Kosmos 1999/6 side 106
"Det ligger i generne!" er et udsagn, der efterhånden er blevet noget i retning af et slagord i tidens populærvidenskabelige oplysning. Man kan dårligt nok åbne sin daglige avis eller høre radio og se TV, uden at støde på dette udsagn.
Hvis man skal tro visse naturvidenskabelige forskere og diverse ditto popularisatorer og skribenter, findes der ikke den menneskelige egenskab, evne, tilbøjelighed, dyd eller last, som ikke kan tilbageføres til generne og som disse er årsag til eller bærer skylden for. Det med, at alting – herunder også etik og moral – skyldes generne, bruges dels som forklaring og dels som undskyldning for menneskets holdninger og adfærd. (1)
Det er blevet moderne at påstå, at såvel social som asocial og kriminel adfærd ligger indkodet i generne, ligesom tilfældet er med menneskets hetero-, homo- eller biseksuelle orientering. Ja, der er som nævnt næsten ingen grænser for genernes indflydelse på og betydning for menneskelivet – og plante- og dyrelivet med, kunne man tilføje.
Forsøget på f.eks. at forklare især homo- og biseksualitet med, at denne seksuelle orientering og adfærd skyldes en særlig kodning af generne, hvorfor det enkelte individ følgelig ikke kan gøre for eller bære ansvaret eller skylden for sin afvigende seksuelle orientering og adfærd, er for så vidt forståelig og sympatisk nok. Det hænger jo blandt andet sammen med tidens tendenser i retning af større tolerance og modstand mod diskrimination af enhver art, også af seksuelle minoriteter.
Det personlige ansvar
Imidlertid kan man med begrundet skepsis tillade sig at spørge, om dét med generne nu også er hele forklaringen på menneskets biologiske, psykologiske, sociale og kulturelle situation og adfærd, sådan som de naturvidenskabelige popularisatorer åbenbart mener og gerne vil have os til at tro? Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at alt, hvad der vedrører mennesket, på forhånd er bestemt af generne, hvor bliver så f.eks. individets egenvilje og bevidste beslutninger og dermed det individuelle eller personlige ansvar af i sammenhængen?
Situationen minder om dengang tilbage i 1960-70'erne, hvor psykologer, pædagoger og sociologer var tilbøjelige til at acceptere den marxistiske påstand om, at det er produktions- og samfundsforholdene, som dybest set er ansvarlige for det enkelte individs psyke og adfærd. Når et menneske derfor f.eks. udviser en kriminel adfærd, skyldes dette altså ikke individet selv, men derimod dé ydre forhold og livsvilkår, individet er født ind i og undergivet, for ikke at sige prisgivet.
En af de konklusioner, som tilhængere af dette synspunkt drog, var, at man måtte ændre produktionsvilkårene og samfundsforholdene, for derigennem at ændre og forbedre mennesket. En ændring og forbedring, man i øvrigt mente ville følge som en helt automatisk konsekvens af ændrede ydre forhold. Marx udtrykte det selv på den måde, at det ikke er bevidstheden, der skaber omverdenen, sådan som en del filosoffer hævder, men derimod omverdenen, der skaber eller frembringer bevidstheden.
Er mennesket en robot?
Men hvad enten man vil tillægge produktions- og samfundsforholdene eller generne ansvaret for menneskets psyke og adfærd, og dermed for dets etiske og moralske holdninger eller mangel på samme, så er der ret beset tale om ansvarsforflygtigelse, idet man frikender individet for personligt ansvar. Hermed reducerer man rent faktisk mennesket til en slags robot, der som sådan naturligvis ikke kan tillægges hverken ansvar eller skyld. Individet er derfor kun et lille og i og for sig ubetydeligt "hjul" i det store "samfundsmaskineri", og kan kasseres og skiftes ud, hvis og når det ikke længere fungerer tilfredsstillende og efter hensigten.
Konsekvenserne af en sådan mekanistisk-materialistisk og kollektivistisk indstilling og tankegang kender vi desværre kun alt for godt, nemlig i form af den undertrykkende og nedværdigende behandling, som autoritære kommunistiske regimer med vekslende intensitet udsatte millioner af mennesker for i perioden 1917-90. Det er først her i midten af 1990'erne, at omfanget af de inhumane overgreb og grufulde forbrydelser mod mennesker, kommunister såvel som ikke-kommunister, som især Stalin-tiden var eksponent for, er blevet dokumenteret og offentliggjort af russiske historikere. (2)
Hvad er et gen?
Ifølge biologien er et gen en udelelig enhed, kaldet et arveanlæg, der bærer de arvelige egenskaber. Et gen kan lokaliseres til en bestemt plads på et kromosom, som er en dannelse i cellekernerne, herunder i kønscellerne (æg og sædceller), hvor de såkaldte X- og Y-kromosomer er bestemmende for kønskarakteren. Man har beregnet, at mennesket har ca. 40.000 gener.
