et forsøg hvis baggrund er den store svenske interesse for en kostændring.
Som i Danmark er der også i Sverrig store idealistiske grupper, der går ind for en ernæringsmæssig nyorientering, og der, som her, deler interessen sig i to hovedstrømninger, nemlig dem, som tror, at en kostændring alene fører til en ny mental tilstand, og dem, som betragter kostændringen som en naturlig følge af en voksende human livsindstilling. Medens det første standpunkt forekommer i hvert tilfælde undertegnede aldeles ubegribeligt – Hitler til eks. blev jo ikke mindre magtsyg af at spise grøntsager, – så har det sidste standpunkt sikkert ethvert åndeligt vågent og tolerant menneskes sympati. Det er som et led i denne kamp for en naturlig og smidig kostforandring, man må se udgivelsen af Martinus' analyser af dette livsområde til svensk, og jeg tror, at samtlige KOSMOS-læsere deler oversætterens ord i hans efterskrift til bogen, som vi på det varmeste anbefaler enhver at bruge som gave til svenske venner; Agne Windmark skriver: »Martinus' virkelighedslære kommer efterhånden til at vinde indpas, hvor som helst mennesker lever og virker på vor jord. Den kommer til at frigøre, forløse og lykkeliggøre og til at lede vore skridt videre bort fra den brand, mod hvilken vi nu viljeløst synes at styre. Millioner, som hungrer efter mere end brød, skal gennem den påny kende storheden i dette at være menneske – eller på vej til dette –.
Bogen, hvis pris er kr. 3,50 (sv.) fås ved henvendelse til KOSMOS FORLAG, Box 75, Lund, Sverige, men kan også bestilles på kontoret i København.
Erik Gerner Larsson.