Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Mange mennesker er i de senere år begyndt at interessere sig for deres personlige udvikling og søger enten individuel terapi eller deltager i nogle af de mange former for gruppeterapi, der er opstået. Udbyttet af de forskellige psykologiske metoder afhænger imidlertid i overordentlig grad af, hvilken viden man har om den menneskelige natur og de love, der gør sig gældende for dens udvikling. Sv.Å. Rossen forsøger derfor i denne artikel at fremdrage nogle centrale træk i Martinus' kosmiske udviklingsanalyser.

 

Frigørelsens evangelium har naturligvis en berettigelse så langt der er tale om at gøre sig fri af undertrykkelse, udnyttelse, klasseskel samt livsfjendske traditioner og dogmer. Men dette evangelium har også sin begrænsning. I samme grad som friheden fremmes, opstår et nyt problem, nemlig egoismen. Det er en naturlig reaktion, når låget løftes for et overtryk, at der kommer et kraftigt egoistisk udslip, dvs. en stærk trang til at få sine egne ønsker opfyldt. Kan disse ønsker harmonere med omgivelserne, eller medfører de en tilsidesættelse af hensyn og ansvar over for andre? – Det er spørgsmålet.

Efterhånden som frigørelsen realiseres, står mennesket i virkeligheden over for en ny udfordring, som er næstekærligheden. En verden af egoister, hvis centrale motiver at realisere deres egne ønsker, kan ikke bestå i fred. Kun kærligheden til andre kan skabe en varig fred. Det er altså den diametralt modsatte holdning der er brug for. Først når det centrale motiv bliver at opfylde andres ønsker og at bidrage til, at deres personlige potentialer bliver realiserede, vil alle få den fulde fordel og glæde.

I midten af dette århundrede er der imidlertid opstået en humanistisk psykologi, som med stor overbevisning hævder det gode i mennesket og mener, at ondskab, magtbegær, aggressioner m.m. alene er virkninger af de frustrationer, som undertrykkelse, overgreb og intolerance fra omgivelsernes side – særligt i opdragelsen – har udsat individet for. De negative egenskaber er altså ikke iboende eller naturlige for mennesket, men er reaktioner – ofte endda betegnet som sunde reaktioner – på utålelige omgivelser. Denne ensidige positive opfattelse af menneskets grundnatur er blevet dybt forankret i den pædagogik, der undervises i overalt i den vestlige verden. Den har skabt en humanisering af børneopdragelsen bort fra tidligere tiders autoritære straffeformer både i hjemmet, i daginstitutionerne og i skolen. Det er i sig selv en særdeles positiv tendens, men den har også sin negative side, fordi den ensidigt lægger skylden på opdragerne, specielt forældrene, hvis opdragelsen mislykkes og børnene udvikler sig i en dårlig retning. Denne skyldfølelse har været svær at bære for mange forældre. Og i kosmisk forstand er det også en urimelig anklage. Den er baseret på den ensidige opfattelse, at barnet kun har positive potentialer, men ingen negative egenskaber, en opfattelse, der er lige så yderliggående som den kirkelige, men på den anden side af balancepunktet.

Når både den kirkelige og den såkaldt videnskabelige opfattelse af personlighedens grundkræfter er så forskellige – og faktisk begge fejlagtige, skyldes det, at de mangler det store udviklingsperspektiv og reinkarnationsprincippet.

I Martinus analyse er mennesket en del af et gigantisk skabelsesprojekt, som omfatter alle levende væsener på kloden, både mineraler, planter og dyr. Det enkelte menneske har via reinkarnationsprincippet dvs. igennem utallige liv udviklet sig fra mineral-, plante- og dyreriget. Og egentlig tilhører det endnu dyreriget, omend den sidste del, og er altså endnu ikke et virkeligt menneske, som det ellers gerne vil rose sig af at være. Dette skabelsesprojekt er som sagt gigantisk, dels fordi det er millionårigt og dels fordi det også omfatter alle andre skabninger på denne klode. Baggrunden kan derfor kun være et ophav, hvis bevidsthed, viden og skabekraft ligger totalt uden for den menneskelige opfattelsesevne. Gudsbegrebet bør derfor udvides fra en provinsiel, menneskelignende og kun-menneskeorienteret Gud til en kosmisk Guddom med universelle dimensioner. De største vise har glimtvis været på bølgelængde med dette høje væsen og kan som Martinus fortælle, at dets natur er indbegrebet af den højeste visdom og den højeste kærlighed. Målet med skabelsesprojektet er derfor også intet mindre end at udvikle en bevidsthedsform hos de levende væsener, som gennemtrænges af den samme visdom og kærlighed.

