Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1987/1 side 19
Boginformation
 
Per Bruus-Jensen:
"X" – en komplet indføring i Martinus kosmologi, bd. 1, 448 s., ill., Nordisk Impuls 1986, kr. 180.
Mange af KOSMOS' læsere vil kunne genkende denne bog, idet den er lavet på grundlag af "korrespondancekurset", som forfatteren udgav fra Martinus Institut i tresserne. Læsere, der har kurset liggende løst i arkivkasser, kan nu anskaffe sig en handy paperback-udgave i stedet – og dét til den forholdsvis lave pris hos boghandleren – og få en række forbedringer og tilføjelser med i købet. Blot skal man være forberedt på, at der endnu følger 3 bind, men så er kurset også komplet – inklusiv de sidste lektioner, som ikke kom med i første omgang.
For læsere, der ikke kender noget til dette kursus eller til dets forfatter, er det værd at bemærke, at denne indføring i Martinus kosmologi adskiller sig fra Martinus' egne bøger ved særlig at lægge vægt på forbindelsen til naturvidenskaben. Dertil kommer forfatterens enestående evne for systematik, og disse ting i forening bevirker, at der med denne bog er skabt mulighed for, at nye grupper af mennesker vil få lettere ved at tilegne sig kosmologiens teoretiske grundlag.
sh