Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Ser vi os omkring, kan meget i verden virke forvirrende og kaotisk. Men der er en plan, fortæller Martinus. Også vort eget liv fra fødsel til død er led i en større plan, hvori begrebet "udødelighed" indgår. Læs her, hvordan Martinus med få ord vender op og ned på det billede af verden, som de fleste mennesker har.

 

Hvem ville ikke opfatte et byggeforetagende med hele dets rod af baljer, stiger, stilladser, kalk, cementmasser og murbrokker etc. som det rene kaos, hvis ikke de havde den mindste anelse om hensigten med nævnte foretagende? Er det ikke det samme med hensyn til et indviklet fabriksanlægs virvar af hjul, apparater og maskiner? – Tror man, en ildlænder eller pygmæ kan finde logik eller plan i dette ved første øjekast? – "Kaos" er altså den kåbe, enhver ting er iklædt ved sit første møde med en sanseevne. Når vi ser eller opfatter noget som "kaos", vil det dermed sige, at nævnte noget kun befinder sig i vort sanseområdes forgård eller yderste periferi. Det er endnu indesluttet i fjernhedens tågedis.

Begrebet "kaos" kan således aldrig i noget som helst tilfælde komme til retmæssigt at dække over noget som helst andet end en tings sansemæssige fjernhed. Naturen kender intet til at skabe absolut "kaos". Og væsenerne kan umuligt skabe bevidst kaos uden at have mistet sansekontrollen eller ved at være abnorme. Og så fuldkommen hårfin er naturen i sin skabemetode, at selv dette af væsenernes abnormitet fremkaldte "kaos" bliver inddraget i naturens store skabelsesproces som nyttigt og gør derved et absolut "kaos" umuligt. "Kaos" er og bliver således i absolut forstand kun et kosmisk perspektivforhold og er dermed kun udgørende en tankeforeteelse, en tænkt modsætning til den virkelighed, der lyser omkring os som kendsgerning.

Da "kaos" i absolut forstand er en umulighed, vil de levende væseners ophør af liv ved deres fysiske organismes undergang ligeledes være en umulighed. Og de utilfredsstillede ønsker, længsler eller begær, som et væsen ved denne organismes undergang repræsenterer, er ikke noget "kaos", men fremtræder derimod i allerhøjeste grad som en tiltagende udløsning af en voksende logisk eller hensigtsmæssig plan. Igennem de utilfredsstillede længsler ses det tydeligt, at væsenet ved organismens død ikke er færdigt. Og da det er umuligt for naturen ikke at skabe sine påbegyndte ting eller planer færdige, vil en fortsat tilværelse for individet således her blive til virkelighed. I modsat fald ville naturens skabelse forlængst være blevet til et absolut "kaos". Men da absolut "kaos" som nævnt er en umulighed i universet, stadfæster livet selv her forjættelsen om væsenernes udødelighed eller evige oplevelse af liv som en absolut urokkelig kendsgerning.

 

Uddrag af Livets Bog 3 stk. 719 og 720