Kosmos 1996/8 side 155
Det er rigtigt, at man i århundreder har levet i troen på "arvelighed". Men denne tro må naturligvis ligesom alt andet, der er et falsum, falde for det kosmiske klarsyns gennemtrængende intellektuelle lys. "Arvelighed" giver ingen forklaring på, hvorledes primitive eller forholdsvis ubegavede forældre kan få et barn, der er et geni, ligesom den også bliver et virkeligt urokkeligt svar skyldig på spørgsmålet om, hvorledes det går til, at genier kan få børn, der er forholdsvis ubegavede. Var "arvelighed" den fundamentale årsag til de levende væseners begavelse og hermed til fundamentet for deres skæbne, måtte alle levende væsener indtil de mindste detaljer være kopier af forældrene. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Ethvert levende væsen viser sig at være strålende individuelt og har sit større eller mindre absolutte særpræg, der udelukkende kun kan skyldes – dets egen, fra en tidligere tilværelse til dets nuværende liv i form af evner og anlæg, overført "arvelighed".
Fra Livets Bog 2, stk. 569.
Tilbage til forfatterregister
Forrige