Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/3 side 58
Nyt fra Martinus Institut
 
Påskearbejdet og andet forårsarbejde i Martinus Center på Klint
 
Mød foråret i Klint
Hvert år indkalder vi til forårets praktiske opgaver. Enhver, som har lyst, tid og kræfter til at deltage i arbejdet på Centret, skal være hjertelig velkommen.
Martinus Center og fremtiden
Martinus Center har eksisteret i over 50 år. Det hed oprindelig Kosmos Feriekoloni og fra 1978 Martinus Center. Igennem vinterskolen er der nu undervisning i Centret en stor del af året. Engang i fremtiden vil man komme fra alle verdenshjørner for at studere analyserne. Men Centret har også en anden meget vigtig funktion.
Martinus Center som mødested
Her træffer vi mennesker med samme interesse og kan få nye venner, her findes en inspirationsbasis for vores liv i hverdagen. Og især kan der opstå et stærkt fællesskab omkring de praktiske gøremål. Det vigtigste er, at vi, mens vi klarer opgaverne, føler glæde og livslyst ved samarbejdet.
Forårets opgaver
Det frivillige og ulønnede arbejde har altid været en hjørnesten i Instituttets arbejde og vil også i fremtiden have en stor betydning; det er jo en øvelse i fremtidens gavekultur.
Her til foråret er der brug for mange hænder. Der skal vaskes og sys gardiner og betræk til madrasser, uld- og vattæpper skal efterses. I det hele taget skal vi i gang med forårsrengøring, der hvor det er muligt. Der skal males, både udvendig og indvendig, og tapetseres. Der er billeder, der skal indrammes og hænges op. Der skal snedkereres, tømres, døre og vinduer skal repareres, tagrender, nedløbsrør og tage skal renses. Der er murerarbejde og der skal lægges fliser. Med hensyn til havearbejde skal der rives, graves, plantes, såes græs, fældes osv. Og mens påskearbejdet står på, skal der også være et køkkenhold på ca. fire personer. Så der er så at sige arbejde til alle, der kan bruge hænderne, men der er selvfølgelig endnu større brug for dig, hvis du er fagmand på et eller andet område. Vi plejer at arbejde ca. seks timer om dagen.
Hvornår kan vi komme?
Her til foråret har vi to arbejdsperioder, en til påske og en efter påske.
– Påskearbejdet er efterhånden blevet en tradition, og i år går denne periode fra mandag d. 13. april til og med fredag d. 24. april. Ring lige hvornår du regner med at komme og husk arbejdstøj. Som sædvanlig vil du kunne overnatte gratis i Pavillon I og II, husk lagen eller sovepose.
I perioden fra d. 16.- 20. april spiser vi kl. 13 fælles varm mad, som kommer til at koste ca. 15 kr. De andre måltider skal du selv sørge for. Om aftenen vil der være uformel undervisning (foredrag og indlæg) og tekomsammen på Terrassen (te og evt. kager til kostpris).
– Perioden efter påske går fra mandag d. 27. april til og med fredag d. 22. maj. Tidligere har vi arbejdet særlig i påsken og de følgende små ferier inden sommerferien, men i år har vi besluttet at lave en sammenhængende arbejdsperiode efter påske.
I denne periode kan der tilbydes gratis overnatning i Pavillon A, også her skal du huske lagen eller sovepose og arbejdstøj. Du er helt på egen kost og skal selv lave mad. I næsten hele tidsrummet vil to af Instituttets ansatte – Harald og Willy – være til rådighed, og vi vil derfor ved siden af det praktiske arbejde kunne tilbyde enkelte foredrag, spørgetimer og diskussioner, fortrinsvis om aftenen i Pavillon A's fællesstue.
Vel mødt i Martinus Center
Vi er overbeviste om, at vi i fællesskab vil kunne skabe en speciel stemning og et arbejdsresultat, der ikke kun vil glæde dig selv, men også mange andre fremover.
PS. Hvis du er arbejdløs, skal du, når der ikke er tale om ferie, have tilladelse fra din fagforening og/eller arbejdsformidling for at deltage i disse arbejdsperioder!
Tilmelding til Martinus Institut.
    Yderligere oplysninger fås hos:
          Willy tlf 03 42 21 77
          Harald tlf 03 42 29 89
          Ingolf tlf 02 50 32 51.
Ledige pladser på Vinterskolen
Der findes stadig nogle ledige pladser på Vinterskolen i den sidste periode: 8/3 – 8/4, hvor bl a LOGIK læses. Godt for nybegyndere! Oplysninger på telefon 03 42 29 89.