Kosmos 1998/5 side 92
Sjæl og legeme
af Harry Rasmussen
Den oldgamle og tilsyneladende evigt aktuelle problematik omkring forholdet mellem sjæl og legeme blussede atter op i hjerneåret 1997. Meningerne og tilkendegivelserne var mange og som forventeligt stærkt divergerende og rakte fra den yderste materialistiske og reduktionistiske anskuelse til den yderste religiøst ortodokse opfattelse.
Materialisterne og reduktionisterne, og hertil hører mange – måske de fleste? – moderne hjerneforskere og neuropsykologer, reducerer fænomener som bevidsthed, tanker, følelser, intuitioner, hukommelse m.v., til elektrokemiske processer i hjernens regi, og fænomenet sjæl menes at være et spørgsmål om at tro eller ikke tro, for ikke at sige overtro. Mennesket ses altså grundlæggende som en rent fysisk størrelse i form af kroppen med dennes overordnede styringsorgan hjernen og centralnervesystemet.
Omvendt møder man hos den kristent ortodokse den opfattelse, at mennesket godt nok har en sjæl, men i den forstand, at sjæl og krop er uadskilleligt forbundne med hinanden: sjæl er krop og krop er sjæl. I denne opfattelse af forholdet mellem sjæl og krop, er der altså ikke tale om en dualisme (to-delthed) i form af en himmelsk sjæl og en jordisk krop, men om et organisk integreret forhold, eller om et helt menneske. Og som sådan skal dette atter opstå på den yderste dag, for at blive stillet over for guddommen.
Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at en fremtrædende dansk teolog og biskop med fortrøstning har noteret sig, at moderne hjerneforskning tilsyneladende ser ud til at bekræfte den kristne anskuelse af mennesket: kroppen er lig med sjælen eller omvendt. Samme biskop har da også benyttet lejligheden til at udtrykke sin og den protestantiske kirkes syn på begreber som reinkarnation og karmalov, som han mener er totalt uforenelige med den kristne lære og livsanskuelse.
Reinkarnation og karmalov
Forestillingen om, at sjælen genfødes igen og igen, idet den på grundlag af karmaloven efterhånden udvikler sig til stadig større højder, er efter biskoppens opfattelse udtryk for en "skole- eller kvalifikationsmodel", som til dels hænger sammen med den naturvidenskabelige evolutionslære om, at naturen ved hjælp af selektionen styrer mod stadig mere udviklede former. Men en sådan lære er ifølge biskoppen ikke forenelig med det kristne evangelium, som hævder, at det alene er Guds nåde og barmhjertighed, der afgør, om man skal slippe igennem dommens dag og regnskabets time. Enhver tale om at skulle gøre sig fortjent til det er selvbedrag.
Biskoppen mener desuden, at en skarp skelnen (dualisme) mellem sjæl og legeme er en forudsætning for troen på reinkarnation. Legemet dør, mens sjælen lever videre, for siden at reinkarnere i et nyt legeme, hvorefter samme proces gentager sig igen og igen. Efter biskoppens opfattelse er dette et udtryk for en selv-centreret, uhyggelig og kvalmende tankegang, som den protestantiske kristne kirke må afvise (1).
Det er ikke tanken her at gå ind i en analyse af den ovenfor fremførte opfattelse af begreberne reinkarnation og karmalov, der til dels hviler på ortodokse kristne forestillinger og personlig modvilje hos biskoppen, der jo nødvendigvis må opfatte og give udtryk for problemerne og de foreliggende kendsgerninger ud fra sit personlige ståsted og sine forudsætninger. Det vil naturligvis altid være en betænkelig sag, at give sig i kast med en vurdering og karakteristik af et andet menneskes aktuelle og konkrete åndelige ståsted, og jeg skal derfor indskrænke mig til at henvise til Martinus' analyser i Livets Bog 1 vedrørende "Jordmenneskehedens modtagelighed for den ny verdensimpuls", stk. 144-49, og symbolforklaringen "Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier", stk. 150, 154-57. Det bør dog nok tillægges, at det ikke mindst er fra mennesker, der tilhører anden kategori i gruppe B (stærke tilhængere af den gamle verdensimpuls), at den ny verdensimpuls, herunder blandt andet Martinus' kosmiske analyser, vil møde en vis modstand. Dette bekræftes af ovennævnte eksempel.
