Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I KOSMOS nr. 3 bragte vi et resume af Sv. Å. Rossens foredrag på Martinus Center den 10. juli 1988 "Religion, naturvidenskab og åndsvidenskab". Her blev beskrevet nogle af de revolutionerende opdagelser i atomfysikken, som har bevirket, at naturvidenskabens avantgarde afgørende har vendt sig fra det mekanistiske verdensbilledes grundprincipper til et holistisk livssyn, hvor det primært er helhederne, der regulerer delene. I denne artikel behandles nogle supplerende aspekter i denne udvikling samt nogle bud på, hvad årsagerne kan have været til, at det materialistiske livssyn har så dybe rødder.

 

I 1977 fik den belgiske kemiker Ilja Prigogine nobelprisen for sit arbejde om såkaldte dissipative strukturer. Hans epokegørende opdagelse er, at kemiske processer ikke altid følger en sammenhængende linie af årsager og virkninger, men har perioder med orden og regelmæssighed, der har indskudte intervaller af kaos og uorden. I disse intervaller brydes den faste lovmæssighed, indtil en ny og ikke forudbestemt orden erstatter den gamle. Man kan altså ikke som hidtil antaget hundrede procent forudsige kemiskfysiske processers udvikling. Dette moment af uforudsigelighed kalder han kaos, og siden han har gjort opmærksom på fænomenet, har talrige andre forskere verden over gjort samme erfaring. Hvor man tidligere har været tilbøjelig til at tro, at det skyldtes fejl i forsøgene og derfor har overset fænomenet, er man nu klar over deres reelle eksistens. Der er områder, hvor uforudsigeligheden er særlig udtalt, nemlig i hvirvlende væske- og luftstrømninger, den såkaldte turbulens. Det er en væsentlig grund til, at vejrudsigterne er så usikre, hvad vi alle kan konstatere. Meteorologerne er altså ikke specielt dårlige videnskabsmænd. Men for det første er lufthavets vindmasser i kombination med vandene og sollyset helt uoverskueligt komplicerede i deres bevægelser, og hertil kommer altså muligheden for tilfælde af kaos eller uorden, som principielt ikke vil kunne forudsiges.

Udtrykket kaos som modsætning til kosmos leder tanken hen på en brist eller fejl i tilværelsen. Man forestiller sig, at der er noget ufuldkomment i naturens verden. Men her skal man bemærke, at der af de "kaotiske" tilstande opstår nye strukturer og skabelser, som kan vise sig at være overordentlig hensigtsmæssige, selvom de ikke var til at forudsige. Der er altså snarere tale om, at vi ikke ved, hvad der foregår.

Går man problemet efter i sømmene, kan man endda sige, at selve de levende væseners udvikling på denne klode dvs. de organiske legemers opståen af de uorganiske kemiske stoffer repræsenterer uendelig mange uforudsigelige nyskabelser. Men hvis selve livets udvikling er baseret på tilstande, som videnskabsmændene kalder kaos, må der være en dybere hemmelighed bag dette fænomen. Lad os derfor se nærmere på det ud fra Martinus analyser. Men først kunne det være nyttigt at se problemet i en større historisk sammenhæng.

På grundlag af denne magiske og animistiske forhistorie er det naturligt, at der måtte følge en kulturperiode, hvor man koncentrerede sig om det materielle stof for at lære dets egennatur at kende og blive bevidst om årsagsloven. Det tjente desuden det formål at stimulere konkret logisk tænkning, der netop bygger på viden om årsager og deres virkninger, og dermed modarbejde overtroens skinforklaringer. Og så skal man jo endelig ikke glemme denne tænkemådes afgørende betydning for den tekniske udvikling.

 

 

I slutningen af 1600-tallet fuldbyrdede den engelske professor Isac Newton det verdensbillede, som kaldes den klassiske mekanik, og som lagde grunden til en materialistisk livsanskuelse. Nøglebegrebet i dette verdensbillede var massetiltrækningen. Tyngdekraften er en massetiltrækning, hvormed Jorden tiltrækker alle ting på sin overflade, for den er den største masse. Den tiltrækker tillige Månen, men til gengæld tiltrækkes Jorden såvel som de øvrige planeter af solsystemets største masse: Solen. Planeternes baner er en resultant af deres egenbevægelse og Solens tiltrækning. Uden denne tiltrækning ville planeterne ifølge inerti-loven fortsætte ad tangentens bane ud i rummet.

