Kosmos 2002/8 side 174
Udødelighed ejer vi
H.C.Andersen og døden 3:3
af Harry Rasmussen
I denne tredje og sidste del af artikelserien om H.C.Andersen og døden skal vi først se nærmere på digterens opfattelse af, at Guds vilje altid er den bedste, og ikke mindst i relation til døden. Gud er kærlighed, og kærlighed udgør den væsentligste faktor i Andersens livssyn. Vi skal også se på hans opfattelse af bønnen og dennes funktion som en direkte "kanal" til kontakt med Gud. Endelig vil vi afslutte med at referere Andersens optimistiske syn på verdens og især menneskehedens tilstand og fremtid, som især hænger sammen med hans overbevisning om, at ethvert levende væsen er identisk med en udødelig sjælelig struktur, der sikrer det enkelte individ et evigt liv. Enhver fordomsfri læser vil herefter kunne konstatere, at H.C.Andersens livs- og verdensanskuelse alt i alt bekræftes af Martinus' kosmiske analyser, hvilket det da også har været et af formålene at påvise i og med denne artikelserie.
Døden, hvilket altså herefter kun betyder det fysiske legemes død, hvorimod den egentlige personlighedsstruktur: Jeget, overbevidstheden og den psykiske organisme eller sjælen, overlever, er både ifølge Andersen og Martinus ikke noget vi egentlig behøver at frygte eller ligefrem kæmpe imod, når der ellers i øvrigt er gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt og rimeligt for at undgå den, som f.eks. i sygdomstilfælde. Heller ikke selvom den kommer på et tidligt, unormalt og uventet tidspunkt i vort eget eller vore kæres liv, eksempelvis mens vi endnu er børn. Herom handler bl.a. eventyrene "Historien om en moder" (1848) og "Barnet i graven" (1859).
Det førstnævnte af de to eventyr indledes med, at "Døden" henter en ung moders eneste lille barn og fører det bort med sig. Moderen, som sidder og våger ved sit syge barns seng, er imidlertid faldet i søvn af bar træthed og udmattelse, men kun et kort øjeblik, for straks efter at vågne op igen ved den kulde, der har bredt sig i stuen. Til sin store fortvivlelse ser hun, at barnet er borte, og hun farer straks ud af huset og af sted i en tilfældig retning for om muligt at indhente "bortføreren". Undervejs spørger hun alt og alle til råds om, hvilken vej hun skal søge, men ingen ved rigtig besked herom. Først da hun er kommet dybt ind i skoven, hvor der står en tornebusk, som til gengæld for, at moderen vil trykke den til sit bryst og varme den til blodet flyder, vil fortælle hende, hvilken vej hun skal gå. Hun kommer da til en stor sø, som forlanger hendes øjne som betaling for at føre hende over på den modsatte bred, hvor "Dødens store drivhus" er beliggende, og "hvor Døden bor og passer blomster og træer; hver af dem er et menneskeliv!"
Guds vilje den bedste
At moderen ikke ved, hvor Døden har bragt hendes barn hen, er udtryk for, at mennesker sædvanligvis ikke har nogen forestilling om, hvad "døden" egentlig er for noget. Tornebusken er her et umiskendeligt symbol på lidelsen, der som i Kristi tilfælde koster blod. Sine øjne, sit syn, mister man, når man vil kigge ind i og udforske "døden" og "dødens land", for dette er det normalt ikke givet et menneske at kunne se ind i. I videre forstand mister man sin hukommelse, når man forsøger at overskride "søen" – i græsk mytologi floden Lethe: Glemselens flod – mellem den fysiske og den åndelige verden. Moderen i eventyret har i forsøget på at finde sit barn måttet ofre sit "syn" og er blevet blind. Men til trods herfor er det ved hjælp af følelsen lykkedes hende at nå til stedet, og endog før Døden selv ankommer. Her møder hun "den gamle grav-kone, som gik og skulle passe på Dødens store drivhus." Mod at give konen sit smukke, sorte hår og bytte det ud med den gamles egne hvide tjavser, dvs. ved at blive ældre og klogere, bliver moderen vist omkring i det store væksthus, hvor hun naturligt nok ivrigt og ængsteligt søger efter lige netop den plante eller blomst, som hun tror kan være hendes eget barn:
""Der er det!" råbte hun og strakte hånden ud over en lille blå krokus, som hang ganske syg til den ene side.
"Rør ikke blomsten!" sagde den gamle kone, "men stil dig her, og når Døden så kommer, jeg venter ham før jeg ved det, lad ham da ikke rykke planten op, og tru du med at du vil gøre det med de andre blomster, så bliver han bange! Han skal svare vor Herre til dem, ingen tør rykkes op før han giver lov."
Med eet susede det iskoldt igennem salen, og den blinde moder kunne mærke, at det var Døden der kom.
"Hvor har du kunnet finde vej herhen?" spurgte han, "hvor kunne du komme hurtigere end jeg?"