Tanken og hjernen
Den neuropsykologiske forskning arbejder med en scanningsteknik, der er udviklet af fysikere og læger, og hvor hovedparten af eksperimenterne er baseret på psykologiske problemstillinger, hvorfor der også indgår interviewundersøgelser forestået af psykologer i projektet. Når neuropsykologien i dag sidder inde med en endog ret detaljeret viden om psykologiske hjerneprocesser, hænger det altså blandt andet sammen med brugen af computerscanninger af blodgennemstrømningen i hjernen. Man har derved konstateret, at bestemte tankeprocesser udløser aktivitet i bestemte dele af hjernen, og nogle forskere mener derfor, at dette er bevis på en uadskillelig sammenhæng mellem krop og psyke. Når det gælder raske, ikke depressive menneskers hjerne, er det særlig relationen mellem tanken (viljen) og de motoriske hjernecentre, der er blevet undersøgt.
Herunder har man konstateret, at beslutningen om at bevæge f.eks. højre pegefinger træffes i pandelappen, hvorfra den 'springer' fire centimeter op til isselappen og derfra et par centimeter ud til venstre til bevægelsescentrenes forområde, for endelig at nå det område, der har med højre hånds fingre at gøre. Tanken bevæger sig altså i dette tilfælde igennem fire forskellige hjernecentre, og bevægelsen sker med omkring seks centimeter i sekundet, har man beregnet (2).
Alt dette er jo interessant og spændende nok i sig selv, og det er godt, at neurologien arbejder ihærdigt på at hjælpe psykisk syge mennesker, men set fra et kosmologisk synspunk, er der her fortsat tale om en forskningsretning, som går "på tværs af materien", og som derfor endnu mangler den referenceramme, uden hvilken de dybere kosmiske årsager og sammenhænge forbliver skjulte. Derfor drager man blandt andet den ovenfor nævnte slutning, at der eksisterer en uadskillelig sammenhæng mellem krop og psyke, forstået på den måde, at psyken udelukkende er et fysisk hjernefænomen.
– set fra et kosmologisk synspunk, er der her fortsat tale om en forskningsretning, som går "på tværs af materien",
Forholdet mellem sjæl og legeme
Som det vil være bekendt for læsere med et vist kendskab til Martinus Kosmologi, er Martinus' opfattelse af forholdet mellem sjæl og legeme hverken dualistisk, materialistisk eller spiritualistisk, men falder snarere i tråd med den filosofiske identitetslæres opfattelse af forholdet. Ifølge denne er sjæl og legeme to udtryk for samme til grund liggende virkelighed, som i sig selv er ukendt eller uerkendelig, og som muligvis kan have andre og for os ukendte aspekter. Det er denne grundlæggende virkelighed, Martinus i sin kosmologi betegner som Jeget, hvor Jeget står for noget, der i sig selv er ukendt eller utilgængeligt for direkte oplevelse. Nemlig fordi Jeget i sig selv udgør dét Noget, der oplever, og som sådant ikke kan gøres til genstand for direkte sansning (3).
Konklusion
Set fra kosmologiens side, består der ikke noget egentligt modsætningsforhold mellem dennes og neuropsykologiens opfattelse af hjernen, idet det er indlysende, at tanken må afsætte sig 'spor' i hjernen i form af elektrokemiske processer, for at Jeget skal kunne interagere med det fysiske legeme og dettes omverden. Men de elektrokemiske processer er ikke tanken i sig selv, men dennes fysiske ledsagefænomener. Omtrent på samme måde, som elektronerne i den elektriske ledning transporterer den elektriske kraft fra ét sted til et andet. Men lige så lidt som elektronerne er identiske med selve den elektriske kraft, lige så lidt er de elektrokemiske processer identiske med selve tanken. Tanken er derimod grundlæggende et psykisk fænomen.
Noter:
1. Biskop Jan Lindhardt: Er sjælen guddommelig? Kronik i Berlingske Tidende 27.9.97.
2. Anders Gade: Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. Forlaget Frydenlund 1997.
3. Martinus: Menneskehedens skæbne, og Livets Bog 1, stk. 223-224
Tilbage til forfatterregister
Forrige