Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvem husker ikke Remarques bog "Intet Nyt fra Vestfronten"? Den var en af den forrige verdenskrigs bitreste litterære frugter, en skamstøtte, rejst i protest mod al den fortvivlede dumhed og tilsyneladende meningsløse råhed, som moderne krig er. Sagde jeg moderne? Det er et meget misbrugt ord og i denne sammenhæng simpelt hen sørgelig forældet, og man må sande Martinus' ord om, at hele udviklingen nu er skruet op i et tempo, som ikke har sit sidestykke i jordens historie, når man sammenligner Remarques bog, der udkom i 1929 herhjemme, med et af den sidste verdenskrigs ypperste boglige produkter: amerikaneren Irwin Shaws brutale, men gribende roman "De unge løver". Så stærk og frygtelig er sandheden om os selv, når den træder os i møde, nøgen, men iskold, at vi må sænke vort blik og – som de gamle ægyptere – tilhylle vort hoved, fordi vi føler os beskæmmede i dens nærvær.

Jeg var en ganske ung mand, da jeg læste Remarques bog, men når jeg nu tænker tilbage, forekommer det mig, at der er en næsten provinsiel "hygge" over skildringerne af stillingskrigen i Frankrig i krigen 1914 –18. Det er rimeligvis det, professor Høffding kalder erindringsoptimisme. Vist er det i alt fald, at denne bog, der dengang var så rystende i sin realisme, at man ikke i sin vildeste fantasi kunne tænke sig den overgået i bestialitet, blegner imod den nye virkeligheds grelle lys, der ubarmhjertigt afslører, hvad nattens mørke hidtil har nådigt skjult for vore øjne. – I selskab med Irwin Shaw føler man den frysende fornemmelse, den mærkelige blanding af latter og gråd stige op i en, som altid er den højeste kunstneriske nydelses sikre symptomer, for han ejer noget af det, som alle tiders store digtere og forfattere har haft: noget på een gang tidløst, evigt og almengyldigt – og noget brændende tidsbestemt, typisk og højaktuelt. Med genial intuition gennemlyser han sit stof, sin tid, så man i virkeligheden har et tværsnit af krigen 1939–45, idet han opruller tre vidt forskellige mænds skæbne for os i stadigt skiftende panoramaer, lige fra tyskernes indtog i Paris ved krigens begyndelse til invasionens sidste blodige fremstød. Med fin ironi og også med varm, medfølende humor skildrer han civilistens tragiske møde med hele krigsmaskineriets hensynsløse, åndsfordummende tyranni; men som Taylor Caldwell er han upartisk over for sine personer, – der er ingen "onde" og ingen "gode", ingen "forbandede tyskere" eller "amerikanske helte" i hans bog, der er kun mennesker på forskellige udviklingstrin, men alle sammen set indefra, med blødende, medmenneskelig sympati, som det vel ingen steder i bogen kommer smukkere til orde end i den tale, som en gammel engelsk præst en søndag morgen i det bombehærgede Dover holder til sin menighed, og som jeg skal give Dem et uddrag af:

"Kærlighed er Kristi bud," sagde den gamle mand oppe på prædikestolen. Vi har lært, at vi skal elske vor næste som os selv og vor fjende som vor bror, og ordene og deres mening er så enkel som loddet på den vægt, hvor vore gerninger bliver vejet. Vi bor her ved Kanalen, men ikke som almindelige kystboere, vi lever mellem tang og sønderslidte vrag, vi bor mellem strandtidsler og knoglerne af dem, som er druknede ude på dybet, og over os glider strømmen af had fra mennesker mod Gud og mennesker. Vi lever blandt kanoner, og deres dundren overdøver det talte ord, kun det desperate skrig om hævn kan overdøve kanonerne. Vi ser vore byer forvandles til grushobe af fjendens bomber, og vi sørger over dem af vore børn, som falder for hans kugler, og vi slår igen i blind hævnlyst og knuser hans byer og dræber hans børn. Fjenden over for os er grusommere end en tiger, mere glubsk end en haj, mere skånselsløs end en ulv; for vor ære og for at forsvare vor beskedne måde at leve livet går vi imod ham og bekæmper ham, vi slår ham med hans egne våben og søger at overgå dem. Men vil vi, når vi når enden af dette, kunne sige, at den vundne sejr er vores? Det, vi kæmper for, vil forsvinde fra vores sejr, som det ville være gået til grunde i vort nederlag. Kan vi sidde her med vore forhærdede hjerter under søndagens gudstjeneste og tro, at vores ord når op til Gud, efter at vi har tilbragt ugen med at dræbe uskyldige, bombet kirker og museer, brændt biblioteker og begravet mødre og deres børn under den dynge af forvredent jern og knuste mure, som det er vort århundredes speciale at forvandle huse til uden varsel.

