Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Når aben tager en gren og forsvarer sig med, som jeg engang så det på film, har den første gang anvendt et "redskab", et forsvarsredskab. Når dyret begynder at anvende redskaber, er det begyndt den lange og trange udvikling, der sluttelig vil gøre det til "menneske", ikke blot jordisk menneske, men "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Det tilegner sig efterhånden andre redskaber og lærer også at beherske ilden, og nøgleordet er her: beherskelse. Så længe dyret ikke behersker ilden, er det en slave af den. Umådelige ulykker sker ved f.eks. skovbrande, som dyret i sin opvågnen til menneske kan skabe netop på grund af sin manglende beherskelse af ilden. Med beherskelsen af ilden bragte dyret med gryende menneskelige evner sig et vældigt skridt frem i udviklingen. Dels kunne det varme sig, dels efterhånden tilberede sin føde, og senere ved ilden omforme materien og dermed skabe sig forskellige redskaber, bl.a. også bedre våben, som selvopholdelsesdriften bød dyret eller dyremennesket at skabe sig til forsvar for sig selv og sin mage og afkom.

Igennem en stenalder og en jern- og broncealder og andre "aldre" har det begyndende menneske skabt sig redskaber af mange forskellige slags, og stærkt gik det først, da det begyndte at skabe sig "maskiner", d.v.s. "redskaber", som mere eller mindre automatisk kunne producere nyttegenstande eller transportredskaber, som hurtigt kunne bringe det frem over store afstande, vogne, biler, skibe og flyvemaskiner.

Det jordiske menneske har skabt sig en fabelagtig beherskelse af den fysiske materie ved videnskabelige metoder, ja, til en sådan grad, at "redskaberne" er blevet så automatiske, at den ene maskine kan producere andre maskiner.

Dyret og det begyndende menneske skabte sig redskaber med sine hænder og sin tænkning. Men hånden er i sig selv et "redskab", ja, et genialt redskab, som kan udføre mange forskellige funktioner. Den kan forme og omskabe materien, og hånden kan benyttes både til at slå og til at kærtegne med. Men hånden er kun ét af kroppens mange redskaber. Ved nærmere iagttagelse af dyrets og menneskets organismer ser vi, at disse er opbygget af en lang række "redskaber". Der er redskaber til at se, høre, smage, lugte og føle med, og alle indre organer er redskaber, som hver især udfører livsvigtige funktioner rent automatisk, hvis vi da ikke ødelægger dem eller deres funktioner. Og vi ser så, at hele dyrets eller menneskets organisme er en samling af geniale redskaber, et multi-redskab, som dels automatisk og dels viljestyret kan udføre mangfoldige former for skabelse og manifestation.

Formålet med redskaber er jo, at de skal skabe behag, fordele eller nytte – at de skal lette det begyndende menneske arbejdet eller på anden måde skabe behag. Og det er jo kun ved redskabets rette brug eller fulde beherskelse, at det bliver til behag. Men det viser sig, at det ikke engang ved rette brug altid skaber behag, i hvert fald ikke for alle, især er jo f.eks. våbnene kun beregnet på at skabe behag for dets indehaver ved at skabe ubehag eller død for fjenden og altså ødelægge eller nedbryde modpartens fysiske organisme eller "redskab" og derved blive ham kvit. Men også andre redskaber eller maskiner kan skabe behag for nogle, men ubehag og ødelæggelse for andre. Maskinerne i fabrikkerne kan skabe behag og overflod for nogle, men ubehag, fordærv og ulykke for mange af dem, der betjener maskinerne.

Når redskaber ikke skaber behag, kan det altså dels skyldes manglende beherskelse af disse, men dels også den tænkning, der går ud på kun at skabe behag for sig selv ved udryddelse eller udnyttelse af andre, som så oplever ubehag.

På dyrets lange vandring fra egentligt dyr til foreløbig at blive jordisk menneske opdager det, at der er to måder at tænke på: den der går ud på udelukkende at skabe behag for sig selv og sine nærmeste, og den der medfører behag både for en selv og alle andre. Der er altså en dyrets tænkemåde, der i form af selvopholdelsesdrift sikrer en selv behag, overlevelse og livsoplevelse, og den begyndende menneskelige tænkning, der søger at skabe behag for andre levende væsener, og som betyder, at det vordende menneske nogle gange må ofre sig selv for at skabe behag for andre. I denne lange udvikling sker der her et vældigt skift i tænkningen, som går fra dette at tjene sig selv uden hensyn til andres fysiske lidelser, død og undergang til udelukkende kun at tjene sine medvæsener. Men dette skift i tænkning har heller ikke kunnet finde sted uden vejledning i form af livsvisdom. Jesus markerede sin holdning ved at sige: "Jeg er ikke kommet til verden for at lade mig tjene, men for at tjene", og Martinus formulerer det sådan: at loven for tilværelse er den, "at være til glæde og velsignelse for levende væsener". Og disse visdommens mestre levede selv som de tænkte og lærte. De havde den fulde beherskelse ikke alene af deres fysiske organismer, deres multi-redskaber, men tillige af deres tænkning. De var fuldstændig klare over, at vore fysiske organismer er redskaber, der som alle andre redskaber ved benyttelsen bliver slidte og ubrugelige, og som så kan udskiftes med nye og i mange tilfælde bedre redskaber for fornyet livsoplevelse. Vore nye multi-redskaber, vore forbedrede kroppe, udformer sig så i overensstemmelse med vore ændrede ønsker og begær, vor ændrede tænkemåde.

