Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

I mere end 50 år har Klint for mange mennesker betydet mere end blot en geografisk lokalitet. Klint var for en hel generation af sagens venner det samme som KOSMOS FERIEKOLONI – med streg under "ferie" -. I dag er kolonien et veludbygget helårscenter for undervisning i Martinus kosmologi. Men for mange af os vil det nu som før være den dejlige natur og samværet med andre kosmologi-interesserede, der er hovedsagen. Vi ønsker KOSMOS' læsere velkommen til en ny, dejlig sommersæson på Klint og giver følgende hilsen fra Martinus med på vejen ...

 

Når foråret nærmer sig, aftenerne begynder at blive lyse, er det gerne således, at de fleste mennesker bliver "foredragstrætte", om jeg så må sige. Jeg var derfor allerede på et tidligt tidspunkt i sagens historie klar over, at den energi til at tage fat på studier og foredrag, som efterårets tiltagende lange og mørke aftener i særlig grad animerer, ikke i nær så stor en udstrækning er til stede, når foråret med dets sol og lys nærmer sig, og naturen kalder menneskene ud i det frie. Men det er jo ganske selvfølgeligt. Det enerverende og nerveopslidende arbejde, som de fleste mennesker er henviste til at måtte opretholde deres eksistens ved, bevirker jo i den solfattige tid en ganske naturlig afslappelse, som kun de mest energifulde og livskraftige uberørt kan slippe over. Det er denne afslappelse, der er med til at bevirke, at det daglige arbejde af mange ligefrem føles som en trædemølle.

Når det sunde og livskraftige menneske, der ellers befinder sig i en livsgerning, det normalt er glad for, får denne fornemmelse, så er det i de allerfleste tilfælde sol- og luftmangel, der gør sig gældende, og hvorved kræfterne er taget sådant af, at arbejdet er blevet noget af en overanstrengelse. Denne sol- og luftmangel er igen i virkeligheden det samme som "horisontmangel".

Det er nemlig således, at mennesket gennem dets lange udviklingsperiode fra dyr til dets nuværende tilstand har befundet sig i den fri natur. Naturens mange fremragende lyde og farver har været dets kosmiske modermælk igennem sekler af tid. Det har leget og jaget i de "grønne" skove ved det "blå" hav. Tårefyldte øjne har skuet mod den "blå" himmel, og "grønne" blade har kærtegnet dets kind på vandringen op over de mange stadier eller trin. Dets jubel- og angstskrig har lydt omkap med havets brænding og tordenens brag, ligesom det millioner af gange er sovet ind ved brisens sagte sus i trætoppene.

Jo, naturens lyde og farver er den åndelige næring, hvormed moder Jord har opdraget sin unge søn. Jeg ser lyn og torden i hans væsen. I hans vrede er vinterens isnende kulde, medens kildens og bækkens ensomme hvisken er blevet hans elskovsmelodi. Den blå himmel er ofte kopieret i hans øjne, og over hans kind er aftenrødens blide skær foreviget.

Men de samme lyde og farver vil fortsætte deres guddommelige skaberværk. De er jo "Ordet", ved hvilket Gud "skaber mennesket i sit billede". Og fra det jordiske menneskes øjne skal skæret fra Guds åsyn komme til at lyse og funkle og dets legeme blive udtryk for selve inkarnationen af kærlighed. Dets åbenbaring skal blive sommerens sollyse varme og blomsterduft, dens morgendæmring og aftenskumring, dens overvældende frodighed og farvepragt. Og fra al denne pragt i dets væsen skal kun lyse en eneste hensigt: kærtegn, kærtegn og atter kærtegn.

Denne naturens komplette tilsynekomst i det jordiske væsen er – mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

Det jordiske menneskes skabelse eller udvikling er således foregået i den fri natur, understøttet af alle naturens førende lyde og farver, indtil dets møde med det, vi kalder "civilisation". Med udviklingen af den blev det fængslet. I kampen for det daglige brød blev det efterhånden lukket inde i et fængsel af andre lyde og farver. Maskinernes, motorernes, tandhjulenes drønen og hamren, sirenernes piben og fløjten, kommandoord, tilskadekomnes råb og skrig kom helt til at overdøve naturens vidunderlige lydharmoni. Mørke og triste, sodede og sværtede fabrikker og værksteder kom til at erstatte tumlepladserne i den fri natur ved skov og strand.

