Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er med en egen mærkelig Følelse man forlader Talerstolen efter sit sidste Foredrag. Det er, som om man et Øjeblik ikke begriber, at Vinterarbejdet virkelig er slut, at en ny, lang Foredragsrække virkelig er tilendebragt. Mange Følelser bruser ind over en. Lykkelige og vemodsfyldte mellem hverandre. Lykkelige fordi Vinterarbejdet gik saa godt, vemodsfyldte fordi man uundgaaeligt kommer til at holde meget af at møde de mange gode Smil og kærlige Haandtryk og nu ved, at det vil vare længe, før man paany skal opleve det i Samling. Det var mit Livs hidtil mærkeligste Vinter, der nu gik til Ende. Vel nok den mærkeligste de fleste har oplevet. Paa een Gang saa realistisk og alligevel saa besynderlig uvirkelig. Paa den ene Side Mørke og Kulde, paa den anden en lang Række Aftener præget af en saa dyb Samfølelse, at vist ingen af os nogensinde har oplevet noget tilsvarende.

Om det saa var Begyndelsen afveg den helt fra tidligere Aar. Under Trykket af Begivenhederne besluttede vi ved Vinterarbejdets Begyndelse at anvende Bureauets egne Lokaler til Undervisning. Tiderne var blevet svære, og Arbejdet vilde maaske faa det at føle i Form af mindre Deltagelse. Og saa gik det helt modsat. Jeg fik mit Ønske om mindre Hold opfyldt langt mere, end jeg havde turdet haabe. De ønskede tre Hold blev til fem. Men ikke nok dermed. Hvert af dem blev ved at vokse – Drømmen om en Skole blev til Virkelighed. Hverken Kulde eller Mørklægning kunde hindre dens Fødsel.

Da jeg efter mit sidste Foredrag endnu en Gang saa ud over den fyldte Sal, jog Tankerne et Sekund tilbage til Vinterens første Foredrag, til alle de unødige Bekymringer, det aabenbart er Jordmenneskets Natur at belemre sig selv med. Glade og taknemmelige Øjne lyste mig i Møde, hvorhen jeg end saa, – og aldrig saa snart var jeg nede, før mit Øre fyldtes af den intime Sludren, der Aften efter Aften har kendetegnet Holdenes Samvær, og som i sig selv er den mest levende Demonstration af den Enkeltes Glæde over Deltagelsen i Arbejdet.

Ni Vintre har Studiekresarbejdet over Martinus Arbejde nu eksisteret. Igennem ni Vintre er det vokset og vokset, for endelig i den nu svundne at kulminere i Skabelsen af den Skole, der vist for de fleste er en Skole for Livet. Intet Under at ens Sind er fyldt med Taknemmelighed imod det Forsyn, der lod alt dette ske, imod alle de Mænd og Kvinder, der trofast har været med til at bygge alt dette op! Da jeg holdt mit første Foredrag i vor nye Sal, bad jeg hver enkelt Tilhører modtage baade Martinus og min egen Tak, fordi de ved deres kærlige Deltagelse havde gjort alt dette muligt. Jeg gentager det her, thi vor Tak har videre Adresse. Den gaar ikke alene til Studiekresdeltagerne her i København, den gaar til hver eneste Studiekresdeltager Landet over. Thi mere end noget andet udgør Studiekresarbejdet over Livets Bog en samlet Enhed. Vel har vi ingen Forening, men vi har en Fællesfølelse dybere og større end det er almindeligt at møde iblandt Mennesker. En Fællesfølelse saa stærk, at den i os og om os skaber en Venskabsoplevelse saa langt udover, hvad almindeligt er, at kun Ordet "livsvarende" dækker dens Indhold.

Fra den mere nebuloseagtige Tilstand har Martinus Arbejde nu fortættet sig og faaet et Centrum. I Hjertet af det er nu den første virkelige aandsvidenskabelige Skole skabt. Med de kosmiske Analyser som urokkeligt Fundament vil Mennesker her blive uddannet til Livskunstnere, til Mennesker med kosmisk Perspektiv i alt, hvad der vedrører deres Liv. Udenom suggererende Ceremonier, udenom udefineret Følelsespaavirkning, vil Mennesker her blive uddannet til med egne Sanser at forstaa den Tilværelse, de oplever. Erkendelsen af Livets Lovmæssighed og Guddommens uangribelige Eksistens vil sukcessive blive hver eneste Deltagers Ejendom. Med Udødeligheden som dagsbevidst Fundament under sig vil hver eneste Deltager efterhaanden vide at bygge sit Liv paa den Klippe, ingen Magt evner at faa til at briste. Dette er den Skoles Maal, vi har skabt, og at disse Maal vil blive naaet, derom vidner ikke alene Arbejdets Vækst, men i langt højere Grad den mentale Forandring, hver eneste Deltager har været undergivet og som i Form af forædlet Væremaade er en uomstødelig Kendsgerning.

– – –

Men har Vintersæsonen betydet en nu afsluttet Række af dejlige Sammenkomster, saa tegner Sommersæsonen ikke til at blive mindre vellykket. Paa nuværende Tidspunkt, inden vi skriver 1. April, er saa godt som hvert eneste Hus i Kolonien beslaglagt, og vi, fra vor Side, atter stillet overfor den Kendsgerning, at Kolonien paany er for lille. Denne ubestridelige Kendsgerning indeholder dog intet Løfte om nyt Byggeri foreløbig. Martinus Arbejde er nu paa alle Omraader bygget forsvarligt ud, og enhver vil sikkert forstaa hans Beslutning om at vente med videre Udvidelse, indtil den Storm, der nu gaar over Kontinenterne, har lagt sig, og mere fredelige Tider er blevet en Kendsgerning.

– – –

Fra en uhyre spæd Begyndelse i 1932 er Studiekresarbejdet over Livets Bog nu vokset frem til, sammen med Kosmos Feriekoloni, at danne en næsten sammenhængende Undervisning Aaret rundt, kun afbrudt af de faa Foraarsmaaneder, hvor faktisk alle trænger til Hvile for aandeligt Arbejde. At dette Maal er blevet naaet, skyldes ikke alene den Maade, hvorpaa Martinus leder sin Sags Vækst, men ogsaa den Kærlighed, hvormed denne Sag er blevet omfattet af saa mange prægtige Mænd og Kvinder, som Tilfældet er. Om kort Tid har vi Paaske, og i Stilhed passerer Martinus da den tyvende Milepæl for Oplevelsen af sin kosmiske Bevidsthed. Omtrent samtidigt med denne Begivenhed foreligger anden Del af hans store Livsværk. I Stilhed, som det er Martinus egen Natur, er dette Værk blevet skabt, og i Stilhed vil det blive fuldbyrdet. Men er det ikke denne Stilfærdighed, der gør det saa tiltrækkende? Er det ikke denne Demonstration af en Væremaade hinsides Døgnets Strid og Kamp, der for os alle er Aabenbaringen af Martinus egen indre Harmoni? Jeg tror det! At de Tanker, Martinus har formaaet at iklæde Ord, engang vil danne Fundamentet for en hel Verdens Opfattelse af Tilværelsen, derom kan den, som har efterforsket disse Tanker i Dybden, ikke nære Tvivl. Uafhængigt af Tiden vil de vokse og vokse for slutteligt at ende med at give sig Udtryk i Kød og Blod, hvorhen end Blikket vendes. Det er i Lyset fra disse kommende Tider, at vi, der havde den store Lykke at møde Martinus paa vor Vej, bøjer vort Hovede i Taknemmelighed og siger ham vort Hjertes inderste Tak, for hvad han i Stilhed har været for os.