Newton var også en fremragende matematiker og opfandt differentialregningen. Med den kunne han udtrykke legemers bevægelser i ligninger og forudsige deres fremtidige baner og position på vilkårlige tidspunkter. Nu kunne man med stor nøjagtighed forudsige fx sol- og måneformørkelser århundreder ud i fremtiden.

 

 

Succesen med hensyn til at forudsige himmellegemers bevægelser samt store legemers bevægelser på Jordens overflade (sten, kugler etc.) ledte Newton til at antage, at materien som sådan består af små massive, uopslidelige partikler (atomer), som følger de samme bevægelseslove. Newton havde således skabt en enhedsopfattelse af den materielle verden i form af det mekanistiske verdensbillede. Dette verdensbillede førte til den franske matematiker Laplaces, berømte udtalelse i 1776 om, at man teoretisk set ville kunne forudsige verdensaltets udvikling i al mulig fremtid, hvis man kunne bestemne alle legemers øjeblikkelige position og bevægelse. Denne tankegang førte til en afsporing af naturvidenskaben, idet årsagsloven herefter blev opfattet deterministisk dvs. forudbestemmende. Der er kun et lille umærkeligt skridt fra årsagslovens til determinismens begreb, men i realiteten er der en afgrund til forskel mellem de to begreber. Årsagsloven siger, at der kræves bestemte stoffer, kræfter eller bevægelser for at skabe et bestemt produkt. Den deterministisk opfattede årsagslov siger derimod, at tilstedeværelsen af bestemte stoffer, kræfter eller bevægelser uvægerligt medfører skabelsen af et bestemt produkt. Årsagsloven taler om de nødvendige materialer og præmisser, men udelukker ikke, at man med de samme materialer kan fremstille andre ting. Den deterministiske opfattelse af årsagsloven antager derimod kun én uafvendelig fremtidsmulighed for de pågældende materialer. Med et eksempel fra dagliglivet ville det svare til, at man med en portion mursten, cement, træ m.m. kun kunne bygge ét ganske bestemt hus, hvad der naturligvis ikke er tilfældet.

Grunden, til at årsagsloven blev opfattet deterministisk, er utvivlsomt matematikkens succes med hensyn til at forudsige bl.a. himmellegemers fremtidige baner og positioner. Det lå snublende nær at antage, at dette princip kunne overføres til alle bevægelser overhovedet. Det blev en anden fransk matematiker, Henri Poincaré, som i 1903 aflivede den deterministiske drøm ved at påpege, at alle målinger har en nøjagtighedsgrænse, og at selv uendelig små og uundgåelige målefejl vil forstørres med potenser i enhver procesudvikling og principielt gøre forudsigelser umulige. Fx ville selv det mest nøjagtige stød til en billardkugle på et billardbord, hvor vi tænker os, at kuglerne ikke blev bremset, på mindre end ét minut føre kuglen i andre baner end forudberegnet.

En af de største arkitekter bag den mekaniske opfattelse af verden var filosoffen og matematikeren René Descartes. Hans ide om forskellen mellem bevidsthedens verden og den fysiske verden var paradoksal. På den ene side så han klart, at begge verdener er realiteter, og med hensyn til forståelsen af den materielle verden lagde han afgørende vægt på bevidsthedens klare, intuitive forståelse, men på den anden side mente han ikke, at der var nogen forbindelse mellem de to verdener og derfor heller ikke nogen indflydelse fra bevidsthedsverdenen til den materielle verden. Der var intet i kroppen, der tilhørte bevidstheden og intet i bevidstheden, som tilhørte kroppen. For ham blev det materielle univers derfor kun en maskine. Det var de mekaniske love, som bestemte naturens funktioner, og alt kunne forklares ud fra delenes bevægelser og egenskaber. Også han opfandt ligesom Newton differentialregningen, hvormed legemers fremtidige bevægelser kunne bestemmes, og her har vi altså atter et eksempel på, at matematikken forleder til åndløs naturbeskrivelse. Med tiden glemte man, at Descartes både troede på Gud og sjælen, og koncentrerede sig helt om forståelsen af verdensmaskinen udelukkende ud fra materielle principper.