Men med denne civilisationens udelukkelse af mennesket fra dets millionårige samvær med naturen, dens førende lyd- og farveindvirkning, begyndte også de store genvordigheder: sygdommene, at tage overhånd. Nervøsitet, tungsind, melankoli og livslede blev direkte følger af den mistede horisont.

Nu må man naturligvis ikke tro, at jeg har noget imod selve den tekniske udvikling, tværtimod. Jeg er fuldt indforstået med, at teknikken kan blive et uvurderligt stort gode for menneskeheden der, hvor den ikke, som det nu er tilfældet, er blevet et både fysisk og mentalt fængsel for denne. Men når den, således som det nu sker, i mange af døgnets timer holder mennesket fængslet i mørke lokaler, fyldt med dårlig luft og øredøvende spektakler, er det intet under, at mennesket igen begynder at drages mod selve naturens herlige og velgørende lyde og friske farver. Man begynder at opdage, at de blomstrende enge og grønne skove, det blå hav og de sølvglitrende søer, de vide udsigter og den fjerne horisont stadig er en livsbetingelse for menneskets udvikling, selvom man måske nok endnu slet ikke forstår, at disse nævnte detaljer netop er symbolet på dets kosmiske fremtidsskæbne.

Men kendsgerningerne viser, at flere og flere mennesker tager ud til skov og strand, så snart lejlighed tilbyder sig. Store skarer af storbyernes ungdom er på bevægelse hver sommerlørdag for at holde weekend i det fri. Fredningsvæsen er opstået for at bevare naturen for folket og udvide dets ret til at færdes i skov og på strand. Alt stiler så godt, det kan, tilbage til naturen. Til fods, på cykel, pr. bil og båd søger naturens unge søn tilbage til moder Jord. Han må af og til søge hvile i hendes guddommelige favntag for derigennem at hente fornyet kraft til at fortsætte det enerverende liv, som kampen for det daglige brød i form af den "moderne civilisation" endnu holder ham fængslet i.

Kosmos Feriekoloni er altså blevet skabt med det formål for øje og i harmoni med denne naturens gang at være med i arbejdet for at hjælpe menneskene til at kunne benytte deres ferie til at komme i direkte samvær under sommerens herlige sol og briser, i dens blå vover og grønne marker og dér få kraft og styrke til at tage de strabadser og genvordigheder, som den daglige kamp for tilværelsen eventuelt måtte føre med sig.

Men for at kolonien kan være det for gæsterne, den er bestemt til, må der gøres et stort forarbejde.

Men selvom der således er meget at gøre for os alle, er det os kun en stor glæde at kunne yde alle vore gæster og venner af sagen den størst mulige tjeneste med hensyn til tilrettelæggelsen af alt, så enhver virkeligt skulle kunne komme til, ikke alene at føle sig hjemme i kolonien, men også opleve at være iblandt venner, igennem hvilke den guddommelige ånds nærhed kan mærkes eller opleves.

Men for at dette store mål kan blive fuldbyrdet, og den guddommelige ånd virkelig kan lyse over vort samvær i kolonien, da er det nødvendigt, at hver enkelt af gæsterne selv hjælper til. Dette sker udelukkende ved, at de hver især indstiller sig på i feriedagene ikke på noget som helst punkt at beskæftige sig med skyggesiderne hos de andre gæster, men derimod absolut kun ser de lyse sider ved deres fremtræden. Hvis alle indstiller sig på dette, da kan jeg garantere enhver af vore gæster en lykkelig ferie, hvorfra han eller hun kan vende tilbage ikke alene med fornyet livsglæde, sundhed, mod og kraft til at overvinde de daglige genvordigheder, men også være inspireret og styrket til at fortsætte i medvirkningen af skabelsen af den væremåde, moral og kultur, der udelukkende alene kan være verdens frelse.

Og på denne basis ønsker jeg alle vore gæster, såvel i den nu forestående pinseferie som i den kommende feriesæson, hjerteligt velkommen til kolonien.

 

Forkortet efter originalmanuskript: "Fra Kosmos Feriekoloni", KOSMOS nr. 5/1938.