Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En blæsende kold martsdag gik jeg frysende frem og tilbage foran Ålborg banegård, mens jeg ivrigt spejdede efter den sognepræst, som havde lovet at hente mig ved stationen. Han var desværre blevet forsinket, så med en taxa måtte jeg selv finde frem til Hasseris Bispegård, hvortil jeg var inviteret til at tale om emnet reinkarnation for et udvalg nedsat af biskoppen i Ålborg Stift med det formål at studere nyreligiøse bevægelser.

Det begyndte en sommerdag i 1994 i Martinus Center i Klint. To damer dukkede op i mit sommerhus anført af Bertil Ekström. Den ene præsenterede sig som sognepræst på Mors. Hun skulle arrangere et udvalgsmøde for præster og menighedsrådsmedlemmer i Ålborg Stift om emnet reinkarnation. Hun var på besøg hos sin veninde på Odsherreds Idrætshøjskole og havde formodentlig af hende fået at vide, at man på Martinus Centret beskæftigede sig meget med det emne, så hun var kommet det rette sted.

Jeg ville naturligvis gerne komme til Ålborg og tale om Martinus syn på reinkarnation. Det er ikke hver dag, man får chancen for at tale for en kirkelig kreds.
 

Tirsdag den 14. marts befandt jeg mig da i en smuk, moderne bispegård med smagfuldt indrettede kontorer og mødelokaler. Jeg blev venligt modtaget af en gruppe på 13 personer, én fra hvert af Stiftets provstier. De fik travlt med at finde lysbilledapparat og lærred og i det hele taget at arrangere sig, da jeg havde præsenteret mig. Den sognepræst, som skulle have hentet mig, dukkede op 10 minutter senere og undskyldte meget sin forsinkelse. Da han faktisk var mødeleder, var det væsentligt, at han kom. Han viste sig at være et særdeles tiltalende menneske, som ledede resten af mødet på udmærket vis. Han indledte med at oplæse en fin meditationstekst, en art prosadigt, som gav en fin andagtsfuld stemning.

Jeg havde naturligvis meget omhyggeligt overvejet, hvordan det var mest hensigtsmæssigt at præsentere reinkarnationstanken i denne sammenhæng. For at vi ikke skulle komme til at spilde tiden med endeløse tekstfortolkninger, havde jeg besluttet helt at undlade henvisninger til bibelske tekster. I stedet ville jeg bygge på logik, humanitet og erfaringer.

Allerførst præsenterede jeg Martinus smukke hovedsymbol for at have selve det religiøse grundlag helt i orden fra starten. Over for de fleste andre tilhørere i vor materialistiske tidsalder er det ellers klogere at lade Martinus gudsbegreb fremstå som konklusion på foredraget frem for at være forudsætning, men netop overfor denne gruppe måtte det være omvendt. Af samme grund fortalte jeg også allerede i indledningen om Martinus indvielse i 1921, hvor han bl.a. så en lysende kristusskikkelse, som gik ind i ham og udløste hans kosmiske bevidsthed.
 

Selve emnet reinkarnation indledte jeg med at påpege, hvorledes vor hverdag er præget af tilbagevendende begivenheder: at vi hver dag gentager de samme rutiner, samt at der er aktiviteter, som vi gentager en gang om ugen, om måneden eller med års mellemrum som f.eks. runde fødselsdage. Jeg fremhævede kredsløbenes store betydning for vort liv og hvor stor en fordel det er, at vi sjældent afslutter noget definitivt, men kan glæde os over at kunne vende tilbage til de samme mennesker, begivenheder og aktiviteter senere og endog med forøget viden. Jeg viste symbolet "evighedslegemet", hvor Martinus med al mulig tydelighed viser, at vort udødelige jeg er centrum og udgangspunkt for uendeligt mange små og store kredsløb.

Men dernæst ville jeg gerne påpege, at alle kredsløb bygger på en grundform, som er en pendulbevægelse mellem åndelige og materielle tilstande. Den simpleste og bedst kendte form er det psykofysiske kredsløb mellem tanke og handling. Den gentager sig hvert vågent sekund hele vort liv igennem og al erfaringsdannelse bygger på dette kredsløb. Vort kredsløb mellem vågen og sovende tilstand i løbet af et døgn beskrev jeg som en større udgave af det samme grundkredsløb, og herefter var det naturligt at beskrive reinkarnationskredsløbet som et yderligere større eksempel på det samme princip, men naturligvis med den forskel, at der her var tale om en fuldstændig udskiftning af organismen og et længerevarende ophold på det åndelige plan.
 

Foredraget var omfattende og med mange detaljer, som det ikke kan lade sig gøre at komme ind på her. Der var også mange "kameler", som man må antage, at det har været svært at sluge for netop en sådan forsamling. F.eks. måtte jeg sige, at naturen (Gud!) under den millionårige udviklingsproces havde vist et kolossalt spild af kræfter og en total ligegyldighed over for det enkelte individ i arternes kamp for at overleve, hvis individet kun lever én gang. Med reinkarnationstanken ændrede billedet sig imidlertid med ét slag, idet udviklingsstigen da virkelig blev en stige ad hvilken individet inkarnation efter inkarnation kunne klatre opad. Jeg lagde ikke skjul på, at det var meget vanskeligt at acceptere – med udgangspunkt i en alkærlig og alvis Gud – at kun de forsvindende få mennesker, som har levet i de to sidste årtusinders kristne æra, havde mulighed for at arve et evigt liv, mens de utalte millioner, som havde levet før, ingen mulighed havde. Men... ikke et bryn løftede sig hos mine interesserede tilhørere, men enkelte brugte kuglepennen flittigt.

