Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Det er en morgen. Sådan en ganske almindelig sur, grå morgen. Humøret er ligesom hos Søren Brun: "En ny dag truer". De fleste føler sig udmattet ved tanken om at skulle ud og skrabe penge sammen til de mange faste udgifter. Og dog ligger der lige bag denne og alle andre pinagtige situationer en skjult stråleglorie af sitrende lykke og tryghed ved livet – ja, af permanent julestemning! – Det gælder bare om at få øje på den. Men hvordan? – Det fortæller Martinus om i dette lille uddrag fra LIVETS BOG.

 

Kloden kan give mad nok, kan give materiale nok for den menneskelige arbejdslyst, opfindsomhed og kunnen. Der er føde, lys og brændselsmateriale nok, ja, indtil en sådan overdådighed, at ingen behøver at sulte, fryse eller være fattige og bekymrede for det daglige udkomme, selvom de ønskede at bo på selve klodens polarregioner eller i dens solhede, brændende ørkener. Med de transportmidler og kraftmaskiner, der efterhånden af naturen er givet menneskeheden mulighed for at skabe, og hvormed den behersker millioner af hestekræfter, står hele den fysiske materie jo til menneskehedens rådighed. Når dette herredømme over materien ikke skaber lykke for menneskeheden, men krig og atter krig, kultursammenbrud, nød, elendighed, invaliditet, lig, grave og ruinhobe, kan årsagen udelukkende kun være de i menneskeheden eksisterende selviske eller egoistiske kræfter, det overdrevne ejendomsbegær, nationalisme eller overdreven fædrelandsdyrkelse, tåbelige, egoistiske begreber om idealisme, ære eller om forholdet til næsten. Men udenom denne menneskenes ufærdige sindstilstand og dette heraf fremkaldte ragnarok eller helvede lyser og funkler de skønneste naturscenerier, morgen- og aftenrøde, vidunderlige solopgange og solnedgange i sande strålende farveorgier. Med frysende hjerter og bitterhed i sindet vandrer menneskene undertiden rundt i sommersolens varmende lys, indåndende engenes balsamiske blomsterdufte og skuer imod himlens hvide sommerskyer, medens deres kinder kærtegnes af den samme sommerdags milde vinde, uden at de ænser noget som helst af dette væld af kærtegn fra naturens side. De vandrer ved skønne, solvarme strande med hvide klitter, marehalm og herligt badeliv og ved andre strande med eksotisk trylleri, palmelunde, farvede mennesker etc., men ser i mange tilfælde slet ikke nogen af disse naturens åbenbaringer, fordi de er fuldt optaget af at fordømme, bagtale og kritisere andre væsener og ting. De har fyldt deres bevidsthed op med utilfredshed med næsten alt. De er utilfredse med solskin, de er utilfredse med regnvejr, de er utilfredse med natten, de er utilfredse med dagen, rent bortset fra den store stab af medvæsener, de også har lyst i band. De tror, at livet er et brutalt, tilfældigt spil, og at de er uskyldige martyrer eller ofre for dette formentlige onde eller djævelske spil. De glemmer helt, at det er dette formentlige "onde" eller "djævelske" spil, der har bevirket og stadig bevirker, at de har øjne at se med, øren at høre med, ligesom det er det samme misforståede spil, der betinger, at de har hjerte, hjerne, lunger og alle de øvrige organer, igennem hvilke de kan sanse, fornemme og dermed opleve livet. De glemmer, at det er disse organers samlede mission eller formål at give individet en absolut fuldkommen organisme, og at dette, dér hvor individet ikke selv griber ind og forstyrrer det, lykkes indtil en sådan fuldkommenhed, at det slet ikke mærker noget som helst til denne organismes hundreder af små organers umådeligt komplicerede samarbejde. Det mærker slet ikke til, at det har en sådan organisme. Den er i sig selv ikke forstyrrende, generende eller smertefrembringende, men udgør derimod et vidunderligt redskab i individets tjeneste. Bliver det ikke netop derved en kendsgerning, at den er en kærlighedsgave fra naturens hånd, er et supplement til alle de andre nævnte goder fra det samme guddommelige skaberværk? – Det kan således ikke nægtes, at jo mere naturens love bliver opdaget, udforsket og erkendt, desto mere bliver det til en urokkelig kendsgerning, at alt i naturen, der er uberørt eller upåvirket af de mere eller mindre udviklede væsener, er strålende logisk, hensigtsmæssig og overalt uden undtagelse stiler imod opbyggelsen af et for de levende væsener kærligt, guddommeligt eller lykkeligt formål. At dette ikke kan bestrides, bliver til kendsgerning igennem dette, at intet i naturen går til spilde, alt bliver udnyttet, alt bliver bragt til at gøre nytte eller gavn og er dermed til glæde og velsignelse for alle levende væsener. Men derved bliver tingene jo til kærtegn eller udtryk for kærlighed.

