Kosmos 1990/3 side 48
Medgang og modgang i udviklingens tjeneste
af Sv. Å. Rossen
Under et gruppearbejde i Martinus Center på Klint i sommeren 89 spurgte en deltager, hvorfor Martinus altid fremhæver modgang og lidelse som de drivende kræfter i Menneskets udvikling, når man i pædagogikken har den erfaring, at positive virkemidler som ros og anerkendelse er langt bedre end straf, og at indlæring hos dyr ligeledes skal ske ved belønning. Inspireret af problemstillingen har Sv. Å. Rossen skrevet dette indlæg til KOSMOS.
Den moderne pædagogiske holdning, som har vundet indpas i stort omfang både i opdragelse og undervisning, at man kommer længst med det gode, er et betydeligt kulturelt og humant fremskridt. Og det angår ikke blot børn, men gælder sandelig også for voksne, at et anerkendende ord er utrolig stimulerende og får det bedste frem i mennesker – både med hensyn til arbejdsindsats og sympati. Modgang og lidelser derimod ser ud til direkte at bremse individets fremgang og kvæle dets motivation. – – Det er imidlertid kun for en overfladisk betragtning, at det ser ud som om det forholder sig sådan. Hemmeligheden er, at de negative og skuffende oplevelser arbejder på et dybere plan i selve personligheden, hvor de bidrager til at modne selve forudsætningerne for videre udvikling. Disse forudsætninger er intet mindre end inidividets grundlæggende åndelige evner det vil sige dets følelsesliv, dets intelligens og intuition.
Menneskelig sympati er baseret på medfølelse
Som udgangspunkt er det vigtigt at være opmærksom på, at individet ved sin åndelige udviklings begyndelse ikke har evne til at sætte sig ind i andres oplevelsessituation og derfor heller ikke har naturlig medfølelse. Da virkelig menneskelig sympati og kærlighed er baseret netop på evnen til at have medfølelse, er det altså en væsentlig mangel for det uudviklede individ. Spørgsmålet er da, hvorledes denne mangel kunne udbedres. Hvis vi tænkte os, at vedkommende kun fik succeser samt ros og anerkendelse, så ville det kun få bekræftet sin egen dygtighed, men ikke få nogen erfaring om opgavernes sværhed, og ville ikke kunne forstå, hvorfor andre har svært ved det. Det lille barn såvel som det umodne voksne individ har en stor tillid til sig selv og tror bogstavelig talt, at det kan alt, hvad det får lyst til. Samtidig har det en stor selvhævdelsestrang og mereværdsfølelse i forhold til andre. Vi bærer nemt over med små børn, når de praler og groft overdriver deres viden og kunnen, fordi det er en del af vor instinktive reaktion, men hvis det er voksne, som udtrykker sig på denne barnlige måde, virker det provokerende og utiltalende på os, selvom holdningen burde være den samme, eftersom man ikke kan reagere anderledes end i overensstemmelse med det mentale udviklingstrin, men befinder sig på.
Hvis man kun får ros og anerkendelse på et stadium, hvor selvhævdelsestrangen er dominerende, forstærker det individets eget ego. Det får bekræftet sin urealistiske fortræffelighed. Dets selvfølelse spiles op, så det bliver utålelig for andre at være sammen med. Og indfølingen i andres problemer bliver tilsvarende minimal. Anderledes med nederlagene. De viser vedkommendes begrænsninger og giver vigtige erfaringer om, hvordan det føles at komme til kort. De skaber således både en mere realistisk selvvurdering og et naturligt grundlag for at forstå andre, når de har problemer.