Mennesket af i dag er ifølge Martinus ved at afslutte denne udviklingsproces fra dyr til "rigtigt" menneske. Det har derfor i sig to sider eller "sind", som henholdsvis har rod i den dyriske fortid og udgør spiren til den fremtidige kærligheds- og visdomsbevidsthed.

Det er kun dette store udviklingsperspektiv, som kan klarlægge personlighedens natur hos nutidsmennesket, og som med uimodsigelig logik begrunder, at sindelaget hos både børn og voksne rummer både godt og ondt og det i et indbyrdes forhold, der afhænger af den udviklingsmæssige nærhed til henholdsvis dyreriget og den menneskelige fremtid. Ligesom man i matematikken kun kan bestemme en ret linie, når man har to faste punkter, og i praksis bedst kan fastlægge dens hældning, når der er god afstand mellem punkterne, sådan er det også nemmest at indse menneskets udviklingslinie ud fra de to faste punkter: dyreriget og det rigtige menneskerige.

Når Martinus bruger udtrykket det dyriske sind i mennesket er der altså ikke tale om disse exceptionelle tilstande, men den enkle analyse, at al form for almindelig egoisme, begær, jalousi, aggressioner, vrede, selvhævdelse, intolerance m.m. er rester eller udløbere af dyrets normale instinktive motiver og normale handlingsmønstre. Disse egenskaber er nødvendige for at dyrene kan overleve i naturen, men de er ødelæggende for mennesker, som skal samarbejde med hinanden og skabe kultur.

To af menneskesindets stærkeste rødder fra dyreriget er henholdsvis begæret og aggressionerne. Begæret er ønsket om at besidde materielle ting (eller mennesker) med en sådan styrke, at det tilsidesætter alle hensyn til andre mennesker og er parat til at bruge magt for at få det opfyldt. Det er dette begær, der har skabt rige på bekostning af fattige, startet erobringskrige og ført til folkedrab. Men det er også på dagliglivets plan begæret, som får næsten alle til at ønske sig nye ting og dermed til at leve over evne og ødelægge privatøkonomien. Der er således god grund til, at en af historiens største vise, Buddha, koncentrerede sit budskab til menneskene som en advarsel mod begæret. Kun ved at fjerne det fra bevidstheden får mennesket den fred i sindet og blandt mennesker, som kan give det den højeste glæde.

Aggressiviteten er en anden af de stærke rødder i nutidsmenneskets sind fra den dyriske fortid. Den markerer sig i mange grader fra voldsomt raseri, som kan føre til vold og drab, til vrede, der med grove ord sender kraftige vibrationer mod andre mennesker, eller hverdagsirritationer, som skaber en dårlig atmosfære i hjemmet eller på arbejdet. Ligesom begæret er også aggressionerne en ild, som kan skabe de helt store krigskatastrofer, men tillige i mindre målestok kan forpeste atmosfæren mellem medlemmerne i en familie, som hakker på hinanden med spydigheder og hånlige bemærkninger. Der er derfor lige så stor grund til, at en anden af verdenshistoriens store vise, nemlig Kristus, med samme styrke og autoritet tog afstand fra aggressionerne med sine udtalelser om, at man skal vende den højre kind til..., og at man ikke blot ikke må ihjelslå, men end ikke blive vred på sin broder.

Men også menneskets grad af humanitet, dvs. dets tolerance, medfølelse, hjælpsomhed og venlighed over for andre er i Martinus analyse et erfaringsprodukt. Samtlige lidelser gennem talrige liv, f.eks. i form af sygdomme, fattigdom, overfald eller drab har udviklet menneskets følelsesliv primært ved at sætte det i stand til indfølende at forestille sig andres lidelser, – også selvom det ikke bevidst kan huske, at det har oplevet noget tilsvarende i tidligere liv. Der er skabt et medfølelsestalent og dermed lagt en grund til udvikling af næstekærlighed.

