Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Bygget over foredrag holdt på Östra Grevie Folkhögskola i marts 1949)

Overfor den verden, som omgiver os, anlægger vi alle så at sige automatisk en vurdering. Vi har en værdifornemmelse over for fænomenerne. En sådan kan ikke udspringe af fænomenernes verden, der ikke i sig selv kan levere materiale til andet end en beskrivelse, og afslører sig således som værende af et andet udspring, hvordan man så end vil betegne dette.

En "tro på" en anden verden end den fysiske plejer man at betegne som religiøs, men ordet bliver ifølge det anførte en almenbestemmelse, der rækker langt udover de rammer, man plejer at anvise det som "Lebensraum". At religiøsitet således bliver noget meget varierende, såvel med hensyn til kvalitet, intensitet som til erkendelse som sådan, rokker ikke ved den objektive analyse, som vi derfor vil anvende som udgangspunkt for et udblik over livet.

Vi fornemmer alle vort liv ikke blot som en realitet, men som noget, vi gennem brydninger skal realisere. Livet hviler ikke i sig selv, noget vil blive til. Det kan være vidt forskelligt, hvorledes, hvor tit og hvor stærkt brydningen, kravet, gør sig gældende, men næppe nogen vil kunne sige sig fri, således at vi stadig befinder os på almenbestemmelsens grund. Man kan måske udtrykke det således, at vi har ladt en verden bag os, hvor "dyrets dorske ro" var enerådende. Det må retfærdigvis anføres, at denne betegnelse dækker over en på sin vis paradisisk tilværelse, hvor livet ikke er et problem, men et selvfølgeligt formål i sig selv.

Men opbruddet er en kendsgerning, tager form af anfægtelser, længsler, idealer. Da disse foreteelser har karakter af en dom over, et ønske om at overvinde den i materien realiserede tilstand, er de altså af "åndelig" art. Vi har i os en mere eller mindre erkendt billedverden, som afføder disse dynamiske psykiske kræfter. Alt efter sin øjeblikkelige indstilling kan man så tale om "Gudsbilledet i mennesket", vor idealverden eller hvad man nu finder er det mest adækvate udtryk.

På en måde befinder vi os således i et mentalt ingenmandsland, en "ørken". "Ægyptens kødgryder" er efter opbruddet uhjælpelig stænget for os, "det forjættede land" kalder, kræver, lokker, uden at vi dog evner at trænge ind i det. Martinus taler om mennesket som "en såret flygtning mellem to livszoner".

Mens dyrets funktion realiseres i selviskhed, kan mennesket uanset sin i styrke og art langt mere fremragende selviskhed ikke på længere sigt finde sin lykke, sin eksistensberettigelse i dennes uhemmede, eksklusive udfoldelse. Stærke eksempler herpå er amerikanske storkapitalisters "andet liv" med indsats i fredssag, filantropi på ideel, storstilet og fremsynet basis, hvorved først deres materielle stræben får mening for dem selv. Vort liv må for at fornemmes som kvalitet være et arbejde på at skabe en ny verden, stå i et højere livs tjeneste. Mennesket er ikke i sig selv en selvfølgelighed, så lidt som dets omverdens nuværende karakter er det.

Den ændring, der således gør sig gældende i os, virker i en vis forstand som en erindring, en dyb, men ligesom tabt erfaring – en tilknytning til noget i os eksisterende er jo en forudsætning for længsel – og som noget vi skal nå til ved at gå fremefter. Denne erindring må gå bagom dyreriget, da det jo netop er dettes foreteelser i os, der står for os som "synd" eller forbrydelse, som det, der manifesterer fjernelsen fra og hindringen for en tilbagevenden til det egentlige liv. Her er vi inde på en psykologisk erfaring, der finder sit udtryk i lignelsen om "den fortabte søn", hvor han opdager, at han æder sammen med svinene.