"Jeg er en moder!" sagde hun.
Og Døden strakte sin lange hånd hen imod den lille fine blomst, men hun holdt sine Hænder fast om den, så tæt og dog så bange for at hun skulde røre ved et af bladene. Da blæste Døden på hendes hænder, og hun følte at det var koldere end den kolde vind, og hendes hænder faldt matte ned.
"Du kan dog ikke gøre noget imod mig!" sagde Døden.
"Men det kan vor Herre!" sagde hun.
"Jeg gør kun hvad han vil!" sagde Døden, "jeg er hans urtegårdsmand! Jeg tager alle hans blomster og træer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekendte land, men hvorledes de der gror og hvorledes der er, tør jeg ikke sige dig!"
"Giv mig mit barn tilbage!" sagde moderen og græd og bad; med eet greb hun med hver hånd om to smukke blomster tæt ved og råbte til Døden: "jeg river alle dine blomster af, for jeg er i fortvivlelse!"
"Rør dem ikke!" sagde Døden. "Du siger, at du er så ulykkelig, og nu vil du gøre en anden moder ligeså ulykkelig –!"
"En anden moder!" sagde den stakkels kone og slap straks begge blomsterne.
"Der har du dine øjne," sagde Døden, "jeg har fisket dem op af søen, de skinnede så stærkt; jeg vidste ikke, at det var dine; tag dem igen, de er nu klarere end før, se så ned i den dybe brønd tæt ved, jeg skal nævne navnene på de to blomster, du ville rive op, og du ser deres hele fremtid, deres hele menneskeliv, ser, hvad du ville forstyrre og ødelægge!"
Og hun så ned i brønden; og det var en lyksalighed at se, hvor den ene blev en velsignelse for verden, se, hvormegen lykke og glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun så den andens liv og det var sorg og nød, rædsel og elendighed.
"Begge dele er Guds Vilje!" sagde Døden.
"Hvilken af dem er ulykkens blomst, og hvilken er velsignelsens?" spurgte hun.
"Det siger jeg dig ikke," sagde Døden, "men det skal du vide af mig, at den ene blomst var dit eget barns, det var dit barns skæbne du så, dit eget barns fremtid!"
Da skreg moderen af skræk: "hvilken af dem var mit barn! Sig mig det! Frels den uskyldige! Frels mit barn fra al den elendighed! Bær det heller bort! Bær det ind i Guds Rige! Glem mine tårer, glem mine bønner og alt hvad jeg har sagt og gjort!"
"Jeg forstår dig ikke!" sagde Døden. "Vil du have dit barn tilbage, eller skal jeg gå med det derind, hvor du ikke ved!" –
Da vred moderen sine hænder, faldt på sine knæ og bad til vor Herre: "Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din vilje, som er den bedste! Hør mig ikke! Hør mig ikke!"
Og hun bøjede sit hoved ned i sit skød.
Og Døden gik med hendes barn ind i det ubekendte land."1
I eventyret "Barnet i graven" ønsker den dybt sørgende og ulykkelige moder også at få sit døde barn levende tilbage. Barnet, en fireårs dreng, var den yngste af tre søskende, en lille efternøler. De to andre børn er piger, og den ældste af disse i konfirmationsalderen. Men den lille purk var naturligvis både sine forældres og sine søstres øjesten. Størst er tabet og sorgen dog nok for moderen, som jo havde båret barnet under sit hjerte:
"Søstrene sørgede som unge hjerter sørge, grebne især ved forældrenes smerte, faderen var nedbøjet, men moderen overvældet af den store sorg. Nat og dag havde hun gået om det syge barn, plejet det, løftet og båret det; det var en del af hende selv havde hun følt og fornummet, hun kunne ikke tænke sig at det var dødt, at det skulle lægges ned i kiste og gemmes i graven: Gud kunne ikke tage dette barn fra hende, mente hun, og da det dog skete og var en vished, sagde hun i sin syge smerte: "Gud har ikke vidst det! Han har hjerteløse tjenere her på Jorden, de handle, som de lyste, de høre ikke en moders bønner."
Hun slap i sin smerte Vorherre, og da kom mørke tanker, dødens tanker, den evige død, at mennesket blev jord i Jorden, og at da alt var forbi. Ved sådan tanke havde hun intet at klamre sig til, men sank i fortvivlelsens bundløse intet. –"2
Forgængelighed eller udødelighed?
Der kan ingen tvivl være om, at det er H.C.Andersens egen personlige røst, vi hører gennem disse sidste ord, for også han kæmpede med sig selv og var i mørke øjeblikke offer for tvivl og skepsis. Ved sådanne lejligheder kunne han endog tvivle på den sjælens udødelighed, som han ellers havde lovprist og hyldet i så begejstrede og overbeviste toner. Eksempler herpå finder man i eventyr som f.eks. "Grantræet" (1844) og "Snemanden" (1861). I "Grantræet" postulerer Andersen, at alle menneskets skønneste forhåbninger og drømme, ikke mindst troen på en udødelig sjæl, er ren illusion, for alle og alt er forgængeligt: "forbi, forbi, og det blive alle Historier!". I "Snemanden" forkyndes det, at selv den største kærlighed ender i intet. Som alt andet ender den med at forgå og blive glemt i et: "væk! væk!"
