Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Når man studerer Martinus analyser over reinkarnation, undrer man sig undertiden over, at Martinus begrundelser for reinkarnation ikke er mere konkrete. I denne artikel prøver Sv.Å. Rossen at beskrive forskellen mellem den empiriske reinkarnationsforskning og Martinus intuitivt begrundede kosmiske analyser.

 

Gennem tiderne har menneskene gjort sig mange tanker om døden og en eventuel tilværelse efter døden. På grund af selvopholdelsesdriften er det naturligt, at mennesket frygter døden som den store afslutning på sin tilværelse eller en forvandling til noget ukendt. Oplevelsen af livet uanset i hvilken form, blot den er udholdelig, er menneskets dybeste og mest omfattende behov, og udødelighed er derfor naturligt menneskets højeste ønske. Netop derfor må det også være en vigtig opgave for videnskaben at arbejde med dødens problem for at undersøge, om det er en afslutning eller en forvandling. Hvor megen frygt og sorg kunne ikke undgås, hvis det skulle vise sig, at døden ikke er en definitiv afslutning, men fødslen til en anden form for liv.

Jeget og overbevidstheden er det faste punkt i det levende væsen, mens dets legemer er underkastet kredsløb. Den fysiske organismes kredsløb kender vi alle i form af levnedsløbet fra vugge til grav. Her afsluttes det tilsyneladende, men talentet for at skabe et fysisk legeme eksisterer stadig i overbevidstheden. Under døden overgår oplevelsesevnen til åndslegemerne, og ved hjælp af dem vil individet opleve en overordentlig lys og lykkelig tilværelse på det åndelige plan. Man kan ikke opleve ubehagelige endsige smertefulde tilstande i denne lysets verden, og derfor kan man heller ikke her opleve ubehagelige reaktioner på sine negative mentale egenskaber således, at man kan lære af dem. Der kan altså ikke finde nogen moralsk udvikling sted her, og det er ifølge Martinus begrundelsen for, at talentet for dannelsen af en fysisk organisme påny bliver aktivt og fører til en ny fødsel, når åndslegemerne har fuldendt deres naturlige kredsløb.

Den fysiske verden har sine ubøjelige naturlove, som det kræver tålmodighed, intelligens og viden at kunne bruge på en hensigtsmæssig måde, så menneskene får en behagelig tilværelse. Ligeledes stiller det ikke mindre krav med hensyn til overholdelse af urokkelige moralske love for at kunne komme i harmoni med sine medvæsener. Martinus taler her om loven for tilværelse, som er tolerance, offervilje og kærlighed til ens medvæsener, som er absolut nødvendig for at skabe, hvad Martinus kalder et "rigtigt" menneskerige. Den fysiske verden er netop velegnet til at opleve reaktionerne af ulogiske handlinger og umoralsk væremåde over for andre levende væsener, og den er derved et perfekt undervisningssted med henblik på at lære bl.a. menneskene, hvilke love der skal overholdes for at få en god og lykkelig tilværelse. Da denne kosmiske indlæring er så omfattende, at den umuligt kan færdiggøres på et enkelt fysisk liv, er det hensigtsmæssigt, at det enkelte individ kommer til at opleve en lang række liv, hvor det successivt kan opnå den fornødne moralske modning og intellektuelle viden. Man kan ganske vist ikke huske oplevelser fra tidligere liv, men man har deres essens i form af evner, talenter og moralske holdninger med sig ind i de nye liv, fordi de er blevet en del af overbevidsthedens talentkernestruktur. Det er vigtigt at være opmærksom på, at reinkarnation i Martinus verdensbillede er en del af et personligt udviklingsperspektiv.