Bortdragningen fra faderhjemmet og de livskonsekvenser, denne har haft, har været en virkning af ønsker, indre begær, er derfor ikke i sig selv blevet fornemmet som et "syndefald", og dem, der endnu er "helhjertede svin", føler ikke noget forkert i at æde sammen med de andre svin. Men dette erindringsglimt kaster ved sin fremdukken et ubehageligt dagslys over det nuværende liv og fører til, at det betragtes som synd – følgen af et tidligere syndefald – og længslen efter en forløsning fra det får magt i sindet. "Menneskebilledet" kommer til at stå som noget andet end "dyrevirkeligheden".

Dette vil være en selverfaring for os alle, og vi har heri den psykologiske baggrund for tanken om et oprindeligt paradis, som syndefaldet har skilt os fra, og hvortil en frelse skal føre os tilbage – ved at føre os frem. Og denne frelse ser vi menneskene under forskellige former være travlt optaget af – den menneskelige søgen i dens talrige afskygninger. Kunst, videnskab, politik og religion er så mange forskellige udtryk for den samme søgen, omend med forskellig betoning.

Et kunstnerisk udtryk herfor har den svenske billedhugger Aksel Ebbe givet i "manden, der bryder sig løs af klippen". Der skal brydes sten, for at mennesket kan blive til, men menneskebilledet må i forvejen eksistere som et indre lys, målet må have en forudeksistens. Hermed er der givet form til tanken "mennesket under skabelse", der har to slags erkendelse som forudsætning: en indre, åndsfødt viden om et egentligt liv og en ydre erfaringsskabt viden om midler til at nå dertil.

Her fremtræder disse to erkendelsesformer som en naturlig og uadskillelig helhed, men på livets forskellige trin træffer vi dem i varierende forhold til hinanden, således at en analyse er mulig og nødvendig. Af de herved udskilte hovedretninger i det menneskelige åndsliv, sigter religionen hovedsagelig følelsesmæssigt mod oplevelsen af et "andet liv", som på indeværende trin er utilgængeligt for direkte sansning, mens videnskaben sigter mod et kendskab til naturen og dens love, som sætter os i stand til at realisere vore ønsker, tilfredsstille vore behov.

Gennem en lang periode har menneskets åndelige struktur nødvendiggjort, at dets udvikling i væsentlig grad måtte bero på førelse, autoritet, hvilket betød, at religion i gængse forstand blev den dominerende faktor. Dennes helhedssyn tålte ikke individuelle udbrud, at den enkeltes søgen gik på egen hånd. Den af erfaringernes bearbejdelse hidførte udvikling af tænkeevnen fremkalder imidlertid efterhånden en dualisme mellem tro og liv, idet tanken på det sidstnævnte område gør sig gældende som uomgængeligt nødvendig i tilværelseskampen, kampen for materiel eksistens og vinding, for at sikre og udvide den livsbasis, som vor eneste fuldt udviklede sanseevne – den fysiske – viser os. Den skærpede intelligens affødte en skærpet konkurrence, og denne igen en skærpelse af intelligensen, indtil mennesket så at sige druknede i materialismens malstrøm, både på livsførelsens og livsanskuelsens område.

De af livskampens intensivering flydende lidelseserfaringer har gjort det til en kendsgerning, at koncentration på materien ikke har bragt lykke, at livet trods alle fremskridt er blevet end mere vanskeligt og ulykkeligt. Men denne problemsstilling viser, at følelsen er inddraget i erfaringsbearbejdelsen, og de spørgsmål, der nu stilles, udspringer af en syntese af følelse og intelligens. Erkendelsen af, hvad den hidtidige udvikling har ført til, er måske den egentlige erkendelse af et syndefald, affødende trangen til at komme "hjem". Der spørges om kampens hvorfor – ikke blot om midlerne til at føre den, om livets mening og sammenhæng – ikke blot om materiel succes, om menneskers egentlige forhold til hinanden – ikke blot om hvordan man vinder magt over sine medmennesker, udmærker sig fremfor dem. Denne åndelige spørgen er et væsentligt træk ved nutiden, som i stigende grad tildrager sig opmærksomhed.