Princippet om åndelig vækst gennem egne erfaringer støttes yderligere af et andet kosmisk princip, som sikrer, at individet får de erfaringer, han har brug for, nemlig skæbneloven. Denne lov repræsenterer tilværelsens retfærdighedsprincip og er i særlig grad udtryk for Guddommens fundamentale kærlighed og visdom, idet den medfører, at man kun kan "høste", hvad man selv har "sået". Enhver handling mod omgivelserne vender således tilbage til individet igen som et kosmisk bølgeslag og lader det opleve virkningerne af dets egne handlinger.

Da anerkendelsen af skæbneloven er ensbetydende med at acceptere at en ubehagelig skæbne, f.eks. en tilsyneladende uforskyldt påkørsel i trafikken, i sidste ende ikke skyldes andre – i dette tilfælde måske en spritbilist – men er en virkning af ens egne uoverlagte handlinger på et tidligere tidspunkt, kræver den store modenhed! I umindelige tider har det været en vanetænkning, at det er ydre og ofte tilfældige forhold, der skaber skæbnen, hvis man ikke direkte tror, at det er onde og djævelske kræfter, som gør sig gældende. De vise lærer os det modsatte. Omverdenen og vor skæbne er et spejl af vore indre psykiske motiver. Først når der bliver renset ud i det indre, vil den ydre tilværelse blive behagelig og lykkelig. For at være med til at skabe verdensfreden er det derfor ikke nok at skabe love og regler og organisere i den ydre verden. Der skal også individuelt gøres en indsats i det indre, ellers vil selv de bedste love blive omgået.

Om en terapiform gør gavn afhænger naturligvis af, om den bygger på en korrekt teori om den menneskelige personlighed og i den forbindelse først og fremmest på, om den omfatter den fundamentale forvandling fra dyr til menneske og den heraf afledte positive og negative side af menneskets bevidsthed.

I mange tilfælde må man konstatere, at terapien ikke stikker dybt nok, men kun når de lag, der – som jeg nævnte i indledningen – drejer sig om frigørelse fra autoriteter og krænkede følelser i forbindelse med opdragelsen, der resulterer i overbevisningen "det er synd for mig, og for fremtiden vil jeg ikke lade mig sidde på eller styre af andre". Misforstå mig nu ikke! Dette kan også være et vigtigt skridt for nogle, f.eks. for fortravlede hustruer og mødre, der livet igennem har stået på pinde for mand og børn. Men på den anden side er der ingen som er rene uskyldigheder, og derfor er det vigtigt at komme ned til et dybere lag, hvor de skjulte negative motiver og de gamle negative følelser findes.

Det er naturligvis ikke nødvendigt at gå i terapi for at arbejde med sin egen indre motivverden, men på den anden side kræver det en fantastisk ærlighed at gennemskue sig selv. Det er i virkeligheden lettere at afsløre andre end at afsløre sig selv, jf. Jesu lignelse om splinten i næstens øje og bjælken i ens eget øje. Vi mennesker er eminent dygtige til at camouflere vore virkelige motiver og give dem udseende af at være både gode og fornuftige. – Men i det omfang man selv kan klare selvransagelsen, bliver man fri for den mere pinlige offentlige afsløring.

Den virkelige og værdifulde selverkendelse er derfor at kunne trænge igennem camouflagelaget og erkende sindets sande motiver og følelser, sådan som de virkelig er. Det er denne evne der gør forskellen mellem "små" og "store" mennesker. Det er kun de store, som magter denne afsløring, og det er det som gør dem ydmyge, for de kender virkelig deres egne svagheder, selv om de måske ikke er store efter almindelige standarder, mens de små mennesker fortsætter i deres selvforblindelse og tror, at de er mere eller bedre end de er.