Kortest og enklest har Andersen nok udtrykt denne pessimistiske livsopfattelse i digtet "Kommer aldrig igen!" (1869) som tydeligvis er inspireret af den bibelske "Prædikerens Bog":
Alt farer hen som vinden,
Her er ej blivende sted.
Snart svinder rosen på kinden
Smilet og – tårerne med.
Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer sorg og fortræd;
Alt farer hen som løvet,
Tiden og mennesket med.
Alt er forsvinden – forsvinden,
Ungdom, dit håb og din ven.
Alt farer hen som vinden
Og kommer aldrig igen!3
Denne på sin vis trøstesløse, men i en vis forstand også resignerende, stoiske "lære", havde Andersen allerede i 1859 skrevet en fremragende historie om, nemlig "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre". Heri lyder omkvædet med vinden: "Hu-u-ud! fare hen!"4
Men i dybet af sit væsen var H.C. Andersen altid sikker på, at det, han havde set og oplevet i sine lyse øjeblikke, var sandhed og virkelighed, og da kunne han med "de små usynlige væsener" i eventyret "Hørren" (1848) udbryde: "Visen er aldrig ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den allerlykkeligste!" – Nej, livets eventyrvise bliver aldrig forbi eller ophører aldrig, for det forbyder alene Guds væsen som alkærlig, alvis og almægtig.
Imidlertid er moderen i "Barnet i graven" foreløbig utrøstelig i sin sorg og fortvivlelse, og en nat, da alle i huset sover, lister hun sig ud og om på kirkegården og hen til sit barns grav:
""Som hun havde siddet ved hans seng, sad hun nu ved hans grav, men her havde tårerne frit løb, de faldt på graven.
"Du vil ned til dit barn!" sagde en stemme tæt ved, den lød så klar, så dyb, den klang ind i hendes hjerte, hun så op, og der stod hos hende en mand, hyllet i en stor sørgekappe med hætte ned om hovedet, men hun så ind under den i hans ansigt, det var strengt, men dog så tillidsvækkende, hans øjne strålede som var han i ungdoms år.
"Ned til mit barn!" gentog hun og der lå en fortvivlelsens bøn deri.
"Tør du følge mig?" spurgte skikkelsen. "Jeg er Døden!"
Og hun nikkede bekræftende; da var det med eet, som om alle stjerner ovenover lyste med fuldmånens glans, hun så den brogede farvepragt i blomsterne på graven, jorddækket her gav blødt og sagte efter, som et svævende klæde, hun sank, og skikkelsen bredte sin sorte kappe om hende, det blev nat, Dødens nat, hun sank dybere end gravspaden trænger ned, kirkegården lå som et tag over hendes hoved.
Kappens flig gled til side, hun stod i en mægtig hal, der bredte sig stor og venlig; det var skumring rundt om, men foran hende og i samme nu, tæt op til sit hjerte, holdt hun sit barn, der tilsmilede hende i en skønhed, større end nogensinde før; hun udstødte et skrig, dog hørligt blev det ikke, thi tæt ved, og derpå igen langt borte og atter nær, lød en svulmende, dejlig musik, aldrig havde så saligstemmende toner nået til hendes øre, de klang hin side det natsorte, tætte forhæng, der skilte hallen fra det store evighedsland.
"Min søde moder! Min egen moder!" hørte hun sit barn sige. Det var den kendte, elskede røst; og kys fulgte på kys i uendelig lyksalighed; og barnet pegede hen på det mørke forhæng.
"Så dejligt er der ikke oppe på Jorden! Ser du, moder! Ser du dem alle sammen! Det er lyksalighed!"
Men moderen så intet, der hvor barnet pegede, intet, uden den sorte nat; hun så med jordiske øjne, så ikke således som barnet, det Gud havde kaldt til sig, hun hørte klangen, tonerne, men hun fornam ikke ordet, det hun havde at tro.
"Nu kan jeg flyve, moder!" sagde barnet, "flyve med alle de andre glade børn lige derind til Gud; jeg vil det så gerne, men når du græder, som du nu græder, kan jeg ikke komme fra dig, og jeg ville så gerne! Må jeg dog ikke nok! Du kommer jo derind til mig om ganske lidt, søde moder!"
"O bliv, o bliv!" sagde hun, "kun et øjeblik endnu! En eneste gang endnu må jeg se på dig, kysse dig, holde dig fast i mine arme!"