Denne hunger lader sig ikke mætte af kirken, som traditionelt ikke anerkender retten til at spørge, hvis ikke spørgsmålet er tilpasset det både med hensyn til indhold og form på forhånd givne svar. En nærmere analyse af kirkens stilling i denne forbindelse må afvente en anden lejlighed, her skal kun fremsættes enkelte betragtninger.

Det forekommer det søgende nutidsmenneske utilfredsstillende, at kirken betragter sig som indehaver af "sandheden", samtidig med at den forkynder, at mennesket intet ved og intet kan eller skal vide. Den har i det væsentlige indrettet sig på at dække trosbehov, behovet for en kontakt med tilværelsens ophav uden spørgen om sammenhængen. Den kan derfor ikke afhjælpe den åndelige nød hos den, som spørger efter sin plads i sammenhængen for at kunne orientere sig derefter.

For den, der søger efter mening, er dette begreb ensbetydende med kærlig mening, hvorfor han gerne vil lytte til kirkens kærlighedsbudskab. Men han ved fra sit eget liv, at hvor han ikke forstod, der gjorde han uret, var end viljen aldrig så god. Derfor spørger han, derfor søger han svar, som kan hjælpe ham til kærlig handlen over for næsten. Men kirkens fastholdelse af sit statiske menneskebillede – mennesket som en uforbederlig synder, der fortjener evig straf – er en hindring for en sådan hjælp. Jesu forkyndelse skulle alene have til hensigt at vise os vor absolutte fattigdom og ringhed. Men hans tale bærer et umiskendeligt præg af at sigte mod at realiseres som liv, hvorfor en forståelse er ubetinget nødvendig, en forståelse af hele hans holdning som udspringende af en kontakt med livets kilder og en viden om det, som "mennesket i mennesket" famler frem imod – og om det, der holder det tilbage.

I Gudsforestillingen forbinder man alkærlighed, almagt og alvisdom. Men hvorledes tror man, at mennesket kan være kærligt, endsige være redskab for Guds kærlighed uden den visdom, der først gør den til en magt. Guds kærlighed fornemmes altid som uadskillelig fra hans fulde forståelse af hvert eneste levende væsen – hvordan skulle så mennesket tro sig i stand til at øve kærlighed uden forståelse?

De "som hungrer og tørster efter retfærdighed" nødsages derfor til at søge mættelse andetsteds – for at komme nærmere til Jesus. Der vil være en naturlig tendens til at henvende sig til skolen i videste forstand, men hvad giver den? Nogle praktisk nødvendige færdigheder, en orientering i forskellige popularitetsgrader om den nærmeste fortids videnskab og tilsvarende varierende muligheder for selvstændig forskning under det fysisk-sanselige himmeltegn, en indøvelse i traditionelle borgerlige opdragelses- og dannelses-idealer – er det nok? Viden om livet, udsprunget af indblik i verdenssammenhængen, forståelse af menneskets dynamiske placering i denne, hvor finder man det?

Vi står i vor tid i en skarp dualisme mellem åndsmagterne religion og videnskab med de tilknyttede autoriserede institutioner, – men de er fælles i deres negative holdning til det søgende intellekt. Religionen tillader ikke det søgende intellekt adgang til sine helligdomme, og videnskaben, der har bundet sig til tilværelsens yderside, det gennem fysisk sansning indvundne materiale, har intet svar til den, der spørger efter bestemmelse, livsorientering, åndeligt gennembrud.

Der er hermed angivet en disharmoni mellem menneskets længsel og de institutionelle muligheder for dens tilfredsstillelse – ejheller gennem det politiske liv, som iøvrigt ikke i denne sammenhæng skal berøres nærmere.

