Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Disse betragtninger er nedskrevet midt i opgørets tid, nemlig 1946. Krigens afslutning blev indledningen til en række domme over de landsmænd, som havde støttet nazisterne. Store dele af den danske befolkning var nærmest blændet af had og hævnlyst. I dén forbindelse appellerer Erik Gerner Larsson til, at man indstiller "randskarpt" på begivenhederne. Hans betragtninger er diskret udformet som kosmiske analyser, og det gør dem anvendelige og aktuelle den dag i dag.

 

Kære læser!

Som så ofte før, har jeg i dag lyst til at berøre et problem over for Dem, som har beskæftiget mine tanker en hel del. Problemet er det enkelte: i hvor høj grad har en klart formuleret åndsopfattelse evne til at omforme ens tilværelse?

Når jeg formulerer det således, beror det helt enkelt på, at jeg selv i min søgen efter den sandhed, der kunne give mig inspiration til at leve, ikke fandt nogen anden åndsopfattelse, jeg turde kalde "klart formuleret" end den, der er nedfældet i Livets Bog. Jeg ved udmærket, at adskillige tror, at jeg ikke har interesseret mig for andre åndsretninger end Martinus, men dette beror på en meget stor misforståelse. Jeg har tværtimod i snart mange år ustandseligt brugt min tid til ved studier at drage sammenligning mellem Martinus Verdensbillede og alle de former for verdensbilleder, mennesker både har oplevet og tænkt. Jeg har gjort dette af to grunde: For det første, fordi en sandhed aldrig taber ved at blive "afkontrolleret", og for det andet, fordi jeg ustandseligt møder mennesker, der ad veje, jeg igennem mine studier er blevet fortrolig med, er nået frem til Martinus kosmiske analyser, hvorfor jeg bedre kan møde dem "på halvvejen".

Måske er det dette møde med mennesker fra andre åndsretninger, der har fået mig til at tænke over de åndelige ideers indflydelse på vort daglige liv. Jeg har i hvert fald gjort den iagttagelse, at er disse ideer ikke udkrystalliseret i klare tankebilleder, synes deres indflydelse på det enkelte menneskes sjælelige liv at være ret ringe. Tager man f.eks. de respektive humane religioners krav om næstekærlighed, sædelig renhed etc., vil man ikke kunne undgå at se, at virkningerne af disse krav er meget beskedne. Mon ikke tolerancens svage stilling i vor verden har samme årsag? Er det mon ikke således, at man nok lærer om disse begreber, men at det rent mentalt sker så "floromvundet", at der faktisk er næsten ubegrænset mulighed for personlig fortolkning. Undersøger man f.eks. et begreb som "næstekærlighed", ser man, at det selv fra præsternes side er undergivet en fortolkning, i hvilken der gøres "næstehadet" endda meget store indrømmelser. Mange mennesker taler i dag åbent om det "sunde had" og dyrker så åbenlyst den "retfærdige harme" og den "hellige vrede", at man ikke kan lade være med at tænke på, at om disse mennesker havde fået en virkelig grundig åndelig opdragelse, hvilket jo blot vil sige, om de havde lært at forstå eller "se" de åndelige problemer i en virkelig randskarp belysning, ville mangt og meget i det daglige liv have været anderledes. Men menneskene ser kun "randskarpt" inden for det rent materielle område. Der lever de i ordets egentlige betydning. Det åndelige er endnu ret tåget. Man anerkender det, som man anerkender det "nationale", men det står ikke for bevidstheden på samme måde som det fysiske. Og her er det, at fejlen ligger – om man kan udtrykke det således. Mennesket må lære at udnytte sine åndelige erfaringer lige så effektivt, som det i dag udnytter sine fysiske. Det kan nemlig lade sig gøre. Og mere end det, det er den eneste virkelige farbare vej til det, alle drømmer om, nemlig et lykkeligt liv. Jeg nærer ærbødighed for andres åndelige opfattelse, men ærbødighed er ikke det samme som respekt. Og respekt for en åndelig opfattelse har jeg kun, når jeg med egne øjne kan se dens effektivitet. Det er denne effektivitet, man må efterlyse, når man vil undersøge en åndelig opfattelses værdi. Enhver kan i dag tale, som om vedkommende var åndeligt udviklet. Men åndelig udvikling i virkelig forstand kræver en handlemåde, der i kraft af indre klarsyn giver afkald på had og intolerance på en sådan måde, at omgivelserne ikke et øjeblik er i tvivl om, hvor man står. Som man har pseudovidenskab, hvilket vil sige videnskab uden virkelig erfaringsbegrundet underlag, har man også pseudoåndsliv. Alt for mange postulerer i dag et åndeligt udviklingstrin, de ikke har, og resultatet heraf er både trist for dem selv og for deres omgivelser. Vi er nu nået så langt rent udviklingsmæssigt, at det begynder at blive farligt at tillægge sig selv mere ånd, end man har. Andre kan se det, – og det er ikke noget særligt skønt syn. Det er derfor min overbevisning, at den fremtid, vi går i møde, ret ubarmhjertigt vil kræve større overensstemmelse mellem ånd og væremåde, end tilfældet er i dag, hvor mange har bibelen i den ene hånd og sværdet i den anden. Men for at dette skal blive tilfældet, må den enkelte lære at tænke logisk, hvilket vil sige "randskarpt" inden for de åndelige områder. Og her er det, at jeg, uden at det derfor behøver at opfattes som propaganda, vil hævde, at Martinus Verdensbillede er de mig hidtil kendte umådeligt overlegent, takket være dets randskarpe og uigendrivelige kosmiske analyser. Disse analyser er ikke skabt til at "tro" på, de er skabt til at blive vor egen dagsbevidste ejendom igennem intelligensmæssig erobring. Én gang erobret, øver de en umådelig indflydelse på vor handle- og væremåde. Man kan simpelthen ikke ryste dem af sig igen. De "ombygger" én indefra og spærrer ved deres tankemæssige uangribelighed vejen tilbage til tilstande, ud fra hvilke man rent følelsesmæssigt kunne tillade sig med kønne ord at udtrykke tanker og forestillinger, som i det ydre havde skær af åndelighed, men som i deres inderste natur var fast forankrede i det dyrerige, man rent officielt tog afstand fra. Vi har alle lært, at "ånd er magt", og det er evigt sandt, men måske burde sætningen have været formuleret lidt anderledes, f.eks.: Klar ånd er magt – så vidste man nemlig, at ånd og ånd er to ting, og ofte, til skade for adskillige – to højst forskellige ting.

Fra korrespondanceafdelingen, brev nr. 129, dateret 27-9-1946.