Og hun kyssede og holdt fast. Da lød hendes navn deroven fra; så klagende kom disse toner; hvad var det dog?
"Hører du!" sagde barnet, "det er fader, som kalder på dig!"
Og atter, efter få sekunder, lød dybe suk, som fra børn, der græde.
"Det er mine søstre!" sagde barnet, "moder, du har jo ikke glemt dem!""
I den dybe sorg over det døde barn, der fyldte moderen, havde hun forsømt og næsten glemt de levende: sin mand og sine to døtre. Men nu ligesom vækkes hun og husker dem:
"Moder, nu ringer Himmerigs klokker!" sagde barnet. "Moder, nu står solen op!"
Og der strømmede et overvældende lys mod hende; – barnet var borte, og hun løftedes – det blev koldt rundt om hende, hun hævede sit hoved og så, at hun lå på kirkegården på sit barns grav; men Gud var i drømmen bleven en støtte for hendes fod, et lys for hendes forstand, hun bøjede sine knæ og bad:
"Tilgiv mig, Herre min Gud! At jeg vil holde en evig sjæl fra sin flugt, og at jeg kunne glemme mine pligter mod de levende, du her gav mig!" Og ved disse ord var det som om hendes hjerte fandt lettelse. Da brød solen frem, en lille fugl sang over hendes hoved, og kirkeklokkerne ringede til morgensang. Der blev så helligt rundt om, helligt som i hendes hjerte! Hun kendte sin Gud, hun kendte sine pligter, og i længsel skyndte hun sig til hjemmet. Hun bøjede sig over manden, hendes varme, inderlige kys vækkede ham, og de talte hjertets, inderlighedens ord, og hun var stærk og mild, som hustruen kan være det, fra hende kom fortrøstningens væld.
"Guds vilje er altid den bedste!"
Og manden spurgte hende: "hvorfra fik du med eet denne kraft, dette trøstende sind?"
Og hun kyssede ham og kyssede sine børn:
"Jeg fik det fra Gud, ved barnet i graven.""
Fortabelse eller frelse?
En noget lignende situation har Andersen skildret i fortællingen "En historie", publiceret i 1851, som handler om den strenge og nidkære præst, der fra prædikestolen tordnede mod menighedens påståede ugudelighed, som han truede dem med ville blive straffet hårdt og nådesløst på dommens dag, hvor de ville blive dømt til evigt ophold i helvedes brændende luer. Men hans kone deler ikke hans strenge kristendomsopfattelse:
"Om aftenen ved sengetid så præsten sin kone sidde stille og tankefuld.
"Hvad fejler dig?" sagde han til hende.
"Ja hvad jeg fejler," sagde hun, "jeg fejler, at jeg ikke rigtig kan samle mine tanker, at jeg ikke rigtig kan få det, du sagde, til at gå op, at der var så mange ugudelige, og at de skulle brænde evigt! Evigt, ak, hvor langt! – Jeg er kun et syndigt menneske, men jeg kunne ikke bære det over mit hjerte at lade selv den værste synder brænde evig, og hvorledes skulde da vor Herre kunne det, han som er så uendelig god, og som ved, hvorledes det onde kommer udenfra og indenfra. Nej, jeg kan ikke tænke det, skønt du siger det!"
Samme efterår døde konen, og hendes sørgende mand, præsten, stod for bisættelsen og holdt talen over den afdøde:
"Får nogen fred i graven og nåde hos Gud, da er det dig!" sagde præsten, og han foldede sine hænder og læste en salme over den døde."
Men den afdøde fik ikke den fred eller ro i graven, som hendes mand mente, hun måtte være selvskreven til:
"Det var nat, en kold vind blæste hen over præstens hoved, han slog øjnene op, og det var, ligesom månen skinnede ind i hans stue, men månen skinnede ikke; en skikkelse var det, der stod foran hans seng; han så sin afdøde kones genfærd, hun så på ham så inderligt bedrøvet, det var, som ville hun sige noget.
Og manden rejste sig halvt op, strakte armene ud imod hende: "Du ikke heller forundt den evige ro? Du lide? Du, den bedste, den frommeste!"
Og den døde bøjede sit hoved til et ja og lagde hånden på brystet.
"Og kan jeg skaffe dig ro i graven?"
"Ja!" lød det til ham.
"Og hvorledes?"
"Giv mig et hår, kun et eneste hår af hovedet på den synder, hvis ild aldrig vil slukkes, den synder, som Gud vil nedstøde i Helvede til evig pine."
"Ja så let må du kunne løses, du rene, du fromme!" sagde han.
"Så følg mig!" sagde den døde". Det er os så forundt. Ved min side svæver du, hvorhen dine tanker vil; usynligt for menneskene står vi i deres hemmeligste vrå, men med sikker hånd må du pege på den til evig kval indviede, og før hanegal må han være fundet.""