Et andet prekært forhold var de forskellige evner, børn fødes med. Jeg viste et billede af et musikalsk vidunderbarn og et retarderet mongolbarn. Hvis ingen af disse havde levet før, måtte de være et direkte produkt fra skaberens hånd! Hvorfor så ulige livsforudsætninger? Reinkarnation, derimod, kunne umiddelbart og naturligt forklare forholdet som konsekvenser af de pågældendes livsførelse i tidligere liv. Og – vi kan i dag se stribevis af mennesker, som er i fuld gang med at nedbryde deres fysiske og psykiske sundhed f.eks. gennem alkohol og stoffer. Hvad var så at foretrække: en definitiv og uigenkaldelig fortabelse eller nye liv med mulighed for at rette kursen op og finde vejen til en mere værdifuld tilværelse? Netop overfor denne kreds kunne jeg ikke lade være med at bruge betegnelsen "nåde" og sige, at man måske kunne betragte det som en nådegave dvs. kærlighed fra Gud, hvis individet får nye chancer i livet, så alle i sidste ende kan nå målet.
 

Jeg, vidste, at man fra kirkelig side ser skævt til skæbneloven og opfatter den som østens mekaniske karmalov. Derfor benyttede jeg lejligheden til at understrege, at skæbneloven aldrig med rette kan begrunde, at man er ligeglad med andres nød, ud fra den tanke, at det er deres nødvendige skæbne. Vi kan jo aldrig vide, om ikke netop vi, når vi bliver vidne til andres ulykke, skal være skæbnens og Guds redskab til at bringe deres ulykkelige skæbne til ophør og således repræsenterer deres gode skæbne!

 

 

Undertiden hører man også den indvending, at Martinus mener, at man frelser sig selv ved sin moral eller gerninger. Jvf. Kirkens gamle doktrin, at vi frelses ved troen og ikke ved vore gerninger. Derfor viste jeg Martinus symbol over bønnens princip og fremhævede, at udfrielsen fra mørkets zone både krævede individets egen indsats og hjælp fra Gud gennem bønnen. Jeg fortalte også, at Martinus ikke kunne huske en dag i sit liv, hvor han ikke havde bedt til Gud. Så håbede jeg, at den misforståelse var fjernet.
 

Hvordan gik det så efter foredraget? Da de havde sundet sig lidt, kom der mange spørgsmål. En enkelt af de mere tillukkede mente, at man ikke skulle prøve at give så mange forklaringer, underforstået at vi alligevel ikke kunne forstå Guds veje. Men ellers var der ingen indvendinger, kun uddybende spørgsmål og ærlig interesse.

Et gennemgående spørgsmål var meningen med det onde. Jeg gentog analyserne om lidelsernes store betydning som modningsfremmende for vort højere følelsesliv og vor moral, og kom ind på Martinus analyser over symbolet i kundskabens træ på godt og ondt: at vi for at blive fuldkomne mennesker må lære det onde at kende til bunds. Da jeg mærkede, at der var behov for det, fortsatte jeg med at fortælle om kontrastprincippet som betingelse for al sansning og oplevelse, men gik ikke i detaljer med spiralkredsløbet, for det syntes jeg ikke, der var tid til. Jeg nævnte dog, at syndefaldsmyten rummede en dyb sandhed – ikke om ulydighed og straf – men om et periodisk tilbagevendende behov for fornyelse af kendskabet til mørket som en betingelse for igen at kunne glæde sig over lyset.

Den unge kvindelige præst, som havde kontaktet mig i Martinus Centret, ville gerne have uddybet, hvorledes Martinus forklarede korsfæstelsen. Jeg forklarede, at Kristus var et forbillede for os og gennem sin korsfæstelse viste, hvor vidt man sommetider bør gå med hensyn til at vende den anden kind til og ikke sætte sig op mod det onde. Han gjorde det altså "for vor skyld", men ikke for at vi dermed kunne være "fritaget for vor skyld". Hun så ud til at være meget tilfreds med forklaringen og noterede ivrigt ned.

Med et smil om munden og et glimt i øjet spurgte en mandlig deltager, om reinkarnation endog gav mulighed for at en kvinde kunne blive mand i et senere liv. Stor moro blandt deltagerne! Jeg svarede i samme tone, at mulighederne var endnu større: en mand kunne blive en kvinde. Det var naturligvis mest sagt for replikkens skyld, så jeg skyndte mig at fortsætte med at forklare, at det er på det mentale plan, at kvinden gradvist bliver mere maskulin og manden mere feminin indtil et balancepunkt, hvor vi er mentalt dobbeltpolede. At organismen også senere bliver dobbeltpolet syntes jeg ikke, jeg ville komme ind på her.

Også emnet kremation eller ligbrænding kom op, så jeg fik lejlighed til at fortælle om de mange små mikrovæsener i vor organisme, som lider en grusom død, hvis vi lader vort legeme brænde, når vi selv er gået over på det åndelige plan.

Det var også meningen, at vi skulle spise sammen. Der blev serveret smørrebrød, og der var megen munterhed om bordet, mens jeg spiste mine vegetarmadder, og de øvrige indtog det traditionelle danske smørrebrød. Men også under spisningen fortsatte de med at spørge, og mødet, som skulle have sluttet kl. 19, varede til kl. 20, da mødelederen erklærede, at nu måtte de altså slutte, hvis de skulle nå deres andre punkter på dagsordenen.

Vi tog hjerteligt afsked med hinanden, og jeg havde fået et indtryk og et minde om en gruppe folkekirkelige, som med åbent sind studerede disse nye tanker, men som nok samtidig i deres daglige gerning havde store vanskeligheder med at få tingene til at hænge sammen.