Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mennesket må have en videnskab om den psykiske verden og dens love og om sin egen psykiske struktur. Det må forbinde sin intelligens med en levende følelse eller næstekærlighed, og den kombination vil føre mennesket frem til den intuitive oplevelse af sammenhængen mellem alle de levende væsener, som "lever, røres og er" i Guddommens universelle organisme. Dette overblik kan give det søgende menneske et nyt livsfundament, det kan, hvis mennesket arbejder med sig selv og åbner sig i stedet for at lukke sig inde i angst eller bitterhed, give det en sådan åndelig kraft, at det ikke føler angst for nogen eller noget, hverken for livet eller døden. Vi kan ikke tåle at undvære lyset eller solen, der har skabt vore øjne. Hvis solen slukkedes i dette øjeblik, var alt fysisk liv på jorden forbi. Men vi kan heller ikke undvære den guddommelige åndelige solkraft, som vibrerer gennem universet og er den fundamentale kraft også bag alle fysiske foreteelser. Vore nerver og vor organisme er allerede nu egnet til at korrespondere med denne kraft, til at give den videre som næstekærlighed og udfoldelse af skabeevne til gavn for helheden. Meningen med menneskets liv er, at det lidt efter lidt skal blive en åndelig sol, der befordrer livskraften og sender sit lys til alle sider i form af intellektualiseret følelse til gavn og glæde for alt og alle.

Uddrag af Martinus: Nervesammenbrud og religion, KOSMOS 1984, nr. 9.