Men det viser sig under den efterfølgende tur rundt i den store stad, hvor der på husenes vægge med flammende ildbogstaver står skrevet navnene på de syv dødssynder: Hovmod, gerrighed, drukkenskab, vellyst osv., at præsten ikke finder en eneste synder, der efter hans mening fortjener at dømmes til evig ild og pine. Til sidst kommer parret til et fængsel, hvor "den gale Mads" sidder indespærret sammen med andre forbrydere. Hver nat genoplever han i et mareridt en gentagelse af den ildebrand, han selv i hidsighed havde anstiftet på sin husbonds gård, men som han fortrød. Han hjalp derfor med at bjærge kvæget og indboet, men i forvirringen overså man, at lænkehunden ikke kunne komme fri, og derfor omkom den under en stor og smerteskærende hylen, som "gale Mads" ikke kan glemme.
Men hans medfanger falder over ham og vrider hans krop sådan, at hovedet sidder nede mellem hans ben, og i denne stilling binder de ham så fast, at han ikke kan røre sig og dårligt nok få luft.
""I dræber ham," råbte præsten, "den ulykkelige!" og idet han forhindrende udstrakte hånden over synderen, han, som alt her led for hårdt, vekslede scenen om; de fløj gennem rige sale og gennem fattige stuer; vellyst, misundelse, alle dødssynder skred dem forbi, en dommens engel læste deres synd, deres forsvar: dette var vel ringe for Gud, men Gud læser hjerterne, han kender alt til hobe, det onde, der kommer indenfra og udenfra, han nåden, alkærligheden. Præstens hånd skælvede, han vovede ikke at udstrække den, at rive et hår af syndernes hoved. Og tårerne strømmede fra hans øjne, som nådens og kærlighedens vande, der slukker Helvedes evige ild.
Da galede hanen.
"Forbarmende Gud! Du vil give hende den ro i graven, som jeg ikke har kunnet indløse."
"Den har jeg nu!" sagde den døde, "det var dit hårde ord, din mørke mennesketro om Gud og hans skabninger, der drev mig til dig! Kend menneskene, i selv de onde er der en del af Gud, en del, der vil sejre og slukke Helvedes ild."
Og et kys blev trykket på præstens mund, det lyste omkring ham; Guds klare sol skinnede ind i kammeret, hvor hans hustru, levende, mild og kærlig, vakte ham af en drøm, sendt fra Gud."5
Den omstændighed, at Andersen ender med at afsløre handlingen i "En historie" som en drøm, forandrer imidlertid ikke det væsentlige og principielle, nemlig hans opfattelse af, at en afdøds sjæl midlertidigt kan blive fastholdt i den første sfæres skærsildzone.
Hvad angår dette, at sørgende efterladte så at sige ikke kan eller vil "slippe" en "afdød", som til dels derved "fastholdes" i "den første sfære"s ubehagszone, der er en variant af "skærsildtilstanden", er H.C.Andersen i fuld overensstemmelse med Martinus' kosmiske analyser vedrørende "døden". I henhold til samme analyser kan den diskarnerede sjæl nemlig indtil en vis grad stå i rapport med det fysiske plan og derved for en tid blive fastholdt til dette ved synet af de efterladtes tårer, savn og fortvivlelse. Dette, at sørge over væseners død eller overføring til den åndelige verden, er en forståelig, men ikke des mindre primitiv bevidsthedsudfoldelse, som opretholdes af uvidenhed eller ukendskab til de virkelige fakta. Men omvendt kan den "afdøde" også blive udfriet af sit ufrivillige og ubehagelige tilhørsforhold til det fysiske plan, ved at de efterladte ikke sørger, men i stedet sender venlige og kærlige tanker mod de "døde".6
H.C.Andersens teodicé og kosmologi
I denne artikelserie har jeg forsøgt at kaste et strejflys hen over H.C.Andersens opfattelse af begrebet og fænomenet "døden", og herigennem har læseren forhåbentlig fået et vist indtryk af, at udødelighedsproblemet var et kardinalspørgsmål for ham. Han vendte sig både imod den spekulative, romantiske idealisme, særlig som den blev repræsenteret af den tyske filosof Hegel, som satte fornuften og abstrakte begreber som staten, samfundet og familien i højsædet, og imod den på den tid stærkt tiltagende og omsiggribende filosofiske og naturvidenskabelige materialisme, som benægtede både Guds og sjælens eksistens og dermed også muligheden af udødelighed, åndelig eller parafysisk tilstandsform, reinkarnation, skæbnelov og evigt liv. Men hvad værre var, materialismen promoverede egoismens nyttemoral, men undergravede samtidig enhver form for højere etik og moral. Det berørte H.C.Andersen dybt, ja, næsten smerteligt, at materialismens åndelige mørke, dette "alt guddommeligt opslugende uhyre", som Andersen malende kaldte det, sænkede sig over menneskene, i al fald i den vestlige verden og ikke mindst i hans eget kære lille fædreland, Danmark.
