Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Benjamin Saxe, cand. mag.
 

Der er næppe nogen åndsvidenskabelig forsker, som ikke flere gange i sit liv har følt det stik af glæde i hjertet, som det giver, når man i en eller anden tilfældig bog eller avis møder, hvad man kalder et kosmisk glimt. For den, der gennem Martinus' arbejde har fået kendskab til de kosmiske verdensimpulser, er verdenslitteraturen en sand guldgrube. Her vil man nemlig gang på gang finde bekræftelse af de analyser, som man gennem livets bog er blevet fortrolig med, men som vel for de fleste af os endnu kun kan være arbejdshypoteser, hvorefter vi forsøger at tilrettelægge vort liv og vor tænkemåde.

Næst efter den skabende glæde, som vel er den største for det udviklede menneske, findes der derfor næppe nogen større glæde end samlerens glæde, og en af de ædleste samler-hobby'er er utvivlsomt den at »samle på kosmiske glimt« eller, som jeg hellere vil kalde dem, litteraturperler.

Disse perler findes overalt, men ikke alle er naturligvis lige værdifulde og kun få lyser af den ægte evighedens glans, der giver beskueren en stadig ny og frisk glæde ved synet af dem. Det har altid forekommet mig morsomst at søge efter disse sjældne ædelstene, hvor man mindst venter at finde dem, nemlig i den almindelige underholdningslitteratur. I kraft af kontrastprincippet stråler de nemlig her med en ganske særlig skønhed og styrke, og man kan, – når man altså er besat af den rette samlerglæde, – godt trave kapitel efter kapitel gennem rene ørkenstrækninger af erotiske banaliteter, politiske intriger og kedsommelige hverdagsskildringer, hvis man har håb om at finde blot een sådan ægte perle.

Taylor Caldwell, som vil være danske læsere bekendt fra den store roman »Dødens Dynasti«, er en af de mange amerikanske forfattere, hvis bøger vidner om en ny tids forestående gennembrud. I en anmeldelse i Ekstrabladet af hendes bog »Hinsides Godt og Ondt« hedder det bl. a. om hendes personskildring: »De gode er sjælden så gode, at man bliver led ved dem, og selv de onde udstyrer forfatterinden med menneskelige egenskaber, ja ofte er man i tvivl om, hvem hun vil have, man skal holde med, og hvad kan læseren forlange mere i retning af menneskelighed.«

Allerede af denne anmeldelse forstår man, at denne forfatterinde hører til dem, hvis bøger rummer muligheder for fund af ægte perler, og man skuffes heller ikke.

I den sidstnævnte af hendes bøger diskuterer således to af hovedpersonerne problemet arbejde. Den ene siger:

»Vi trænger til nye, opdragende kræfter her i Amerika. Amerikanerne bør lære, at mennesket lever ikke af brød alene. De bør lære, at arbejdet er noget, som skal besørges på så kort tid som muligt, og at verden er fuld af forbløffende vidundere og glæder, som skal nydes i lange fristunder, – at sindets univers ikke kan fattes af en træt mand, der har spildt største delen af sit liv ved en maskine eller en skrivepult.«

Den anden svarer:

»Mennesket er skabt for at arbejde. Civilisationen er et resultat af arbejde. Mener du, at vi skal vende tilbage til barbarisme?«

Og hertil replicerer den første:

»Spartanerne, der satte arbejdet højest af alt og sled i det fra morgen til aften, skabte aldrig en skøn statue eller skrev et digt eller indførte en religion, der var bygget på kærlighed, skønhed og glæde. De skabte kun soldater. Det var athenienserne, som tilbragte mange timer i skyggefulde kolonnader og templernes forgårde, der skabte livgivende filosofier, skrev udødelige vers og skuespil og byggede alteret for den ukendte gud.«

– – –

Mærker man ikke bag dette replikskifte en gryende forståelse af forskellen på arbejdet som en »forbandelse«, der er pålagt Adam, for at han kan tjene til livets opretholdelse, og på det arbejde, der – udført i kunstens eller videnskabens tjeneste – kun føles som en glæde? Og er der ikke et perspektiv bag ordene, der lader en ane, hvor nær det rige, som Martinus kalder »Det rigtige Menneskerige«, egentlig er os, og som jo netop er en opfyldelse af de forudsigelser og ønskedrømme, som Taylor Caldwell giver udtryk for i sin bog?

Jeg skal en anden gang vise Kosmos' læsere nogle flere fund, jeg har gjort, i håb om, at andre samlere af litteraturperler vil få lyst til at fortælle os om deres fund; thi intet er så stimulerende for lysten til at samle som at se andres samlinger, og intet er så animerende og æggende for det, Martinus kalder »tankeprocessen nedenfra«, som det at underbygge sine egne erfaringer med andres, således som det netop sker gennem det at dyrke denne særlige hobby.