Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sine analyser viser Martinus os, at vi hver især er en sådan »Sfinks«, der rummer noget menneskeligt opadstræbende og samtidig beherskes og holdes nede af selviske begær og lidenskaber, der hører dyreriget til. Den samlede menneskehed er ligeledes en »Sfinks«, hvis hoved knejser mod sol, måne og stjerner, som den kan veje og måle, og hvis baner den i sin klogskab kan udregne. Dens skarpe øjne formår at stirre gennem stofferne, der opløses for dens blik som celler, molekyler og atomer. Og dog er denne menneskehed, der har bundet naturkræfterne, selv bundet af sin dyriske natur. De dyriske kræfter i den er de stærkeste og overmander og bemægtiger sig det, dens menneskelige forstand har fundet frem til, og bruger det »dyrisk«, d.v.s. i det dræbende princips tjeneste.

Det er en genial symbolik, Sfinksen rummer, et årtusindgammelt spejl er her rakt imod os, hvori vi kan se os selv, vi »vældige« mennesker, der mener at have gjort os jorden underdanig. Vi kan nok knejse en smule med nakken på grund af vor forstand, men den alene kan ikke forløse os fra »dyrehammen« og gøre os til virkeligt »oprejste« væsener. Ganske vist går vi på to og kryber ikke på fire som rovdyr og padder, og dog passer symbolikken, thi åndeligt går vi på fire, vi er spærret inde i det dyriske i en mørk ufremkommelig verden af had, hævn og intolerance, materialisme og selviskhed. Også naturen har arbejdet med på symbolet. Sfinksens kolde blik stirrer ud over ørkenens sand og samtidig over menneskehedens mentale ørken, hvor kærlighedens og visdommens »oaser« er sørgeligt få.

I sine analyser af skabelsesberetningens symbolske billedtale viser Martinus os, at skabelsen ikke blot er noget, der engang er sket, men at den stadig sker, også i dette nu i os og om os, og at den netop har nået det stadium, hvor »mennesket i Guds billede« er ved at blive til. Tilblivelse er forvandling; samtidig med at vi »er«, »bliver vi til«. I dette øjeblik sker der noget i os både fysisk og psykisk, som bevirker, at vi ikke mere er helt den samme som før. Cellerne i vort legeme fornyes ustandseligt, og vi gør erfaringer, som ændrer vor bevidsthed. Der er en dyb sandhed i den gamle Heraklits ord: »Ingen bader to gange i den samme flod«, thi floden er under forvandling, og den badende er under forvandling, begge er midt i »skabelsens under«.

Nu er der sikkert mange, der vil protestere: »Skabelsens under! Nu til dags sker der skam ikke undere!« Nej, hverken mere eller mindre, end der altid har gjort. Er ikke livet i sig selv et under? Dette, at vi er til og kan opleve livets fylde og vokse derved. Underet er ikke noget på trods af livslovene, det er selve lovenes eksistens. Må vi ikke »undres« over livets skønhed og storhed også i det uendeligt små? For eksempel når det viser sig for os som snekrystaller, Alverdens mønstre og ordensdekorationer skabt af menneskehænder kan ikke tåle at ses ved siden af dem. Der er love bag deres fremkomst eller skabelse. Geografiske, klimatiske og fysiske forhold bevirker, at vanddamp fortættes og bliver til sne. Men hvad er der bag lovene? Vi siger, der må være »kræfter«; men »kræfter«, der virker systematisk eller lovmæssigt, og som giver sig udslag i en skabelse, hvor både den logiske opbygning og det skønhedsmæssige element spiller en afgørende rolle, plejer vi at kalde for tænkning. Sådan kalder vi det, når det foregår i os selv. Hvorfor ikke bruge det samme ord om universets kræfter, når resultatet endda viser sig at overgå, hvad mennesket kan skabe ved sin tankes kraft?

De fysiske stoffer er fortættet kraft, kraft i en særlig tilstand. Tilstanden forandres, det ser vi, og kender vi kredsløbets love, ved vi, at det er for at glide over i en anden tilstandsform, der muligvis ikke er tilgængelig for fysisk sansning. Brænder vi vores gamle hat, går den til grunde som hat betragtet, men atomerne, som hatten var opbygget af, går ikke til grunde. De er kraftcentrer, belivet af en i universet allestedsnærværende kraft, skaberkraften, eller skabeevnen, som Martinus kalder den, en egenskab hos et »noget«, vi plejer at kalde Gud.

Gud »tænker« først »mennesket i sit billede«, og den koncentrerede tankekraft fortættes lidt efter lidt og bliver til »stof«, der tager form efter tanken, og gennem årmillioner har Guds tanker om mennesket fået den fysiske form, som vi repræsenterer i dag. Gennem utallige kredsløb af fødsel og død, i fysiske former og i stråleform har »Skabelsen« fundet sted. Denne tilblivelsesproces kender vi fra dens rent materialistiske side som »Udviklingslæren«. Man har troet, at denne helt ville vælte alt, der var baseret på den gammeltestamentlige skabelsesberetning og dermed tanken om Skaberen, men det er langtfra tilfældet. Udviklingslæren set i åndsvidenskabelig belysning viser netop, at det gamle jødiske eventyr såvel som mange skabelseslegender fra andre folkeslag er symboler over vor tilblivelse, ligesom Sfinksen i ørkenen er symbol på det stadium, vi hidtil har nået: dyret, der knejser med menneskeforstand. Hele denne lange udvikling har ikke formålsløst fundet sted, for at »homo sapiens« skal ødelægge det hele med en atombombe. Skabelsen går videre, sfinksmennesket vil blive til »mennesket i Guds billede«.

De »uartige menneskebørn« er »løbet vild i skoven«, de har »revet sig« og »slået sig« og er »faldet og har snavset sig til«, de er ikke mer så kåde, men græder og jamrer over den ulykke og elendighed, de har bragt sig selv i; dog »faderens trygge hånd« vil også være der og hjælpe dem. Men de må længes efter den, de må ville det, før den kommer.

Vi er i vor udvikling nået ind i den såkaldte frie villies virkefelt, men det betyder ikke, at vi kan gøre, hvad vi vil. Vi kan ikke »springe fra«, hverken fra jorden eller fra vort ansvar som vordende »menneske i Guds billede«. Enhver af os har et ansvar for helhedens vel. Netop der er vor guddommelighed begyndt! Det, vi frit kan ville eller undlade, er at åbne vor bevidsthed, vort eget miniatureunivers, for guddommens livgivende solkraft, universets grundtone: kærligheden til alt levende. Om vi lever i »mørke« eller »lys« og omkring os skaber »mørke« eller »lys«, er afhængigt deraf.

Ingen har tydeligere end Jesus af Nazareth givet udtryk for dette. Blandt andet med ordene: »Hvad jeg gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen gennem mig« og »Ske ikke min, men din villie«. Disse ord er ikke uforståelig teologi, men udtryk for, hvad det menneske oplever, der kun tænker, føler og handler til gavn for helheden. I sin kærlighed til medmenneskene åbnede han sig for Guds grænseløse kærlighed og blev sig bevidst at være »menneske i Guds billede«. Derfor blev han også et vigtigt redskab i skabelsesprocessens videre forløb.

Vi kan ikke omgående blive en »Kristus«, men vi kan prøve at følge hans anvisning, der netop går ud på det, der nu er skabelsesprocessens vigtigste moment: næstekærligheden. Kun den kan omskabe os fra den bundne »sfinkstilstand« til virkeligt oprejste, frigjorte mennesker.