Til trods for sin modvilje imod materialismen og alt dens væsen havde Andersen faktisk en klar forståelse af det åndelige mørkes komplementære nødvendighed, uundgåelighed og funktion i "det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever." Han vidste, at materialismen var et spørgsmål om sjælelig synsvinkel, i dette tilfælde en indskrænkning af den sjælelige synsvinkel til kun at omfatte nogle procentdele af den samlede, kosmiske synsvinkels 360 grader. Men personligt havde han svært ved at forlige sig med de åndskvælende tendenser, der lå i den tiltagende overbetoning af intelligens og fornuft på bekostning af følelse, intuition og fantasi. Han var dog heller ingen tilhænger af en overbetoning af den følelsesladede og fantasifulde romantik, der tilsidesatte enhver relation til virkelighedens eget store eventyr. Derimod mente han, at man måtte stræbe efter en optimal balance mellem følelse og intellekt og mellem fornuft og intuition, som ikke tilsidesætter højere moral og etik.
Det var fortrinsvis for at påpege disse vigtige ting, at han gav sig i kast med sin ambitiøse teodicé, romanen "At være eller ikke være" (1857), som er omtalt tidligere i denne artikel. Det vil imidlertid føre for vidt at komme nærmere ind på denne interessante bogs handling her, men må være nok at nævne, at den argumenterer for den personlige udødelighed og retfærdighedsproblemet ud fra den grundholdning til spørgsmålene, som H.C.Andersen nok kortest og klarest har udtrykt i sit lille essay "Tro og videnskab (Prædiken i naturen)", der for øvrigt er stærkt inspireret af H.C.Ørsteds opfattelse og synspunkter, og som findes trykt i Andersens fine rejseskildring "I Sverrig", der udkom i 1851:
"Sandhed kan aldrig stride mod sandhed, videnskaben aldrig stride mod troen, vi taler naturligvis om dem begge i deres renhed; de mødes og de bestyrker menneskets herligste tanke: Udødelighed."
Sådan indleder Andersen sit essay, og han fortsætter umiddelbart efter med at omtale de vanskeligheder, der for nogle mennesker kan ligge i at gøre brug af forstanden og fornuften også i religiøse anliggender, men det er efter hans mening tvingende nødvendigt at gøre det, for kun derigennem kan vi lære at forstå at:
"Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på Jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed.
Det prædiker du for os, du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og Åbenbaringen besegler det; og peger man os hen på den hele menneskehed, som den, hvori harmonien vil åbenbare sig, da synker al vor stræben hen til koraldyrets virksomhed; menneskeheden bliver da kun et storheds monument for Skaberen, han viser da kun sin herlighed, men ikke sin højeste kærlighed. Alkærlighed er ej selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi!
I denne rige bevidsthed løftes vi mod Gud, grundsikre i, at hvad der sker med os, sker til vort bedste! Vort jordiske øje formår kun at se til en vis grænse ind i rummet, vort sjælelige blik når også kun et vist mål, men hin side det må de samme alkærlighedens love herske, som her. Den evige forstands forudviden kan ikke ængste os; vi mennesker kunne i os selv fatte et begreb om den. Vi vide fuldkomment, hvad udvikling der i de forskellige årstider må finde sted, vi vide tiden for blomsterne og for frugterne, hvilke arter der ville fremkomme og trives, modenhedens tid, når stormene må herske, og når det er de visse regntider. Gud må, og det i en uendelig højere grad, have samme kundskab til sit skabte: Universets kloder, som vor Jord, og menneskeslægten her; han må vide: – og her bliver årtusinder for ham, som en dag for os, – da må den udvikling, den blomstren i menneskeslægten finde sted, da vil de lidenskabens, de udviklingens storme herske og under disse karakterer komme til udvikling, personer blive mægtige drivhjul, hver være et født Guds menneske. Historien viser os dette, led griber ind i led, i åndens verden som i det materielt skabte; visdoms-øjet, Fader-øjet, omfatter det hele! –"
Men den intuitive oplevelse og intelligensmæssige forståelse af livsmysteriets løsning er i sig selv ikke tilstrækkelig åndeligt "udstyr" på livssejladsen, et fyr at lægge kursen efter er også nødvendigt:
"På livs-sejladsen er Gud det fyr,
Der os i havnen fører;
Vort liv er det dejligste eventyr,
Men hist først man slutningen hører.
Thi frejdig fremad i sorg og savn
I onde og gode dage,
Fra moderens hjerte til Faderens favn!
