Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus har visse steder i sin litteratur nævnt, at der i verdenslitteraturen må findes eksempler på beskrivelse af kosmiske glimt, eftersom en del mennesker er nået frem til den zone i udviklingen, hvor den kosmiske erkendelse lejlighedsvis vil bryde igennem. Den amerikanske tænker, Ralph Waldo Emerson 1803-1882, er utvivlsomt et eksempel herpå. Hans skrifter bærer præg af en visdom, der med Martinus' udtryk har karakter af at repræsentere en "viden fra oven". Han forudså da også, at der ville komme en ny religion, som er grundlagt på moralsk videnskab.

 

Emerson er en religiøs tænker, som har haft meget betydelig indflydelse på amerikansk åndsliv i 1800-tallet. Efter en teologisk uddannelse var han i kort tid ansat som unitarpræst, men trak sig tilbage fra præstegerningen, fordi han ikke ville forrette de traditionelle kirkelige handlinger, eksempelvis nadveren. Resten af sit liv holdt han foredrag – også på præsteseminarier – om sin egen personlige kristendomsopfattelse. Hovedpunkterne var, at ikke blot Kristus, men ethvert menneske har en guddommelig kerne, ja har Gud i sig, og derfor i højere grad skal lytte til sit eget indre end til såkaldte autoriteter. At menneskene er vokset fra trosbekendelsen og kirkelige ritualer, og at specielt tanken om Kristus' blodige forsoningsoffer er en stor misforståelse. At menneskene skal lære af naturen, for her kommer Guds visdom til syne overalt og hele tiden i hver ny skabelse: "Fremtidens kirke vil være uden skalmejer, psalter og trækbasuner, men den vil have himmel og jord som tagspær og bjælker, og videnskab i stedet for symboler og billeder".

Emerson beskriver ikke direkte oplevelser af kosmiske glimt, men passager i hans skrifter viser indirekte, at han har haft åndelige oplevelser. Prøv at læse disse ord og mærk åndens vingesus: "Den store dag, dagen, som er livets midtpunkt, er den, hvor det indre øje åbner sig for at skue tingenes enhed, lovens allestedsnærværelse, at skue det, som er, det som må være og bør være, eller det som er det bedste. Denne skønhed sænker sig fra det høje ned over os og vi ser. Den er ikke så meget i os som vi er i den.. Hvis luften kommer ned i vore lunger, ånder og lever vi; hvis ikke dør vi. Hvis lyset kommer ind i vore øjne, ser vi; ellers ikke. Og hvis sandheden kommer ind i vort sind, udvider vi os pludselig til dens dimensioner, som om vi voksede og blev til verdener. Da er vi som lovgivere; vi taler på naturens vegne; vi forudsiger og profeterer." Eller her: "Gennem hver ny menneskeånd siver nye hemmeligheder fra naturen ud; Bibelen kan ikke afsluttes, før det sidste store menneske er født." … "Det største der er åbenbaret er, at Gud bor i ethvert menneske." … "Den historiske kristendom opholder sig på usund måde ved Jesu person, i stedet for at være en lære om sjælen."

"En dyb forståelse vil altid ende sine tanker i en ting ligesom naturen gør det. Så snart et menneske behersker et princip og sætter kendsgerninger i forbindelse med det, vil mark og skov, himmel og sø tilbyde at klæde hans tanker i billeder. Og så vil alle mennesker forstå ham: parter, meder, kinesere, spaniere og indere hører ligesom deres eget sprog. Nu kan han nemlig finde symboler, der har universel betydning og som let lader sig overføre til enhver dialekt…."

Han oplevede også, at naturen er gennemsyret af en kosmisk moral, som mennesket skal gøre sig ét med: "Moral er viljens indstilling på universelle formål" og "Det er på den måde universet lever. Alt er moral ... ret og rimelighed sørger for balance i alle livets dele." "Det forekom mig også, at menneskene i livet måtte kunne se en stråle af det guddommelige, sjælens nuværende virksomhed i denne verden, i sin renhed og uden traditionens mange klædningsstykker. Og på den måde ville menneskehjertet kunne bades i den evige kærligheds overstrømmende væld og samtale med det, som han ved altid har været og altid vil være, fordi det er virkeligt nu. Det synes mig også, at hvis denne lære kunne nedfældes i formler, der havde nogen lighed med de lyse indgivelser i hvilken sandheden nu og da åbenbares os, da ville det være som en stjerne, der viser os vej i mangen mørk stund eller i et vanskeligt afsnit af vor rejse, således, at vi ikke tog fejl af vejen."