Og med den virkelige eller endelige løsning af livsmysteriet – med Martinus kosmiske verdensbillede – viser det sig så, at ikke alene dyr og mennesker, men alle levende væsener, i deres evige liv i form af spiralkredsløbet, bestandigt udskifter organismer, og at denne udskiftning er forudsætningen for livets oplevelse overhovedet. Disse udskiftninger er ikke nogen virkelig død.

I Martinus' beskrivelse udgør et levende væsen et treenigt princip, et Jeg (X.I.), en skabe- og oplevelsesevne (X.II.) og det skabte (X.III.). Og dette sidste "skabte" er organismeformen, der knytter sig til ethvert levende væsen, medens de to første X'er af Martinus betegnes som "overbevidstheden", som er evig uforanderlig, medens organismerne, redskaberne, er en ligeså evig udskiftning underkastet, alt efter hvilke zoner i spiralkredsløbet, væsenerne gennemlever.

– – –

Aben benyttede en gren som redskab eller våben, men også abens hånd var et redskab, som igen var knyttet til en krop, som var en kompliceret samling af redskaber, som igen tilsammen dannede et multiredskab, dens hele organisme. Og denne organisme udvikler sig så gennem erfaringsdannelse og bestandig udskiftning, således at den efterhånden bliver mere "menneskelig", og det tidligere instinktstyrede dyr bliver nu et tænkende væsen. Der sker det, Martinus kalder, at "intellektualitet inkarnerer i kød og blod". Hvis vi så går hurtigere frem i udredningen, får vi gennem det kosmiske verdensbillede den forklaring, at det jordiske menneskes udvikling i løbet af det kommende "rigtige menneskerige" helt afkaster den fysiske form og dermed bliver et åndeligt væsen. Men til væsenets Jeg og skabe- og oplevelsesevne (overbevidstheden) vil der fortsat være knyttet organismeformer, nu i åndelig materie, som det vil føre for vidt at komme ind på i denne artikel. Her er det blot hensigten at vise, at vi bestandig har redskaber for vor livsoplevelse, dels i en åndelig del af spiralkredsløbet, hvor organismerne er let udskiftelige, idet de er dannet af tankematerie, og dels i den del af spiralen, som vi selv tilhører, den fysiske, hvor redskaberne, organismerne skabes i tung materie, som ikke let lader sig omforme eller opløse. Den fysiske organisme har så til gengæld den fordel og hensigt, at det er igennem den vi lærer at tænke, nemlig gennem de ydre hårde påvirkninger af "redskabet", de lidelser og lemlæstelser og den erfaringstilegnelse, vi derved "beriges" med.

Livet er med andre ord så vidunderligt og guddommeligt indrettet, at vi i vor evige eksistens altid og på alle planer er i besiddelse af et livsoplevelsesredskab, igennem hvilket vi kan sanse og opleve tilværelsen i alle dens variationer og kontraster. Gennem redskabernes evigt skiftende former oplever og bekræfter det levende væsen sin egen evige eksistens og identitet, og tilkendegiver sig samtidig overfor dets lige så evigt eksisterende medvæsener og omgivelser. Fra denne omverden oplever det via sin organismestruktur en samlet direkte henvendelse, som således er universets "tale". Det er denne hensigtsmæssige påvirkning, der afslører sig som en hårfin intellektuel eller logisk vejledning, og naturen bliver dermed vor læremester.

Det samlede univers udgøres således af alle eksisterende levende væseners organismer og bevidstheder, som tilsammen er det, vi har lært at kende som Guds organisme og Guds bevidsthed. Vor egen bevidsthed udvikles efterhånden til at kunne sanse og opleve denne omgivelsernes og naturens direkte tale. Det enkelte væsen står således alene overfor Gud og får dermed en guddommelig privatundervisning tilpasset netop dets egen særlige situation og udviklingstrin. Vi er i Gud og Gud i os, idet vore redskaber, organismerne, er opbygget af levende mikrovæseners organismer, mikrovæsener, der er "gudesønner", som vi er det. Og på samme måde er vi mikrovæsener eller redskaber i makrovæseners organismer. Guddommens livsoplevelse sker altså gennem alle disse mangfoldige levende væseners redskaber, som er hans sanseapparater, "thi i Ham lever, røres og er vi", som Jesus udtrykte det. Og på denne måde møder Guddommen hvert enkelt levende væsen, og hvert enkelt levende væsen oplever ved dette møde guds kærlighed, som altid viser sig at være et logisk, hensigtsmæssigt og retfærdigt svar på dets egen væremåde overfor alt andet liv.