Et individ rummer to sæt arveanlæg, ét fra moderen og et andet fra faderen, men dog sådan, at kønscellerne kun har ét sæt arveanlæg, hvor de enkelte anlæg stammer enten fra moderen eller faderen. Blandingen af arveanlæggene foregår efter bestemte regler, som i 1854-68 blev opdaget og registreret af den østrigske botaniker og arvelighedsforsker Gregor Mendel (1822-84).
Senere har man fundet ud af, at det er de i generne indeholdte kemiske DNA- og RNA-forbindelser, der styrer og bestemmer kroppens udvikling, struktur, funktioner og adfærdsmønster, ligesom dé i kønscellerne indeholdte arveanlæg bestemmer kroppens mere præcise udseende, dens sundhed og sygdom, og til en vis grad de psykiske evner og egenskaber, der er knyttet til den. De nævnte faktorer kan enten stamme fra moderen eller faderen eller være en blanding fra begge. Imidlertid mener biologer i almindelighed ikke, at biokemien – i al fald ikke indtil videre – er i stand til at forklare og give tilfredsstillende svar på, hvordan adfærd og færdigheder er kodet rent kemisk, ligesom man foreløbig heller ikke kan give svar på, hvordan en enkelt celle kan udvikle sig til en færdig flercellet organisme.(3)
Hypotese og virkelighed
Når biologiske forskere derfor fra tid til anden fremsætter teorier om, at f.eks. kriminelle tilbøjeligheder eller homoseksuel orientering ligger indkodet i og styres af generne, er der i reglen overvejende tale om netop teori eller hypotetiske antagelser og modeller. Men når disse teorier, hypoteser og modeller offentliggøres i medierne, får de i medfør af disses krav om sensationelt nyhedsstof, der er egnet til at vække helst stor opmærksomhed og som kan "sælge", meget nemt karakteren af verificerede kendsgerninger.
Nyhedsformidlerne, både de seriøse og de mindre seriøse, overser derfor ofte, at forskerne i forsøget på at forstå årsager og sammenhænge, betjener sig af sandsynlige hypotetiske antagelser, som de eksperimentelt søger enten at bekræfte eller afkræfte. Imidlertid er forskerne nok i flere tilfælde selv skyld i misforståelserne, idet de i deres iver for at fremføre hypotesen og markere sig eller for indirekte at påvirke politikerne og de bevilgende myndigheder, tilsidesætter den gode og sobre objektivt-neutrale forskerskik.
Objektiv og subjektiv forskning
Men de naturvidenskabelige forskere, og herunder selvfølgelig også arvebiologerne, kan naturligvis ikke forventes at søge andet og mere end materielle, fysisk-kemiske og dermed kvantitative årsager og årsagsforklaringer på de fænomener og komplekse kemiske processer, der undersøges. For hvad andet er der at undersøge, beskrive og forklare, vil man spørge. Nej, netop, thi for den objektive iagttagelse og betragtning eksisterer der kun den fysiske materie eller energi og de i denne iboende kræfter og egenskaber, som følgelig må være dét, hvori årsager og årsagsforklaringer på alt, hvad der eksisterer, skal søges.
Som en direkte følge heraf kan og skal man derfor ikke forvente, at biokemien og arvelighedsforskerne som sådanne nogensinde vil blive i stand til at give fyldestgørende og tilfredsstillende svar på, hvad et individ med sine fysiske og måske især psykiske evner, egenskaber og tilbøjeligheder egentlig er for en kvalitativ 'størrelse'. Men dermed være ikke sagt, at videnskaben ikke på et eller andet tidspunkt vil blive i stand til at opdage, udforske og forklare de faktorer, processer og årsager, der ligger til grund for liv og bevidsthed.
Dette er da også, hvad Martinus mener vil blive tilfældet, idet han dog med videnskab mere præcist mener åndsvidenskaben, altså den komplementære videnskab til naturvidenskaben. For den åndsvidenskabelige subjektive iagttagelse og betragtning eksisterer der nemlig også en åndelig/parafysisk materie eller energi og de i denne iboende kræfter og egenskaber, hvoraf den fysiske materie i realiteten er en virkning, og som derfor er dét, hvori de dybereliggende årsager og årsagsforklaringer på alt, hvad der eksisterer, må søges. (4)
Talentkerner, gener, arv og miljø
I henhold til Martinus' kosmiske analyser skal de dybeste og dermed egentlige årsager og årsagsforklaringer på det levende væsens eller individets psyke, personlighedskarakter, seksuelle orientering, adfærd, situation eller skæbne ikke primært søges i generne, men derimod i dé ultramikroskopiske kodificerede kraft- eller energicentre, der er lokaliseret i skæbneelementet i overbevidstheden, han betegner som talentkerner eller skæbnefrø. Disse forekommer i to hovedkategorier i form af organtalentkerner og erindringstalentkerner, som tilsammen er ansvarlige for den totale psykofysiske organismes udvikling, struktur, funktioner, egenskaber, evner, færdigheder og tilbøjeligheder.