Hvis man forestillede sig, at et individ udelukkende oplevede modgang og intet lykkedes, ville det naturligvis skabe modløshed og i sidste ende mindreværdsfølelse. Men sådan former tilværelsen sig normalt heller ikke. Almindeligvis består skæbnen af en blanding af medgang og modgang, og normale børn og voksne kan sagtens tage en del problemer uden at give op med det samme eller helt miste modet. Ja, faktisk er det utroligt at se, hvor megen udholdenhed mennesker kan udfolde, hvordan de prøver igen og igen, indtil deres forehavende lykkes. Selvom de midlertidigt bliver skuffede og trætte, tager de opgaven op igen på et senere tidspunkt, og når det endelig lykkes, er glæden som bekendt også tilsvarende stor. Det er kun ved ekstreme overbelastninger, at mennesker bliver slået helt ud og kortslutter i form af depression, neurose eller psykose. Og sådanne tilfælde må betragtes som individuelle skæbnemæssige tilfælde.
Man kan forkæles gennem succes
Det hører til den modne personlighed ikke at have for høje tanker om sig selv. Den fra umodne stadier nedarvede mereværdsfølelse må derfor som sagt justeres gennem oplevelse af utilstrækkelighed. Og det kan kun ske gennem skuffelser og nederlag i en række situationer, hvor det dokumenteres, at man ikke er så dygtig, som man troede. Skuffelserne er således umådelig vigtige for følelseslivets udvikling. De modvirker utiltalende selvsikkerhed og overmod, som man fx undertiden træffer hos unge akademikere, der på grund af glimrende teoretiske evner har haft for nemt ved at klare sig i den boglige skole og på en måde er blevet forkælede ved for mange succeser. Ligesom de naturligvis også modvirker tendenser til pral og hovmod. Det er altså sundt jævnligt at møde sine grænser, ja udviklingsmæssigt kan man sige, at det er helt nødvendigt for at få den beskedne holdning, som nedbryder facader og forstillelse og åbner for ærlighed og tillid hos sine medmennesker. Modgangen har altså en væsentlig andel i forædlingen af følelseslivet. Dels bliver man mindre selvhøjtidelig, men samtidig vinder man en værdifuld forståelse for andres problemer. Man kan direkte føle med andre, som har svært ved at forstå eller klare et eller andet, for man kender det på sin egen krop. De bedste lærere er derfor dem, som selv har haft svært ved at forstå stoffet. De ved, hvor skoen trykker og føler ingen trang til at ydmyge de tunge elever, men forstår dem. De har derimod direkte lyst til at hjælpe andre over de vanskeligheder, de selv har haft, og har faktisk også de bedste kvalifikationer til det. Hvem har ikke haft eksempler på lærere, måske i matematik, som var så dygtige, at de ikke kunne forstå, at det som var selvindlysende for dem selv, ikke også var klart for eleverne. Det er en stor fordel for en lærer stadig at kunne huske, hvordan det føltes dengang han eller hun var på nybegynderstadiet.
Men også med hensyn til intelligensens udvikling må man sige, at det er godt, at ikke alt lykkes med det samme. Man begynder nemlig først at tænke, når det går anderledes end man regnede med. Selv om det giver ærgelser, er det en udfordring til tænkning og dermed en stimulering af intelligensens udvikling. Hvis al ting går glat, er der ingen grund til at spekulere dybere over tingene. Det er overraskelserne, som starter tankevirksomheden, og ved at undersøge årsagerne til dem opstår der gradvis viden om større og større områder. Fejltagelserne er i virkeligheden en dør til viden. Og hvis man definerer intelligens som evnen til at løse opgaver, så er denne evne ligesom en muskel, der skal udvikles, afhængig af modstand. Man bliver dygtigere til at analysere problemer og kan efterhånden støtte sig på en større og støre viden.
Når man vælger mismodet
Alt kan overdrives. Man kan møde så mange problemer, man ikke kan løse, at man kommer til at tvivle alvorligt på sine egne evner og mister selvtilliden. Det kan blive til et usundt mindreværdskompleks, som automatisk får en til at blokere forstandsmæssigt så snart, der dukker spørgsmål op, som eventuelt kunne medføre et nyt nederlag. Der er skabt et psykisk problem – og det er derfor rigtigt at tale om et "kompleks" – fordi der er opstået en psykisk spærring, der hindrer vedkommende i at udnytte sine faktiske evner og erfaringer. Vedkommende fungerer altså i disse situationer dårligere end nødvendigt. Heldigvis er komplekset oftest bundet til situationer, der har præg af konkurrence eller prøve, men er ophævet, når man er alene og har fred og ro til at tænke over tingene.
