Kosmos 1997/8 side 146
Gammel sorg lutres efterhånden i kraft af menneskelivets store mysterium og bliver til stille, bevæget glæde; i stedet for ungdommens sydende blod kommer den fromme, klare alderdom; jeg velsigner solens daglige opgang, og mit hjerte synger den i møde som før, men jeg elsker allerede mere dens nedgang med de lange, skrå stråler og med dem de stille, fromme, milde minder, de kære billeder fra hele mit lange, velsignede liv – og over det hele Guds gribende, forsonende sandhed, som tilgiver alt!
Dostojevskij (den gamle munk Zosima, Brødrene Karamazov)
Tilbage til forfatterregister
Forrige