Tidligere var det almindeligt at sondre skarpt mellem tro og viden. Troen hørte til det religiøse område, mens videnskaben fastslog menneskets viden. I dag må man imidlertid erkende, at den videnskabelige viden kun har relativ gyldighed. Gang på gang har nye opdagelser ændret hævdvundne opfattelser, hvilket efterhånden har medført en mere beskeden vurdering af videnskabelige resultater. Man taler derfor ikke så meget om sandheden, men om videnskabelige teorier, der kan forklare de erfaringer, videnskaben indtil nu har bragt for dagen, og som kan inspirere til ny forskning. I stedet for at repræsentere sand viden, er videnskaben derfor i højere grad blevet en holdning og en metode, der udogmatisk tilstræber en mere og mere rigtig beskrivelse af tilværelsen.

Den videnskabelige metode har sine karakteristika. Først og fremmest er erfaringen og ikke spekulationen videnskabens byggesten, men da erfaringerne altid er ufuldstændige, og man til enhver tid har brug for en helhedsopfattelse, vil det videnskabelige verdensbillede også i et vist omfang have karakter af tro. Men i modsætning til den dogmatiske tro, som er karakteristisk for religionernes verden, er videnskabens tro hypoteser, der hviler på grundig iagttagelse og har en logisk teoretisk struktur, ofte i matematisk form. Desuden er det idealet for den videnskabelige holdning, at man er parat til at forkaste hypotesen, hvis den kommer i modstrid med senere erfaringer. Det er ikke altid videnskaben lever op til dette ideal. Også videnskabsmænd kan af prestigemæssige, økonomiske, følelsesmæssige eller andre usaglige grunde lukke øjnene for modstridende kendsgerninger så længe som muligt. Meget tyder f.eks. på, at den autoriserede videnskab har prøvet at ignorere parapsykologien, fordi den hævdede nogle erfaringer, som ville rokke eftertrykkeligt ved det etablerede videnskabelige verdensbillede. Dogmatiske holdninger er således ikke udelukkende forbeholdt religiøse meninger. Men at det er videnskabens ideal at være fordomsfri er hævet over enhver tvivl.

 

 

I forskningens yderområder, hvor emnerne er vanskeligt tilgængelige, kan man ikke altid have fuld erfaringsmæssig dækning for sine teorier, men må være konstruktiv og teoriskabende. Her er hypoteser, baseret på tænkning og intuition lige så vigtige som konkrete erfaringer. Sådanne områder er atomfysikken og astronomien, og hertil hører også reinkarnationsforskningen og i det hele taget den kosmologi, som Martinus har fremlagt. Når emnet er døden, så er der angiveligt tale om et "hul" eller tomrum i den menneskelige erfaringsverden, idet hverken almindelige mennesker eller videnskabsmænd kan se ind bag dødens forhæng.

Også med hensyn til reinkarnation foregår der empirisk forskning. Ian Stevensons forskning er i denne sammenhæng banebrydende og efterhånden også klassisk. I sin bog "Twenty cases suggestive of reinkarnation" rapporterer han resultatet af omfattende undersøgelser af børn, som spontant fortæller om deres tidligere liv. Han har lavet omhyggelige rapporter over deres udsagn og derefter rejst til de steder, hvor barnet hævder at have levet før for at kontrollere alle udsagn. En meget høj procent af udsagnene viste sig at være rigtige. – Til kategorien af empirisk forskning hører også eksperimenter med hypnotisk regression, hvor enkelte forskere har gjort et omhyggeligt arbejde med at opsøge de steder, hvor den hypnotiserede hævder at have levet tidligere for at bekræfte eller afkræfte deres udsagn. Også her kan der peges på tankevækkende resultater.

Martinus har imidlertid ikke beskæftiget sig med empirisk forskning, og man vil i hans værker forgæves lede efter beviser af den art. Det hænger sammen med Martinus helt personlige intuitive adgang til viden om menneskets højere natur og dets livsvej gennem mange liv. Martinus havde således ikke brug for en sådan argumentation, og det er heller ikke på den måde han sandsynliggør reinkarnation for andre interesserede.