Pral ikke over for mig i aviserne med de tusinder tons af bomber, som er drysset ud over det ulykkelige Tyskland, for jeg bliver nødt til at stå frem og sige, at de bomber kunne lige så godt være kastet over mig, på vores kirke, på jer og jeres Gud. Fortæl mig hellere, at du har grædt over den tyske soldat, som du var tvunget til at dræbe, da han stod foran dig fuldt bevæbnet og dødsensfarlig, og så vil jeg kunne sige, at du er min forsvarer, – forsvarer af den engelske kirke og af England.

Jeg ser flere soldater i menigheden her i dag, og jeg ved, at de har ret til at spørge, hvad er kærlighedens budskab for en soldat? Hvordan kan en soldat leve efter Kristi bud? Hvordan kan han elske sin fjende. Og jeg siger, at det kan gøres således . . . dræb nøjsomt og med en følelse af synd, en syndsbevidsthed, som kan stå mål med den synd, din fjende stod i færd med at begå. For var det ikke din ligegyldighed, din mangel på tro, din begærlighed, din døvhed over for advarsler, som på et tidligere tidspunkt bevæbnede ham og sendte ham ud for at dræbe dig? Han kæmpede for en fremtid, han græd og han råbte på dig, men du svarede blot: "Jeg hører ikke." Så greb han i fortvivlelse sin riffel, og så endelig kunne du sige: "Nu er hans hensigt tydelig. Lad os dræbe ham."

Føl ikke retfærdighed i hjertet på grund af den sidste blodige opmærksomhed, du viser hans færden. Dræb, hvis du er nødt dertil, fordi vi i vores svaghed og grundet på svigtende evner ikke kan finde anden vej til fred, men dræb med sorg, dræb sparsomt, for det er udødelige sjæle, som forlader livet under slaget, bær barmhjertighed i patronbælterne, tilgivelse i jeres tornyster, dræb uden hævn, thi hævnen hører alene Herren til, dræb ud fra den viden, at for hvert liv, du tager, bliver dit eget så meget fattigere."

– – –

Den gamle præsts ord taler for sig selv. Når jeg har citeret så stort et stykke af hans tale, som jeg har, er det, fordi jeg synes, den rører ved et problem, der under besættelsen var aktuelt for mange af vore unge, og som for øvrigt er et af bogens grundproblemer: De unge løver er ikke løver mere, skønt det forlanges af dem, at de skal brøle og opføre sig, som om de var det! – For nogle falder det lettere at gå ind i rollen; for andre betyder det en sjælelig konflikt, hvis udfald kan få de alvorligste konsekvenser for deres liv. Enhver af os kan i større eller mindre grad komme ud for det samme problem i fremtiden, og enhver må så gøre op med sig selv, hvor han står.

Men eet lærer bogen en først og fremmest: ikke at dømme. Det er let at være pacifist – i fredstid, og man kan i alt fald forstå den, der uden kendskab til livets højere love siger: Kan fred ikke under visse omstændigheder købes for dyrt? – Vi har vist i os alle noget af fanatikerens natur, og netop derfor er det sundt for os en gang imellem at blive stillet over for den tanke, at ingen kan med sikkerhed sige, hvad de i enhver given situation ville gøre, og at man meget let kan komme i en sådan stilling, at man må sige: af to onder vælger jeg det mindste! Og det er jo i virkeligheden det, der gør den gamle præsts ord til visdom; thi netop på det sted ville et manende "Stik dit sværd i balgen" være gået sporløst hen over menighedens hoveder, som blæsten over det stride marehalm.. – Det er livskunstnerens fornemste egenskab, at han overalt forstår at tilpasse sine ord og handlinger efter den foreliggende situation, uden at han derfor i mindste måde mister sit "greb på tingene" eller behøver at gå på akkord med sine dybeste idealer.

– – –

Disse artikler skulde gerne være andet og mere end almindelige boganmeldelser, og jeg skal derfor ikke fordybe mig i handlingens gang, hvor fristende det end kunne være. Jeg ser det blot som min opgave at pege på visse områder inden for den nyere litteratur, hvor man direkte eller indirekte sporer den nye verdensimpuls' indflydelse, fremdrage eksempler herpå og så i øvrigt overlade til læserne selv at afsøge det pågældende terræn, hvor hver især så vil kunne gøre nye og interessante perlefund.