På den vej tør ej man forsage."7
Sådan skriver Andersen i et lille digt fra 1867, og heri fastslår og fremhæver han endnu engang, at uden tilliden til Guds Forsyn og Faderhjerte er vort livsskib på forhånd dømt til at forlise. Tilliden til Guddommen manifesterer sig primært igennem bønnen, men den må også være til stede i vort daglige livs gøren og laden. Viden om Altets fuldkommenhed giver ingen sikkerhed eller garanti for, at man undgår sin skæbnes mørkere tilskikkelser, hvilket Andersen fuldstændig er på det rene med, når han i umiddelbar forlængelse af den ovenfor citerede essay-tekst bl.a. også skriver:
"– og skulle vi da ikke kunne, i hjertets nød hernede, bede med fortrøstning til denne Fader, bede som Frelseren bad: tag denne kalk fra mig, dog ske ikke min, men din vilje! – disse sidste ord glemme vi ikke! Og vor bøn vil opfyldes, er den til vort vel, og er den ikke det, da lad os, som barnet her, der i sin sorg kvæges ved milde ord og fornuftens kærlige tale, så at øjet græder sorgen blød og barnesmerten mildnes. Det vil også i bønnen skænkes os! Øjet vil få tårer, hjertet fortrøstning! Og hvem er vel trængt så dybt ind i sjælenes veje, at han tør benægte, at bønnen er vingen, der hæver os til den indskydelsens sfære, hvorfra Gud vil rækker os hjælpens og nådens oliegren."
Hvilken forunderlig indsigt i tilværelsens mysterium – og ikke mindst i bønnens natur, funktion og hensigt – afslører H.C.Andersen ikke her, at han var i besiddelse af! – Den er jo fuldkommen identisk med den kosmiske indsigt, vi finder i Martinus' kosmologi. I de ovenfor citerede tekststykker fra essayet "Tro og videnskab" omtales indirekte kredsløbs- og kontrastprincippet, perspektivprincippet, forholdet mellem den relative og den absolutte virkelighed, udviklingen fra det jordiske menneske over den kosmiske fødsel til det "rigtige" menneske, anført af højere begavede ånder eller verdensgenløsere. Og sidst, men ikke mindst: Den levende, alkærlige, alvise og almægtige Gud Fader, som er tilværelsens alfa og omega. Det sidste fremgår ikke mindst af et af Andersens digte fra 1866 med titlen "Du evighedens gåde":
"Du evighedens gåde,
Du lys for min forstand,
Du kærlighed og nåde
Så stor den rummes kan.
Fra dig alt livet vælder,
Til dig alt liv går hen,
Til dig jeg hoved hælder,
Du barnets store ven.
Jeg øjnene vil fæste
Fortrøstningsfuld på dig,
Hvad der er mig det bedste,
Det vil du give mig!
O lad den tro ej briste
Hos mig i angstens stund,
Og i den allersidste
Kys mig med Fadermund."8
Hvad angår bønnen, som er "vingen", der bringer os i Guds nærhed, så har også Martinus klart, sandt og smukt beskrevet denne i sin fine og enkle, men dog så dybsindige lille bog "Bønnens mysterium". Martinus' kosmiske analyser vedrørende bønnen bekræfter i et og alt Andersens opfattelse af denne.
I essayet "Tro og videnskab"s afsluttende linjer viser Andersen bl.a., at han også havde den evige udvikling mod stadig større fuldkommenhed for øje:
"Just ved at vandre med åbne øjne på videnskabens vej [Andersen tænker her på det samme, som Martinus betegner som den "højintellektuelle" videnskab: åndsvidenskaben] ser vi forkyndelsens herlighed. Menneskeslægtens visdom er kun et spand på åbenbaringens søjle, der bærer Gud, men dette korte spand vil vokse gennem evigheden, i troen og med troen. Videnskaben er som en kemisk prøve, der siger, at guldet er ægte." (Et spand er iflg. Nu-dansk Ordbog lig med et spand af år, dvs. en årrække).
Med denne – det tør man vel nok sige – kosmiske indsigt i dybet af sin bevidsthed, som Andersen allerede ret tidligt i sit liv viste sig i besiddelse af, men som særlig modnedes fra omkring hans tredivte år, kunne han navnlig skabe den guldgrube i form af en række dybsindige eventyr, der vidner om stor intuitiv opfattelses- og indlevelsesevne, og om en indsigt og viden om tilværelsen i almindelighed og menneskelivet i særdeleshed, som var og er relativt usædvanlig. Sit eget livs helt grundlæggende og afgørende religionsfilosofiske spørgsmål og problemstillinger, som Andersen havde givet udtryk for allerede så tidligt som i 1825 med bl.a. digtet "Sjælen", tog han endnu engang frem til behandling i sin sene alderdom, hvor det åndelige bo skulle gøres op. Det skete især i og med digtene "Oldingen" (1874) og "Tunge Timer" (1875), hvoraf det førstnævnte digt er citeret i sin helhed i min bog "H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus", s. 107-08. I det sidstnævnte digt, der stort set minder om det førstnævnte, er Andersens forvisning om udødelighed modereret til et udødelighedshåb:
"Vor tid skriver nu på sin visdomsbog;
Er det til godt eller til det værre?
