Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/11 side 219
Notitser
 
81-a Universala Kongreso de Esperanto
Esperantisternes 81. Verdenskongres blev afholdt 20.-27. juli i Prag med 3.000 deltagere fra 60 forskellige lande. Efter mange års fravær deltog Martinus Institut med en stand med symboludstilling og uddeling af brochurer og prøvenumre af Kosmos, og desuden holdt Ib Schleicher og Ole Therkelsen ialt fire foredrag på esperanto.
Gennem snart to år har instituttet også indsat annoncer i førende esperantoblade om, at man kan skrive efter gratis prøvenumre af Esperanto-Kosmos, og indtil nu har instituttet modtaget breve fra 40 forskellige lande. På kongressen blev der også uddelt meget informationsmateriale, som måske senere vil vise sig at få stor betydning. For eksempel kan det nævnes, at Josef Vasek (1907-1995), som har oversat al Martinus litteratur til tjekkisk, kom i kontakt med kosmologien på en esperanto-kongressen i 1954.
Ole Therkelsen
Esperantouge i Klint 11.-16. august
Som et eksperiment blev sommersæsonen udvidet med en syvende uge, hvor al undervisning foregik på esperanto. Hver morgen kl. 9.30 var der et foredrag på esperanto af Ole Therkelsen, derefter var der kl. 11 studiekreds, hvor man læste i henholdsvis DEV 2, 3 og 4, der alle er oversatte af Ib Schleicher. Om eftermiddagen kl. 16 var der konversationsgrupper med lidt friere samtaler på esperanto, og hver aften kl 19 var der tema-aften med spørgetime og diskussion. Ib Schleicher, Sv. Å. Rossen, Hanne Thrane og Poul Dyrholm præsenterede hver for sig et tema.
Der var ialt 40 deltagere med 20 fra Danmark, og 20 fra andre lande – Sverige, Norge, Rusland, Ukraine, Tjekkiet, USA og Østrig. Russerne udgjorde den største udenlandske gruppe med ikke mindre 12 deltagere. Blandt deltagerne var den i esperantokredse kendte amerikaner Joel Brozovsky, der fortalte om Oomoto, hvor han har arbejdet i 8 år. Både Ib og Ole har besøgt Oomoto i Kameoka i Japan.
Eksperimentet med denne esperantouge faldt så positivt ud, at det straks blev besluttet at lave en ny næste år i perioden 10.-15. august 1997.
OT
Foredrag i Bonn i 25 år
I 25 år er der blevet holdt foredrag i Bonn, Tyskland. Efter foredrag på en religionskongres i Berlin og på Schloss Schöneck blev Mogens Møller af Emma Schubmehl i 1971 inviteret til at holde foredrag i Albert Schweizer Haus, Bonn. Siden har Mogens og flere andre foredragsholdere holdt en lang række foredrag der.
Efter Emmas død i 1984 førte Michael Esser arbejdet videre i ASH, og i forårshalvåret 1996 inviterede han tre foredragsholdere til Bonn: i marts holdt Kurt Gramm to foredrag, Ingemar Fridell tre i april og Ole Therkelsen to i juni.
I Bonn er der nu tre tyskere, Birgitta Kragh, Christa Rickus og Robert Koch, der læser Livets Bog på dansk, og det er en vældig støtte i studiekredsarbejdet, der arrangeres en gang månedligt af Hiltraud Linnow i Albert Schweizer Haus.
OT
Oplysninger om alle aktuelle lokale foredrag og studiekredse vedr. Martinus kosmologi i hele landet kan fås ved henvendelse til
Martinus Center
v/ Hans Wittendorff
Mosevej 3, 7323 Give
tlf. 75 80 33 50