Politik vil gerne benævnes videnskab, hvad den søger at nå ved at ophøje en given interesse til en objektiv videnskabelig sandhed, men i de tilfælde, hvor en politik vinder tilhængere på en anerkendelse som sandhed udover interessekriteriet, sker det – bortset fra "kæphest"-tilfældene, hvor en helhed søges bygget op på en yndlingsdetaille – ved en appel til den under materialismens fane hjemløse religiøsitet og idealisme, der i partiet får et midlertidigt og yderst farligt hjemsted, med de mest vidtgående muligheder for praktisering af "hensigten helliger midlet" - princippet, da intet ansvar over for en højere myndighed end partiet erkendes. Her slippes vældige kræfter løs, men uden åndelig bundethed, derfor uden svar til det søgende intellekt.

Denne disharmoni er basis for trangen til, og udgør derved forudsætningen for en ny guddommelig åbenbaring som svar på den uforløste længsel. Det er et tegn på "tidens fylde", afslutningen på en guddommelig opdragelse, der har ført frem til en ny livsoplevelses tærskel. Et nyt livsbillede må tone frem, hvor Gud, livet, påny ses som meningsfylde, kærlighed, og de fulde konsekvenser heraf drages. Kontaktmuligheden hos os findes i erfaringen om synsforandringer, der er indtruffet som følge af dybere indtrængen i noget, der er hændt os, og den mere eller mindre bevidste trang til i lyset heraf at søge en forståelse af livets samtlige foreteelser, det sig opløsende, det spirende og det færdigskabte, en indsigt, der kan danne det fundamentale grundlag for hugningen, der skal gøre menneskebilledet til virkelighed.

I forrige århundrede skabtes højskolen, ifølge sin skabers hensigt en formidler af livsviden, et samspil af indsigt vundet ved indføling, åbenbaring, og et kendskab til menneskelivet, hidrørende fra vågen iagttagelse, erfaring, tænkning. Grundtvig profeterede om en "ny videnskabelighed", hvis emne var menneskelivet, og som forudsætning havde en menneskeopfattelse med udspring i noget andet end den fysiske sansning og dennes bearbejdelse. Den højskole, vi fik, kaldte på en nyorientering. Den har været et forårstegn, en første budbringer om morgensolen, men en ny videnskabelighed er ikke blevet skabt på dens grund. Det kunne ikke ske, og det kan ikke ske, fordi højskolen har stillet sig i et afgjort tjenerforhold til kirken, har indordnet sig under dennes forkyndelse – en iøvrigt nærliggende fristelse, hvor skulle man ellers i mangel af nyt lys finde sit menneskesyn?

Men vor tid er vidne til en skabelse, der er en opfyldelse af Grundtvigs profeti. Martinus har vist os et verdensbillede, som gør menneskets højere bestemmelse til virkelighed, hvor universets grundtone rent og fuldtonende har kærlighedens klang – vore brændende længslers mål. Det er vel ikke direkte tilgængeligt for vor sansning, men dets sandhed kan vi på anden vis komme i kontakt med. En uddybning og samordning af vore erfaringer peger frem imod det som en nødvendig konsekvens. Videnskaben om hvad mennesket er, er blevet til. Med det nye lys og den heraf resulterende nyorientering – mod næsten og helheden, følger en vældig inspiration til videnskaben om menneskets kår – samfundsvidenskaben, som opsluger begrebet "politik", og videnskaben om naturkræfternes anvendelse. Først dermed er betingelsen for, at videnskaben rigtig kan blive taget i menneskets tjeneste tilstede.

Det, som "tidernes tegn" har båret bud om, er nu inkarneret i vor sfære som en levedygtig organisme. Bønnens og opfyldelsens kræfter har mødt hinanden. Nyskabelsen kan begynde – med de taknemmelige sind som sprudlende kilder.