Denne tendens inden for biologien fortsatte i 1900-tallet, også efter at atomfysikerne i 20'erne med udformningen af kvantemekanikken og Niels Bohrs fremstilling af komplementaritetsprincippet var begyndt at ændre signaler. Det hang formodentlig sammen med, at der endnu var væsentlige gåder i den biologiske organisme fx spørgsmålet om, hvorledes proteinmolekylerne, som er organismens vigtigste byggesten, dannes.

 

 

Det blev derfor betragtet som en stor sejr for den biologiske forskning, da James Watson og Francis Crick i 1953 kunne påvise, at generne i arveanlæggene består af et fantastisk omfattende molekyle, det såkaldte DNA-molekyle. Det er bygget som en dobbeltspiral med tværribber og kan minde om en mikroskopisk vindeltrappe. Den er umådelig lang, idet den består af ca. 200.000 trin. Disse trin er strukturens mest betydningsfulde komponenter. De består udelukkende af fire forskellige baser, og det er deres kombinationsmuligheder, som udgør den kode, hvorefter organismen er bygget op, og fx proteinstofferne dannes. Idemæssigt er DNA-molekylet en biologisk computer, som er programmeret med ufattelige informationer. Ét molekyle kan således rumme lige så megen information som 1000 bøger på hver 600 sider.

Man forstår godt biologernes stolthed over at have afdækket DNA-molekylets natur, men det er forfejlet, hvis man tror, at denne opdagelse er et argument for en materialistisk livsanskuelse. Martinus gør opmærksom på, at logiske skabelser, som opfylder hensigtsmæssige formål, nødvendigvis må have deres baggrund i logisk planlægning, og da en sådan kun kan finde sted ved det, som vi kalder tænkning, er alle organismens hensigtsmæssige strukturer inkl. DNA-molekylets struktur en virkning af åndelige eller bevidsthedsmæssige kræfter. Descartes totale adskillelse mellem det åndelige og det fysiske var en tankemæssig afsporing. For blot at holde os til DNA-molekylet, så kan dets fire baser kombineres på 10¹²⁰⁰⁰ måder. Hvem kan forestille sig, at den rette kombination ud af så mange muligheder kan skabes tilfældigt?

I virkeligheden er der i en af fysikkens grunddiscipliner, varmelæren, en grundsætning, som hele tiden har været i modstrid med den materialistiske tilfældighedsteori. Det drejer sig om varmelærens anden grundsætning: loven om den voksende entropi. Den siger, at atomer og molekyler altid har en tendens til at udligne temperatur- og trykforskelle med omgivelserne, og desuden en tendens til at forenkle deres kemiske struktur og danne simple, stabile molekyler. Det er denne entropi, som fx bevirker, at en kop te bliver kold, når den får lov at stå, og at det sukker, som bliver rørt i, fordeler sig jævnt. Det er altså en tendens mod ligevægt og neutralitet. Den bevirker også, at genstande, som ikke holdes ved lige, forfalder fx biler, huse, maskiner osv. Det er ligeledes en tendens mod gennemsnittet, hvor der er lige muligheder, eller kun tilfældighederne spiller ind. Den matematiske sandsynlighedsregning bygger netop på dette princip. Fænomener, som er specielle, atypiske og afviger karakteristisk fra omgivelserne, er mere eller mindre usandsynlige og må antages at være under en eller anden indflydelse. Hvis den karakteristiske dannelse desuden gentages, må den pågældende indflydelse være stabil.