Hvad er der så i dette camouflerede eller ubevidste lag. Ja, det er i virkeligheden ikke noget mystisk eller indviklet, men simpelthen rødderne fra dyreriget, tilpasset menneskelige forhold, f.eks. begær, aggressioner, selvhævdelse, jalousi, martyrfølelser m.m., som ligger blotlagt i ærlighedens klare projektørlys. Det kan f.eks. være en gammel vrede mod forældrene, som er kapslet ind i ubevidsthedens slør, men alligevel siver frem til handlingsplanet og giver sig udslag i ubehagelige handlinger. Eller det kan være en ydmygende følelse af mindreværd, som i virkeligheden er reel nok, fordi man ikke er så dygtig som man selv mente. Man har taget indbildt "tøj" på som i "Kejserens nye klæder", og det er naturligvis pinligt at skulle indrømme det.

Ligesom bevidst vrede og had, som fører til vold, er saboterende for det harmoniske samliv mellem mennesker, således er gemt vrede og gammelt nag som myoser i sindet, dvs. psykiske infiltrationer eller knuder, der hindrer den frie gennemstrømning af positiv livsglæde. De er en tyngde i sindet, som forsænker stemningslejet og giver en uglad, trist almenfølelse.

En del psykoterapier, som priser frigørelsens evangelium, anbefaler, at de ubevidste negative følelser ikke blot bringes frem til erkendelse, men desuden gives afløb ved at blive fuldbyrdede gennem symbolske handlinger, f.eks. ved at slå i puder til man bliver udmattet og har fået "afreageret". De afslører ukendskab til den mentale udviklings love. Man fjerner ikke vrede med vrede, så lidt som man slukker ild med ild. Det er kun på primitive trin, at det er nødvendigt med afløb, fordi man på dette trin ikke har mulighed for at forstå mere modne reaktionsmåder. Opgaven er imidlertid at trænge ned til disse lommer af negative følelser i sindets undergrund, bringe dem op til dagens lys og neutralisere dem med sin følelse og intelligens.

Hvis man har kendskab til Martinus analyser af udviklingslovene, vil det være muligt intelligensmæssigt at se de gamle fortrædeligheder i det rette perspektiv og indse, hvor tåbeligt det er fortsat at bære på disse negative følelser. Man kan desuden indse, at de andre personer, som de negative følelser rettes imod, også er underlagt den mentale forvandlingsproces og kun har handlet ud fra deres aktuelle udviklingstrin. Desuden kan man i dette perspektiv se tingene i deres rette størrelse og må da erkende, at ting man har ruget over i måske et helt liv er småting i den store sammenhæng, og at der er andre ting, som er meget mere væsentlige. Erkendelse og tilgivelse er "massage" af de mentale myoser eller infiltrationer. Erkendelsen af egne fejl kan gøre ondt, som når man trykker på en dårlig ryg, men når den er gennemført, er den ligesom tilgivelsen af andre en lettelse for sindet, som bringer gennemstrømning af lyse, glade følelser. I alle tilfælde, hvor sindet gemmer på gammel vrede, jalousi, følelse af tilsidesættelse eller ydmygelser m.m., er den endelige løsning absolut kun dette: tilgivelse.

Efterhånden som selverkendelsesprocessen afdækker egne svagheder og forsyndelser i fortiden og dermed viser, at man heller ikke selv har været nogen engel, bliver det også af den grund lettere at tilgive andre. Hertil knytter der sig imidlertid en interessant detalje. Det er den man kunne kalde "de senest omvendtes nidkærhed". Den giver sig udslag i en tilbøjelighed til – som en første reaktion på sin egen selverkendelse – at registrere (med en vis tilfredshed) og desuden påpege de samme svagheder hos andre. Det er som om man ikke kan bære at stå alene med sine egne svagheder, men har brug for at andre er i samme båd. Først når også denne tilbøjelighed er neutraliseret, kan man udnytte selverkendelsen fuldt ud til at tilgive andre.

