Kosmos 1991/10 side 194
Ydmyghed er ikke en af et mindreværdskompleks affødt slavekrybende mental holdning overfor næsten, men er derimod det samme som den rene virkelige og absolut normale erkendelse af sin egen ufuldkommenhed eller mentale begrænsning.
Uden erkendelse af egen underlegenhed, kan der umuligt blive tale om modtagelighed for belæring, undervisning, råd og vejledning, thi uden denne erkendelse vil man netop tro, at man selv sidder inde med den fornødne kundskab. Som logisk følge heraf vil man derfor betragte enhver anden belæring, ikke alene som ganske overflødig, men også ligefrem som fejlagtig, idet man jo ikke forstår, at det er ens egen viden eller opfattelse, der er forkert.
Martinus: VEJEN TIL INDVIELSE (kap. 1 og kap. 7).
Tilbage til forfatterregister
Forrige