Ser man nu på den organiske verden ud fra loven om den voksende entropi, står det klart, at de talløse organismer, encellede såvel som flercellede, fisk, padder, krybdyr, insekter, fugle og pattedyr for det første i hver deres art er specifikke eller egenartede skabninger, men desuden at deres skabelse gentages i milliontal ved formering inden for hver art. Mens jeg skriver denne artikel, lander der en sommerfugl på mit bord og viser mig sine smukke, symmetriske farvetegninger på sine vinger som for at bekræfte disse tanker! Men alene en overfladisk betragtning af dyre- og planteverdenen viser, at biologisk liv strider mod loven om den voksende entropi. Livsformerne er alt for specielle til, at de med nogen grad af sandsynlighed kan være baseret på tilfældigheder. Sandsynligheden bliver endnu mindre, hvis man går tæt på en af de talløse skabninger og iagttager dens indre struktur. Her møder vi en organisationsgrad mellem organer, sanser og lemmer, som ligger skyhøjt over det sandsynlige. Ja, endog de enkelte organiske molekyler, som kan have 10.000 led, hver bestående af 20-30 atomer i et bestemt mønster, repræsenterer en specifikation eller kompleksitet, hvis sandsynlighed teoretisk nærmer sig nul. Det er først, når organismerne har fuldendt deres livscyklus og dør, at loven om den voksende entropi også slår igennem for deres vedkommende. Organismen opløses dvs. dens organisationsgrad daler gradvis og bliver til simple kemiske forbindelser som vand (H₂0) og kuldioksid (CO₂) samt enkeltgrundstoffer som kalk, kvælstof, ilt og brint, der dermed er frigjort fra de bundne strukturer og er disponible til nye skabelser. At organismernes kemiske forbindelser opløses til mere enkle og sandsynlige stoffer, når de dør, er også et stærkt argument for, at de samme stoffer under organismens vækst og udvikling er underlagt styrende kræfter.

Når man som videnskabelig forsker har løst en gåde, fx hvordan proteinsyntesen – dannelsen af proteiner – finder sted, så har man fundet en "forklaring" i den forstand, at man har gennemskuet – i det mindste i princippet – hvordan processen foregår i sine forskellige led. Blot den omstændighed, at mystikken er fjernet, og man kan se, hvilke principper, processen følger, giver en aha-oplevelse (nå, det er bare sådan!), så man er tilbøjelig til at overse processens genialitet og ikke ofrer tanker på den åndelige styring, som må ligge bag.

Denne erkendelse er en brobygning til det bevidsthedsbegreb, som Martinus har skabt gennem sine kosmiske analyser. Bevidstheden er her ikke immateriel, men har – foruden sin subjektive oplevelsesside – en objektiv kraftside, og denne sidste er stråleformig energi. På grund af dette dobbelte bevidsthedsbegreb integreres de to verdener, den åndelige og den fysiske. Ligesom lyset fra solen bestemmer planternes vækst, således regulerer ethvert levende væsens indre "sol", dvs. strålingsenergien fra dets tanker og følelser samt ubevidste kraftcentre, dets legemes vækst, udvikling foruden dets vilkårlige bevægelser.

Når videnskabsmænd i dag er blevet bevidste om, at der endog i forsøgsrækker med tilsyneladende livløst materiale optræder tilfælde af "kaos", før der opstår en ny uforudsigelig orden, er det ud fra Martinus analyser en bekræftelse på, at uorganisk stof ikke er livløst. Der er også bag det materielle stof en bevidsthedsudstråling, som regulerer stoffets processer, hvad enten disse processer midlertidigt er regelmæssige og lader sig forudsige, eller de midlertidigt er uregelmæssige, fordi de tager nye kreative retninger. Den skabende kraft i enhver fysisk proces er således i virkeligheden af åndelig art, og den formidles gennem stråleformig energi. Denne tanke sætter perspektiv på hele verdensaltet, som dermed gennem dets små og store skabelser påny bliver vidnesbyrd om en altomfattende, universel, åndelig skabekrafts tilstedeværelse. Med andre ord: Gud kommer påny til syne som en nærværende skabende kraft i alt, hvad der rører sig.

Forskernes erfaringer med "kaos" er derfor et videnskabshistorisk og verdenshistorisk vendepunkt. Det er vejen mod erkendelsen af kosmos. Det er erkendelsen af, at universet ikke er en død maskine, hvis livløse funktioner kan forudsiges, men i virkeligheden er en fantastisk enhed af orden og kreativitet, af lovmæssigheder og fri vilje.