Selverkendelse rummer også en fare for overdrivelse. Man kan blive fikseret af erindringen om dårlige handlinger i en sådan grad, at der bliver tale om en permanent dårlig samvittighed eller skyldfølelse, som tynger sindet og "forbyder" optimistiske og glade følelser. Den kirkelige kristendoms megen tale om, at vi alle er syndere, og dens fremhævelse af syndsbevidstheden så den næsten er blevet en dyd, har formodentlig bidraget til denne overdrivelse. Her er det befriende at høre Martinus fortælle, at man også skal kunne tilgive sig selv. Og begrundelsen er den samme som for at tilgive andre, nemlig at hvad man end har tænkt eller gjort i sit hidtidige liv, så var der tale om naturlige reaktioner på et bestemt udviklingstrin. Ingen kan forlange, at man skal kunne handle ud fra et højere trin end det, man befinder sig på, så lidt som man kan bruge erfaringer, man endnu ikke har fået. Der er derfor ikke noget fornuftigt grundlag for at blive nedtrykt og deprimeret over hvad der er sket. Det er bedre at tage ved lære af det og sætte sig nye mål med optimisme og godt humør.

Martinus fremhævede ofte, at solen med sin udstråling af lys og varme på alt og alle, uanset om de er gode eller onde, er det største fysiske forbillede for menneskene. Den er i virkeligheden et vidnesbyrd om den evige Guddoms ubegrænsede kærlighed til de levende væsener. At øve sig i at være lysende og varmende for sine omgivelser er derfor en yderligere mulighed for menneskene for at arbejde med på deres egen personlige færdiggørelse.

Alle mennesker har en grad af positiv udstråling i kraft af deres øjnes glans, deres smil og deres væremåde. Det er måske svært at sammenligne menneskers udstråling med solens strålekraft. Vi kan i stedet sammenligne den med lyspærer med forskellige lysstyrker. Mennesker der befinder sig i deres egne triste tanker, kan sammenlignes med 15 watt-pærer, der kun udsender et svagt skelneligt lys, andre er helt mørke som var deres indre lys helt udslukt. Nogen lyser med 30, 60 eller 75 watt, og sommetider møder man en 100 watt, som stråler med en uimodståelig livsglæde og optimisme, som virker smittende på andre mennesker i omgivelserne, så de også på en måde løftes op på en højere watt-grad – og selv de udslukte begynder at lyse lidt.

Talentet for mentalt at kunne lyse og varme for sine omgivelser kan opøves ved en viljesindsats, når præmisserne vel at mærke er i orden, dvs. at aggressionernes og melankoliens bægre er drukket helt ud og er afløst af en dyb taknemlighed over at leve. Så er mennesket parat til at blive kanal for den samme uimodståelige strålekraft og livsglæde som sollyset og forårets blomsterpragt er udtryk for. Brystet vil fyldes med kærlighed og hjernen med en strøm af ideer til, hvad der kan gøres i praksis.

Hemmeligheden ved den lysende og kærlighedsfyldte mentale tilstand er, at den suppleres med en automatisk forstærkningsproces. Det er den proces, der i Matthæus-evangeliet er udtrykt med ordene om, at den som har skal mere gives. Forklaringen er enkel. Det menneske, der spreder glæde, og som kan lytte, trøste og opmuntre, er det rart at være sammen med. Det skaber sympati og genkærlighed fra andre mennesker. De kan lide at være sammen med det, og den sympati der således reflekteres tilbage på det kærlige menneske, forstærker dets egen lyskraft. Også dette menneske har haft et svagt og blafrende lys, men har erfaret, at det ved selv at yde får hundrede fold tilbage. Der er derfor ikke længere tale om overvindelse eller personligt offer, men om en naturlig tendens eller et talent. Enhver tendens til at blive forarget eller bebrejdende, eller at blive fornærmet og sur, er borte fra denne lysende atmosfære. Tidligere problemer, bekymringer, ensomhed eller angst er forsvundet. Som led i en erkendelses- og udviklingsproces har de gjort deres virkning hver på sit stadium med henblik på at skabe en dybere forståelse og åbne kanaler i sindet. Nu er det fuldbragt og smerten er borte som dug for solen. Det "rigtige" menneske er ved at opstå, som begynder at komme på bølgelængde med den evige Guddoms egen ubegrænsede kærlighed og visdom og derfor gradvis begynder at føle "hans" nærhed i den daglige tilværelse.