Denne evne får først sit afgørende gennembrud engang i fremtiden, men det er allerede i dag muligt for humane mennesker i svag form at foregribe denne mentale tilstand, når dets primitive tendenser midlertidigt er lagt til side. Det er da i stand til, på basis af en logisk argumentation og på grundlag af dets udviklede retfærdighedstrang og kærlighedsevne at indse livets højere kosmiske natur i intellektuelle forestillingsbilleder, som er en første begyndelse til, at det senere, når den kosmiske synsevne åbnes, vil kunne se denne højere virkelighed som en dagklar realitet. Det er grundlaget for, at mange mennesker allerede i dag vil kunne forstå og fuldtud acceptere det kosmiske verdensbillede, når det fremstilles logisk, uden at de har brug for empiriske beviser. Martinus har beskrevet det evige verdensbillede således i sine værker, at dets logiske sammenhæng umiddelbart appellerer til menneskets begyndende intuitionsevne. Lad mig nævne seks særlige tankerækker af denne intuitionsstimulerende natur, som Martinus fremstiller flere steder i sine værker:

Martinus: "Til hvad nytte disse millionårige epokers udvikling og forædling af tingene, til hvad nytte organismernes tiltagende skønhed og de ligeledes tiltagende højere former for tilværelser, når der ikke er noget som helst væsen, der kan opleve selve forbedringen, selve forædlingen, i dets eget liv og tilværelse? – Hvis de levende væsener kun lever ét eneste fysisk liv, eksisterer forædlingen eller forbedringen jo ikke for dem. De overliggende såvel som de underliggende trin er kun noget abstrakt, noget teoretisk, men absolut ikke noget konkret, idet de fortidige lavere trin var før dets egen tilværelse, ligesom de efterfølgende fuldkomnere trin udgør et tidspunkt, hvor det selv har ophørt med at være til... Ser man ikke, at alle de forskellige dyr netop har udviklet sig fra lavere til højere former. Har ikke netop hesten udviklet sig fra at være et lille dyr med tæer til det flotte med hove udstyrede, letløbende dyr, vi i dag kender under dette navn? – Og hvad med fortidsøglerne? – Er de ikke begyndende former for de dyr, vi i dag ser tumle sig i luften som 'fugle'? – Og var neandertal- og cromagnonmennesket ikke engang toppunktet af jordmenneskelig repræsentation og kunnen? – Er det ikke de kendsgerninger, videnskaben i dag præsenterer for os? – Men hvortil denne forskønnelse, denne forbedring af væsenerne, når der ikke er nogen som helst til at opleve den i sit eget kød og blod? – Hvortil disse udviklingstrin, hvis der ikke vandrer nogen på trinene? – Hvortil en trappe, hvis der ikke er nogen til at bruge den? – ..." (Livets Bog 4, stk. 1390).

I Martinus beskrivelse af reinkarnation forklarer han, at individet for hver ny inkarnation begynder sit fysiske liv med at repetere hovedtrækkene af sin hidtidige udvikling i foregående liv. I fostertilstanden repeteres således selve den organisk legemlige evolution og efter fødslen primitive naturmenneskestadier i barndommen og ungdommen. Barnets trang til at klatre i træer, bygge huler og kæmpe indbyrdes med efterligninger af våben som bue og pil eller revolvere og geværer er repetitioner af fortidige tilværelser som naturmenneske mange liv tilbage. Først omkring trediveårs alderen ophører repetitionerne af hovedtrækkene fra de tidligere liv, og individet kan fortsætte sin intellektuelle, moralske og åndelige udvikling.

