Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1957/12 side 9
SÅLEDES SKREV MARTINUS –
– Livet har ingen begyndelse eller afslutning.
– LIVETS BOG, stk. 347.
Men livet har ingen begyndelse. Det er et evigt kredsløb. Og det levende væsen er ophavet til dette kredsløbs detalliering eller kolorit. Det er de enkelte detailler i dette kredsløb, der har begyndelse og afslutning. Men ophavet til det, der har begyndelse og afslutning, må være forud for en sådan begyndelse. Hvorledes skulle detaillen ellers være blevet til? – Og hvis ophavet ikke eksisterede efter detaillens ophør eller afslutning, ville hele detaillens fremkomst have været formålsløs. Hvis ophavet til skabelse ikke selv skulle høste erfaringen ved sin skabelse, hvem skulle så høste den? – At andre skulle høste denne erfaring, medens ophavet til den selv skulle dø, ville da være ganske uretfærdigt. Det ville jo være det samme som, at nogle væsener kunne høste eller tilegne sig alle de behageligheder, som andre havde sået, medens de, som måske med stort besvær havde skabt årsagen til eller grundlaget for behagelighedernes fremkomst, aldrig selv kunne komme til at nyde godt af denne deres skabelse eller sæd. Men således er naturens love ikke. Den mand, der får våde fødder, må selv opleve virkningen deraf. Man bliver ikke forkølet, fordi ens næste går for tyndt påklædt.