Det er forfærdeligt at blive så klog,
At man ikke tror på Vor Herre!
O, det var bedre for hver og een,
Der foragter hver fattigt begavet,
At om hans hals hang en møllesten,
Og han lå dybest i havet.
Nu alle overmåls kloge ved:
Gud skabtes ved menneskets snilde,
Og mennesket er "ufejlbarlighed",
Et grundstof er livets kilde.
Alt, hvad vi stræbte og leved' og led,
Udslukkes med livets flamme.
I et bundløst intet synke vi ned,
Ondt og godt er et og det samme.
O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I dig og ved dig alt er givet!
Forund os i nåde "det evige liv"
Og erindring om jordelivet!"9
Digtet "Tunge timer" er præget af den da 70-årige Andersens tiltagende svækkelse, som skyldtes den sygdom – leverkræft – som nogle måneder senere satte hans afkræftede legeme ud af funktion. Andersen døde den 4. august 1875, men han, der siden sin tidligste ungdom havde været en flittig dagbogsskribent, måtte til sidst overlade det til sin værtinde på landstedet "Rolighed", fru Dorothea Melchior, at notere i hans dagbog. To dage før digterens rolige og fredelige død nedskrev fru Melchior følgende i dagbogen:
"Han har sovet hele natten, lå i samme ubevægelige stilling indtil klokken 10 morgen; jeg tog lidt hårdt i døren for at se om han vilde vågne, da jeg fandt det nødvendigt, at han fik noget at styrke sig på. Endelig slog han øjnene op, idet han sagde "Oh! Hvor velsignet, hvor dejligt, god morgen alle sammen" og rakte hånd til tjeneren og mig på engang. "Hvad er det dog alt sammen, jeg forstår intet, jeg kan ikke samle noget i mit hoved. Kommer jeg da aldrig mere op." […]"10
Nej, op af sengen for alvor kom den dødsmærkede digter ikke mere i dette liv, og et par dage efter, den 4. august, kunne fru Melchior afslutte H.C.Andersens dagbog for 1875 med bl.a. følgende ord:
"Nu er lyset slukket! Hvilken lykkelig død. Klokken 11, 5 minutter udåndede den kære ven sit sidste suk."10
Omkring et halvt år før sin død havde Andersen skrevet et lille digt, der var inspireret af, at man i en ægyptisk dronningegrav, som var blevet åbnet nogen tid forud, bl.a. havde fundet et indtørret hvedeaks, hvis kerner åbenbart havde vist sig spiredygtige og grokraftige. Andersen kaldte med god grund sit digt "Miraklet":
"Fra pyramiden i ørkenens sand
En mumie bragtes til Nordens land,
Den var balsameret for tretusind år,
I hieroglyffer det skrevet står;
Engang en dronning i storhed og pragt,
Et hvede-kornaks i hånden var lagt.
Det planted' man nu efter tretusind år,
Og det spired' frem, så snart det blev vår,
Satte aks og bar korn og – styrked' vor tro.
Efter tretusind år det endnu kunne gro!
– Et sådant liv i et korn er lagt!
Hvor stor er da menneskesjælens magt?
Dens hylster lægges i jorden ned,
Men selv har den liv for Guds evighed.
Miraklet i hvedekornet du ser:
Du kan ej forstå det, men ser – det sker!"11
Derfor valgte man også rigtigt, da man foruden H.C.Andersens navn og fødsels- og dødsdatoer også lod de sidste fire linier af digtet "Oldingen", som opsummerer hans livs overbevisning, indgravere på hans gravsten på Assistens Kirkegård i København, her gengivet med moderne retskrivning:
"Den sjæl, Gud i sit billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ej gå tabt;
Vort Jordeliv her er evighedens frø,
Vort legem' dør, men sjælen kan ej dø!"12
Noter og kilder:
- H.C.Andersens Eventyr I-VII, bind II, s.160-4. Hans Reitzels Forlag. København 1963-90.
- Samme sted, bind III, s. 152-8.
- H.C.Andersen / Digte. I Udvalg ved H. Topsøe-Jensen, s. 165. Forlaget Spektrum 1966.
- Det i note 1 nævnte værk, bind III, s. 103-12.
- Samme sted, bind IV, s. 52-6.
- Martinus: Menneskehedens skæbne. Kap. 29 og evt. kap. 26 og 27.
- Det i note 3 nævnte værk, s. 162. Se evt. også Martinus' artikel "Juleskibet", Kosmos nr. 12, 1990.
- Samme sted, s. 150.
- Samme sted, s. 179.
- H.C.Andersen /Dagbøger X, hhv. s. 481 og 482. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/G.E.C. Gads Forlag 1971-1976.
- Det i note 3 nævnte værk, s. 176.
- Samme sted, s. 181. Digtet er i sin helhed også gengivet i bogen H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, s. 107-08.
Tegninger af Lorenz Frølich.
Tilbage til forfatterregister
Forrige