Ser vi nu på vores organisme med dens forskellige sanser, lemmer og indre organer, må vi konstatere, at de også repræsenterer evner, endda så fremragende, at de har et fysisk grundlag. Disse fysiske talenters historie afviger i princippet ikke fra praktiske færdigheder eller åndelige evner, men har også deres udgangspunkt i ønsker og øvelse. Ligesom evnen til at tale et fremmed sprog er et personligt talent, som vedkommende selv har slidt sig til, og som ikke kan overføres til andre, således er de indre organer som lunger og hjerte, og sanser som syn og hørelse, alle rodfæstet i personlige talentkerner i individets overbevidsthed, og de er blevet til gennem ønsker og øvelse i længst svundne udviklingsperioder. Engang i vor fjerne fortid har vi f.eks. ikke kunnet se (ormen kan ikke se!) eller f.eks. ikke haft lunger (fisken har ikke lunger), men vi har ønsket at kunne se og at leve på landjorden og har derfor udviklet disse organer.

Martinus: "Naturen har altså igennem alle de mange generationer, hvilket altså vil sige 'organismer', der er gået under, siden fortidsmennesket eksisterede, ladet en meget smuk og skøn plan eller hensigt fortsætte igennem de efterfølgende 'organismer' i form af at gøre det levende væsen eller jordmennesket smukkere, ædlere og med evne til at udfolde et langt højere åndsliv end tidligere. Tror man ikke, denne udvikling af væsenet til det bedre er opfyldelsen af et ønske, er tilfredsstillelsen af et begær? – Men hvem kan være ophavet til dette ønske eller begær andre end netop de væsener, der ikke ejede den forædlede og højere åndskultur, som det høj intellektuelle væsen af i dag besidder? – Men disse væsener er jo netop fortidsmenneskene, altså dem der døde uden at få deres ønske opfyldt. Er det ikke en ejendommelig tanke, at de væsener, der i fortiden ønskede en skønnere og ædlere tilværelse, måtte sukke og stønne under en primitiv, hård og grusom tilværelses genvordigheder, mens det forfinede høj intellektuelle væsen af i dag besidder en human åndskulturs udstrakte goder og behageligheder og en intellektuel tilværelses sjælsadling uden nogen sinde at have ønsket denne tilværelse. Tror man ikke, det er en abnorm tankegang at opfatte ovennævnte som udtryk for den absolutte sandhed? – Tror man ikke, den absolutte sandhed og dermed den normale tankegang må være denne, at det er rigtigt, at kroppene, organismerne, gik under, men at det i organismerne, der ønskede eller begærede en fuldkomnere og skønnere tilværelse, blev ved med at leve? I dag begærer næsten alverdens mennesker ligeledes en højere og fuldkomnere tilværelse, de ønsker alle inderligt en virkelig 'fred' i verden, men til hvad nytte dette ønske, hvis den fysiske død, de alle skal opleve, inden denne 'fred' bliver til virkelighed, er en virkelig total afslutning på deres liv? – ..." (Livets Bog 4, stk. 1389).

Som Martinus påpeger det, er det tydeligt, at menneskets bevidsthed og ånd rummer aspirationer, der rækker ud over det enkelte legemes afmålte tid, ligesom der også kan argumenteres meget logisk for, at individets nuværende egenskaber er personligt erhvervede i talløse fortidige liv.

En indvending imod, at evner er personligt udviklede, er, at man har arvet sine egenskaber fra forældrene. Denne indvending fejer Martinus til side under henvisning til, at børn ofte har flere evner end deres forældre, og generelt må dette være tilfældet, når der finder en successiv udvikling sted. Set i det store udviklingsperspektiv er det indlysende, at man ikke kan forklare senere højere udviklede stadier under henvisning til tidligere mere primitive stadier. Hvis individet aldrig har levet før, må man antage, at det har fået sine evner fra forældrene, og i så tilfælde må man acceptere den absurditet, at ringere evner gennem arv kan forvandles til rigere evner. Hvis man derimod antager, at ethvert barn er et selvstændigt individ, som har sine egne evner med sig, som det har opøvet i tidligere liv, er det derimod en naturlig sag, at barnet undertiden har større evner end forældrene.

En yderligere indvending, nemlig at hvert nyt trin på udviklingsstigen skyldes tilfældigheder (mutationer!), tilbageviser Martinus med en omfattende argumentation, som pladsen her ikke tillader at gengive.