Reinkarnation havde Emerson tilsyneladende ikke fået direkte indblik i, men som det følgende citat viser, var han dog overbevist om, at vi lever både før og efter vor fysiske organisme, og at evigheden på en eller anden måde former sig som kredsløb: "Vi kan ikke beskrive sjælens naturlige historie, men vi ved, at den er guddommelig. Jeg kan ikke sige, om de vidunderlige egenskaber, som i dag har hjemme i denne dødelige ramme, om de nogen sinde vil samles igen til en lignende virksomhed i en lignende ramme, eller om de har haft en naturlig forhistorie som det legeme, I ser for jer; men dette ene ved jeg, at disse egenskaber ikke er begyndt at eksistere nu, de kan ikke blive syge sammen med min sygdom, og de kan ikke begraves i nogen grav; men de vil gå deres kredsgang gennem universet; de var før verden var. Intet kan stænge dem ude, eller lukke dem inde, men de gennemtrænger hav og land, rum og tid, form og væsen, og er nøglen til den almengyldige natur."

Et af de principper, som stod lysende klart for Emerson, var "den store lov om gengældelse" eller skæbneloven: "Der findes ikke noget udvendigt skuespil så strålende eller noget digt så kunstnerisk, at det kan stå sig mod den store lov om gengældelse i vor moralske natur.

Når et vågent sind én gang har fået et glimt af denne fuldkomne skønhed og ser, hvorledes den omslutter ham og bestemmer hele hans væsen, mon det da så let kan synke tilbage i den evige råben op om "den blodige forsoningsdød"? ….. "Lige siden jeg var dreng har jeg haft lyst til at skrive en afhandling om gengældelse; det forekom mig nemlig, da jeg var ganske ung, at med hensyn til dette emne var livet langt forud for teologien, og at menneskene vidste mere, end prædikanterne forkyndte." "Således findes der i menneskesjælen en retfærdighed, hvis gengældende straffe er øjeblikkelige og fuldstændige. Den som udfører en god handling, forædles i selve handlingen. Den som udfører en nedrig handling, fordærves i selve handlingen. Den som befrier sig fra urenheder, ifører sig renheden. Hvis et menneske er retfærdigt i sit hjerte, vil det i samme grad være Gud. Guds sikkerhed, Guds udødelighed, Guds majestæt træder virkelig ind i dette menneske ved retfærdigheden. Hvis et menneske forstiller sig, bedrager det sig selv og mister kendskabet til sit eget væsen. Et menneske, der har den absolutte godhed for øje, tilbeder med fuldkommen ydmyghed. Ethvert skridt nedad på denne måde er et skridt opad. Den mand, der giver afkald på sig selv, kommer til sig selv."

"Enhver handling bærer lønnen i sig selv, eller sagt på en anden måde, den integrerer dobbelt: først i selve tingen eller i den virkelige natur. Den grundlæggende gengældelse ligger i tingen og ses af sjælen. Gengældelsen i omstændighederne fattes af forståelsen; den kan ikke adskilles fra tingen, men er ofte udstrakt over et langt tidsrum og kan derfor ikke skelnes før mange år efter. Det kan være, de særlige spor af lovovertrædelsen først viser sig mange år efter, men de kommer, fordi de ledsager dem. Forbrydelse og straf vokser på en og samme stamme. Straffen er en frugt, der uden at vi aner det modnes i den fornøjelsens blomst, der gemte den. Årsag og virkning, midler og mål, frø og frugt, de kan ikke adskilles, for virkningen blomstrer allerede i årsagen, målet eksisterer forud i midlerne, i frugten, i frøet."

Der er ingen tvivl om, at Emerson har oplevet glimt af den højeste sandhed, men hans ydmyghed og redelighed afholdt ham fra at tro, at han besad hele sandheden. Han vidste, at der var brug for en total beskrivelse af det åndelige univers, hvoraf han kun havde oplevet en flig, og han længtes efter den lærer, der kunne fremstille de åndelige love som en videnskab:

"Jeg ser frem til den time, hvor den højeste skønhed – han der henrykkede de vise fra østen og i særlig grad hebræerne og talte gennem deres munde som et orakel – hvor han også skal tale til Vesten. De hebraisk-græske skrifter indeholder udødelige ord, som har været livets brød for millioner, men de er ikke episk fuldstændige; de er fragmentariske og ikke vist i sammenhæng for forstanden. Jeg længes efter den nye lærer, som vil kunne følge de strålende love så langt, at han ser dem som et afrundet hele; ser dem som den fuldkomne nåde; ser verden som sjælens spejlbillede; ser at tyngdeloven og hjertets renhed er en og samme ting; og ser, at det man bør, og det der er ens pligt, er det samme som videnskab, skønhed og glæde."

Kilde:

Sven Damsholt: "Emersons liv og tanker", Kbh. 1982.