Det organiske grundlag, specielt for individets seksuelle orientering og adfærd, skal primært søges i to evige grundtalentkerner i overbevidstheden, nemlig den maskuline pol og den feminine pol og et dertil knyttet sæt polorganer. Dette emne skal jeg dog ikke komme yderligere ind på i denne sammenhæng, men henvise den interesserede læser til selv at opsøge kilden til de her nævnte oplysninger. (5)
I hele denne forbindelse er det imidlertid uhyre vigtigt at notere sig, at selv om organtalentkernernes funktioner er automatiske, er de dog i hvert eneste tilfælde oprindelig blevet til på grundlag af jegets behov, ønske, begær og vilje. Og det er først når en talentkerne er færdigudviklet gennem en i begyndelsen bevidst og viljestyret indøvelse af en eller anden bestemt færdighed eller funktion, at den fungerer automatisk og dermed uden for dagsbevidsthedens kontrol.
En videre konsekvens af talentkernernes eksistens og funktioner er den omstændighed, at begreberne arv og miljø kun kan betragtes og betegnes som sekundære årsager i individets tilværelse og skæbnedannelse. Det er i henhold til Martinus nemlig det overfysiske talentkernekompleks, der styrer og kontrollerer det fysiske genkompleks, og derigennem den fysiske organismes udvikling, struktur og funktioner, og ikke omvendt. Det er derfor i virkeligheden Jegets viljeføring og beslutningsdannelse, subsidiært summen af talentkerner i skæbneelementet, der udgør de primære årsager, når det drejer sig om individets personlige liv og skæbne. (6)
Fremtidens videnskab
Men det siger næsten sig selv, at denne opfattelse af individet naturligvis forudsætter den 'model' af det levende væsen, som Martinus har opstillet i form af det treenige princip. Opfattelsen forudsætter blandt andet også, at man accepterer begreber som udødelighed, reinkarnation og karma- eller skæbnelov, og det kan man naturligvis ikke forvente endsige forlange, at en objektiv videnskabelig holdning og metode umiddelbart skulle kunne kapere og anvende som hypotese. For at dette skal kunne ske, må den eller de grene af videnskaben, der vil undersøge de åndelige og subjektive fænomener, for alvor bryde med den reduktionistiske og materialistisk-ateistiske livs- og verdensanskuelse. Men dette i virkeligheden ikke særligt store skridt i retning af at inddrage de subjektive fænomener i forskningen, står videnskaben foreløbig noget tøvende over for.
En væsentlig begrundelse for, at det trods alt vil blive tilfældet før eller siden, er den omstændighed, som Martinus har påvist, at de subjektive fænomener rent faktisk hviler på et mindst lige så objektivt grundlag, som de såkaldt objektive fænomener. Imidlertid er der dog flere tegn på, at noget i den retning så småt måske er ved at ske, idet forskere fra så forskellige videnskabsgrene som biologi, neurologi, psykologi, fysik og astronomi er begyndt at stille kritiske spørgsmålstegn ved de ateistisk-materialistiske anskuelser. (7)
Men end så længe må vi, der betvivler den reduktionistiske materialistiske livs- og verdensanskuelses overensstemmelse med virkeligheden, benytte Martinus' omfattende og geniale kosmiske analyser og disses 'facitter' som arbejdshypotese i vort forsøg på at forstå os selv og omverdenen. Denne 'hypotese' giver en begrundet opfattelse af blandt andet relationen og samspillet mellem talentkernerne og generne, som fastslår, at det kun er med forbehold at man kan sige: "Det ligger i generne!"
Noter og kildehenvisninger:
(1) Nogle psykologer går endog så vidt, at de hævder at spontan næstekærlighed er medfødt og ligger nedkodet i generne, mens den fornuftsbestemte næstekærlighed er tilegnet og viljebestemt. Se f.eks. artiklen "Videnskabens blinde plet", Berlingske Tidendes tillæg "Univers", 23.12.98.
(2) Se f.eks. Dmitrij Volkogonov: Josef Stalin. Triumf og tragedie – et politisk portræt. Oversat af Hans Henrik Brockdorff. Forlaget Artia 1992. Martinus' syn på diktaturet, hvad enten dette er fascistisk eller kommunistisk, er ikke til at tage fejl af. I bogen Menneskeheden og verdensbilledet, se især kap.15-16, opfordrer han ligefrem til at være på vagt og vælge side i opgøret mellem antihumanisme og humanisme.
(3) Se f.eks. Videnskabens Verden: Grundlag for liv. Redaktion Linda Gamlin og Gail Vines. Oversat og bearbejdet til dansk af Benedicte Albrectsen. Illustreret Videnskabs Bibliotek 1987. Samt i samme serie John Hodgson: Bioteknologi. Oversat og bearbejdet til dansk af Benedicte Albrectsen. 1990.
(4) Se f.eks. Martinus: Logik, kap.0,6-10,12,15,19,28,30,44,66,76,89,91-3.
(5) Se f.eks. Martinus: Livets Bog 3, stk.939-43.
(6) Martinus: Logik, kap. 93-94. Samt Livets Bog 2, stk.326-28,357,381,413,465, 528,588,591.
(7) Videnskaben eller Gud? Redaktion: Bent Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996. Se evt. også mine artikler "Videnskaben eller Gud?", henholdsvis i Kosmos nr. 6-1997 og i Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1997.
Tilbage til forfatterregister
Forrige