Universets grundtone bekræfter sig således også her som kærlighed. Men midt i denne universets kærlighedszone har de levende væsener altså deres egen sfære eller zone, hvor de selv griber ind i tingene og med deres følelse og vilje dirigerer eller påvirker disse. At disse derved kommer til at blive præget af denne påvirkning er selvfølgeligt. At de ved denne påvirkning kommer til at afvige fra deres oprindelige bane, bliver revet ud af universets grundtone i samme grad, som deres begær og vilje ikke er i kontakt med den, er ligeså selvfølgeligt. At der derved i væsenernes domæne opstår en bevidsthedssfære eller zone, i hvilken modsætningen eller kontrasten til kærligheden, hvilket vil sige ukærligheden, der igen er det samme som mentalt mørke, had, brutalitet, mord og drab er dominerende, må også blive selvfølgeligt. Det er således kun i den af individet selv skabte del af universet, der kan være mentalt mørke. Kun individets eget bevidsthedsområde og den af det selv skabte ydre disharmoni med universets grundtone kan repræsentere eller udgøre det såkaldte "onde", "ragnarok" eller "helvede". Og her vil det "onde" blive ved med at dominere lige så længe, som det samme individ afstedkommer eller opretholder nævnte disharmoni med universets grundtone, ligegyldigt om alle andre væsener forlængst har overvundet den og derved er blevet til indviede eller fuldkomne væsener. Det er således ikke de andre levende væsener i tilværelsen, der er skyld i vor eventuelle ulykkelige skæbne, ligesom vi naturligvis heller ikke kan være skyld i deres ligeledes eventuelle ulykkelige tilstand. Alt i vor skæbne, der afviger fra universets grundtone, kan udelukkende kun befordres af vort eget væsen og med vort eget selv eller jeg som dybeste årsag. Er dette ikke guddommeligt? Kan livet være mere retfærdigt? – At vi kommer til at leve på en klode og i en sfære, hvor der findes ligesindede væsener, lysende og kærlige eller mørke og ukærlige, som vi henholdsvis kommer til at leve iblandt, alt eftersom vi selv repræsenterer disse stadier, er kun et led i naturens sædvanlige, logiske og praktiske udfoldelse. Ligesindede børn leger jo bedst, netop fordi de bedst forstår hinanden. Det er derfor, vi ser, at krage søger mage. At væsener med samme natur kommer til at leve i samme sfære, blandt den samme slags væsener som de selv, beviser således her naturens store kærlighed eller grundtone. Det vil nemlig være højst ukærligt at give de kærlige væsener hjemsted iblandt voldsmænd eller såkaldte "banditter". Og da alt det "onde" igennem sin udløsning skaber smerte og lidelse og den heraf affødte ulykkelige skæbne, medens udløsningen af det "gode" eller kærligheden skaber lys og salighed og den heraf affødte lykkelige skæbne eller kontakt med universets grundtone, der er det samme som "Guds billede" og dermed gør mennesket til eet med dette billede, vil dette urokkeligt betinge, at ingen som helst levende væsener kan vedblive at være i mørket. De vil igennem ulykken og lidelsen opdage lyset og dermed rette deres åndelige og materielle kurs op efter dette lys. Universets samlede energimanifestations identitet som Alkærlighed bliver således her til urokkelig kendsgerning. Selve menneskenes fejltrin bliver gjort til kosmiske kærtegn, idet nævnte væsener igennem dem bliver udviklet, får erfaringer eller belæringer om livets storhed og evige fakta og dermed om sig selv som identiske med Guddommen, Uendeligheden og Evigheden.

Uddrag af LIVETS BOG V, stk. 1757 og 1758.