Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Enhver, der har haft lejlighed til at se et kuld nyfødte kattekillinger eller hundehvalpe ligge klinet op ad hinanden, vil vide noget om samhørighed mellem levende væsener. Måske vil man kunne fornemme et behov hos sig selv for at være med i en sådan klump levende og åndende medvæsener...? I menneskenes verden er der så mange normer, meninger og fordomme der skiller. Men inderst inde gror dybe bånd imellem os. Det fortæller Martinus om i dette lille uddrag fra LIVETS BOG.

 

Den absolutte virkelighed kommer ... frem i væsenernes fornemmelsesområde som en dragning imod andre levende væsener. Det er denne dragning, der i sin højeste fremtræden kommer til udtryk som den virkelige og absolutte sympati eller kærlighed. Det er derfor, at denne kærlighed i væsenerne afføder trangen eller lysten til at glæde og kærtegne andre levende væsener. Den er i virkeligheden, om end endnu ubevidst for væsenerne selv, en genkendelse af vort jegs identitet med vore medvæseners jeg og det herpå baserede guddommelige slægtskab eller vor kosmiske familiesamhørighed med alt levende. Det er således dette guddommelige slægtskab og kosmiske samhørighed, der kommer til udtryk igennem kærlighedsevnen. Kærligheden føles som en meget stærk dragning imod de væsener, der er dens objekt. Man ønsker at gøre livet lettere for disse væsener. Man ønsker at glæde og behage dem. Man vil hellere selv lide, end at man vil have, at disse væsener skal komme til at lide. Man føler trang til at kærtegne dem, trang til at knuge dem ind til sig, være ét med dem. Når væsenerne i kraft af kærligheden trykker sig så tæt og inderligt sammen som muligt, ligger det i virkeligheden i ønsket hos parterne om at være fuldstændig ét med hinanden, ikke blot mentalt, men også fysisk. Hvis parternes fysiske legemer kunne gå ind i hinanden og ikke var forhindrede deri i kraft af den faste, fysiske materie, de består af, ville de fuldstændig smelte sammen og i ydre udseende kun være at se som ét legeme, selv om de mentalt set stadig ville være to individualiteter. Kærligheden forener således væsenerne mentalt set. Dér hvor kærligheden, altså lysten til at manifestere lys og glæde for andre væsener, dominerer, dér dominerer fuldkommenheden, lykken og saligheden. Dér er væsenerne ved at blive bevidst i at være identisk med alt øvrigt liv i verdensaltet og dermed på vej til at blive ét med Gud og fremtrædende som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Dette vil igen sige, at ethvert sådant menneske er blevet en kærlighedens sol, der på uselvisk måde lyser og varmer på alt og alle.

Fra LIVETS BOG VII, stk. 2477.