Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/8 side 156
Foto af Martinus
 
De humane materialister
 
Begrebet "humane materialister" er en nøgle til at forstå den gruppe mennesker, som Martinus især henvender sig til. De lever ofte i en konflikt mellem deres humanitet og materialisme, som trækker hver sin vej. I dette udsnit af Livets Bog viser Martinus, hvor disse mennesker befinder sig i udviklingens gang, og hvilken side af deres karakter, de med fordel kan vælge, når der opstår konflikter.
 
Ser vi på alt det, vi kan sanse som de former for liv, vi kalder "jordmennesker", da er det ikke vanskeligt at se, at de netop befinder sig på forskellige stadier i "mættelsen" af den fysiske tilværelse. Nogle er stærkt på vej ind i denne, har overordentlige begær efter fysiske materier (penge, gods og fysisk magt), er kulminerende "materialister". Sådanne væsener har som regel kun en meget elementær evne til i fysisk dagsbevidsthed at tro på noget, der ikke er fysisk. De tror kun på deres ene midlertidige jordliv og opfatter dette som hele deres tilværelse. Opfattelsen af eller troen på udødelighed, højere åndelige verdener eller tilværelsesplaner kan derfor kun opfattes af disse væsener som et produkt af fri fantasi, overtro eller naivitet.
Samtidigt med disse væsener finder vi indenfor den jordiske menneskehed andre væsener, som forlængst har passeret det materialistiske kulminationsstadium, har fået højere oplevelsesevner, og for hvem udødelighed og højere tilværelsesformer ligger indenfor deres dagsbevidsthedsområde, er blevet til realistiske kendsgerninger.
At disse væsener virkelig er længere fremskredne i udvikling end de andre væsener bliver til kendsgerning derigennem, at de ikke alene sidder inde med en intelligens, der er fuldt på højde med "materialisternes", og af hvilken grund de derfor orienterer sig med samme lethed i de materielle foreteelser som disse væsener, men de afslører også i deres daglige fremtræden en humanitet, hvilket vil sige: hensyntagen til medvæsener af alle kategorier: planter, dyr og mennesker, som langt overstråler de materialistiske væseners sympatiske anlæg. Da humanitet viser sig at fremtræde i faser eller i en skala af stigende trin fra ret primitive begyndelsesstadier til meget omfattende eller strålende stadier, hvor samme egenskab eller evne er blevet til genialitet, og alle stadier i denne skala er det samme som jordmenneskenes såkaldte "karaktertrin", bliver "humanisternes" identitet som "højere udviklet" end "materialisternes" dermed urokkeligt stadfæstet.
Fra Livets Bog 2, stk. 605.