Martinus: "... Hvordan kan denne foreteelse (udviklingsprocessens helhed, forfatterens bemærkning) retfærdiggøre hele denne vældige skabelsesproces, disse millioner af generationers ofre, lidelser, lemlæstelser, invaliditeter, sygdomme, undertrykkelse, armod, nød og elendighed? – Ja, er der ikke netop væsener, der er blevet fødte i elendige sygdomsmodtagelige kroppe og derved dømte til et unaturligt liv og en alt for tidlig død? – Er der ikke andre, der er kommet til verden for at være på kant med samfundets eller civilisationens love og aldrig har kunnet opnå andet end at være den øvrige menneskeheds 'sorte får'? – ... Nogle væsener bliver dræbte i deres pure ungdoms mest blomstrende og skønneste vår, lige da de er på nippet til at opleve livets sødme. Andre dør allerede i moders liv. Atter andre kan næsten ikke dø, men oplever omtrent en menneskealder i en alderdomsperiode med forkalkede hjerner og svækkede sanser og hvorfor deres før så fossende åndsevner er skrumpet ind til kun at udgøre en lille udtørret bæk i ørkenen? – Tror man virkeligt, at disse skæbner, alle disse bloddryppende oplevelser, kun er til for at være scenerier i et skaberværk, hvis helhedsoplevelse aldrig kan blive andet end en teoretisk eller abstrakt foreteelse? – Hvem skal glæde sig over denne foreteelse, dette skaberværk? – " (Livets Bog 4, stk. 1392).

Kredsløb vil sige at vende tilbage til den samme situation, begivenhed eller aktivitet, men det er aldrig helt det samme, fordi der er sket noget i mellemtiden. Hverken det nye år eller den nye dag er nøjagtige gentagelser, fordi de bygger oven på henholdsvis sidste års og gårsdagens begivenheder og oplevelser. Alle kredsløb er derfor i virkeligheden spiralformige, dvs., at nogle principielle forhold gentages, men på et højere niveau. Kredsløb har derfor en indbygget udviklingsfaktor.

Som børn og unge har mennesket stor appetit på livet og venter sig meget af alle dets oplevelsesmuligheder. Som gamle oplever de fleste en træthed og mættelse af den fysiske livsform, og de føler nu en "sult" efter hvile og fred, ofte også efter åndelig afklaring. Denne sult kan "døden" netop stille, da den ifølge Martinus er en fredfyldt og lykkelig tilværelse i den åndelige verden, hvor vedkommende desuden kan opleve livets mening, forudsat at det på sit nuværende udviklingstrin har baggrund for at forstå den. Men sult- og mættelsesprincippet ophører ikke hermed. Efter at have tilendebragt en livscyklus i den åndelige verdens sfærer, vil individet opleve en mættelse af denne livsform og føle "sult" efter en materiel tilværelse igen. Det er længslen efter de mange oplevelses- og aktivitetsformer, som kan finde sted i den fysiske verden, og som vedkommende kun midlertidigt var mæt af, det atter føler lyst til at opleve, men i en større fuldkommenhedsgrad. Længslen efter et nyt liv er derfor forbundet med en række ønsker om videreudvikling af forskellige interesser, og på et vist tidspunkt i individets moralske udvikling, vil der ligeledes helt naturligt opstå et stærkt ønske om at få lejlighed til at leve på en mere ideel og medmenneskelig måde i det næste liv.

Som man kan forstå heraf er reinkarnation ikke mystisk, men en naturlig forlængelse af hverdagens kredsløbsstruktur. I den forbindelse gjorde Martinus også opmærksom på, at døgnets kredsløb mellem søvn- og vågentilstand, er et reinkarnationskredsløb i lille format. Om natten er man på det åndelige plan ligesom under "døden" og har der naturligt samvær med venner, som ligeledes sover eller måske er "døde".