Man kan som tidligere nævnt også komme ud for, at et menneske møder så megen modgang, at der ikke længere kun bliver tale om en udfordring, der animerer til forøget indsats, men at vedkommende bliver slået helt ud af balance, bliver modløs og mister initiativet. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at det ikke blot er modgangens styrke, som bestemmer det psykiske udfald, men i høj grad personens egen styrke, idealer og vilje, ja man kan rolig tilføje: hele personens livssyn eller verdensbillede. Man kan vælge mismodet. Paradoksalt nok kan man opleve et vist behag i et melankolsk stemningsklima. Denne følelse har muligvis samme rod som det ligeså paradoksale behag ved selvfornedrelse og masochisme inden for den seksuelle følelsessfære. Under alle omstændigheder er der risiko for at man følger den vej og på en måde opdyrker disse følelser. Det er en meget farlig udvikling. Det betyder nemlig, at man begynder at søge bekræftelser på, at man "altid er uheldig", "at der ikke er noget ved nogen ting" og "at livet ikke er værd at leve". Så føler vedkommende sig som martyr i livet, hvilket med Martinus' ord er en sygdom i tænkeevnen, som kan føre til egentlig sindssyge. Noget af den behagsfølelse, som knytter sig til at forfølge disse tendenser, skyldes den medlidenhed, som vedkommende naturligt får fra omgivelserne. Selvom det normalt er positivt at vise medlidenhed, kan den i større omfang blive en slags forkælelse, som frister vedkommende til at blive i sin sørgelige tilstand. At vise længe og vedvarende medlidenhed med en person vil desuden være et symptom hos den, der viser den overdrevne medlidenhed. Det kan være en usund binding, en gensidig afhængighedstilstand, som stimulerer en trang til overdreven følelsesudfoldelse hos den medlidende part og låser begge fast i en mental sygelighed.
Formålet med problemer og modgang er at forædle følelseslivet og udvikle intelligensen, men ikke at presse mennesker ind i psykiske afsporinger. Når det tilsyneladende sker sommetider må det antages at skyldes andre forhold som fx individets eget valg – som netop antydet eller skæbnemæssige forhold, altså virkninger af egne handlinger og væremåde på et tidligere tidspunkt, måske i tidligere liv.
Balancen mellem medgang og modgang
Lad mig slutte med at vende tilbage til udgangspunktet i problemstillingen. Det var spørgsmålet om, hvilken virkning ros, anerkendelse og medgang på den ene side og problemer, modgang og lidelser på den anden side har på menneskets udvikling. Konklusionen må være, at begge virkemidler har betydning, at ingen af dem kan undværes, og at de oven i købet indgår i et samarbejde i udviklingens tjeneste. De ubehagelige påvirkninger går i dybden og udvikler følelseslivet og intelligensen; de gør det grove arbejde. Virkningerne ser i første omgang oven i købet ud til at være negative såsom skuffelse depression eller vrede. Men det sammenligner Martinus med frugternes modningsstadier, hvor der også er et surt stadium før det modne, søde stadium. Først efter at dette grove arbejde er gjort og den fornødne modning har fundet sted, vil de gode virkemidler komme til deres ret og få de gode egenskaber til at blomstre frem. Det er således på baggrund af ubehagelige erfaringer, hvoraf de fleste muligvis er glemte, men alligevel sidder ubevidst i sjælen – at et venligt ord, ros og anerkendelse får den helt store virkning på både børns og voksnes indsats, fremgang og livsglæde. Med et billede fra naturen kan man sige, at planterne både skal have regn og sol, men når væde og andre stoffer fra jorden har bragt væksten frem til et vist punkt, så er det solens varme, der skaber den sidste modning og får dem til at springe i blomst!
Tilbage til forfatterregister
Forrige