Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1958/2 side 11
SÅLEDES SKREV MARTINUS –
"At relative analyser ikke kan være evige kulturfundamenter er naturligvis givet. Relative analyser er jo analyser, i hvilke det sete afhænger af øjet, der ser. Det analyserede er altså afklaret eller tilsløret i samme forhold, som den analyserendes sansesæt er klart eller uklart eller med andre ord er fuldkomment eller ufuldkomment.
At relative opfattelser af den samme ting kan være meget afvigende fra hverandre, er ikke vanskeligt at komme til erkendelse af. Man behøver blot at sammenligne en i ørkenens tørke og hede døende mands opfattelse af vand med en i oceanet druknende mands syn på den samme ting. De to opfattelser, man her får, er ikke den virkelige analyse af vandet, men derimod mere en analyse af de to væseners ulykkelige situationer. Relative analyser af verdensaltet eller kosmiske foreteelser er på samme måde mere analyser af de pågældende analysers ophavs midlertidige timelige tilstand, deres afhængighedsforhold til position, ære, rigdom, lidelse, materiel lykke og ulykke, end af de nævnte kosmiske realiteter, de foregives at skulle udtrykke."
LIVETS BOG II, stk. 440.